Dietrich Buxtehude – helsingoraner og barokkens stamfar

Dietrich Buxtehudes brud.

Dietrich Buxtehude (1637 – 1707) er en af 1600-tallets fremmeste komponister. Han har også været en del af denne skribents barndom. Vi er begge helsingoranere. Og selvom det er med nogle århundreders forskydning, har vi en række fælles oplevelser. Eksempelvis at kigge ud over Øresund under solopgangen, mens vi på højre hånd har Kronborg.

Et slot som stod i sin nuværende form i år 1585. Med andre ord, godt 50 år før Dietrich Buxtehude blev født.
Vi har også begge kendt til Shakespeares Hamlet, som blev skrevet omkring år 1600 – blot 15 år efter Kronborgs indvielse.

Buxtehudes ungdom i Nordsjælland, før han rejste til Lübeck, matcher i øvrigt næsten perfekt årene for Frederik III’s kongedømme, der strakte sig fra 1648 til 1670.

Så, hvordan var det at bo i Helsingør under Frederik III, frem for Margrethe II? Og, ikke mindst, hvordan kunne et kreativt geni som Dietrich Buxtehude udfolde sig i hvad der også dengang var en provinsby?

Parnassos.dk arrangerer to kulturrejser i 2023

Operahuset i Wien, som vi besøger lørdag 28. oktober 2023

Operahuset i Cairo, som vi besøger mandag 6. november 2023

Generationen før Dietrich Buxtehude

Helsingør var i århundreder, næst efter København, rigets vigtigste handelsby. Årsagen hertil er Øresundstolden, hvor alle skibe siden (Margrethe I’s fostersøn) Erik af Pommerns dage i 1400-tallet og frem til midten af 1850erne, skulle betale en slags bompenge for at sejle igennem sundet, eller risikere at blive ramt af Kronborgs kanonkugler.

I perioder stod denne told for 10% af statens indtægter. Afgiften var på omkring 1% af skibslastens værdi. Hvis der var tale om vin, cirka 3%. Sådan er det altid med spiritus.
Ikke alene skulle skibene betale told, besætningen skulle også vente på toldpapirerne og brugte lejligheden til at proviantere, mens den opholdte sig i byen.

Og det tiltrak alle der forstod sig på købmandsskab, samt håndværkere af enhver slags. Og de blev hentet fra især tyske hertugdømmer, ikke mindst Slesvig og Holsten hvis befolkning var den danske konges undersåtter.

Nogle tjente som landsknægte og soldater på Kronborg kaserne. Andre oprettede laug eller lag. Flere af disse laugbøger er stadig bevaret, som for eksempel ‘Das Schwartze Buch ↗’ hvori man registrerede de udstedte næringsbreve til byens snedkere.
I øvrigt, jeg havde en klassekammerat på Kongevejsn skole i Helsingør, hvis tyskklingende efternavn stammede fra netop disse dage.

I slutningen af 1500-tallet er den tyske minoritet så stor i Helsingør, at Frederik d. II i 1576 skænker det tidligere katolske karmeliterkloster, Vor frues kloster, til byens tysktalende. Og så havde Helsingør fået sig en tysk lutheransk kirke, der virkede helt frem til 1851.
Og for at binde sløjfe på: karmeliterklosteret havde huset ordenen “de hvide brødre” (som havde en noget anden konnotation dengang, end den ville have haft i dag). som blev givet til dem af Erik af Pommern i 1430.

Dietrich Buxtehude og Skt. Maria kirkerne

Hvad der præcist har fået Johannes Buxtehude, Dietrich Buxtehudes far, til en generation senere til at flytte fra sin fødeby Oldesloe i Holsten til Helsingborg vides ikke. Men et godt gæt er, at romantikken har spillet en rolle. Hans kone – Dietrich Buxtehudes mor – hed Helle og hendes far igen hed Jesper. Mere dansk kan det ikke blive. (Og man anser det for overvejende sandsynligt at Dietrich Buxtehude er født i Helsingborg).

Vi ved også at far Johannes for en kort tid virkede som organist i Helsingborgs Skt. Maria kirke, før han og familien flytter til Helsingør, hvor han bliver organist i byens anden store kirke, den ‘danske’ Sct. Olai kirke.

Vi ved også at Dietrich Buxtehude gik i latinskole i Helsingør. Og han har utvivlsomt fået musik og orgelundervisning af sin far.
Desuden har vi et enkelt brevfragment hvor far skriver til søn, og det er på dansk. Og Dietrich opfattede sig livet igennem som dansk. Så han er en af vores.

Vi må fortsat leve med kvalificerede gæt lidt endnu. Hans efternavn, Buxtehude, gør at vi kan formode at den fædrende del af Dietrichs familie stammede fra Buxtehude, en by lidt uden for Hamburg som på det tidspunkt var Europas hovedstad for musik, især orgelmusik.

København, med Frederik III’s hof i spidsen, havde skam også et fint internationalt ry hvad musik angår.

