Wien og Budapest via Bratislava
Kulturrejser Wien og Budapest via Bratislava
Rejsen til det Habsburgske monarki
Budapest og Wien, hovedstæderne i imperiet Østrig – Ungarn, der næsten endte med at blive et tusindårsrige, er i dag også næsten gået i glemmebogen. Det Habsburgske regime, der regerede fra år 1282 til 1918, med hovedsæde i Wien, strakte sig over enorme arealer i Centraleuropa, Holland, dele af Spanien, Frankrig og Norditalien.
Magt og rigdom fulgtes ad. Prestige ligeså. Kultur havde ideelle vilkår, blot se på hvor de største klassiske komponister havde deres bopæl.
Denne tilbudte rejse vil tage os til 1800-tallets Østrig-Ungarn med fokus på Wien, Bratislava og Budapest, og er i direkte forlængelse af vores Wien-ophold i dagene 9. – 13. oktober. De to ture er helt uafhængige, men kan sammenkobles, hvis det har din interesse.
Vi vil vise dig et Wien og Budapest, som ikke mange har oplevet, med eksklusiv adgang til 1800-tallets paladser og slotte.
Rejseplan:
Få et overblik over hvad du skal opleve på din rejse.
Dag-til-dag oversigt
Modsat et fysisk produkt er en rejse først færdig, når rejsen er overstået.
Ændringer vil derfor forekomme og det er også ønskeligt. Fra at vores rejser tilbydes på hjemmesiden til rejsen selv, går der gerne 6 – 9 måneder. Det vil være helt usædvanligt, hvis der ikke i den periode dukker et tilbud op, der vil være en klar forbedring af den samlede rejseoplevelse. Men markante ændringer til nedenstående overblik vil ikke forekomme.
Alle vores rejser hviler på, at vores gæster får lyst til at tage med os på nye eventyr. Det er din garanti for at vi bestræber os, efter bedste evne, for at du får en once in a lifetime experience – hver gang.
Dag 1: wien Museum for os selv - klaverkoncert - gallamiddag
Dag 2: Prater og musikverein
Dag 3: Vi sejler fra wien til Bratislava
Tre lande i én dags rejse. Vi sejler med båd fra kajen nær Schweden Platz til Slovakiets hovedstad, Bratislava. Vi vandrer rundt i Bratislava by før vores bus tager os på den cirka to timer lange køretur til Budapest. Vi indkvarteres på vores Opera Hotel.
Dag 4: budapest by - middag i restaurant gundel
Torsdag formiddag er din egen. Vi får en to timers guidet tour i byen. Herefter kan du enten besøge Café New York eller Párisí Udvar hotel café. Om aftenen tager vi på den fornemme restaurant Gundel.
Dag 5: Egen hop-on-hop-off bus i budapest - egen båd på donaufloden
dag 6: Balaton søen, esterhazy slot, wien centrum lørdag aften
Hvorfor gøre hjemrejsen kedelig, når man med nogle ekstra timer kan gøre den spændende? Vores bus kører os til Wien via Balaton-søen, videre til Esterhazy slottet i Papi i Ungarn.
Lørdag aften er vi igen i Wien. Programmet slutter med en god middag og en night cap.
dag 7: Hjemrejsedag
PRIS
14000 DKK
Depositum
2500 DKK
Lokation
4* Hotel Regina, Wien 4* K.K. Opera, Budapest
Arrangør
Parnassos.dk, Overgaden oven Vandet 58A, 2. 1415 København
Telefon
45 52736316
overtoner@parnassos.dk


Parnassos.dk ApS er medlem af ‘the Vienna Experts Club’ og samarbejder med den skandinaviske afdeling af the Austrian National Tourist Office (ANTO).
Rejsedatoer:

Wien – Budapest
- Start dato:
- Slut dato:
- Pris:
Rejsen i detaljer - afsnit for afsnit
- Mandag eftermiddag: Wien Museum
- Mandag sen eftermiddag: Schubert koncert
- Mandag aften: Gallamiddag i Palais Coburg
- Tirsdag eftermiddag: Prater
- Tirsdag aften: Musikverein
- Onsdag morgen: Bratislava
- Onsdag aften: Middag i Budapest
- Torsdag: Guidet tour og New York Café
- Torsdag aften: Restaurant Gundel
- Fredag: Egen Hop-on-Hop-offf bus
- Fredag aften: Egen båd på Donau
- Lørdag morgen: Balaton sø
- Lørdag eftermiddag: Esterhazy sllot i Papa
- Lørdag aften: Wien
- Hvad får du præcist for dine 14.000 kr.?
