[aelia_currency_selector_widget widget_type="dropdown|dropdown_flags|buttons" currency_display_mode="show_currency_code|show_currency_name"]
Det er en lang historie inden i en anden lang historie, men under hele Coronakrisen befandt skribenten til denne artikel sig i Cairo. Noget af det første der genåbnede i Egypten i juli 2020 var operahuset i Cairo.
Det var en udendørskoncert som gjorde et stort indtryk. Og så blev undertegnede nysgerrig, for hvorfor havde Cairo et så smukt og stort operahus viet til europæisk klassisk musik?
Parnassos fik sig derfor et interview med en af Egyptens mest kendte operasangere, Raouf Zaidan, der har arbejdet i operahuset i Cairo i mange år.
Raouf Zaidan, som egyptisk statsborger og operasanger har du en forkærlighed for en type musik som man vil beskrive som europæisk klassisk musik…
Egyptens opera optræder ikke alene på den egyptiske musikscene. Jeg tror faktisk, at der er bred accept af al slags musik. Der er stor påskønnelse af musik, især sang, i egypternes hjerter, der har eklektisk smag og er åbne for næsten alt, hvad de hører. I dag er der mange af de internationale sangere og grupper inden for pop, jazz, rock, heavy metal som er kendte og bliver fulgt fra Egypten.
Musik er en vigtig del af den egyptiske kultur. Og sangere synger alt lige fra orientens sange til sange hentet fra egyptiske tekster. Det har været og er stadig en central og meget vigtig del af livet. På hver gade, hver taxa, hvert kaffe- og te-hus spilles disse sange kontinuerligt, som er elsket af alle og er meget populære.
Jeg har minder om at høre den ugentlige udsendelse af Oum Kalthoum, en stor sanger, der var berømt for at arbejde med en ny sang i op til en hel måned for derefter at udføre den, som herefter blev sendt til den arabiske verden.
Andre yndlingssangere var Abdel Wahab ↗ (som også komponerede), samt Mohamed Fawzi, Laila Murad, Asmahan (af lignende stamtavle og berømmelse som Om Kalthoum, men havde et kort liv på grund af en bilulykke), Abdel Halim Hafez, Moharam Fouad, Farid Al Atrash … listen er uendelig.
Mange komponister (på arabisk, mulahinin) skabte udsøgte sange. Og der er altid Sayed Darwish ↗, der døde meget ung (som Mozart) i den tidlige del af det 20. århundrede, og som komponerede operetter og utallige sange.
Jeg tror, de fleste af os i Europa vil have nogen i familien eller blandt venner, skolekammerater osv., der har valgt en professionel karriere inden for klassisk musik, enten sang eller instrumentalt. Mange af vores læsere vil formentligt være nysgerrige i at vide hvad der udløste din interesse. Om den europæiske klassiske musik mødte dig, eller hvis du aktivt søgte den?
Vi havde et klaver i huset, og vi tre børn (mig og mine to søstre) fik klaverundervisning samt undervisning i harmonika, guitar og lidt sang (især min ældste søster). At have lektioner i musik blev betragtet som en god ting og en del af uddannelsen af børn i vores generation i Maadi [et rigmandskvarter i Cairo] i halvtredserne og tredserne.
En af mine pianistvenner organiserede huskoncerter hver anden måned (dels hjemme hos ham, dels i mit hjem). Vi oprettede små programmer for klavermusik, nogle klaverduetter, både instrumentale og vokale og vores mor lavede lette fingermadder og forfriskninger til gæsterne. Vores hjem var fyldt med forældre, gæster og børn. Dejlige minder. Et eller andet sted har jeg eksempler på husprogrammer i Cairo. (Det var mig der stod for at skrive disse programmer).
Hvordan betragtes opera og klassisk musik i den arabiske verden? Ser de det, som det ofte opfattes i Europa, som elitært?
Når man taler om Egypten taler man om en verden, hvor klassestrukturen blev udfordret af kuppet i begyndelsen af 1950erne, hvor kongen blev tvunget til at fratræde. [også kaldet 23. juli revolutionen, i 1952, hvor præsident Gamal Nasser kom til magten].
Mange medlemmer af de ‘øvre’ og velhavende klasser blev drevet ud af landet ved systematisk konfiskering af ejendom og nationalisering af virksomheder. De, der valgte at blive boende i Egypten (min far var en af dem) havde tendens til at være idealistiske marxistiske socialister, der følte, at ændringen var god. Atter andre fortsatte med at leve i en verden af nostalgisk elitisme. Ovenstående skabte den grobund som de daværende unge voksede i.
Anser du klassisk musik for at være elitær? (og hvis ikke, hvad ville dit argument være?).
Selvfølgelig er der dette stigma, men det bliver udfordret af den skiftende verden omkring os. Personligt ser jeg ikke forskellen i de forskellige musikalske stilarter. Alt er smukt og sjovt og værdsat af alle.
Vores musiklærere var ikke velhavende. Så den eneste fornemmelse af, at den klassiske musik var elitær, var, at den var meget fin og fremragende. Da jeg kom tilbage til Kairo efter mange års studier af musik i udlandet, indså jeg, hvor sofistikeret og fin musikken i Egypten var, og hvor vigtigt det ikke var at tro, man kunne ”forbedre” det med moderne teknikker eller musikteori til harmonilære og orkestrering. Den lokale musik skal respekteres og beundres og få lov til at vokse naturligt. Krydspåvirkning er altid god, men ikke når den ene kultur betragtes som superkulturen og den anden som mindreværdig.