En af de førende europæiske organister, Johann Lorentz den unge – som spillede i Nikolajkirken i København – var en god bekendt til Johannes Buxtehude. Det er derfor overvejende sandsynligt at Dietrich Buxtehude og Lorentz også mødtes socialt og at unge Dietrich har fået professionelt eller i det mindste inspirationelt input fra Lorentz.
Hvad der står klart er, at man tidligt har været opmærksom på sønnens musikalske evner.

Dietrich Buxtehude og svenskerkrigene

Dietrich Buxtehude ansættes i 1657 – som 20-årig – i Skt. Mariæ kirken i Helsingborg.
Herved ser Buxtehudes karriere sin begyndelse samtidig med svenskerkrigene der hærger i årene 1657-1660. Krige som var delvist sat i gang af netop Øresundstolden, som kun kom den danske stat til gode.

Krigene ender i forsmædelige nederlag for landet under Dannebrog og vi må i 1657 give afkald på Skåne, Halland og Blekinge.
(Kigger man på et landkort, virker det umiddelbart som om at disse tre sydsvenske ’län’ geografisk naturligt hører til Sverige. Men dengang var Stockholm og Sydsverige adskilt af hundredevis af kilometer af nærmest ufremkommelig skov. Skulle man hurtigt frem i gamle dage, skulle man bruge vandvejen. Så det var primært logistisk der dikterede at Sydsverige en del af Danmark).

Under alle omstændigheder, efter sejren går Sverige straks i gang med – kulturelt – at ’afdanske’ de ny erobrede områder. Det kan tænkes at det har været med i Buxtehudes overvejelser, da han valgte at flytte fra Helsingborgs Skt. Maria kirke til Helsingørs Skt. Maria kirke, hvor organiststillingen var slået op i 1660.

Lønnen har utvivlsomt også spillet en rolle. Han modtog i løn 75 thaler årligt i Helsingborg, men fik tilbudt 200 i Helsingør. Han kom derved til at tjene en del mere end sin far der måtte nøjes med 125 thaler.
Far og søn. Organister i hver sin kirke i Helsingør.

I Skt. Maria kirken øges hans renommé og rygtet om ham når til de tyske hertugdømmer, igen utvivlsomt via det netværk han har opbygget i den tyske menighed.

Ryet når også frem til den gamle hansestadshovedstad Lübeck, udgangspunkt for den livlige Østersøhandel og hjemsted for de rige Nordtyske købmandsfamilier. På sin vis var Lübeck en tysk pendant til Helsingør.

En særegen organisttradition

Skt. Maria kirkens organist i Lübeck, Franz Tunder, døde i 1667 og så skulle byens fornemste kirke finde sig en ny. Og valget falder på Dietrich Buxtehude. Kontrakten blev underskrevet året efter, den 23. juli 1668.
Det var en rigere by, og lønnen var derefter: 472 thaler årligt.

Der er en ting til: det er en gammel tradition, at nye organister skulle gifte sig med én af den gamle organists døtre. Og det var den unge Dietrich frisk på. Tunder havde netop en datter, Anna Margrethe. De blev viet den 3. august 1668 og havde derfor allerede haft et par uger til at lære hinanden godt at kende. Året efter fødtes deres første datter ud af i alt syv døtre.

Da det 39 år senere var Buxtehudes tur til at gå på pension, var det stadig en hævdvunden tradition.

Buxtehude inviterer derfor i god tid den nye generations største talenter til Lübeck, heriblandt Johann Mattheson. Han dukker op med sin gode ven, Georg Friedrich Händel. Stillingn er fristende, men ægteskabsklausulen om at gifte sig med Buxtehudes ældste datter afvises først af den ene, dernæst af den anden.

Man kan jo tænke sit. Og det er en sjov tanke, at hvis der nu havde været frit valg mellem Buxtehudes døtre, eventuelt at den ældste datter havde været mere attråværdig, kunne det have ændret den europæiske musikhistorie, hvis eksempelvis Händel havde slået sig ned i Lübeck frem for i London.

Men det lykkes til sidst for Buxtehude at få sig en kombineret svigersøn og organist til kirken: Johann Christian Scheiferdecker. Det skete i 1705, to år før Buxtehudes død.

Denne tradition er siden ophørt og gør sig altså ikke længere gældende i valget af organister til vores kirker.

Dietrich Buxtehudes Abendmusiken.

Buxtehudes forgænger, Tunder, havde indført endnu en tradition i sin kirke: Abendmusiken eller kirkekoncerter der fordelte sig over de tre søndage før jul, med fri adgang for byboerne og finansieret af byens rigmandsfamilier. Der var tale om kantater – kor med instrumental akkompagnement. De havde kirkelige temaer, uden at det indgik i kirkens liturgi.
Buxtehude udvikler herefter Lübeck-traditionen til at omfatte de fem søndage før jul. En tradition der fortsætter helt frem til år 1810.

Ingen af disse musikstykker har overlevet til vores tid, desværre. Alligevel er der netop én jul i Lübeck der fortjener vores opmærksomhed: julen 1705. Her bliver der opført to oratorier på ganske almindelige hverdage.
Den ene blev afviklet onsdag den 2. december, den anden torsdag 3. december 1705.
Den ene til ære for den afdøde Østrig-habsburgske kejser, Leopold I. Den anden til ære for hans efterfølger Joseph I.