- Austrian Airways
12.000 m2 Wien Museum
Hvis du tager morgenflyet mandag d. 12. oktober 2026, kl. 09.55 fra København med Austrian Airways (se detaljer længere nede i artiklen), står en bus og venter på dig i Wien lufthavn.
Efter at have tjekket ind på hotellet har du et par timer til rådighed for at være klar til dagens omfattende program.
Mandag er alle Wiens museer lukket. Der er dog et museum som vi absolut må se, det netop nyåbnede og 12.000 kvm kolossalt store Wien Museum (Louisiana kunstmuseum er på 11.500 kvm, så meget sammenligneligt).
Vi har fået en aftale med museet at de åbner deres døre blot for os mandag eftermiddag. Museet er delt op i 13 ”kapitler”, fra Wiens tidligste dage til i dag, fra romertiden over det habsburgske regime, osmannernes belejring, Nazi-tiden, røde Wien og frem til nutiden. Et must-see.
Vi slutter vores besøg af på øverste etage med en drink i hånden og udsigt over den prægtige Karlskirche, før vi tager videre til næste arrangement.
Det 12.000 kvm. store Wien Museum. De åbner deres døre specielt for os mandag d. 12. oktober om eftermiddagen.
Koncert i Schuberts Gymnasium
I meget kort afstand fra Wien Museum – og halvvejs til aftenens gallamiddag – finder vi Technisches Gymnasium. Her skal vi mindes Wiens store betydning for klassisk musik. Her boede den klassiske musiks giganter, Vivaldi, Haydn, Mozart, (og Salieri!), Beethoven, Schubert, Brahms, Bruckner, Mahler, Schønberg – listen er lang.
Gymnasiet har haft mange kendte elever i sine klasseværelser, eksempelvis Erwin Schrödinger, og hvad der er relevant for vores besøg, selveste Franz Schubert.
Det overordentligt smukke Gymnasium har derfor bygget en ligeså smuk koncertsal. Vi har allieret os med den anerkendte koncertpianist, Adela Liculescu, der spillede for os forrige år i Beethovens hjem i Heiligenstadt, med værker som Beethoven havde skrevet i selv samme lokale, hvor vi sad.
Vi tror, akkurat som vi oplevede i Heiligenstadt, at der vil være tale om en magisk aften. Det siger sig selv at Schubert vil være på aftenens program. Adela modtog i øvrigt i februar i år ”The Award of Excellence” fra byen Graz – Anton Bruckners hjemby.
Gallamiddag i Palais Coburg
Palais Coburg er et historisk palads beliggende i centrum af byen, Wien, få hundrede meter fra Technishes Gymnasium.
Paladset blev oprindeligt bygget i midten af det 19. århundrede, tegnet af arkitekten Joseph von Storck. Det blev bestilt af prins Ferdinand af Sachsen-Coburg. Paladset tjente herefter som residens for prinsen og hans familie, når de var i byen.
Palais Coburg er designet i neo-renæssancestil, der er kendetegnet ved sin pragt og udførlige arkitektoniske detaljer. Her foregik i øvrigt atom-forhandlingerne mellem Iran og stormagterne i årene 2015 – 2016.
Paladset er lige nu under ombygning og står færdig i juli 2026. Vi har set tegningerne til det endelige resultat. Vi tror, at det vil blæse vores gæster bagover.
Salen, vi har lejet til vores middag, er den imposante Johann Strauss sal. Her slutter vi vores første dag. Vi kan ikke komme i tanke om en bedre måde at starte vores rejse på.
Prater Distriktet
Tirsdag formiddag er din. Vi bor i centrum af byen og den fortjener at blive udforsket. Vi giver gerne råd til hvad du kan bruge dine timer til. Efter frokost, cirka kl. 13.00, tager vi på vores første udflugt, til Prater distriktet lidt øst for Wien.
