[aelia_currency_selector_widget widget_type="dropdown|dropdown_flags|buttons" currency_display_mode="show_currency_code|show_currency_name"]
Komponisten Johann Christian Bach (1735 – 1782), også kaldet ‘London Bach’, er søn af Johann Sebastian Bach. Sidstnævnte fik 20 børn fra to ægteskaber. Ti af disse overlevede barndommen, helt på linje med statistikken for børnedødelighed i 1700-tallets Tyskland. Af disse ti blev fire professionelle musikere og fulgte derfor i deres berømte fars fodspor.
Deres navne er: Johann Christian Bach, artiklens hovedperson, samt dennes storebror, Johann Christoph Friedrich Bach, også kaldet Bückeburg Bach. Begge børn er fra fader Bachs ægteskab nummer to.
Disse to helbrødre havde to halvbrødre – Børn fra J.S. Bach første ægteskab – som også skabte sig en musikalsk karriere. De hed Wilhelm Friedemann Bach, også kaldet ‘Halle Bach’. Dertil Carl Philipp Emanuel Bach, kaldet ‘Berlin Bach’ og – for at fremme uoverskueligheden – af og til også kaldet ‘Hamburg Bach’.
Du er formodentlig allerede udmattet af dette sande bombardement af fornavne. Alligevel, at følge disse fire komponisters liv er at indleve sig i Europas historie, politik, litteratur og religion i første halvdel af det 18. århundrede. Hver af de fire brødre repræsenterede rokokoperiodens musik, sådan som den udspillede sig på kontinentet. Rokoko-tiden… denne korte og lidt spøjse epoke der dannede bro mellem faderens barokmusik og det vi i dag kalder den klassiske musik, med centrum i wienerklassicismen.
Umiddelbart vil man måske mistænke sønnerne for at leve i skyggen af deres far. Men det er ingenlunde tilfældet. Wolfgang Amadeus Mozart skrev, ’Bach er faderen, vi er hans børn’. Her henviste Mozart ikke til den vi tror det er, men til sønnen af den vi tror det er: Carl Philipp Emanuel Bach, som i sin levetid var in vogue, mens faderen i det store og hele var gået i glemmebogen.
Alligevel, det er så godt som umuligt at skille J.S. Bachs sønner fra J.S. Bach selv.
Johann Christian Bach er hans yngste søn der blev født 5. september 1735, da J. S. Bach er 50 år gammel. Hans mor, Anna Magdalena Bach, (Hendes far hed såmænd også Johann) var J.S. Bachs kone nummer to, som han giftede sig med året efter sin første kones død. De mødtes i Köthen hvor J.S. Bach var kapelmester for hertugdømmets prins Leopold. Anna var også ud af en musikerfamilie og en glimrende sopran.
Det var forelskelse ved første tone, og deres 28 år lange ægteskab var lykkeligt. Det fik også en god start, for vi ved at den 16 år ældre Johann Sebastian Bach, til deres bryllup, bestilte 100 liter god vin fra Rhindistriktet. De fik 13 børn sammen, hvoraf kun 6 overlevede barndommen. En trist statistik, men helt i overensstemmelse med den tid.
Deres følelser for hinanden blev utvivlsomt styrket af at de arbejdede tæt sammen om deres fælles kærlighed: musikken. Eksempelvis, kantate BWV 173a ↗, skrevet til prins Leopolds fødselsdag, var komponeret med den unge vivs stemme in mente. En kantate som hun sang for prinsen.
Da ’alte Bach’ dør i 1750, hvor Johann Christian Bach blot er 14 år gammel, tager Anna Magdalena sig af deres fælles døtre, mens sønnerne sendes ud i den store verden. Johann Christian flytter ind hos sin halvbror, Carl Philipp Emanuel Bach, der på det tidspunkt arbejder for Frederik den Store i Berlin.
To levnedsbeskrivelser, fra slutningen af 1700-tallet, beretter at Johann Christian Bachs ønske om at rejse til Italien, i ikke ubetydelig grad var påvirket af hans fascination for de italienske sangerinder og danserinder. Unge kvinder han mødte i Berlin, i forbindelse med deres optræden i de mange italienske operaer der dengang var in vogue i hele Europa.