Opera havde ulempen ved at inkorporere fremmedsprog. Så det blev associeret med eliten, dem der kunne tale fremmede sprog.
Nationaliseringen af skolesystemet under Nasser i årene 1956-1959 førte samtidig til et sammenbrud af fremmedsprogsundervisningen. Dette havde en stor på indvirkning på vores kultur. Men dette er et stort emne.
Historien bag skabelsen af operaen Aida er lige så tryllebindende som operaen selv. En opera, der er blandt de fineste af dem alle. På en måde er dit land den største “aktionær” af Aida. Og derfor holder Egypten fast i en europæisk klassisk tradition, for netop at ære dets bidrag til europæisk klassisk musik. Ser du det sådan?
Ja, på en måde. Ironisk faktisk, med vores tid in mente, at Aida er baseret på en historie om konflikt mellem Etiopien og Egypten, om kærlighed og klassekamp, endog med undertoner af racisme.
Aida, hvilket værk! Hvilken kunstnerisk pragt! Selvom Giuseppe Verdi [komponisten bag operaen, der havde premiere i Cairo 24. december 1871] aldrig kom til Egypten, skabte han med held en opera med en væsentlig indbygget egyptisk kvalitet, og autentisk på mange niveauer. Aida var således ikke bare et stykke vestlig kultur som var placeret midt ude i en tom ørken, så at sige. Noget vi desværre ser mere og mere af i den arabiske verden.
Du har haft en lang karriere, det meste er forløbet i Vesten (især USA). Flere årtier, flere kontinenter. I løbet af disse år, hvordan har du opfattet udviklingen af klassisk musik i folks sind? Er den blevet mere eller mindre “populær”? Er klassisk musik ved at visne, og i så fald kan den muligvis opleve en renæssance?
Det var altid overraskende for mig, hvor lidt populær klassisk kunst er, især i USA, men også i England hvor jeg studerede og boede i årene 1975-1980.
Jeg følte, at elitisme var meget markant i London, hvor forestillinger, sangere og publikum i Covent Garden adskilte sig fra dem fra English National Opera (jeg gik til alle mulige opera-produktioner i de fem år jeg boede i Storbritannien og den tradition fortsatte jeg med da jeg flyttede til Tyskland).
Mit indtryk var, at operaen i Europa er fjern og adskilt fra den brede befolkning, i modsætning til operaen i Kairo som er mere forbundet med det almindelige daglige liv.
Jeg har en vis erfaring med Londons musikteaterverden, blandt andet Andrew Lloyd Webbers, som er mere folkelig – selvom jeg ikke selv så mange af disse forestillinger (jeg brugte mine opsparede penge til opera og klassisk teater). Da jeg var i New York, kom jeg senere til at sætte pris på denne side af musikteater (Broadway Musical).
Har du et magisk trick til at skabe interesse for denne kunstart? Hvordan gør du det selv relevant for nye generationer?
Brug sang og musiksproget i den tidlige opøvelse af både sangere og såmænd også publikum! Undertekster og oversættelser er et skridt i den rigtige retning. Der er ingen hurtigere og mere effektiv måde end at bruge det lokale sprog til at forbinde musikdrama (opera) til landets befolkning. Musikteater egner sig godt som en krydsning mellem klassisk og populær kunst.
Nu hvor vi er ved det, hvordan er musikalsk uddannelse generelt i Egypten? Har du et system, måske uformelt, til at få øje på talent?
Det er ganske sporadisk og afhængig af international politik. Da Egypten havde et tæt samarbejde med russerne, fik vi et fint trænet balletkompagni og nogle fremragende solister som alle var uddannet i Sovjetunionen. Også Italien spillede en stor rolle i vokaluddannelsen, hovedsageligt på grund af operahuset.
Som med al nationaliseret uddannelse var kvaliteten varieret udi det ekstreme. Talent og evne tog bagsædet til nepotisme. Ingen egyptiske lærere blev uddannet i det nationale akademi / konservatorium til at lede de kommende generationer.
Og dem, mig selv inklusive, der havde evnen til at undervise, blev marginaliseret og holdt væk på grund af den indgroede nepotisme. Som konsekvens mislykkedes det stort set hvert år for Kairos konservatoriums sangafdeling at producere sangere af selv middelmådig kvalitet.
Jeg har skrevet en artikel om det nye operahus i Kairo, indviet i 1988. I forlængelse heraf er det naturligt at nævne det gamle Khedivial operahus, en perle blandt dit lands kulturelle institutioner. Du besøgte det regelmæssigt, forstår jeg. Fortæl gerne herom!
Jeg vil meget gerne se din artikel om det nye operahus. Fra det gamle Khedivial teater har jeg minder, programmer, avisstiklinger, fotos, bøger og billetter til dig (i mit Maadi-hjem) og nogle skitser fra dagen hvor operaen brændte ned til grunden.
Vi håber at være i Kairo i julen [2020] og det vil være en fornøjelse at vise dig det materiale jeg har.
[og det må vente til julen 2021, desværre]
Og du husker den 28. oktober 1971?
Tydeligt!
[du kan læse videre om hin skæbnesvangre nat og om det fugl Phoenix-lignende “operahuset i Cairo”]