Prater var de gode gamle kongers jagtmarker og skove. Helt som Dyrehaven i Danmark, og Isle of the Dogs halvøen i London, på den anden side af Themsen ved Greenwich.
I dag er Prater… ja, hvad er det? Det er mangefacetteret og et meget populært udflugtsmål for Wiens beboere, ung som ældre.
Dets vartegn, Wiener Riesenrad, er et kæmpe pariserhjul, der rager 65 meter op og giver en formidabel udsigt over byen. Den blev indviet i 1897 i forbindelse med Kejser Franz Josephs 50-års jubilæum.
Vores besøg vil fokusere på Prater Museum, bestyret af Wien Museum, og som vi ligeledes har fået eksklusiv adgang til. Det er et meget charmerende lille museum, der fortæller områdets 250 år gamle historie. Kultur, natur og forlystelse under et tag.
Musikverein koncertsal
Tirsdag aften tager vi i Musikverein, en af de fineste musikinstitutioner i verden, som er mest kendt for dets attråværdige nytårskoncert. Nærmest umuligt at få billetter hertil.
Den er også kendt for ”skandalekoncerten” den 31. marts 1913, hvor dirigenten var ingen ringere end Arnold Schönberg.
Værker af komponister fra den såkaldte Anden Wienerskole forårsagede totalt kaos, råben og decideret slagsmål.
Koncertarrangøren, Erhard Buschbeck, gav under tumulten en koncertgænger en lussing, hvilket komponisten Oscar Straus under den senere retssag kaldte “aftenens eneste harmoniske lyd”.
Man har sidenhen vænnet sig til lydene fra wienerskolens komponister såsom Alban Berg, Anton Weber og Schönbergs. Vi forventer derfor en aften uden postyr. Programmet er endnu ikke offentliggjort. Men det er lige på trapperne her i april 2026.
Donau til Bratislava
En fun-fact: Wien og Bratislava i Bratislava er de to hovedstæder i Europa som ligger tættest på hinanden. Kun 30 km. adskiller dem.
Vores onsdag er en slags tre-i-én dag eller tre-lande-i-en-dag. Vi pakker vores kufferter og placerer dem i vores bus. Bussen tager os til og sætter os af ved Schwedenplatz.
Bussen kører videre til Bratislava, mens vi border et skib, der sejler os til Slovakiets hovedstad. En fornøjelig og afslappende formiddag, mens vi nyder udsigten over Østrigs og Slovakiets landskaber og god tid til en kop kaffe.
Bratislava får vores opmærksomhed om eftermiddagen. Frokost og vandretur samt besøg i Bratislava slot bliver det til. Dernæst står vores bus klar til at tage os de to timer køretur til vores hotel i Budapest.
Første aften i Budapest
Og så er vi nået til Ungarns hovedstad, Budapest. Vores hjem for de næste tre dage/nætter. Vores hotel KK Hotel Opera ligger klods op ad byens operahus, Den Ungarske Statsopera.
Det har været en lang dag og omstillingen fra Wien til Budapest gøres bedst i en af byens mange restauranter med en afslappet atmosfære. Budapest er en by med et ungt klientel. Selvom Wien og Budapest er knyttet af århundreders historie, vil du meget hurtigt mærke forskellen.
Her er hvad vi skrev før d. 12/4-2026: “I øvrigt, hos Parnassos holder vi nutidens politik et skridt fra livet. Dog, hvis nogen skulle være ambivalente med at rejse til Ungarn af politiske årsager, bør det måske nævnes at man netop i byen Budapest finder den største modstand mod den nuværende regering”.
Nu er det efter d. 12/4 og så er historien pludselig en anden. Vi ønsker Ungarn tillykke. Vi får os en dejlig og uformel middag, det helt rigtige sted i gåafstand fra hotellet. Og en digistive til at slutte dagen af med.
New York Café
Torsdag formiddag er din frem til kl. 14.00.
En af Budapests største attraktioner er dets mange spa- eller kurbade. At tage til et sådant kurbad vil være et privat foretagende for de fleste og derfor arrangerer vi ikke en fælles tur hertil.
