[aelia_currency_selector_widget widget_type="dropdown|dropdown_flags|buttons" currency_display_mode="show_currency_code|show_currency_name"]
Antonio Vivaldi (1678 -1741) med tilnavnet, ‘Il Prete Rosso’ eller ‘den røde præst’ (hans hår var flammende rødt) blev født i Venedig og var en af barokkens mest betydningsfulde komponister.
Han traf et svært uheldigt karrierevalg nær afslutningen af sit liv. Han døde i den østrigske hovedstad, Wien, og gik i glemmebogen umiddelbart efter. Selv ”de fire årstider” forsvandt fra koncertsalenes repertoire og blev først spillet igen i begyndelsen af det 20. århundrede.
Denne artikel indgår i vores Huset Habsburg – serie.
Habsburg-kejserriget, med hovedsæde i byen Wien, var i århundreder blandt de mest magtfulde riger i Europa. Og hvor der er magt er der rigdom. Hvor der er rigdom er der kunst. De Habsburgske kejsere drev en målrettet kunstpolitik, og som følge heraf var Wien centret for klassisk musik frem til 1. verdenskrig.
Så hvad kan en artikel på et fem minutter fortælle os om Antonio Vivaldi, og hvor passer han ind i det klassiske musiks firmament?
Vivaldi hører hjemme i baroktiden og er et af bladene i komponist-firkløveret der, ud over ham, består af hans landsmand Domenico Scarlatti og de to tyske giganter, Johann Sebastian Bach og Georg Friedrich Händel. Sidstnævnte, under dennes ungdomsrejse i Italien, har næsten med sikkerhed mødt Vivaldi i Venedig.
Der er naturligvis mange flere anerkendelsesværdige komponister fra den tid. Men de fire må siges at være de største repræsentanter for barokmusikken som, her 1/3 årtusind efter, stadig appellerer til os. (De fire årstider blev komponeret i år 1723, og derfor mens disse ord skrives, for 298 år siden).
Man ser det igen og igen: de største musikere står på skuldrene af deres fædre, ofte også bedsteforældre. Et fænomen der bliver kaldt den stille viden eller den stille uddannelse. Børn følger og kopierer deres forældre og spørger endeløst ind til alverdens emner, og når emnet er musik og musikinstrumenter – og forældrene samtidig er tålmodige – får du med regelmæssige mellemrum vidunderbørn.
Vivaldi ingen undtagelse. Hans far, Giovanni, var først frisør i Venedig, skiftede metier og endte med at blive professionel violinist. Far og søn spillede herefter sammen overalt i Venedig og levede af publikums bidrag. Senere, da Vivaldi blev teenager og voksen, udvidede far og søn deres repertoire samt geografiske rækkevidde der omfattede store dele af Europa.
I en alder af 25 bliver Antonio Vivaldi udnævnt som præst. Det er i Italien så vi befinder os i katolsk domæne.
Vivaldi forstod at kombinere sine tre uddannelser, præst, violinist og senere komponist.
En interessant detalje: Han blev den musikalske leder for Ospedale della Pietà, et børnehjem i Venedig. Nødlidende forældre eller enlige mødre med illegitime børn, ofte børn hvis far var af nobel herkomst, havde muligheden for anonymt at skubbe deres nyfødte barn ind i en åbning i bygningen, der ikke var større end at der kun lige akkurat var plads til et spædbarn. Vi befinder os i en anden tid. Dette børnehjem tog kun imod piger og disse fik efterfølgende en uddannelse i sang og musik.
Vivaldi løftede institutionen som opnåede international anerkendelse og blev verdenskendt for dets kvindekor. Den franske filosof, (og komponist), Jean-Jacques Rousseau, besøgte stedet og skrev herom i 1770 i sine Les Confessions, hvor han fortæller hvor ganske betaget han blev af korets stemmer.
Men aner, at det ikke var det eneste der betagede ham.
Børnehjemmet, som i perioder talte op mod 1000 piger, fik pænt med økonomisk støtte, gerne anonymt og formentligt fra en hel del af adlens mænd, som godt vist at der gemte sig en pode eller to i institutionen. Men hvilken organisation har ikke brug for flere midler? Derfor kunne pigerne, når de nåede den giftemodne alder, erhverves mod et passende bidrag til børne- og ungdomshjemmets økonomi. Igen, vi befinder os i en anden tid.
Parnassos.dk udlover en flaske – italiensk – vin til den der kan løse denne gåde der har optaget musikforskere i over et århundrede. Vivaldi var knyttet til Ospedale della Pietà institutionen i større eller mindre omfang i omkring 30 år. De fleste af Vivaldis sakrale værker var helliget og skrevet for dets pigekor og det tilknyttede orkester.
Partituret fra hans oratorieværker herfra viser at alle fire sangstemmer er repræsenteret: sopran, alt, tenor og bas. Også kaldet SATB. Lige fra den lyse sopranstemme til den dybe basstemme.
Men kvindestemmens naturlige leje er sopran og alt. Til nød tenor. Men bas? Det er teoretisk muligt, men det er meget, meget sjældent.
