[aelia_currency_selector_widget widget_type="dropdown|dropdown_flags|buttons" currency_display_mode="show_currency_code|show_currency_name"]
Johann Sebastian Bachs 100 år yngre kollega, ingen mindre end Ludwig van Beethoven, sagde om barokkens eminence, ’Han er harmoniens udødelige gud’.
Hver og én af Himalayas bjerge er majestætiske og ærefrygtindgydende. Nogle få kappes om at række længst mod himlen. Og for de bjergbestigere der når toppen af disse, er det altid en nær-spirituel oplevelse. Hvis vi overfører dette billede til den klassiske musiks landskab er Bach den højeste tinde – Måske i konkurrence med netop Beethoven.
Komponisten Hans von Bülow, (Franz Liszts svigersøn, i øvrigt) sagde, ‘Johann Sebastian Bach er musikkens gamle testamente, Beethoven det nye’, med den lidt spydige tilføjelse, “al anden musik er blot fodnoter”. I denne artikel skal vi studere ’det gamle testamente’.
Sang i den kristne kirke er en tradition der går helt tilbage til den israelitiske kong David, der tilskrives at have skrevet salmernes bog omkring år 1000 før vores tidsregning. Da Davids søn, den vise kong Salomon, bygger Jerusalems tempel bliver faderens sange en del af templets liturgi og ceremoni. Nu, hvor vi er i gang, det var kun Levis efterkommere, én af Israels tolv stammer, der stod for sang og spil i templet. (Moses og hans bror, ypperstepræsten Aron, tilhørte i øvrigt også Levi-stammen).
Der er god grund til at tro at dette musikalske arrangement fortsætter uafbrudt helt frem til Romerrigets destruktion af Jerusalems tempel i år 70 efter vores tidsregning.
Der er en nærmest glidende overgang fra jødernes musikalske tradition til opbygningen af den første kristne kirkes møder. Paulus, eksempelvis, opfordrer menighederne i Efesos og Kolossens til at synge hymner og salmer. Til gengæld, instrumental akkompagnement anså man for upassende og har været meget lidt brugt i kristendommens første århundreder.
Gregoriansk sang bliver en vigtig del af klosterlivet fra omkring år 500 e.v.t. Og orglet ser sit indtog i kirker omkring år 700. Salmerne synges på latin og af professionelle kor helt frem til Martin Luthers reformation i år 1517. Naturligvis, 2500 års musikhistorie beskrevet på få linjer er den korte version.
Før denne artikel når frem til dens hovedperson, er det relevant at nævne Martin Luther (1483-1546) som er anstifteren af Europas største religiøse revolution, reformationen i 1519, som udmøntede sig i den lutheranske tro i opposition til den katolske kirkes lære.
Luther tog også afstand fra kirken i Rom hvad musikken angår, blandt andet at gregoriansk sang bliver sunget på latin og derfor uden for lægmands rækkevidde og forståelse.
Luther havde et tæt forhold til musik. Han var en dygtig fløjtenist og havde en kraftig tenorstemme. I sit trossamfunds tidlige dage komponerede han også hymner eller salmer der blev samlet i salmebogen ‘Geystliche Gesangbuchlein’, udgivet i 1524.
For Luther var ordet om frelsen og sangen om frelsen uløseligt forbundne. ’For den som tror på [Kristi offer]…vil med glæde både synge og tale om dette, for at andre kan høre budskabet og komme til Kristus’.
Og med Luther bliver polyfonien, eller den flerstemmige sang, blåstemplet med følgende citat,
Hvor sælsomt og vidunderligt er det ikke at høre en stemme synge en simpel uprætentiøs melodi, samtidig med at tre, fire eller fem andre stemmer synger med. Stemmer der bevæger sig i overstrømmende glæde omkring [sangens] melodi.
…Han må naturligvis være et fæ som ikke finder fornøjelse heri, én der ikke er værdig til så charmerende musik og som ikke bliver berørt og forundret. Han skulle hellere lytte til en æsels brølen… eller en hunds gøen.
100 år senere skulle polyfonien nå sit uoverstigelige højdepunkt. Navnet på komponisten herfor var ingen anden end Johann Sebastian Bach.
Bach blev født år 1685 i Eisenach, en lille by i Thüringen og yngste barn af en børneflok på otte. Det gælder for næsten alle komponister fra den tid, at de voksede op i en familie af musikere. Den gang var det at være musiker, sammenligneligt med at beherske et hvilket som helst andet håndværk, hvilket det jo ganske rigtigt også er.
