[aelia_currency_selector_widget widget_type="dropdown|dropdown_flags|buttons" currency_display_mode="show_currency_code|show_currency_name"]
Aida operaen, og dens tilblivelse i Cairo, er historie nummer tusind og to, i de tusind og en nats eventyr.
Muhammed Ali Pasha er det moderne Egyptens grundlægger, hvis liv og levned vi her vil springe over for at gå direkte videre til hans barnebarn, Khedive Ismail Pasha, en ganske charmerende herre og sublim ødeland – to karakteristika der ofte går hånd i hånd. Han regerede Egypten i 1860erne, årtiet hvor Suezkanalen blev indviet. Et kolossalt bygningsværk hvis betydning for verdensøkonomien i årene efter er svær at overvurdere.
En sådan begivenhed skulle ikke gå stille hen og slet ikke under Ismael Pasha. Det skulle fejres med manér og det må man så sandelig også sige at det blev. Gæstelisten til festen var omfangsrig – og gæsterne europæiske. Her var alt lige fra grever til fyrstinder. Alle Europas magthavere fik en invitation. Som et kuriosum, på listen finder du også digteren Henrik Ibsen.
Skal der være fest, så lad der være fest. Til lejligheden fik Ismail Pasha opført et operahus, The Khedive Opera House, som i det store hele var en kopi af Milanos ”La Scala” – blot i mindre skala – men alligevel med plads til 850 personer. Og plads nok til gæstelisten.
Det siger sig selv at operahuset skulle placeres i en franskinspireret have. Så der blev sendt bud efter den mest efterspurgte franske havedesigner, Jean-Pierre Barillet-Deschamps, som efterfølgende skabte Azbakiyaparken.
Samme Barillet-Deschamps som har kreeret de fleste parisiske haver som Bois de Boulogne og le jardin du Luxembourg.
Operabygningens interiør skulle heller ikke stå i skyggen. Den blev dekoreret i kosteligt materiale og af den tids fineste italienske skulptører.
Den kære Ismael gjorde ikke noget halvt, for har man et operahus skal man selvfølgelig også have en opera, formodentligt strået som knækkede kamelens ryg. Landet gik bankerot, og efterfølgende overtaget af englænderne.
Dog, ud af nød og elendighed blev verden beriget med den smukkeste opera af dem alle, Aida, hvis musik er skrevet af epokens mest feterede komponist: Giuseppe Verdi.
Og her finder du forklaringen på at Cairo den dag i dag har et operahus i ambitiøst format. Egypten er ganske enkelt Aidaoperaens ”storaktionær” om du vil.
Og dette er min påstand: skal man se Aida, skal man nødvendigvis se den i Egypten. Ikke kun af nostalgiske årsager, men grundet historien selv.
Jeg spekulerer på, om du nogensinde har læst en mere fascinerende historie end følgende:
Den franske egyptolog Auguste Mariette og Ismael er gode venner. Det var førstnævntes idé, at operaen skulle beskrive det gamle Egypten, faraonernes land. Han valgte historien ud fra nyoversatte papyrusmanuskripter fundet under samtidige udgravninger.
Ikke nok med det, aktørernes kostumer skulle være nøjagtige kopier af vægbeklædningens klæder fra faraonernes gravkamre. Operasoldaternes tøj, for eksempel, var inspireret af den på det tidspunkt netop opdagede Ramses’ III grav.
Kostumerne blev efterfølgende syet i de fineste stoffer af modehusene i Paris. Naturligvis. Og skuespillernes smykker? Igen, de var tro kopier fra arkæologiske fund.
Underopbygningen af Aida støtter Verdi sig til Auguste Mariettes ekspertise. Han er eksempelvis nysgerrig efter at vide mere om de hellige tempeldanse, som illustreret på gravkamrenes vægge, som var oplagt at bruge til operaen.
Verdi er desuden forhippet på at benytte sig af de trompeter, som man finder på mangen en egyptisk gravkammers væg.
Der var nogle ægte af slagsen i Louvre museet. De blev kopieret af en producent i Milano, som snart leverede seks faraoniske kopitrompeter, men de skulle efter sigende have lydt skrækkeligt. Man kan ikke vinde hver gang.
Kærlighed, jalousi og forræderi, selvfølgelig. Og som før antydet, den er rent faktisk inspireret af en 3200 år gammel historisk begivenhed.
Radamès er kaptajn for Faraos livvagt. Han er forelsket i Aida, en nubisk prinsesse, der holdes som slave af Amneris, den Egyptiske faraos datter. Ameneris er til gengæld forelsket i Radamès. Sådan er den hver gang.
Alt var klar til Aidapremieren, men så udbrød den preussisk-franske krig, hvor Paris blev omringet, hvilket forsinkede forsendelsen af alle dragter.
Men endelig nåede man frem til den store aften. Uropførelsen fandt sted den 24. december 1871. Det var en fænomenal succes. Operahuset opnåede på en nat legendarisk status.
Tragedien ramte Cairo 28. oktober 1971 om morgenen. 100 år, næsten på klokkeslæt, for Aida operaens premiere. Operahuset bestod delvis af kalksten, primært af træ. Netop den dag mødte bygningen sin værste fjende: ilden. På ingen tid gik operaen op i røg. Intet stod til at redde. En national tragedie.
Resterne af sorgen findes stadig i den del af befolkningen som kan huske de dage. Læs vores interview med den egyptiske operasanger, Raoulf Zaidan, der oplevede den skæbnesvangre nat.
I nyhedsbrevet vil du også kunne læse mere om det nye operahus – en fugl Phoenix – bygget med japanske yen. Den japanske ambassadør til Egypten var en stor beundrer af landets ledende dirigent, Youssef al-Sisi (1935-2000). Og der var en ting al-Sisi ønskede sig mere end noget andet…
Opera-komplekset blev indviet 10. oktober 1988 af præsident Hosni Mubarak og prins Tomohito af Mikasa, den japanske kejsers bror. Byen havde, efter 17 års pause, igen et operahus.
Forfatteren til disse ord har et nært og kært familiemedlem som har boet i Cairo i snart tre årtier.
Herfra er der udviklet et netværk – heriblandt en af landets fremtrædende egyptologer, som kan åbne alle de døre der vil gøre en rejse til Egypten til en unik oplevelse. Intet mindre. Nedenfor kan du læse om vores næste rejse til Aidas hjemland.
