[aelia_currency_selector_widget widget_type="dropdown|dropdown_flags|buttons" currency_display_mode="show_currency_code|show_currency_name"]
Komponisten Carl Philipp Emanuel Bach (1714 – 1788) er søn af Johann Sebastian Bach. Sidstnævnte fik 20 børn fra to ægteskaber. Ti af disse overlevede barndommen, helt på linje med statistikken for børnedødelighed i 1700-tallets Tyskland. Af disse ti blev fire professionelle musikere og fulgte derfor i deres berømte fars fodspor.
Deres navne er: Carl Philipp Emmanuel Bach, (denne artikels hovedperson – man skal ikke gå ned på fornavne) samt den ældste af brødrene, Wilhelm Friedemann Bach.
Disse to helbrødres havde to halvbrødre som også skabte sig en musikalsk karrriere. De hed Johann Christoph Friedrich Bach og Johann Christian Bach, også kaldet ‘London Bach’.
At følge disse fire komponisters liv er at indleve sig i Europas historie, politik, litteratur og religion i første halvdel af det 18. århundrede. Hver af de fire brødre repræsenterede rokokoperiodens musik, sådan som den udspillede sig på kontinentet. Rokoko-tiden… denne korte og lidt spøjse epoke der dannede bro mellem faderens barokmusik og det vi i dag kalder den klassiske musik, med centrum i wienerklassicismen.
Umiddelbart vil man måske mistænke sønnerne for at leve i skyggen af deres far. Men det er ingenlunde tilfældet. Wolfgang Amadeus Mozart havde engang sagt, ’Bach er faderen, vi er hans børn’. Her henviste Mozart ikke til den vi tror det er, men til sønnen af den vi tror det er: Carl Philipp Emanuel Bach, som i sin levetid var in vogue, mens faderen i det store og hele var gået i glemmebogen.
Rokoko er den historiske pendant til at føle sig oppustet. Tænk på alt hvad der er stik modsat skandinavisk design og man har rokoko. Et antonym til Bang og Olufsen.
Der er aldrig en bestemt skæringsdato på historiske perioder, men et godt bud på rokokoens storhedstid er 1730 – 1770. Vi befinder os altså i midt-1700 tallet.
På den venstre side af årstallene har man den stramme næsten matematiske stil, barokken, der i den sene periode kollapsede under sin egen vægt. På højre side en nyfunden klassicisme, nyklassicismen der var en slags renæssancens 2. halvleg. Man vender tilbage til de græske og romerske idealer med dets rene og rolige linjer.
Rokoko er også synonymt med asymmetri. Arkitektur og møbelkunst kopierede østersskaller, muslingeskaller og deslignende.
Bregnefamiliens ligeledes asymmetriske blades linjer blev lagt oveni, eller ved siden af, eller helst begge dele. Men det var slet ikke nok. Afbildning af fugle, blomsterbuketter, frugt, musikinstrumenter, engle en masse og aber fulgte. Og alt kinesisk og japansk såsom drager, pagoder og eksotiske asiatiske blomster. Hvorfor ikke? Alt sammen ornamenteret og viklet ind i hinanden. Var det et møbel, malede man disse motiver direkte herpå og lakerede det efterfølgende.
Stilen fandt også vej ind i kirker, især i Sydtyskland og Østrig, hvor trompe-l’æil eller illusion blev brugt til stor effekt med lofter der tilsyneladende strakte sig ind i himlen. Det var både overvældende og desorienterende.
Stilen startede i Frankrig. Og fik også dødsstødet herfra. Voltaire og andre af hans samtidige så stilen som overfladisk og degenererende.
Bach den ældre kunne ikke have været mere enig. Men det var den verden hans sønner, inklusive Carl Philipp Emanuel, voksede op i.
Carl Philipp Emanuel Bach blev født den 14. marts 1714 i Weimar.
Faderen var, som nævnt, den berømte Johann Sebastian Bach og moderen hed Barbara Bach – Johann Sebastians kusine. En genetisk risikabel kombination for afkommet, men her gik det godt. Fætter og kusine fik 10 børn sammen, hvor Carl Philipp Emanuel Bach var deres næstældste overlevende søn.
