Gustav Mahler. Senromantikken udtømt
Mahler-mesteren.
Gustav Mahler (1860-1911) var en af de største senromantiske komponister. Her kan du læse om hans liv – og hans overtroiske frygt for den 9. symfoni.
Denne artikel indgår i vores “huset Habsburg”-serie.
Habsburg-kejserriget, med hovedsæde i byen Wien, var i århundreder blandt de mest magtfulde riger i Europa. De Habsburgske kejsere drev en målrettet kunstpolitik og som følge heraf var Wien centret for klassisk musik frem til 1. verdenskrig.
Så hvad kan et par tusind ord fortælle os om Gustav Mahler og hvor passer han ind i det klassiske musiks firmament?
NB: (nederst i artiklen finder du vores Mnemonic, en huskeregel der som regel gør at vores læsere aldrig glemmer hvornår komponisterne levede og virkede).
Operahuset i Wien, som vi besøger lørdag 28. oktober 2023
Operahuset i Cairo, som vi besøger mandag 6. november 2023
Europa rundt med Gustav Mahler
Gustav Mahler blev født i den tysktalende landsdel, Bøhmen, tidligere en del af det Østrig-ungarske rige, derefter Tjekkiet, dernæst som en del af Südeterland, annekteret af nazisterne lige før 2. verdenskrigs udbrud. I dag igen Tjekkiet.
Gustav Mahler er noget nær den eneste i rækken af vores beskrevne komponister, som er født og opvokset i en familie af ikke-musikere. Hans forældre ejede en kro. Heldigvis havde hans bedsteforældre et klaver og foran dette viste hans talent sig tidligt.
Familien havde ressourcer nok til at bringe hans talent videre til konservatoriet i Wien, hvor han blandt andet studerede under Julius Epstein og komponisterne Robert Fuchs og Anton Bruckner.
Og så er vi på blot få linjer nået frem til begyndelsen af hans karriere. I dag er han kendt som komponist, men i sin levetid skabte han sig sit navn primært som dirigent.
Først svingede han som ung taktstokken i Bad Hall, en lille flække nær byen Linz i Østrig, (”et miserabelt lille job” i følge en af hans venner) og så steg han i graderne ved at være dirigent i Laibach i nuværende Slovenien, dernæst operaen i Olmütz i Moravien, Kassel i Tyskland, Leipzig, Prag, Budapest og Hamburg for endelig i år 1897 at få den ypperste skalp i bæltet: at blive chefdirigent for hofoperaen i Wien, (i dag, Wiener Staatsoper ↗).
At rejse rundt med Gustav Mahler i disse år, er også at opleve hvor anderledes Østeuropas grænser var før 1. verdenskrig. (eksempelvis, Ungarn af i dag er cirka 1/3 af hvad Ungarn var omkring år 1900).
Det er også at opleve hvor udbredt antisemitismen var…
- Her har du et samlet overblik over vores ‘Huset Habsburg’ serie om komponisterne fra Wien.
Gustav Mahler og antisemitisme
Gustav Mahler er af jødisk afstamning.
Antisemitisme, forfølgelsen af denne velfungerende minoritet igennem århundrederne i Europa, er et beskæmmende kapitel for sig og skal kun nævnes antydningsvist.
Men i bearbejdningen af denne artikel, er jeg kommet forbi denne lille bizarre historie, som jeg ikke kan lade være at dele, selvom den har meget lidt at gøre med Gustav Mahler.
Nuværende Tjekkiet hørte under det Habsburgske rige helt frem til 1. verdenskrig. Flere af de habsburgske kejsere var børn af oplysningstiden og indførte en række love som gav jøder udstrakte rettigheder. Som følge heraf var Prag i århundreder det globale center for judaisme.
En af disse kejsere, Rudolph II, som levede i 1552-1612, (indrømmet, ikke inden for oplysningstiden) var særligt jødevenlig, og så fordele i at lade jødedommen florere i sit rige. Fint.
Men han var godt nok også en særling. Hans hobby? At samle på dværge til brug til underholdning. Som lovet, intet med Gustav Mahler at gøre.
Jødehadet nåede sit foreløbige højdepunkt i kongeriget Habsburg i slutningen af 1800-tallet. Wiens trykte presse var særligt aggressive. Og det var en utænkelig tanke at have en jødisk chefdirigent for rigets mest prestigiøse opera.
Mahler var ikke specielt religiøs. Så af pragmatiske årsager konverterede han til katolicismen og giftede sig, ikke alene med en ikke-jøde, men med en kvinde som var stærkt antisemitisk.