Vi kan stærkt anbefale den meget store Széchenyi Thermal Bath. Eller den historisk interessante Rudas Thermal Bath med en tagterrasse swimmingpool.
I stedet for at dyppe tæerne kan man alternativt tage til New York Café eller Parisi Udvar. De er svære at overgå i æstetik og skønhed.
Kl. 14.00 tager vi på en underholdende guidet tur på et par timer med et firma, der specialiserer sig i at vise byens ”hemmelige” kroge.
Herefter tager vi til komponisten Franz Liszt museum i byens centrum og igen tæt på vores hotel. Via ham lærer vi om Ungarn i det 19. århundrede. Hans svigersøn, i øvrigt, var Richard Wagner.
N-11 Gundel Menu
Vi er nået frem til vores signatur-middag i Budapest.
I udkanten af Budapest centrum nær byparken og Heltenes Plads, finder vi den mest kendte og elegante restaurant i hele Ungarn, Gundel.
Restaurantens historie strækker sig over en periode på 130 år og stiftet af Károly Gundel, forretningsmand og filantropist.
Men hans passion var mad. Han registrerede i alt
140 opskrifter og retter fra det ungarske folkekøkken. (Ikke ulig komponisten Béla Bartók, som brugte det meste af sit liv på at optage gamle østeuropæiske folkemusik og dans – musik der ellers ville være gået i glemmebogen).
Disse “beskytttede” opskrifter indgår i Gundels restaurants repertoire og menukort. De har en N-11 menu, bestående af 11 retter, som er den bedste repræsentation af Ungarns køkken.
Den engelske Dronning Elizabeth og Prins Philip smagte herpå mandag d. 5. maj 1997. Det er vores tur torsdag aften d. 15. oktober 2026.
Vores egen Hop-on-Hop-off bus i Budapest
Hop-on-Hop-off med Zsuzsi Héjja
Vi har allieret os med turistguiden, Zsuzsi Héjja, som bliver dirigenten for vores dag. Hun har været guide i byen i et årti og kender hver en afkrog.
Hun har sørget for at vi har en Hop-on-Hop-off bus til rådighed fra kl. 10.00, hvor vores program starter.
Vi har ladet hende vælge ruten og da vi har bus kan vi komme pænt omkring.
Vi skal naturligvis besøge Ungarns Parlament, Fisherman’s Bastion, Det i april måned 2026 nyåbnede Citadel med en fantastisk udsigt over byen.
Bussen fortsætter til Szoborpark, eller mindeparken, med ”relikvier” af sovjetiske og kommunistiske skulpturer.
En lille charmerende detalje, der findes små svært-at-finde mini-bronze-skulpturer, omkring 50 i alt, kaldet Kolodko opkaldt efter den ukrainsk-ungarske kunstner, Mihály Kolodko. Vi går på jagt efter dem. Den der finder flest, vinder en flaske Tokaj.
Egen båd på Donau
Vi når at komme hjem på hotellet før vi fortsætter til næste punkt.
Nogle af vores gæster har sejlet på Donau-floden og har brugt adskillige dage herpå. Der er også strækninger af ren idyl. Jeg vil tro at de vil give mig ret i at ingen storby kommer mere til sin ret end Budapest set fra Donau-floden.
Og for virkelig at blive overvældet, skal man helst være på floden om aftenen. Vi har lejet en båd for vores aften. Og så har vi talt med en slagter i byen, som vil stå for vores middag. Til denne middag serverer vi vine af ungarsk oprindelse. Disse vine er på husets eller bådens regning og er derfor med i prisen..
Szuszi er med os og vil fortælle om Budapest fra sejlrenden. Vi synes det er en elegant afslutning på vores ophold i Ungarns hovedstad.
Til Wien via Balaton-søen
Man kan tage til Wien fra Budapest via motorvejen. Det vil i så fald være tre kedelige timer, hvor der ikke sker alverden.
Vi tager i stedet en nærmest fortryllende omvej. Bussen bevæger sig fra Budapest til den knap 80 km. lange smalle sø, Balaton.
Området hedder Balatonboglar og er en af Ungarns største vinproducenter. Vi smager på deres druer. Der er som regel smukt vejr i oktober i Centraleuropa. Det vil vi benytte os af ved at vandre lidt rundt i en af de småbyer, der findes langs søen, hvor vi også kan nyde vores frokost.