Det var skik og brug dengang at børn havde to gudfædre og hentede deres fornavne herfra. Navnet Philipp i Carl Philipp Emanuel repræsenterede hans fars gode ven, komponisten Georg Philipp Telemann, blandt baroktidens største musikere.
Familien Bach flytter til Leipzig i 1723 (hvor Johann Sebastian Bach lever livet ud til sin død i 1750).
Sønnen følger i sin gudfars fodspor og påbegynder jurastuddiet på Leipzigs universitet, en uddannelse der også omfattede humaniora og latin.
I 1734 rejser han til Frankfurt an der Oder, i dag tæt på Polens grænse, og altså ikke at forveksle med Frankfurt am Main. Her fortsætter han sine studier, på trods af at han ønskede en karriere inden for musikkens verden. I Frankfurt begynder han også at komponere, værker han senere i livet beslutter sig for at brænde. Vi kan i dag af gode grunde ikke vurdere om han var for selvkritisk.
Han færdiguddannes i 1738. Han lægger straks juraen på hylden, og får sig sit første musikerjob hos en af Europahistoriens største personligheder.
Frederik den store fortjener et par ord med på vejen. Han levede fra 1712 – 1786, mens CPE Bach levede fra 1714 – 1788. Lige lange liv, to år forskudt.
Under Frederiks regi gik Preussien fra at være et middelstort tysk rige til at være en af kontinentets stormagter. Hans mor var Sophie-Dorothea af Hanover. Og derved er han den engelske kong George I’s barnebarn.
Frederik den store repræsenterede det oplyste enevælde. Han var religiøst tolerant (i den forstand at han foragtede alle organiserede religioner). Og han skabte et frugtbart og intellektuelt miljø omkring sig. Vi hos Parnassos.dk er dog ikke i tvivl om, at årsagen til hans succes findes i hans forkærlighed for klassisk musik. Han var en dygtig og skolet fløjtespiller og han komponerede omkring 100 fløjtesonater. Hver aften, bortset fra mandag og fredag, lod han sig underholde af sit orkester. Og mandag og fredag aften? Der var det tid til opera.
I 1738 ansættes C.P.E. Bach i prins Frederiks hof. (han blev konge efter sin fars død to år senere i 1740. Faderen hed ligeledes Frederik med tilnavnet, ’soldaterkongen’).
Efter kroningen i 1740 flytter Frederik den store og orkester til det exceptionelt smukke palads, Sanssouci, (på dansk, Sorgenfri).
En særdeles lang ansættelsesperiode fulgte for C.P.E. Bach og som strakte sig 30 år frem. Helt at sammenligne med komponisten Joseph Haydns tid hos grev Esterhàzy i Østrig-Ungarn som også varede i 30 år. Ingen af dem slår dog Georg Friedrich Händel, der arbejdede under George I og George II i London i 43 år.
På trods af at Carl Philipp Emanuel Bach var blandt sin tids dygtigste musikere, måske den dygtigste, (han skrev i sin selvbiografi at ’alt hvad jeg har lært af komposition og musik stammer fra min far’) var han ikke specielt værdsat hos Frederik.
Hans løn var ringe, og en hel del mindre end Frederiks foretrukne musikere, såsom Johann Joachim Quantz og Carl Heinrich Graun, navne som i dag lever et liv i fodnoterne.
Til gengæld rådede C.P.E. Bach over en hel del fritid og han rådede over et helt nye instrument: hammerklaveret, bygget af Gottfried Silbermann, den tids fornemmeste instrumentbygger.
Frederik den Store var begejstret for alt nyt, og erhvervede sig hele 17 pianoforte klaverer fra firmaet.
Fritiden brugte C.P.E. Bach på at komponere, og mange af disse værker er for hammerklaveret. Det er altid smart at være på god fod med sin chef, så det blev ligeledes til seks sonater, ’Preussersonaterne’, skrevet til ære for kongen. De er blandt hans mest kendte værker.
C.P.E Bach supplerede sin indkomst med andre værker, der blev solgt overalt i Europa. Kompositionerne havde et kommerciel sigte og måske af knap så høj musikalsk kvalitet. Det var han sig fuldt bevidst om. Han kategoriserede disse som ’musik for damerne’. I dag ville man have frarådet ham at bruge en sådan etikette.