Gustav Mahlers to komponisthytter
Som antydet, der var ikke noget semi over antisemitismen i Østrig i de år. Den periodes stærkt konservative borgmester i Wien, Karl Lueger, havde en gang sagt, ”jeg alene bestemmer hvem der er jøde, og hvem der ikke er”.
Men Gustav Mahler havde mange indflydelsesrige venner i Østrigs hovedstad. Hans kompetencer som dirigent og internationale renommé talte naturligvis også på plussiden. Desuden, operaen sad på en betydelig gæld. Og man stolede på at Mahler kunne bringe succes i hus, både økonomisk som kunstnerisk.
Mahler skuffede ikke. 10 år og 645 forestillinger senere, i år 1907, var gælden vendt til et pænt overskud.
Med ansvaret for så mange krævende produktioner er det rimeligt at spørge sig selv om hvordan i alverden Mahler fik tid til at komponere.
Svaret herpå findes ved kanten af Attersee søen nær byen Steinbach am Attersee. Mahler havde her en charmerende lille hytte, hvor der ikke var plads til meget mere end et flygel. Og ret beset, hvad mere har man brug for? Det virkede for Mahler.
Og da han skulle flytte fandt han en ny komponisthytte, denne gang ved en anden sø, Wörthersee, nær Klagenfurt. Begge mini-huse er i dag mini-museer for deres berømte gæst. Her et link til førstnævnte museum ↗.
Og Gustav Mahlers kærlighedsliv?
Da Gustav Mahler var dirigent i Leipzig blev han venner med komponisten Carl Maria von Webers barnebarn, Carl von Weber.
Mahler besluttede derfor at færdiggøre og opføre farfar Webers opera, ”de tre Pintoer”. (titlen refererer til operaens hovedperson Pinto, samt to personer der udgiver sig for at være vores gode Pinto). Den blev opført i år 1888, blandt publikum til uropførelsen ville du have mødt den russiske komponist Pyotr Tjajkovskij.
Så langt så godt, men Mahler overskred god venskab ved også at have en affære med Carls kone, Marion Mathilde. Mens Mahler var dirigent i Wien vandt han sig også et blakket ry for at misbruge sin position over for operaens mange sangerinder. Det var før MeToo.
I 1901 møder han til en fest komponisten Alma Schindler og året efter bliver de gift. Hun var naturligvis forelsket i ham, men hun havde hele sit liv det svært med at hendes mand var af jødisk oprindelse.
Desuden var Mahlers af diktatorisk karakter – ikke kun på arbejdspladsen, hvor han blandt sit orkester indgød respekt, frygt og had i lige store dele – men også i sit ægteskab. Han krævede at hun stoppede med at være komponist, for at hun kunne støtte hans karriere. Det gjorde hun nødtvungent, men det lagde utvivlsomt også kimen til hendes udenomsægteskabelige affærer.
Gustav Mahler besøger Sigmund Freud
Gustav Mahler opnår i 1910 sin hidtidigt største succes som komponist med sin 8. symfoni. Men der bliver straks lagt en dæmper på hans begejstring da han finder ud af at hans kone, Alma, har en affære med Walter Gropus, en tiltrækkende – ikke-jødisk – ung arkitekt. Han opsøger derfor Sigmund Freuds bænk. Det bliver til en fire timer lang seance med den verdensberømte psykolog, som nævner at Mahlers insisteren på at Alma ikke kunne fortsætte som komponist nok har medført slidtage på ægteskabet.
Og Mahler beslutter sig efterfølgende for at redde sit ægteskab netop ved at lade Alma genoptage sin karriere.
Der er en lille episode fra denne terapi-session som er ganske interessant. Mahler fortæller Wiens store bysbarn om en begivenhed fra sin barndom. Hans forældre er oppe at skændes, muligvis mere end det, oppe at slås, samtidig med at en sigøjnermusiker på et hurdy-gurdy instrument spiller lige uden for.
Oplevelsen af at forældrenes aggression inden for husets fire vægge blev akkompagneret af sødsuppeagtige toner udenfor, gjorde et stort indtryk på Mahler som dreng og var ofte inkorporeret i hans kompositioner: Surrealismen i at store konflikter kunne vandre side om side med det banale.
Forbandelsen der hviler over den 9. symfoni
Mahler var ikke troende. Til gengæld var han overtroisk. Det gjaldt også hvad angår ”forbandelsen der hviler over den 9. symfoni”.
Ludwig van Beethoven, Franz Schubert, Antonín Dvořák og Anton Bruckner, (sidstnævnte, en af Mahlers lærere på Wiens konservatorium), døde under – eller lige efter – at de havde skrevet deres 9. symfoni.