Så hvorfor brugte Vivaldi alle fire SATB stemmer i hans nodeark? Kunne det tænkes at der ligefrem var mænd til stede i kvindekoret? Nej, det kan udelukkes. Sømmelighed dikterede anderledes. Der var endog en fysisk barriere i form af et gitter mellem publikum og pigekoret. Og vi har vidner der kun beretter om tilstedeværelsen af piger i koret.
Måske tog man simpelthen basstemmen og transponerede den en oktav op, så den befandt sig inden for det kvindelige stemmebånds rækkevidde? Tvivlsomt. Herved kommer bassen til at være over alten og sidstnævntes funktion vil herved miste sin mening.
Eller er det muligt at Vivaldi simpelthen skrev oratorier for alle fire stemmer, så de kunne synges når koret bestod af både mænd og kvinder, og altså når de blev opført uden for pigehjemmets regi? I så fald kunne pigekoret blot ignorere bassen. Muligt, men at ignorere bassen medfører en ustabilitet i sangen.
Eller er der måske en hel fjerde forklaring?
Opera var den tids kostumedrama og meget populær. Vivaldi skrev eller var involveret i knap 100 operaer, hvoraf halvdelen har overlevet tidens tand. En af hans største successer var Arsilda, regina di Ponto (RV 700)↗) en opera hvor en kvinde forelsker sig i en anden kvinde, der er forklædt som mand. Efter megen tovtrækkeri med censorerne lykkedes det endelig at opføre stykket. Publikum elskede den.
Men det er naturligvis ”De fire årstider” der er synonymt med Antonio Vivaldi. Hans indiskutabelt mest kendte værk. Det blev førsteopført i 1725. De fire årstider er et endog meget tidligt eksempel på det man i dag kalder ’programmusik’, hvor orkestrets instrumenter efterligner naturens, dyrs og menneskers lyde. Modsat ’absolut musik’, musik der udelukkende er selvrefererende, som eksempelvis wienerklassicisterne var talsmænd for. To forskellige skoler, eller musikideologier.
De fire årstider er derfor et pastoralt værk. Inspirationen hertil fandt Vivaldi formodentligt i landområderne nær den italienske by Mantua, hvor han opholdte sig i en periode af sit liv.
I ’De fire årstider’ lytter man til gøende hunde, råbende fårepassere, storme, jagt, fulde folk, stille og lidt mystiske nætter samt mange bække små. Og i sidste sats, vinteren, ”ser” vi frosne landskaber og børn der løber på skøjter.
Hver af årets sæsoner varer cirka 10 minutter og begynder med foråret. Den er opbygget i ABA formen: hurtig, langsom, hurtig. Vi har fundet dette link ↗ der forklarer hvad man skal være på udkig efter i hver af de fire årstiders i alt 12 satser (3 for hver årstid).
God fornøjelse.
Antonio Vivaldis karriere toppede i årene 1725 – 1730. Bestillingsværker og invitationer blev sendt til ham fra alle Europas hjørner og alle aristokratiske hjem.
Så skulle der skrives en serenade her, for at fejre den franske Louis V’s giftemål med Marie Leszczyńska, (ud af en lang liste på 99 mulige kandidater, heriblandt vores egen Charlotte Amalie) og senere endnu to kantater for at fejre hvert af det franske kongepars to døtre.
Dernæst skulle der komponeres 12 violinkoncerter til den østrigsk habsburgske kejser Charles VI, efterfulgt af en premiere af en opera i Prag. Så kom en henvendelse fra paven i Rom, og således kunne man blive ved indtil at hans popularitet begyndte at aftage.
På trods af hans popularitet og produktivitet sloges Vivaldi – som så mange, mange andre musikere dengang og nu – med finanserne. I sine ældre år lyder hans musik bedaget for en ny generation. De sidste år af hans liv sælger han ud af sine værker, sin intellectual property, for ingen penge.
Han rejser til Wien i 1740 i håb om at få et job hos kejser Charles III af Habsburg, (der også bar titlen ‘Charles VI af det hellige romerske imperium’) som Vivaldi havde mødt et par før i Italien. Det siges at de kom forbavsende godt ud af det med hinanden. Vi har beretninger om at kejseren brugte mere tid sammen med Vivaldi end med sine ministre.
Vivaldis sorte uheld er, at Charles dør samme år, i 1740. Året efter ender Vivaldis liv i tragisk fattigdom i den habsburgske hovedstad. Hans musik går også i glemmebogen, selv ’De fire årstider’. Vi skal helt frem til begyndelsen af 1900-tallet før den bliver genopført i Europas koncertsale.
De fire årstider opføres i dag meget regelmæssigt i den imposante domkirke i Wien, Stephansdom. Selv samme kirke hvor Vivaldi blev bisat.
Vi har fundet frem til denne herlige anekdote, hentet fra ordbogen ’Dictionaire historique des Musicians’, udgivet i 1811 i Paris.