Et stor musikhistorisk sværdslag fandt sted i Potsdam den 7. maj 1747. Efter flere opfordringer fra Frederik, besøger Johann Sebastian Bach hoffet og sin søn og får foretræde for kongen.
De to herrer kunne ikke være mere forskellige. Bach er en gudfrygtig lutheransk familiefar. Frederik befinder sig i et barnløst og kærlighedsløst politisk arrangeret ægteskab.
Han var desuden hedonist og homoseksuel. Han blev i øvrigt som teenager tvunget af sin far til at overvære sin elsker, Hans von Kattes, eksekution. Nok at tage sig til for en psykolog.
Frederik havde for vane at ydmyge sine gæster. Så er stemningen ligesom sat. Og hvad kunne være mere tilfredsstillende end at nedgøre en aldrende musiker der repræsenterede barokkens forældede religiøse musik? Kongen har lagt en fælde, idet han har forberedt en kompleks melodi, som han udfordrer Bach til at spille en flerstemmig improvisation over. En nærmest umulig opgave.
Bach tager udfordringen op, sætter sig foran et af Silbermann flyglerne (som han kendte godt, han havde endog solgt en af dem på kommission) og i de næste 17 minutter omdanner han det enstemmige tema til trestemmigt polyfoni. (Du kan her se et uddrag af en tysk film fra 1985 ↗ – med engelske undertekster – der handler om dette det mest berømte musikalske møde).
Frederik beder ham herefter om en seks-stemmig melodi over temaet. Bach havde indtil da aldrig overskredet fem stemmer, hvilket kongen selvfølgelig vidste.
Bach beder derfor om lov til at sende værket efterfølgende til kongen. Som sagt, så komponeret. Og det blev til et af Bachs fineste værker, Das Musikalische Opfer ↗.
Og det er kun halvdelen af historien. Den anden halvdel kan du læse om i vores artikel om Bach senior.
Selvom Carl Philip Emanuel Bach står i skyggen af sin far, kan man argumentere for at sønnen havde en større indflydelse på de største af vores komponister, såsom Haydn og Beethoven. Eksempelvis skrev Beethoven i 1809 til sin forlægger, Breitkopf – der i øvrigt også var C.P.E. Bachs forlag – at han skulle sende alle de kompositioner af C.P.E. Bach han sad inde med.
Hvad musikteoretiske værker angår, er han i interessant selskab med den samtidige Leopold Mozart, Amadeus Mozarts far. Ligeledes Johann Mattheson (der i sine unge dage havde sig en fægteduel med Friedrich Händel som beskrevet i vores artikel om sidstnævnte).
C.P.E. Bach udgav ‘Versuch über die wahre Art das Clavier zu spielen’ i 1753. (bind to fulgte et årti senere). Her finder du en opsummering af al teoretisk og teknisk viden frem til de dage.
Næste gang du er til en klaverkoncert kan du sige til din sidemand m/k lige før musikeren sætter sig til rette foran flyglet, ’vidste du at det var Bachs søn, Carl Philipp Emanuel Bach, der i 1753 introducerede tommelfingrene til klaviaturinstrumenterne’?
C.P.E. Bach brugte hele 99 afsnit i det første bind på fingersætning for at tage hånd om tommelfingeren, der er væsentligt anderledes end dens fire elegante og sensitive søskende. Blev tommelfingre virkelig aldrig brugt før Bach? Jo, men sjældent og nødigt.
Bachs essay var uovertruffen i et par generationer. Haydn kaldte den ’skolernes skole’ og Beethoven skrev til sin unge elev, Carl Czerny, ’sørg for at anskaffe dig et eksemplar af Emanuel Bachs afhandling’.
C.P.E. Bach var ikke specielt tilfreds med sit ophold hos Frederik. Uheldigt, når man nu har lagt 30 år af sit liv der. Han forsøgte af flere omgange at skifte job, blandt andet søgte han sin fars stilling i Leipzig efter dennes død. Men at få en ny metier dengang var ikke lige ud ad landevejen, især hvis ens konge ønskede at holde på én. Eksempelvis, hans far blev sat i brummen i Weimar i 1717, fordi han havde valgt at skifte arbejdsgiver, og derved indirekte fravalgt den forrige arbejdsgiver. Hvilken frækhed. Så musikere dengang var de facto stavnsbundne.