Vi må antage at der trods alt også har været en karrieremæssig vinkel til Johann Christians valg, da han får tilbuddet om at rejse til Italien. Og måske har hans overvejelser også været påvirket af at mørke skyer samlede sig over Nordeuropa. Skyer der udmundede i den forfærdelige 7-års krig, af Winston Churchill beskrevet som den egentlige 1. verdenskrig.
Under alle omstændigheder, i år 1755, som knap 20-årig rejser han til Bologna.
I Bologna møder han den førende komponist, Giovanni Battista Martini (1706-1784). Ud over dennes musik var han kendt for sit kolossalt store bibliotek af musiklitteratur. Hans reoler bar på op mod 17.000 bind. Efter Martinis død blev værkerne skænket til henholdsvis det imperiale bibliotek i Wien ↗ og Museo Internazionale della Musica ↗ i Bologna – hvis du en dag får lyst til at fordybe dig yderligere i musiklitteraturen.
Martini, også kaldet padre Martini, bliver efterfølgende Johann Christian Bachs lærer.
Johann Sebastian Bach, Carl Philipp Emanuel Bach, padre Martini… det ville være umuligt at finde en mere fornem kombination af musikundervisere i 1700 tallet end disse.
I 1760 konverterer Bach til katolicismen. Og samme år får han tilbudt et job som organist i Milano. Disse to begivenheder hænger indiskutabelt sammen. Uden det første, ikke det andet. Hans nye trosbekendelse brød markant med traditionen inden for hans familie. Johann Sebastian Bach, et al, var alle stærkt tilknyttet den lutheranske tro.
Titlen til hans nye organiststilling ville se flot ud på ethvert visitkort, ’Maestro di cappella Santa Maria della Scala’. Året efter stiger han i graderne idet han udnævnes som kapelmester i ’Chiesa di Santa Maria di Caravaggio’, ligeledes i Milano.
Arbejdet var ikke specielt indbringende, men det var overkommeligt og gav ham tid til at beskæftige sig med hans ambitioner inden for komposition. Hans temperament, og utvivlsomt også drifter, var bedre tilpasset den italienske opera frem for at sidde foran et orgel under loftspærret i kirken.
Som 25-årig, i 1760, får han opgaven at skrive en opera, Artaxerxes, en historie om den persiske konge. Operaen indleder karnevalet-sæsonen i Torino. (de 40 dage der leder op til påsken med reference til Jesus 40 dage i ørkenen). Operasæson og karneval perioden gik i de dage hånd i hånd).
Det er svært at overdrive hvor ærefuldt det var at blive bedt om at skrive en opera.
Opera dengang var en decideret statsaffære. Opsætningen af en opera var en fantastisk dyr entreprise. Og det skulle kvitteres med øget prestige for diverse bystater. (Der er rent faktisk én opera i verdenshistorien der medførte statsbankerot: Verdis opera i Egypten som beskrevet i vores artikel herom).
I en anden opera som Bach skrev, Catone in Utica – hvor Metastasio i øvrigt var librettist, lig med den person der skriver manuskriptet til operaer – blev opført året efter i Napoli.
Her bad myndighederne ham om at stoppe med hans temmeligt indiskrete opførsel over for den gifte ballerina Colomba Beccari. Risikoen for, at en skandale ville falde tilbage på staten skulle for alt i verden undgås.
Vi kan samtidig slutte at hans fascination for italienske sangerinder og ballerinaer forblev intakt under hele hans ophold i landet.
Den italienske sopran, Colomba Mattei, var ’seconda donna’ i Wien i årene 1749-1750. Metastasio overværede en af operaerne i byen, hvor hun gjorde et stort indtryk på ham. Han roste hendes øjne og figur, selvom han ikke mente at hendes stemme kunne bære rollen som prima donna.
Men prima donna blev hun. Først i Italien og senere i operahuset ’the King’s Theatre’ i London, som hun sammen med sin mand også var direktør for.
Johann Christian Bachs ry som operakomponist kommer teatret for øre, og ægteparret hyrer ham til at skrive en opera der skulle stå klar til 1763-sæsonen. Samme år som England, sejrherren under 7-årskrigen, bliver klodens ubestridte verdensmagt.
