[aelia_currency_selector_widget widget_type="dropdown|dropdown_flags|buttons" currency_display_mode="show_currency_code|show_currency_name"]
Antonio Salieri (1750 – 1825) var blandt de mest indflydelsesrige komponister i Wien i slutningen af 1700-tallet. Spørgsmålet er, forgav han Mozart? Svaret er nej. Der var dog en enkelt hændelse sidst i Salieris liv der kan få os i tvivl.
Denne artikel indgår i vores ”Huset Habsburg” – serie.
Habsburg-kejserriget, med hovedsæde i byen Wien, var i århundreder blandt de mest magtfulde riger i Europa. Og hvor der er rigdom er der magt. Hvor der er rigdom er der kunst.
De Habsburgske kejsere drev en målrettet kunstpolitik, og som følge heraf var Wien centret for klassisk musik frem til 1. verdenskrig.
Så hvad kan en artikel på et par tusind ord fortælle os om Antonio Salieri, og hvor passer han ind i det klassiske musiks firmament?
NB: Nederst i artiklen finder du vores Mnemonic-sektion. En huskeregel der som regel gør at læseren af artiklen aldrig glemmer hvornår vores beskrevne komponister levede og virkede.
Det er meget usandsynligt.
Først lidt baggrund: Salieris talent bliver opdaget af en af den tids fremmeste komponister i Wien i midt-1700 tallet, Florian Leopold Gassman.
Salieri flytter til Wien som 15 årig, stedet for lovende musikere. Salieri stiger i anseelse og i 1774 – som blot 24-årig – udnævnes han som hofkapellmeister i Østrigs hovedstad. Finere bliver det ikke.
Salieris indflydelse inden for musik er herefter nærmest uindskrænket og han bliver en af de mest betydningsfulde musikere i Europa.
Naturligvis kan det ikke udelukkes at Antonio Salieri var jaloux på Mozart. Men Salieri var, i forhold til Mozart, på den høje hest hvad prestige angår. Desuden, Salieri havde ofte Mozarts musik på programmet til sine mange koncerter.
Så hvordan opstod rygtet om at Salieri havde forgivet Mozart?
Mozart kunne godt henfalde til paranoia og han antænder selv gnisten til rygtet, da han i de sidste uger af sit liv påstår at de italienske rænkemagere i Wien havde forgiftet ham. Forgiftning har der højst sandsynligt været tale om, men den var næsten med sikkerhed selvdoseret og over mange år. Værtshusene i Wien havde stor glæde af hans utallige besøg.
Men rygtet slår rod efter Mozarts død og spredes først blandt musikerne i Wien. Den omtales blandt andet i en af Beethovens mange ”samtalehæfter” (som han brugte til at kommunikere med omverdenen, da han blev totaldøv).
Og historien om en hårdtarbejdende Salieri der overhales af en ungersvend som trods et tøjlesløst liv, ubesværet kan skabe musik så selv engle lytter, har været en for stor fristelse for datidens historiefortællere. Den russiske forfatter Alexander Pushkin sætter flere ord til historien i sit teaterstykke, ”Mozart og Salieri”, skrevet blot fem år efter Salieris død.
Beskyldningerne vil ikke holde i en moderne retssag. Og Mozarts enke overlod endog, uden bekymring, deres yngste søn, Franz Xavier Wolfgang Mozart, til musikundervisning hos Salieri. Det havde hun jo nok ikke gjort, hvis hun havde haft den mindste mistanke om rygtets ægthed.
Der er dog en aber dabei… Salieri led i sine sidste år af demens. På et tidspunkt i vildelse tilstod han at have forgiftet Mozart, for straks at trække det tilbage da han igen havde et af sine lyse øjeblikke.
Lige et par ord om datidens Wien. ”Den sammensatte stat” var et udbredt fænomen i det kontinentale Europa frem til begyndelsen af 1800-tallet. Og ingen var mere sammensat end det habsburgske, eller østrigske monarki.
Det habsburgske imperium, også kaldet Donaumonarkiet, var et af de mest magtfulde i Europa i århundreder. Riget blev udvidet ved hjælp af sværdet og ægteskabspagter (herved blev Holland en del af kejserdømmet, ligeledes Spanien, Bourgogne og dele af Italien).
Fra 1438 til 1806, med få årtiers undtagelse, var den habsburgske kejser også regent for det hellige romerske imperium. Nogle stater i det habsburgske imperium var inden for det romerske imperium, andre ikke. Den politiske kompleksitet bliver her maksimal. En sammensat stat som er en delmængde af en anden sammensat stat.
Donaumonarkiet var, som nævnt, en blandet pose bolsjer. Men for overblikkets skyld kan nævnes at med kejser Joseph II (1740 – 1790) nåede kejserdømmet sit zenit og før Napoleon i 1800-tallet begyndte at røre på sig og ændrede det politiske Europakort.
