Huset Habsburg i dur og mol.

Klassisk musik havde dets tempel i hovedstaden Wien i knap to århundreder. Fra midten af 1700-tallet til 1918.

Årsagen hertil skyldes at det østrig-ungarske aristokrati gav aktiv kunststøtte til rigets musikere og kulturelle begivenheder.
Herved blev der skabt et netværk der ikke alene påvirkede den europæiske musiks udvikling, men også var fundamentet for evolution og produktion af de musikinstrumenter vi kender. (Beethoven, eksempelvis, stillede hele tiden nye krav til ‘hammerklaveret’ og dets fabrikanter. Krav som alle pianister har glæde af i dag).

I denne artikelserie kigger vi nærmere på 20 komponister med bopæl i Wien.

Det er en personkreds der omfatter alle typer, lige fra komponister som stod op kl. 7 om morgenen og gik på arbejde foran nodepulten til fyraften kl. 17.00. Til de højst aparte. (det er altid dem der er sjovest at læse om!). Men for dem alle gælder, at deres værker fandt nye veje ind til musikkens sjæl.

Vi ønsker dig hermed en god og fornøjelige rejse tilbage til 1800-tallet.

Musikken begynder, hvor ordene slutter.
Johan Wolfgang Goethe - der inspirerede mangen et klassisk musikstykke
Johann Wolfgang von Goethe
Tysk digter (1749-1832)

Panoramaudsigt over Wien i 1787, en for den tid rigeste hovedstæder i Europa. Blandt byens beboere: Haydn, Salieri og Mozart. I øvrigt, den 17-årige Beeethoven besøger Wien første gang i netop 1787.

Thomas Broadwood Beethoven klaver
Flygel foræret til Beethoven af det engelske firma Broadwood i 1817. Det nærmer sig de flygler vi kender fra moderne koncertsale.

Det europæiske rige i midten

Afslutningen på 1. verdenskrig i 1918 var også vidne til  afslutningen på to store riger: det osmanske (opløst i 1923) og huset Habsburg med hovedsæde i Wien. For sidstnævntes vedkommende, tæppefald for et imperium der havde eksisteret i 650 år og som havde skabt det fremmeste inden for den europæiske kultur. Intet illustrerer dette bedre end kejserrigets evne til at tiltrække Europas største komponister. Og skabe ikke så få selv, blandt dets undersåtter. 

Det Habsburgske kejserdømme strakte sig over det nuværende Østrig, Ungarn, Rumænien, Tjekkiet, Slovakiet, den sydlige del af Polen, dele af Ukraine, Kroatien, Serbien, Slovenien og Norditalien. 
Store landområder skabte kolossale formuer for kejserdømmet. Det er i menneskers og magthaveres natur at udstille deres rigdom, både som status og som politisk signal. Og det manifesterede sig naturligvis primært i rigets hovedstad.

At besøge Wien i dag er som at vandre rundt inden i et overflødighedshorn og det tætteste du kan komme på en tidsrejse tilbage til 1700- og 1800-tallet. Paladser samt bygningerne i byens centrum er de samme som på Mozart og Beethovens tid. De samme som fra Sigmund Freuds og Gustav Klimts epoke.

Her blev det ypperste inden for klassisk musik skabt. Og når vi tager til klassisk koncert i dag, er vi vidne til at disse århundreder bliver bragt til live igen. 

Habsburg - hovedsæde for klassisk musik
Habsburg-riget frem til 1918.

Klassisk musik: Wiener-barokken

I forbindelse med denne artikelserie besøgte skribenten hertil, Østrig og Ungarn i oktober og november 2020. Jeg var til en kunstudstilling i Wien, hvor en af udstillerne havde en endog meget stor litografisamling med billeder, fotos og litografier fra riget Habsburg. Snapshots af forrige århundreder.
Jeg fik mig en snak med antikvarhandleren, hvor jeg fortalte om mit forehavende, fascineret over at de allerstørste komponister havde haft deres bopæl i Wien. Han replicerede med et smil, ”Hvor der er rigdom, er der kunst”.