Johann Christian rejser derfor til London. Og det resulterede i operaen ’Orione’ eller guden ’Orion’, helt i tråd med den italienske operatradition, der lagde vægt på antikkens helte og guder, modsat London og Paris’ operaer der hentede deres inspiration fra myternes verden.
Premieren blev overværet af dronning Charlotte og hendes gemal, kong George III (ja, ham der desværre endte med at blive sindssyg). Operaen blev en kæmpe succes.
Og så var formålet med Bachs ophold opfyldt. Men i et brev dateret 1. juli 1763 skriver han til Padre Martini,
Det var min plan at tage tilbage til Italien i år, men den ubegrænsede venlighed fra majestæterne, kongen og dronningen, fordrer at jeg opfylder deres anmodning om at forblive her.
Kort tid efter bliver han udnævnt til ‘the music master’ for den musikelskende dronning Charlotte. En interessant lille detalje: Johann Christians bror, Carl Philipp Emanuel Bach, var, før prinsesse Charlotte blev gift, rent faktisk hendes klaverlærer!
Og det er overvejende sandsynligt at Johann Christian allerede havde mødt dronningen i Tyskland, mens han var teenager.
I London møder Johann Christian komponisten Karl Friedrich Abel, (1723 – 1787) der var komponist for og virtuos på det populære, nu historiske, ’viola de gamba’.
Den havde sin storhedstid under renæssancen og barokken. Et seksstrenget strygeinstrument, modsat den moderne violins fire strenge.
Abel studerede sandsynligvis, det er et godt og kvalificeret gæt, hos selveste Johann Sebastian Bach i Leipzig. Herefter fik han arbejde i Dresden, men forlod byen til fordel for London efter at Frederik den Store havde lagt denne perle, også kaldet Nordens Firenze, i ruin under 7-års krigen.
Abel og Bach lejer en lejlighed sammen i den fashionable forstad, Soho. Helt præcist på hjørnet af Dean st. og King’s Square Court. Lejligheden virkede også som en slags butik, idet Bach herfra solgte printede kopier af sine partiturer. Det skulle blive til et langt og frugtbart venskab og forretningspartnerskab i knap 20 år.
A pro pos salg af noder. I december 1763 erhvervede Bach sig ‘the royal privelege’. Et dokument i England der viste at hans værker var hans intellektuelle ejendom.
Det endte rent faktisk med en principiel retssag og senere dom, kaldet ’Bach versus Longman’ samt ’Bach versus Lukey’ hvor the ’King’s Bench’ i 1777 afgjorde at trykkefirmaerne Longman og Lukey havde forbrudt sig mod reglerne ved kopiering af blandt andet hans Op. 9 symfonier.
Ikke nok med det, de havde ændret i instrumentaliseringen så eksempelvis klarinettens stemme blev overført til violinen som forvrængede musikstykkets ’timbre’ eller klangfarven som gør at vi kan høre forskel på instrumenterne. Hvad tænkte de dog på?
D’herrer båtte overdrage overskuddet fra salget til Bach samt betale omkostningerne i forbindelse med retssagen.
Den tyske sopran, Teresa Cornelys, ejede den daværende the Carlisle House i Soho. Bygningen var vært til en eftertragtet klub for de højere sociale lag i byen. For at fastholde det lukrative publikum bad hun de to berømte kosmopolitiske komponister om regelmæssigt at skrive og opføre værker til klubben.
Det blev starten til en lang succesrig koncertrække, døbt ’the Bach-Abel concerts’.
Så succesrig at Bach-Abel efter et par år måtte lede efter en større sal for at kunne imødekomme efterspørgslen. Dem fandt de i the Hanover Square Rooms, Londons primære koncertsal indtil Royal Albert Hall blev indviet i 1871.
Hanover Square rooms er desværre ikke mere. Bygningen blev revet ned i år 1900. Samme skæbne var allerede overgået Cornelys Carlisle House i år 1791.
Til koncerterne spiller de primært deres egne musikstykker, men også andre samtidige komponister, heriblandt den unge Joseph Haydn.
I 1764 får London en gæst, det 8-årige vidunderbarn, Wolfgang Amadeus Mozart. Han er med sin far Leopold og søster ’Nannerl’ på deres ’store europæiske tour’. Der er penge i børnene og de fylder koncertsale op overalt hvor de kommer frem.