I Bachs tilfælde går musikken ud i alle familie-led og gennem flere generationer. Der findes omkring 50 musikere, heriblandt adskillige komponister, på Bachs stamtræ. Et familieforetagende, der videregiver deres arv i form af talent og erfaring til næste generation.
Eksempelvis, Bachs far, Johann Ambrosius Bach, var direktør for Eisenachs musikforening.
I 1694 mister Johann sin mor, Maria Elisabeth Lämmerhirt, som ligeledes kom fra en familie af musikere. Og året efter bliver han forældreløs, da han også mister sin far.
Han flytter til byen Ohrdruf, hvor hans 13 år ældre storebror, Johann Christoph Bach, tager sig af hans opvækst. Ikke at forveksle med Johann Sebastian Bachs søn, Johann Christoph Bach eller endnu en Johann Christoph Bach, der var Johann Sebastian Bachs onkel. (Bach-familien var særdeles kreativ foran nodepapiret. Knap så meget foran døbefonden).
For at understrege musiktraditionen fik Johann Sebastian Bachs storebror ni børn – en af dem har sikkert også heddet Johann Christoph Bach – hvoraf de fleste ligeledes blev musikere.
I byen, Ohrdruf, får Bach sig en grundig musikuddannelse af sin storebror, der er organist i byen. Som 15-årig bliver Bach optaget i Lüneburgs meget fine latinskole, hvor adlens børn også går. Hans musikalske evner er uovertrufne og allerede i en alder af 18 år bliver han hofmusiker for greven i byen Weimar. Det er begyndelsen på en karriere som strakte sig over knap fem årtier – og fem nationer. Men ikke nationer som vi kender dem i dag.
For at sætte sig ind i Bachs tid og arbejdsforhold fordrer det et afsnit om det særprægede tyske fænomen, der Kleinstaaterei. Helt frem til Tysklands samling i 1871 bestod det vi i dag forstår ved Tyskland af først hundredevis af småstater og bispedømmer. (efterfulgt af lidt mere overskuelige 40 stater i 1819).
I 1700-tallet svingede antallet af småstater mellem 294 og 348. Et puslespil der skulle fornyes hver gang en prins eller fyrste døde. Hvis prinsen havde flere arvinger, blev staten ofte delt op imellem dem. Hvis han døde uden arving, blev det slået sammen med eksempelvis broderens eller nevøens småstat. Det betød også at en lilleputstat kunne være spredt ind imellem andre småstater eller bispedømmer.
Vi har en herlig rejsebeskrivelse fra filosoffen, Wilhelm von Humboldt, der i 1789 sammen med sine venner fra byen Brunswick tæt ved Hannover, tog til Paris for at følge den franske revolution på nært hold. Under turen krydsede de seks fyrstedømmer, fire bispedømmer og bystaten Aachen. Alle med hver deres grænsekontrol og toldbestemmelser.
Disse småstater var et levn fra middelalderen. Det tyske folk på Bachs dage levede i en anakronisme. Stik modsat tendenserne i resten af Europa, der samlede sig i store nationer med central administration. To af disse småstater findes skam stadig: Luxembourg og Lichtenstein.
Vi samler tråden op i byen Lüneburg, 50 km sydøst fra Hamburg, hvor Bach fik sin uddannelse i byens ‘Michaelisschule’. I Lüneburg bor Bachs orgellærer Georg Böhms, organist i byens Johanneskirke. Sidstnævnte blev sandsynligvis selv undervist af Bach-familien, en generation tidligere.
Under alle omstændigheder, Böhms og Bach forbliver livslange venner. Og mens Bach er i byen, får han mulighed for at øve sig på sin lærers orgel i Johanneskirken. Bachs får sit første job som hofmusiker i Weimar, umiddelbart efter sin skolegang i Lüneburg. I løbet af ingen tid spredes hans ry til de omkringliggende småstater.
Han bliver blandt andet bedt om at inspicere, for dernæst at spille på, byen Arnstadts helt nye ’state of the art’ orgel. (Arnstadt ligger 40 kilometer fra Weimar). I øvrigt, Arnstadts nye kirke blev døbt ’Das neue kircke’.
Få måneder senere accepterer han et jobtilbud som organist i kirken. Og han får den ære at spille ved indvielsen af den nye kirke. Han er på det tidspunkt stadig blot teenager. Kirken kaldes i dag ‘Bach kirken’ – nu er kirken jo heller ikke ny længere. Og orglet som Bach spillede på, findes her stadig.