Mahler besluttede derfor at snyde skæbnen ved at skrive sin 9. symfoni ved at kalde den noget helt andet, Das Lied von der Erde. Det gik jo meget godt, Mahler overlevede, og han fik mod på at skrive den næste symfoni, hans 9. symfoni. Hvorefter han døde!
2 ud af i alt 5 satser af den 10. symfoni lå i hans skuffe. Så der er en vis tvetydighed i optællingen af Mahlers symfonier. Er den 9. symfoni i virkeligheden hans nummer 10? Og den ufuldendte, er det nummer 11?
Mahlers elev, den østrigske komponist Arnold Schoenberg, skrev,
Det ser ud til at den 9. symfoni er grænsen. Komponisten der overskrider den bevæger sig over i det hensides… den 10. symfoni har tilsyneladende et indhold som vi levende ikke bør kende til.
En Gustav Mahler anekdote
Den østrigske forfatter, Stefan Zweigs, beskriver i sin selvbiografi, gårsdagens verden, udgivet i 1942, hvor konservative Wiens indbyggere var ved århundredeskiftet og den mistro man havde til især unge mennesker. Da Gustav Mahler blev udnævnt som chefdirigent i 1897, i den unge alder af 38 år, var hele byens befolkning i chok over at man kunne betro en så vigtig metier til en fra den notorisk upålidelige ungdom.
Fra selv samme biografi – lidt senere i kronologien hvor Mahlers navn var etableret – skrev Zweig at se Gustav Mahler på gaden i Wien var en begivenhed som man straks ville fortælle sine kammerater. Som var der tale om en personlig triumf.
Der er en endnu bedre anekdote om Mahler herfra: Composers in the kitchen ↗. og som bonus får du også en madopskrift.
Gustav Mahlers største værker
Gustav Mahlers største værker? Alle hans symfonier.
De sidste år af Mahlers liv, fra 1907 og frem, arbejdede han som dirigent i New York. Da Mahler døde i 1911 gik hans værker nærmest i glemmebogen.
Det var en amerikaner, mere end nogen anden, der i 1960erne genopdagede og genoplivede Mahlers musik. En af de mest berømte dirigenter af dem alle, Leonard Bernstein.
Og da Bernstein døde i 1990 blev han faktisk begravet – efter eget ønske – med Mahlers 5. symfoni hvilende på sit bryst.
Du kan jo begynde med Mahlers 1. symfoni ↗ – med Leonard Bernstein som dirigent foran Wienersymfoniorkestret – en symfoni der indledes med at strygerne blot spiller en enkelt tone: A. Og de bliver ved – og ved. Over alle 8 oktaver, samme A-tone, mens resten af orkestret udvikler de musikalske karakterer.
Det Mahler musikstykke du kender, uden diskussion mere end noget andet, er Adagietto fra 5. symfoni. Den er underlægningsmusik til ”døden i Venedig”, filmatiseringen af Thomas Manns værk fra 1912 af samme navn. Her finder du hele 5. symfoni ↗ – igen med Lenard Bernstein som dirigent.
Da Robert Kennedy blev myrdet i 1968, valgte Leonard Bernstein Adagiatto satsen til begravelsen. Bagefter modtog Bernstein et brev fra Kennedys enke, Jaqueline Kennedy,
…When your Mahler started to fill the Cathedral today, I thought it the most beautiful music I had ever heard.
I am so glad I didn’t know it — it was this strange music of all the gods who were crying…and your music was everything in my heart, of peace and pain and such drowning beauty. You could just close your eyes and be lost in it forever….
Gustav Mahler (1860-1911) Mnemonic
De indiskutabelt mest toneangivende klassiske komponister – og de mest kendte – er Johann Sebastian Bach, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven.
Bachs musik er fra 1. halvdel af 1700-tallet, Mozarts fra 2. halvdel af 1700-tallet og Beethovens 1. halvdel af 1800-tallet.
Disse tal danner et godt fundament for tidsmæssigt at kunne placere alle andre komponister.
Gustav Mahler blev født 7. juli 1860 i Kaliště i nuværende Tjekkiet og døde 18. maj 1911 i Wien. Han blev altså 50 år gammel.
Der er flere måder at huske Mahlers fødselsår på. Beethoven blev født i 1770, Mahler i 1860. Mahler er altså 90 år yngre end Beethoven. Man skal herefter huske at Gustav Mahler blev 50 år. Man vil da umiddelbart lande på 1910. Det er dog forkert, ikke meget forkert, men lidt forkert. Han døde i 1911.