Kunstnere havde brug for mæcener. Og dem kunne man finde i Habsburgs hovedstad. En som søgte hertil, i år 1740, var Antonio Vivaldi, en af barokkens største komponister, i håbet om at finde en sådan.
Det skulle han imidlertid ikke have gjort. Et helt forkert karrieretræk…

Wienerklassicismen - alfa

Hvis man besøger den græske afdeling i the British Museum i London, kan man se de fuldstændigt mageløse græske vaser skabt i sort og rød ler. Den fineste kunstner var Andokides der levede i år 500 f.v.t.
British museum har naturligvis en beskrivelse af vaserne og slutter med følgende sætning, ”Andokides kunstneriske færdigheder og teknik inden for vasekunst er ikke overgået siden”. 

Man kan med en vis ret hævde at klassisk musiks guldalder findes i 1800-tallet – som ej heller er overgået siden. 

Dette århundrede begyndte med Beethoven ved afslutningen af den klassiske musiks klassicisme, en tid hvor kejsere og konger havde uindskrænket magt. Og det sluttede med den industrielle revolution, Sigmund Freud, Karl Marx og Charles Darwin – samt inden for den klassiske musik, den tysk/østrigske komponist Gustav Mahler der rundede den romantiske periode af.

Stamfaderen til klassicismen – samt ”symfoniens far” – er Joseph Haydn. Opvokset under ringe kår, men rig på talent. Han bliver opdaget af Wiens aristokrati. Hans biografi er også historien om et samfund under udvikling. Haydn er den første komponist som ender med at blive ægte selvstændig – og velhavende.

Og berømt og respekteret i hele Europa! Blot få uger før Haydns død i 1809, bliver Wien erobret af Napoleons tropper. En fransk officer, Clement Sulemy, tager på høflighedsbesøg hos the maestro, hvis hus var klods op af den franske hærs garnision. Han bliver faktisk lukket ind og sang, til ære værten, en aria fra Haydns ‘skabelsen’. 

Haydn var desuden klaver- og kompositionsunderviser. Hans elever? Han havde mange! Du kender to af dem, ingen mindre end Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven.
Når genier står på skulderen af andre genier, når man det ypperste. Og naturligvis glæder vi os til at kunne slå egne døre op i år 2021 og fejre både Haydn og hans elev, det måske største geni af dem alle – et år forsinket. 

 

Wienerklassicismen - omega

Selvom Antonio Salieri ikke fylder meget i koncertsalenes programmer i dag har vi taget ham med alligevel. (du ved, ham der i den fremragende film ”Amadeus” bruges til at forgifte Mozart). 

Han er vores repræsentant for alle de mange komponister i Wien som var store og indflydelsesrige mens de levede, men hvor historien sidenhen har sendt dem ud i mørket. Det er også en påmindelse om vores egen tids snobberi. Mange af Salieris værker kunne på en god dag måle sig med de allerstørste.

Og vi slutter klassicismen af med Franz Schubert. Beethovens brugte sine sidste år på at studere barokkens gamle mestre, men fortrød – nærmest på dødslejet – ikke at have beskæftiget sig mere med den unge Schuberts værker.

Og med Schubert ser vi også en samfundsudvikling, der ustoppeligt blev mere demokratisk. Schubert er ophavsmanden til ‘die Lieder’ eller sange akkompagneret af klaver. Musikken bredte sig herved fra adlens gemakker til bourgeoisiets hjem. Aristorkratiet havde ikke længere monopol på den ‘fine’ musik.

Wienerromantikken - prima

Wiener-klassicismens musik var knyttet til 1700-tallets oplysningstid, til det rationelle. Til det mådeholdne. Klassicismen i den klassiske musik hviler netop på det velordnede, på det stoiske.  