Under Mozarts 5 måneder lange ophold i byen får han undervisning hos Johann Christian Bach. Af flere nævnt som den mest betydningsfulde lærer for det unge geni. De udviklede senere, da Mozart var blevet voksen, et tæt og varmt venskab. De mødtes igen i Paris i 1779, under det ophold hvor Mozarts mor dør.
Mozart er ikke længere et vidunderbarn så publikums interesse for ham i Paris er svunden til hans store forbløffelse. Men Bach viser sig som en uvurderlig moralsk støtte i de måneder. Det er hvad venner er til for.
I 1766 får Johann Christian sin egen prima donna, den italienske sangerinde, Cecilia Grassi, som han gifter sig med. Vi ved meget lidt om deres forhold, udover at deres ægteskab forblev barnløst. Til gengæld ved vi en hel del om hans ’mates’.
Abel og Bach forblev venner resten af livet, trods forretningsmæssige op- og nedture. I 1774 får de forstærkning af den kendte portræt og landskabsmaler, Thomas Gainsborough, (1727 – 1788) der blev deres nabo. Og drikkekammerat.
Et par ord om sidstnævnte. Mens han er i trediverne skrev han til en af sine venner,
I am sick of portraits and wish very much to take my viola da gamba and walk off to some sweet village where I can paint landscapes and enjoy the fag end of life.
Men frem for at udleve sine dage i en sød lille landsby, blev destinationen i stedet London.
Hans interesse var, ifølge citatet, viola da Gamba. Og da en af hans naboer, vores Karl Friedrich Abel, tilfældigvis er verdens største da Gamba virtuos, begynder han at få undervisning hos ham. Som betaling herfor fik Abel nogle af Gainsboroughs malerier. Abel blev selv foreviget ad to omgange af en Englands største kunstnere.
Gainborough malede også et portræt af Johann Christian Bach. Det maleri kan ses i National Portrait gallery ↗ i London. Slutteligt, Gainsborough designede ligeledes ’the Supper Boxes’ i Vauxhall Gardens i London. Et populært, velrenommeret avantgarde forlystelsespark, hvis slogan var ’to the delight of all persons of reputation and taste’. Måske Parnassos.dk skulle adoptere dette motto?
Hovedscenen bød på førsteklasses moderne musik, heriblandt værker af Johann Christian Bach, præcis som komponisten Georg Friedrich Händel havde leveret musik til haven et par årtier tidligere.
Piano forte klaveret, det klaver som vi kender i dag, blev udviklet i London af tyske håndværkere, flygtet fra 7-års krigen i Tyskland. Dette nye instrument gav helt nye muligheder for komponister og musikere i forhold til cembalo klaveret.
Vi har fundet frem til en af disse, hans sonate i A-dur ↗, Op. 17. Det spilles på et Walter pianoforte, fra Bachs tid og før instrumentet var fuldt udviklet. Det giver en god fornemmelse af hvordan Bachs musik har lydt for hans samtid. Meget charmerende.
Vi synes også det kunne være sjovt at pege på et af de værker, som var genstand for tidligere nævnte retssag, vedrørende piratkopiering tilbage i 1770erne. Her er en af dem, klaversonate Op. 5 ↗.
Johann Christian Bach døde nytårsdag, 1. januar 1782. Efterfølgende skrev Mozart til sin far, Leopold, ’du har måske allerede hørt at ’engelske Bach’ er død? En sørgelig dag for den musikalske verden!’.
Mozarts værk, K414, er komponeret til ære for sin afdøde ven og er inspireret af hans værk, ‘La calamita de’cuori’. Dette link ↗ sidestiller Bachs og Mozarts kompositioner.
Christian Bachs største værk, både set med datidens og nutidens øjne og ører, er formodentligt hans symfoni i g-mol, Op. 6 ↗. Den Wienerklassiske symfoni er lige om hjørnet og med g-mol symfonien kan vi skimte hvad der var ved at ske i Wien. Den er meget smuk of rørende.
Bachs gode ven, Carl Friedrich Abel, var som nævnt Viola da Gamba-virtuos. Her har du mulighed for at lytte til et instrument som den klassiske musik har sat på pension. Op til dig at vurdere om den skal hentes tilbage til aktiv tjeneste. Her, hans allegro i d-mol, WKO 208 ↗.