Men i 1768, efter lange forhandlinger der strakte sig over et år, lykkedes det ham endelig at blive musikdirektør for kirken i Hamburg, stillingen der blev ledig efter Telemann, hans gudfar, var bortgået. Og her blev han livet ud.
Disse 20 år var højdepunktet i C.P.E. Bachs karriere. Udover at skrive musik til de fem principale kirker i Hamburg, var han også arrangør og dirigent på en af Tysklands første koncertsale, Auf dem Kamp, der imødekom behovet fra den evigt voksende middelklasse. Her opførte han, udover egne værker, b-mols messen ↗ af sin far, Messias af Händel ↗ og Stabat Mater af den unge og lovende Joseph Haydn.
Hans hjem i Hamburg blev også et mødested for den tids intellektuelle. Heriblandt digteren Klopstock, som skabte kimen til den senere litterære strømning, Sturm und Drang. Samt digteren Gerstenberg, der i en periode tjente i den danske hær og i øvrigt boede i Lyngby i en række år, før han vendte tilbage til Hamburg.
C.P.E. Bach afgik ved døden den 14. december 1788. Han blev begravet i St. Michaelis Kirche ↗, hvilket man få årtier senere havde glemt alt om. Hans grav blev genopdaget i 1925.
I 1744 blev Carl Philipp Emanuel Bach gift med Johanna Maria Danneman, datter af en vinhandler fra Berlin. De fik tre børn sammen, der overlevede barndommen.
Som kuriosum kan nævnes at en af børnene, den yngste, blev døbt… Johann Sebastian Bach. Et navn der går igen adskillige gange i Bach-familiens stamtræ. Han dødede tragisk ung, som 29-årig, i Rom. Og blev begravet i Campo Cestio eller Cimitero Acattolico. En kirkegård for ikke-katolikker.
Inden da nåede han at skabe sig et navn – som kunstmaler. Hans kunstnernavn var Johann Samuel Bach. En række af hans malerier kan ses på museer i Coburg, Hamborg, Wien og Leipzig (hvor han fik sin uddannelse). Der er tale om landskabsmalerier med et ofte mytologisk tema.
Han skrev mindst 875 værker. Cirka halvdelen heraf troede man var gået tabt under 2. verdenskrig, men de blev genfundet i 1999 – i Kiev, Ukraine. Se mere herom i vores artikel om Wilhelm Friedemann Bach.
Her er de mest anbefalelsesværdige:
De preussiske sonater ↗ wq 48 – skrevet for Frederik den Store. De giver os et fingerpeg om hvad der faldt i denne politikers smag.
Württemberg sonater ↗, Wq 49 – skrevet for hans elev, grev Carl Eugen von Wüttemberg.
Koncert i d-mol ↗ Wq 23 – Minder om den tidlige Beethoven.
Som nævnt var religiøs musik nærmest forbudt i Frederiks hof (han havde engang udtalt, ’Jesus er apostlen Johannes Ganymedes’. Sidstnævnte var den græske gud for homoseksuelle). Dette ændredes da C.P.E. Bach kommer til Hamburg, hvor han komponerede for kirken.
En interessant musikalsk forskydning i rokokoperioden, i forhold til barokken, ses i Carl Philipp Emanuel Bachs religiøse værker, der er af økumenisk karakter. Religiøs musik der kunne bruges både i den protestantiske og katolske kirke samt borgerskabets koncertsale. Eksempler herpå er:
Israelitterne i ørkenen ↗, Wq 238.
Jesu opstandelse og himmelfart ↗, Wq 240. Der også blev spillet i den romersk-katolske by, Wien, i februar og marts 1788. Og konduktøren? Ingen ringere end Amadeus Mozart selv.
Hans måske vigtigste værk og som er særligt interessant:
Magnificat. Heilig ist Gott ↗, Wq 217. Med to kor og to orkestre.
(Hans far inviterede ham i 1747 til Leipzig for at spille stykket der). Kompositionen byder på mystik, yderligtgående dynamik, harmoniske ekstremer, kromatiske modulationer der til stadighed skifter mellem dur og mol. Virkemidlet er de to kor, hvoraf det ene repræsenterer engle, det andet folk fra alle nationer.