I år cirka 1830 sker der et oprør mod det rationelle. Oprøret udmønter sig i at lade følelserne få frit løb. Ingen mådehold med hjerte og smerte, det okkulte og overtroiske. Og individualitet. Velkommen til romantikken.

Det ville være urimelig kritik at påstå at 1800-tallets store komponister fra Wien, som vi her introducerer, var følelsesmæssigt ustabile og lunefulde. Men musikken skifter karakter. Menneskets følelser bliver langt mere prominent fremhævet i nodelinjerne. Konsekvensen er, at publikum – også nutidens koncertgængere – bliver nemmere rørt til tårer af romantikkens musik, end den som barokken og klassicismen tilbød.

Vi har her fundet de fem største komponister fra den tid. De er meget forskellige. For det første vil du sjældent høre Carl Czernys musik. (Han var elev af Beethoven i adskillige år, og det er fra ham vi har den bedste forståelse for hvad mesteren ønskede at udtrykke med sin musik).
Czerny har til gengæld påvirket alle koncertpianister med sine mange klaverøvelser. Så du hører ham indirekte til enhver klaverkoncert.. 

Johannes Brahms er overgangsfigur eller brobygger mellem klassicisme og romantik. Hans musiklærer, Eduard Marxsen, havde været en del af Beethovens omgangskreds og videregav dette miljø og musikalske arv til sin elev. 
På den anden side var Brahms venner med komponisterne Robert Schumann og dennes kone, Clara. Det bliver ikke meget mere romantisk end deres værker. 

Brahms er det ene B i de tre store B’er, Bach, Beethoven og Brahms. 

 

Wienerromantikken - ultima

Og Anton Bruckner? Den særeste af dem alle. Virkelig sær. Bizarre vaner og hobbyer. Også enfoldig og bondsk. Med den ekstra detalje at hans musik rakte ind i den guddommelige sfære. Det er om ham at englænderne bruger følgende udtryk, the thunderbolt phenomenon. Bliver du ramt af Bruckners tordenskrald, bliver du aldrig helt dig selv igen.

Og så er der den evigt unge Strauss Jr. Wiens valsekonge. (selv i de billeder vi har af ham taget da han er 70 år gammel, ser han forbløffende godt ud).
Hans musik er let og elegant. Det ikke stikker dybt. Men pas på! Hvis du lytter til an den schönen blauen donau bliver du ganske vist straks i godt humør. Men melodien bliver hængende for evigt.

Igen oplever vi at periodens musikalske værker reflekterer tidens ånd og sociale forhold. Hans valse var anstødelige for Wiens bedre borgerskab. Årsagen var, at kønnene for første gang kom i kropslig kontakt med hinanden på de fines dansegulve. Så bag den lette musik ser vi antydningen af en seksuel revolution.

Med Gustav Mahler når vi frem til sen-romantikken. Han nævnes som den der udtømmer romantikkens muligheder. Og hvad kan så erstatte romantikken?

Klassisk musik i den 2. Wienerskole

Omkring år 1900 var romantikken og senromantikken som nævnt ved at have udtjent sit formål.

Et musikalsk tema kan tåle så og så mange variationer indtil den musikalske karakter i stykket ikke længere kan udvikles. At sammenligne med en forfatters forhold til hovedpersonen i en roman. Her kommer der også et punkt hvor denne karakter heller ikke kan belyses fra nye vinkler.

Med Gustav Mahlers værker – og med den tyske komponist Richard Wagner i Tyskland – følte det musikalske miljø at man var nået til vejs ende med denne musikalske form.

Man kan aldrig sætte en skæringsdato på nybrud. Men nye brud skete der i årene omkring år 1900.
I Frankrig i form af impressionismen og ekspressionismen. Og – vi er stadig i Frankrig – neo-klassicisme med russiske Igor Stravinsky i spidsen.