Et gennemgående karaktertræk ved Bach var, at han ofte var i konflikt med sine arbejdsgivere i de sogne han arbejdede for. Bach var krævende over for institutionens musikere og ikke alle kunne opfylde kravene. Det medførte nid og kiv. Og det blev da også til en enkelt skærmydsel med en af musikerne, som den unge Bach havde givet et lidet flatterende øgenavn.
Bach tillod sig visse friheder i løbet af sin karriere. For eksempel, en fire uger lang aftalt orlov i julen 1705, forlænger Bach egenhændigt med yderligere 3 måneder. En orlov, som han brugte på at besøge den danske organist og komponist, Dietrich Buxtehude, i Lübeck.
Men kirken i Arnstadt var sig fuldt bevidst om, at de havde at gøre med et helt særligt talent. Og så får man som regel mere snor af ens arbejdsgiver.
I 1707 får han tilbudt et betydeligt bedre betalt job som organist i byen Mühlhausen. En charmerende by som a pro pos ingenting i dag huser Tysklands Bratwurst museum med eget gemütliche Bratwurst teater. I Mühlhausen gifter Bach sig med sin første kone, hans grandkusine Maria Barbara Bach, som han fik syv børn sammen med.
Året efter er Bach tilbage igen i Weimar som organist og senere ’konzertmeister’.
Som komponist er årene i Weimar særdeles produktive. Det er her han stifter bekendtskab med de italienske komponisters musik, især Antonio Vivaldi. En række af sidstnævntes orkestrale værker transskriberer Bach til orgelmusik og cembalo (klaverets stamfar). Disse værker spilles regelmæssigt i dag, så man har muligheden for at høre Vivaldi i en række af Bachs kompositioner. En fascinerende oplevelse. Et eksempel er den livlige orgelkoncert i a-mol BWV 593 transskriberet fra Vivaldis RV 522.
I Arnstadt påbegynder Bach også sit værk ’Das Wohltemperierte klavier’, hvor alle 24 dur og mol-arter, ’vestens’ tonearter, kommer under behandling i form af præludier og fugaer.
Værket er reelt grundlaget for Vestens musik. Og samtidigt fundamentet for seriøs undervisning foran klaveret inden for den klassiske musiks verden. Vi skal møde én af eleverne senere i artiklen.
I 1717, som 32-årig, bliver han uvenner med ledelsen af kirken i Arnstadt. Og ud fra rets-dokumenter kan vi fornemme at Bach havde været rimeligt udiplomatisk da han sagde sin stilling op. Som konsekvens ender han i brummen i en måneds tid.
Det påvirkede ikke hans karriere synderligt. Han havde fået tilbudt et særdeles velbetalt job hos prins Leopold af Anhalt-Köthen fyrstedømmet der ligger omkring 100 km fra Weimar. (Bachs karrieres geografiske udstrækning var ganske begrænset i sammenligning med hans samtidige kolleger som for eksempel Antonio Vivaldi og Georg Friedrich Händel).
Prins Leopold var calvinist af trosbekendelse og denne kirke forbød brug af instrumenter i kirken. Det gør at Bachs kompositioner fra denne periode har en mere verdslig eller ikke-religiøs karakter. Det største værk fra denne periode er Brandenburg-koncerterne.
I 1720 dør Bachs kone pludselig. Året efter gifter han sig med Anna Magdalena Wilcke, med hvem han får 13 børn, hvoraf seks overlever barndommen.
Bach flytter i 1723 til Leipzig og bliver der livet ud. Byen var den protestantiske højborg i Tyskland. Og Bach skulle her levere værker til alle fire kirker i byen.
Et gennemgående træk ved den klassiske musiks mestre er, at de når deres karrieres højdepunkt i en sen alder. Og således også for Bach.
Det blev for eksempel til et kolossalt stort output af i alt 300 kantater* i disse år, hvoraf vi stadig er i besiddelse af omkring 200. (*nederst i artiklen er der en lille huskeliste over de ni mest almindelige kirkemusiske udtryk).
Europas store nye ’dille’ i 1700-tallet var kaffehuse, og Leipzig havde naturligvis også sin, som hed Zimmermannsches Kaffeehaus beliggende på byens fineste strøg, Katharinenstrasse, blot 400 meter fra Thomaskirken. (Vi har skrevet lidt mere om kaffebølgen i Europa i de år, som du kan finde under ‘fun-fact’ afsnittet i vores artikel om komponisten Anton Webern).
Et kaffehus skal naturligvis kunne tilbyde sine gæster levende musik – ellers er det jo ikke rigtigt et kaffehus – og det tilbød Zimmermann caféen. Hver fredag aften spillede ensemblet collegia musicum, som var stiftet af ingen mindre end komponisten, og Bachs gode ven, Georg Philipp Telemann i 1702 og videreført af Bach selv fra 1729 og frem.