Hvis du har lyst til at se eller gense et udsnit af filmen ’Amadeus’ da vil du her blive ført til scenen ↗ med Joseph II, Mozart og Salieri. Hvis det var en historisk korrekt gengivet begivenhed kunne man måske ikke klandrer Salieri alt for meget, for at pønse på hævn.
Men som nævnt, det er ikke historisk, men rasende god underholdning.
De kilder der er til vores rådighed vidner om, at Antonio Salieri faktisk var en ret lun fyr.
Den tyske lieder og ’sangspiel’ var i Salieris sidste leveår blevet populære, ikke mindst drevet af den nye kejser Leopold II’s ønske om at bruge kunst til at indgyde en nationalfølelse i det tyske folk. Men italienske Salieri havde ikke fuldt kaperet det tyske sprog, så han var ikke brugbar til den opgave. Det undskyldte han til sin omgangskreds med ordene, ‘Jeg har kun boet i Wien i godt 50 år. Hvordan skulle jeg kunne have lært sproget så hurtigt’?
Hans ven, komponisten Ignaz von Mosel, skrev en biografi om Salieri der blev udgivet i 1827, to år efter Salieris død, hvor vi finder endnu en charmerende anekdote.
I 1770 (Beethovens fødselsår, i øvrigt) havde Salieris anden opera ”Le Donne Letterate” – ”den lærde kvinde” – premiere. Efter uropførelsen sneg Salieri sig ud blandt publikum, der var på vej ud af koncertsalen og overhørte følgende konversation, hvor den første sagde,
“Operaen var ikke ueffen’, den næste teatergænger fortsatte ’og jeg fandt den ret
charmerende’. En tredje person følger op med ’ikke dårligt for en nybegynder’ hvorefter
endnu en replicerer, ’jeg selv fandt den ret intetsigende’…Til hvilket Salieni i sin notesbog skrev, ’her valgte jeg at forlade gruppen og gå ned af en af sidegaderne, for tænk hvis jeg havde hørt noget der var værre endnu!’
Kvinden! Der var blot én. Han ser hende første gang hvor han er 24 år, måske 23 år, omkring år 1774.
I sine erindringer beskriver han sit første møde således,
I det år mødte jeg den engel som gud havde udpeget for mig som min kommende hustru. Dengang gav jeg musikundervisning til en ung grevinde, der modtog sin uddannelse i St. Laurent klosteret’.
I samme kloster fandtes andre piger, der var oftest tale om piger hvis mødre var bortgået. Min undervisningstime strakte sig fra kl. 11 om formiddagen til kl. 12. Inden for det tidsrum passerede disse piger, ledsaget af deres værger, musiklokalet på vej til spisestuen. Allerede ved min allerførste undervisningstime så jeg en ung kvinde med en slank skikkelse og hun var noget højere end de andre. Hun var omkring 18 år og klædt i rosenfarvet taft. Hun gjorde et vældigt indtryk på mig.
Du kan læse videre her ↗. Kærlighed ved første blik. Hun hed Therese Helferstorfer. Da han overvinder sin generthed, overtaler han hende til at præsenterer ham for hendes far. Det skulle ske ugen efter, men desværre dør Thereses far inden da.
Håber så sandelig ikke at der er læsere der – igen – får mistanke om ufint spil fra Salieris side.
En lille sensation så dagens lys på det tjekkiske nationalmuseum i november 2015. Her fandt man noderne til en kantate, per la ricuperata salute di ofelia ↗, skrevet i 1785. Det var et samarbejde mellem følgende tre komponister, Salieri, samt en Alessandro Cornetti… og slutteligt ingen andre end selveste Mozart!
Salieris speciale var operaer. Han skrev mere end 40 af slagsen. Kvaliteten er ujævn. Cirka hver anden af operaerne var en bragende succes, hver anden et flop.
Der er ti af disse operaer hvis musik har overlevet til vores tid. En af dem er Les Danaïdes ↗, hvis premiere blev holdt i Paris. Lyt til denne overture og indrøm at Salieri på en god dag kunne måle sig med de fineste komponister, inklusive hans påståede konkurrent.
Han skrev sin Requiem ↗ i 1804, med det formål at den skulle spilles til hans egen begravelse, hvilket skete 21 år senere. Altid godt at være i god tid. Den kan ligeledes måle sig med de fineste dødsmesser. Umuligt at være objektiv, men ingen Requiem kommer på højde med Mozarts ditto ↗.
Antonio Salieri blev født tæt på byen Verona den 18. august 1750 – samme år som Johann Sebastian Bach døde. Fem år før Mozart blev født og 20 år før Beethoven blev født.
Salieri flytter allerede som 15-årig til Wien hvor han – ud over sine mange rejser i musikkens tjeneste – bor til sin død 7. maj 1825. Han blev altså 75 år knap og nap. Et langt liv i de dage.