I området findes adskillige slotte, eksempelvis i byen Veszprém, som er på vores rute.
Vi ser på vejret og kigger på uret hvad vi har tid til at se, før vi tager videre mod vores næste destination i retning af Wien.
Esterhazy slot i Papa
Vores næste destination for dagen er Esterházy palads i Ungarn, ikke at forveksle det med Schloss Esterházy i Eisenstadt eller Palais Esterházy i Wien. For den hovedrige familie Esterházy var det vigtigt ikke at gå ned på paladser.
Under Parnassos’ første rejse i 2022 tog vi til Eisenstadt slottet, hvor komponisten Joseph Haydn arbejdede for familien i 30 vintre. De 30 somre arbejdede han så i paladset i Ungarn. Haydn bliver også kaldet symfoniens far, (i øvrigt var det ham, der indførte at man ikke må klappe mellem satserne under en klassisk koncert).
Her skrev han de fleste af sine symfonier. Selvom vi er tæt på Wien, var han alligevel afsondret fra imperiets hovedstad, hvilket engang fik hamtil at sige, ”isolationen tvang mig til at være original”. Slottet bliver også kaldt Ungarns Versailles. Det er måske at tage munden for fuld, men det er alligevel kolossalt stort af et sommerpalads at være.
Der er desuden en grund til at vi ser frem til at vise slottet for jer. Den guidede tur er særdeles anderledes, end hvad vi er vant til. Du kan glæde dig.
Lørdag aften i Wien
Vi kører herefter direkte til Wien og når frem til vores hotel tidlig aften. Det har været en lang dag og måske har du blot lyst til at slappe af under vores sidste aften sammen.
Vi vil se hvordan stemningen er, for vi har en folkelig og ligeledes anderledes restaurant i tanke, ikke langt fra vores hotel.
Da middagen lørdag aften ikke indgår i prisen, kan det også være at du/I selv har lyst til at finde en restaurant og så støde til gruppen senere i en af Wiens elegante barer. Vi får se.
Det er programmet. Vi kan ikke komme i tanke om en bedre måde at introducere jer til Østrig-Ungarn under kejser Franz Josefs d. 1. regeringstid.
1800-tallets politik, 1800-tallets kultur.
Hvad får du præcist for dine 14.000 kr. ?
• Seks overnatninger på 4* hoteller, tre i Wien, tre i Budapest, inklusiv morgenmad.
• Én gallamiddag og en signatur-middag.
• Dertil to middage. Altså fire middage i alt.
• Vinsmagning ved Balaton sø..
• Billet til Musikverein.
• Schubert-klaverkoncert.
• Museumsbesøg, heraf to, hvor vi har eksklusiv adgang.
• Båd- og bustransport mellem Wien og Budapest, t/r
• Egen Hop-on-Hop-off Bus.
• Egen båd på Donau-floden.
Fra København med Austrian Airways
Rejsen til og fra Wien indgår ikke i prisen. Det er efter vores mening klart at foretrække, at du selv vælger afrejse- og hjemrejsetid og sted, så det passer ind i dine planer.
Har du lyst til at rejse til Wien i ’samlet flok’ kan du med fordel vælge at flyve med Austrian Airways, med afgang mandag den 12. oktober 2026 kl. 09.50 fra Københavns lufthavn. For dem der tager den afgang, vil der efterfølgende være en bus, der venter på dig i Wiens lufthavn. Busturen indgår i prisen.
Vælger du en anden afgang, er det stadig nemt og billigt at nå frem til vores hotel med offentlig transport fra lufthavnen. Google Maps hjælper dig og hvis du har brug for råd hertil, er du også velkommen til at kontakte os på mail eller telefon 5273 6316. Hvis du ønsker at forlænge opholdet kan du tilføje ekstra dage under købsprocessen.
Der er megen snak om forhøjede flypriser, grundet situationen i Hormuz-strædet. Indtil nu er prisstigningerne i virkeligheden ganske små, især på de europæiske ruter. Så ingen chok her. En måde at spare på er, hvis I rejser som par, at nøjes med én kuffert. I kan tjekke priser og afgange her: Austrian Airways eller Momondo.