Bach skrev flere kantater til caféens musikarrangementer, for eksempel den til lejligheden særdeles passende Kaffee Cantata BWV 211, ’Schweigt stille, plaudert nicht‘ (sid stille, lad vær med at plapre). En kantate der gjorde grin med kundernes kaffeafhængighed.
Der var fri adgang for gæsterne. Hr. Zimmermann nøjedes med at tjene sine penge på aftenens ekstrasalg.
Bachs komponistsøn, Carl Philipp Emanuel Bach, var ansat hos Frederik den Store i Potsdam.
Bach seniors ry var nået til alle hjørner af Europa og Frederik var meget opsat på at møde legenden. Det skete den 7. maj 1747.
Forskellen mellem de to herrer kunne næsten ikke blive større. Bach var troende lutheraner, mens Frederik foragtede al religion. Bach repræsenterede barokken, med dens komplekse polyfoni. For Frederik var det musik der ’lugtede af kirke’. Frederik var til gengæld talsmand for den nye rokokostil, hvis musik var elegant og underholdende. For Bach lig med overfladiskhed.
Frederik ligger en fælde for sin gæst. Han præsenterer Bach for et gennemført akavet tema og udfordrer ham til en trestemmig improvisation herover. En umulig opgave som Bach naturligvis løser. (senere skrev Frederik om deres møde, ’det var en af de mest uforglemmelige og rigeste oplevelser i mit liv’).
Frederik udfordrer Bach endnu en gang: samme tema, men nu med seks stemmer. Bach tager udfordringen op og sender ham et par måneder senere, ’Das Musikalske Opfer’. Udadtil en hyldest til Frederik, men skjult i noderne kom kongens ugudelighed under behandling.
Et par eksempler: hovedvariationen med fløjte, Frederiks instrument, er en ’sonata de chiesa’ (kirkesonateformen). Alle noter er på latin, kirkens sprog. Teksten til en variation er, ’må kongens ære stige som noderne’. Men variationen er en musikalsk pendant til en optisk illusion. Spiller man den igennem er man tilbage hvor man begyndte, blot en oktav højere.
Musikforskere er ikke i tvivl, det blev 2-0 til ’alte Bach’.
I sine sidste år led Bach af grå stær, og det døde han af. Dog ikke af stæren selv. Men uheldigvis havde man fået fat i den engelske øjenkirurg, John Taylor. En særdeles selvpromoverende og samtidig ganske inkompetent herre. John Taylors opskrift på en vellykket operation var et afføringsmiddel efterfulgt af bloddrivning. Ingredienserne til lægens øjendråber bestod af stødt sukker, bagt salt og dueblod. Og så var han klar med kniven.
Indgrebet slog desværre fejl, idet Bach blev blind. Operation nummer to gik heller ikke for godt. Patienten fik høj feber og døde kort tid efter. Verden tog afsked med Johann Sebastian Bach den 28. juli 1750.
Det var selv samme John Taylor der opererede på den aldrende komponist Georg Friedrich Händels øjne otte år senere. Men Taylor havde desværre ikke udviklet sine færdigheder. Der gik betændelse i Händels øjne, hvilket resulterede i at han også mistede synet. Hans helbred svækkedes og han kom sig aldrig. De to største komponister fra barokken lagt i graven af en charlatan.
Umiddelbart efter Bachs død begraves også hans musik. En skæbne han delte med den samtidige Antonio Vivaldi. Verden er i evig forandring, inklusive dens musikalske strømninger. I midten af 1700-tallet går man fra barokkens værdige, religiøse og alvorstunge musik, til den ’galante periode’ med vægt på en mere let og elegant stil. Et intermezzo der faktisk blev udviklet af Bachs fire komponistsønner, indtil vi når frem til klassicismen der introduceres af komponisten Joseph Haydn.
Naturligvis, Bach forblev i komponisternes bevidsthed. Eksempelvis Beethovens første musiklærer, organisten og komponisten Christian Gottiob Neefe, introducerede den kun 11-årige Ludwig til ‘Das wohltemperierte klavier’ med dens komplekse fugaer. Ludwig mestrer disse musikstykker på rekordtid, og Neefe bliver herved klar over at han har at gøre med et talent der kan måle sig med Amadeus Mozarts.
Interessant nok er det i Beethovens ’sene periode’ at man oftest bemærker Bachs ånd. I Beethovens sidste år er han nærmest besat af fugaen. Du kan især stifte bekendtskab med fugaerne i Beethovens sidste klaversonater og i symfoni nummer 9.