En dag hvor Vivaldi som præst afholdte en messe, blev han han inspireret til et tema til en fuga. Sådanne øjeblikke er altid flygtige. For at undgå at det ikke skulle forsvinde, gik han straks – og midt i messen – ud til sakristiet for at nedskrive dette tema. Herefter vendte han tilbage og afsluttede gudstjenesten.
Ikke ligefrem en dødssynd men upassende hændelser, som denne, kom altid forbi kirkerådet. Dets inkvisition var heldigvis overbærende over for Vivaldi. Til hans forsvar var, at de jo alle godt vidste at han var musiker – underforstået en smule skør. Han slap med en reprimande og fik lov til at fortsætte sine kirkelige forpligtelser.
Ingen. Han var jo katolsk præst og vi har hans ord og et brev på at han ikke faldt for kvinders charme og kødets lyster. Vi stoler på ham.
Men rygter var der nu, og de var centreret omkring hans relation til den unge sangerinde Anna Tessieri Girò, som han muligvis mødte første gang i Mantua, byen hvor hun blev født og byen hvor de fire årstider blev komponeret. Eller muligvis mødtes de først i børnehjemmet della Pietà som, under Vivaldi, også fungerede som konservatorium for unge legitimt fødte kvinder, ad både høj som lav herkomst.
Under alle omstændigheder bliver Girò hans foretrukne prima donna til sine operaer. Hendes stemme er spinkel, hendes sopranstemme har ikke den store båndbredde, men hun er smuk og forstår sig på skuespilkunsten. Begge dele relevante for billetindtægterne. Vivaldi kompenserer ved at skrive sange der afstemmes med hendes formåen.
De rejser også ofte sammen, så mange har tænkt sit. Upassende hændelser eller ej, de har haft et tæt og varmt forhold, det er der ingen tvivl om.
Som nævnt, Antonio Vivaldi gik fuldstændigt i glemmebogen umiddelbart efter hans død i 1741. Hans renæssance – i begyndelsen af 1900-tallet – kan han takke ingen mindre end Johann Sebastian Bach for. Årsagen hertil finder vi i de af Bachs værker man kalder transskriptioner: Overførsel af et musikalsk værk til andet eller andre instrumenter.
Nogle af Vivaldis koncerter omskrev Bach for orglet, dem man i dag kalder Weimarkoncert- transskriptionerne, bearbejdet mens Bach boede i Weimar i årene 1708 – 1717.
Den fascinerende konsekvens heraf var, at Vivaldi blev genopdaget grundet disse værker. For hvem var denne Vivaldi der havde påvirket geniet over alle musikgenier? (Bach studerede Vivaldi grundigt, og lærte herved alt om den italienske baroks sofistikerede musikstil).
Her er et Weimarkoncert-transskriptionseksempel:
Koncert i c-dur (Bach, BWV 594 ↗) transskriberet fra Vivaldis violinkoncert (RV 208 ↗).
Og naturligvis, hans største værk:
Quattro Stagioni, De fire årstider ↗ –
Pietá-hymner:
Vivaldi skrev, som nævnt, adskillige værker for pigerne i Pietá konventet. Heriblandt disse fire guddommeligt smukke:
Kyrie RV587 ↗ (Kyrie Eleison: Herre! Hav medlidenhed”)
Dixit RV594 ↗, (”min Herre sagde”)
Domine RV593 ↗ (Domine Deus: ”Guds ønske”) og sidst men ikke mindst:
Gloria, RV589 ↗.
Stabat Mater ↗
Vivaldis musik var gennemgående smuk, den røde tråd var livsglæde og at prise Herren. Enkelte har en mørkere tone, som denne her: Stabat Mater (Dolorosa), ”den stående sorgfulde moder”, en henvisning til jomfru Maria der overværede sin søns korsfæstelse. Første sats blev i øvrigt brugt som lydspor/soundtrack til filmen The Talented Mr Ripley.
Nulla In Mundo Pax Sincera ↗”Ingen fred uden bitterhed”. Anset for at være Vivaldis mest vellykkede arie.
Violinkoncerten ↗, La Tempesta Di Mare – en koncert hvor vi overværer en stormflod.
De indiskutabelt mest toneangivende klassiske komponister – og de mest kendte – er Johann Sebastian Bach, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven.
Bachs musik er fra 1. halvdel af 1700-tallet, Mozarts fra 2. halvdel af 1700-tallet og Beethovens 1. halvdel af 1800-tallet.
Disse tal danner et godt fundament for tidsmæssigt at kunne placere alle andre komponister.
Så, hvordan kan man nemmest huske hvor Antonio Vivaldi placerer sig i forhold til ovenstående?
Antonio Vivaldi blev født i Venedig den 4. marts 1678 og døde 28. juli 1741 i Wien i en alder af 63 år. Det vil sige at Vivaldis liv er næsten parallelt med Johann Sebastian Bachs liv der strakte sig fra 1685 til 1750. Vivaldi blev født 7 år før Bach og døde 9 år før Bach.
De to herrer mødtes så vidt vi ved aldrig. Vivaldi var altid på farten og rejste land og rige rundt, mens Bach ikke var meget for at flytte sig fra sin hjemstavn.