Disse kejsere var også kejsere for det hellige romerske imperium, som Lübeck hørte ind under. En historisk størrelse, som er svær at beskrive. (Den franske filosof Voltaire havde engang sagt, ’det hellige romerske rige er hverken helligt, romersk eller et rige’). Nazisterne relaterede størrelsen til ”das erste reich”.
Dette imperium tog sin begyndelse i år 800. Fra slutningen af 1400-tallet og frem til dets opløsning i 1806, var kejseren herfor næsten altid den samme som kejseren for Østrig-Ungarn. Man kan sammenligne det med en slags Commonwealth-forbund for de over 300 forskellige tyske hertugdømmer, hvoraf huset Habsburg var den største.
Tilbage til Abendmusik. Den nye kejser, Joseph I, regerede fra 1705 til 1711. Og hans efterfølger igen var Charles VI, som komponisten Antonio Vivaldi havde mødt. (Du kan læse videre herom i vores artikel).

Johann Sebastian Bach kigger forbi

Der er endnu en årsag til beskæftige os med Lübeck i julen 1705. Buxtehudes renommé fortsætter med at vokse, og når frem til den 20 år unge Johann Sebastian Bach. Sidstnævnte får orlov i én måned fra Arnstadt midt i Tyskland for at tage til Lübeck for…vi citerer Bach selv: ’for at forstå en ting eller to om [Dietrich Buxtehudes] kunst’.

Og så begiver Bach sig ud på en 400 kilometer lang gåtur! Den ene måneds orlov bliver til tre, hvilket fortæller os, at Bach og Buxtehude må have kommet godt ud af det i hinandens selskab og at det har været en frugtbar studietur for hvad der skulle vise sig at blive til barokkens gigant.
Det er overvejende sandsynligt at Bach også har været blandt musikerne der spillede til Abendmusiken-koncerterne i Buxtehudes kirke.

Musikforskeren Philip Spitta, forfatteren bag 1800-tallets store Johann Sebastian Bach biografi, hævdede at Bach også fik tilbuddet om at overtage Buxtehudes job og ligeledes takkede nej grundet ægteskabskravet med den ældste datter. Vi har ingen kilder der kan bekræfte denne påstand.
Spitta havde i øvrigt stor betydning for at Buxtehudes værker ikke gik i glemmebogen eller forsvandt. (Han var i øvrigt gode venner med Johannes Brahms som dedikerede til Spitta sit korværk, ‘Warum ist das Licht gegeben dem Mühseligen?’ Op. 74).

Dietrich Buxtehudes værker

275 værker overlevet tidens tand.113 af disse er kantater, hvoraf den mest kendte er BuxWV 75, Membra Jesu nostri ↗, komponeret over et latinsk digt, der beskriver ’Jesu fem sår’, (to på hænder, to på fødder samt den romerske soldat der stikker sit sværd ind i siden på Jesus under korsfæstelsen.

Og vi besidder også 89 Buxtehude orgelværker.

Et karaktertræk, i øvrigt, ved Buxtehudes orgelmusik er brugen af ornamentering. Ornamenteringer er hvad min klaverlærer kaldte ’by the way’ noder. De har ingen indflydelse på den musikalske struktur og er blot, ja, et ornament. Eller en charmerende nipsgenstand.

Men hvis der er mange ornamenter, som hos Buxtehude, kan det slører melodien. Det gælder især ’In dulci Jubilo’ ↗ (BuxWV 197). Som konsekvens begyndte præsterne i Lübeckkirken at sætte plancher op til messen til glæde for kirkegængerne så de kunne se hvad der blev spillet og nemmere kunne finde relevante salmesange.

Et lille ’fif’. Hvis man lytter til orgelmusik fra 1600-tallet og der er få ornamenteringer, er det sandsynligvis værker skrevet af komponister fra den sydtyske skole som brugte langt færre af disse ’by the way’ noder end deres nordtyske kolleger.

Blandt Buxtehudes værker finder vi også ‘arier med variationer’. Især en er interessant: BuxWV 250, ‘‘La Capricciosa’ ↗. (12 variationer spilles her).
Det er tænkeligt at den inspirerede Bach til at skrive ‘Goldberg variationerne’ ↗ BWV 988. (Et af den klassiske musiks absolutte højdepunkter. Her spillet af Grigory Sokolov).
De består begge af 32 variationer og er begge skrevet i g-dur. Dertil er der flere strukturelle ligheder.
Og ja, Bach beundrede den gamle mester.

Mens vi venter på vaccinationen

Parnassos.dk udskød sine koncerter i foråret 2020 til efteråret 2020. Og så udskød vi endnu engang på ubestemt tid. Så snart det lysner, sætter vi dato og sted på nedennævnte arrangementer. Vi glæder os!

Forslag til artiklen?
Du er velkommen til at skrive til os på overtoner@parnassos.dk vedrørende denne artikel.