Vi skal helt frem til komponisten Felix Mendelssohn Bartholdy (1809 – 1847) før Bach genopdages. I år 1829, på 100-års dagen for Bachs Skt. Mattæus passion, bliver denne genopført i Berlin på foranledning af Bartholdy. Og det var begyndelsen på det man kalder ’Bach-renæssancen’.
I øvrigt, Bartholdy boede i Leipzig fra 1835 til sin død 12 år senere. Byen har rejst en statue af ham foran ’Bachs kirke’, St. Thomas.
Vi har i dag omkring 1100 værker fra Bachs hånd. Her er et bud på de ypperste:
Juleoratoriet – BWV 248. 1 time 19 min. indspilning.
Traditionen viser at Bachs juleoratorie, (der udelukkende fokuserer på Kristi fødsel, som sig hør og bør op til jul) spilles langt mindre i kirker og koncertsale end ’Messias’ skrevet af hans samtidige, Georg Friedrich Händel. Sidstnævnte er et indiskutabelt mesterværk. Men i kvalitet kan de sidestilles. Måske skulle kirker overveje at veksle mellem de to?
Toccata og fuga i d-mol – BWV 565. 8 minutters indspilning.
Verdens mest kendte orgelstykke. Inspireret af Buxtehudes stil, især hans ‘Stylus phantastico’ med eksempelvis pludselige ændringer i rytmen.
Det veltempererede klaver – BWV 846. 1 bind. 2 t. 2 min indspilning.
24 sæt af præludier og fugaer. Her i en optagelse fra 1969 med pianisten Sviatoslav Richter.
Hvis du vil have en grundig gennemgang af dette urværk, da følg eventuelt Yulianna Avdeevas forelæsninger, herom (og på engelsk). En af vores tids fremmeste unge russiske pianister.
Mattæus passionen – BWV 244. 2 ½ times indspilning.
Et monumentalt værk. Passionen er Kristi lidelseshistorie, og bliver spillet i kirker under påskehøjtiden.
Goldberg variationerne. BWV 988. 1 ¼ times indspilning.
Sandsynligvis inspireret af Buxtehudes la Capricciosa.
Med den excentriske Glenn Gould ved klaveret. (Musikstudierne havde altid problemer under optagelserne for Gould plejede gerne at nynne med når han spillede). Her i en næsten nynnefri udgave.
Brandenburgkoncerterne. BWV 1046 – 1051. 18 minutters indspilning (1. koncert).
Brandenburg koncerterne består af seks koncerter. Navnet blev ’opfundet’ eller givet af 1800-tallets musikolog Philipp Spitta (se mere herom i vores artikel om Buxtehude). Et værk inspireret af den italienske concerto og franske suite stil.
Johan Sebastian Bach fik i løbet af sine to ægteskaber i alt 20 børn, hvoraf blot 10 overlevede barndommen. Af disse blev fire komponister der fik afgørende betydning for den næste generations musik.
Johann Sebastian Bach var som beskrevet stærkt troende. Hans musik var altid helliget Gud, selv de sekulære stykker. Bach skrev i følgende kategorier:
Passion – er Kristi lidelseshistorie op til korsfæstelsen, som spilles i ’den hellige uge’, hvilket vil sige ugen før påske.
Oratorium – er et større musikalsk værk for orkester, sangsolister og kor. Det minder om opera men uden iscenesættelse, kostumer etc.
Messen – er en central del af kirkemusikken i den katolske kirke, selvom den også forekommer i den protestantiske. Det kulminerer i ’eukaristi’ eller den sidste nadver, hvor brødet og vinen symboliserer Jesu kød og blod.
Motet – flerstemmig kirkesang.
Kantate – korsang, akkompagneret af instrumenter. (både religiøst og sekulært)
Hymne – er en salme, et lyrisk digt der udtrykker glæde og entusiasme i lovprisningen af Gud.
Korsang – i den lutheranske kirketradition er korsangen anført af kvindens lyse sopran-stemme, hvor menigheden synger med. Dertil de tre dybere stemmer, i rækkefølge fra lys til mørk: en dybere kvindelig stemme, alto. En lys herrestemme, tenor. En dyb herrestemme, bas.
Kanon eller canon – er en slags fuga, hvor hver sangstemme imiterer melodilinjen. Tænk ’mester Jakob’.
A cappella – er det italienske udtryk for ’i kirkestil’ selvom det også kan være et sekulært musikstykke. Det er et polyfonisk sangstykke uden instrumental-akkompagnement.