Det største brud med ikke alene romantikken, men med hele den vestlige musikalske kanon, kom fra østrigske Arnold Schoenberg, (eller Schönberg, begge stavemåder er korrekte).

I artiklen om Arnold Schoenberg vil du blive introduceret til 12-tone musikken, eller den atonale musik. Her er romantik og følelser revet ud af noderne. Tilbage er kun intellektet og det cerebrale. Schoenberg forudså at atonalitet ville fortsætte Tysklands musikalske overherredømme de næste 100 år.  
Den blev dog forbudt under nazi-regimet, da musikken blev anset for at være dekadent (på tysk Entartete Musik. Degenerativ musik). 

Der er også en dansk vinkel. Schoenbergs mest berømmede musikstykke var Gurrelieder, som bygger på et digt af danske J. P. Jacobsen med Gurre slotsruin som historiens omdrejningspunkt. Kunne være fantastisk en dag at opføre musikstykket ved slotsruinen!

Atonalitet gennemgås i artiklen om Schoenberg. Stilarten blev videreudviklet af hans imminente elever, komponisterne Alban Berg, Anton Webern samt Hanns Eisler. Alle ligeledes fra Østrig.

En lille vignette: Haydn, som blev født i 1732, er udgangspunktet for vores Habsburg-serie. Og vi slutter serien med Hanns Eisler, der levede frem til 1962. 
Førstnævntes musik lytter du til hver gang Tysklands fodbold- og håndboldslandshold stiller op, idet Haydn er fadder til Tysklands nationalmelodi

Sidstnævnte var erklæret socialist og levede sine sidste år i Østtyskland. Eislers musik har du lyttet til hver gang Østtyskland vandt medaljer til Olympiader og detslige, (du er i så fald 50+ år) for han skrev Østtysklands nationalmelodi

Klassisk musik i Udkants-Habsburg

Vi slutter artikelserien ”huset Habsburg” af med disse fem komponister som også levede under det østrigske kejserdømme, selvom de i dag anses for at være børn af Ungarn og Tjekkiet.

Artiklens skribent har været i Budapest for at indsamle materiale, besøge museer og koncertsale dedikeret til de ungarske komponister Franz Liszt og Béla Bartók. (fantastisk besværliggjort af Corona-epidemien).

Og vi runder af med Tjekkiets tre store internationalt anerkendte komponister, Bedřich Smetana, Antonín Dvořák og Leoš Janáček. Tre generationer, hvor hver ny fik overrakt taktstokken fra den forrige.

Om dem har vi også kun gode ord at sige. Artiklerne vil blive fulgt op med materiale fra de tjekkiske byer Prag og Brno når deres museer, udstillinger og koncertsale igen åbnes. Når vi igen kan rejse og omgås hinanden uden risiko for smitte.

Disse ‘udkants-komponister’ søgte med deres musik at skabe en national identitet, som i århundreder var blevet udvisket grundet tysk overherredømme. 

Som eksempel, ungarske Franz Liszt kunne ikke ungarsk. Tjekkiske Bedřich Smetana kunne ikke tjekkisk, da det ikke blev talt i hjemmet. (for sidstnævnte gælder dog, at han lærte sig sit modersmål i en alder af 40 år).

Ifølge hjemmesiden BachTrack repræsenterer denne liste med de 20 største komponister fra huset Habsburg, knap halvdelen af al klassisk musik der opføres på landets og verdensscenens klassiske koncertsale.

Vi glæder os til at skrive om den anden halvdel i løbet af år 2021.

Mens vi venter på vores vaccination

Parnassos.dk udskød sine koncerter i foråret 2020 til efteråret 2020. Og så udskød vi endnu engang på ubestemt tid. Så snart det lysner, sætter vi dato og sted på nedennævnte arrangementer. Vi glæder os!

forslag til artiklen?

Du er velkommen til at skrive til os på overtoner@parnassos.dk vedrørende denne artikel. 

Scroll til toppen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Modtag de seneste nyheder om koncerter

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.