[aelia_currency_selector_widget widget_type="dropdown|dropdown_flags|buttons" currency_display_mode="show_currency_code|show_currency_name"]
Den østrigske komponist Anton Bruckner (1824-1896) var en person af den mest akavede slags. Spøjs af udseende og fremtoning med usunde og morbide interesser. Men samtidig den måske største organist i Europa og indiskutabelt symfoniens maestro.
Denne artikel indgår i vores “huset Habsburg” – serie. Habsburg-kejserriget, med hovedsæde i byen Wien, var i århundreder blandt de mest magtfulde riger i Europa. Og hvor der er magt er der rigdom. Hvor der er rigdom er der kunst. De Habsburgske kejsere drev en målrettet kunstpolitik, og som følge heraf var Wien centret for klassisk musik frem til 1. verdenskrig.
Så hvad kan en artikel på et par tusind ord fortælle os om Anton Bruckner og hvor passer han ind i det klassiske musiks firmament?
NB: Nederst i artiklen finder du vores Mnemonic-sektion, knyttet til hver af vores beskrevne komponister. En huskeregel der som regel gør at vores læsere aldrig glemmer hvornår en komponist levede og virkede.
Er der noget spændende ved at skrive om Anton Bruckners barndom og opvækst? Han blev født nær den østrigske by Linz og både farfar og far var lærere. Han var det ældste barn af et hold på 12?
Men jo, en detalje er interessant: Han interesserede sig som barn for kirkeorglet, og brugte 12 timer dagligt på at øve sig i den lokale kirke. Han skrev sin første komposition som 11-årig, Pange Lingua, som han i øvrigt gennemredigerede i slutningen af sit liv.
Som 13 årig dør hans far og familien må forlade lærerboligen. Bruckner sendes til Sankt Florian klosteret ↗, bliver kordreng og fortsætter sine organiststudier her. Faktisk, her bliver han hængende frem til han er i 40erne. Hans ungdom brugt på ensomt og obsessivt at studere arkaiske musikværker og at beherske orglet til perfektion. (han blev i sin tid anset for at være blandt de ypperste organister i verden).
Bruckner var livet igennem en stærkt troende katolik, men har måske lært at vende den anden kind til i lidt for stor udstrækning? Han blev regelmæssigt ydmyget som teenager uden at gøre oprør. Følgen var, at Bruckner led af store mindreværdskomplekser.
Så måske har det alligevel været værd at læse disse linjer. For ud af denne barndom blev der skabt det særeste væsen du nogen sinde har stødt på. Indrømmet, noget af en påstand, men du kan vurdere om den ikke holder. Så besynderlig en person, faktisk, at skribenten til denne artikel – der skriver disse ord i Wien – har besluttet at ændre sine rejseplaner en smule for at kunne bruge et par dage i Linz begyndende søndag d. 11. oktober. Den dato Bruckner døde…
Nu kommer der et par afsnit der får dig til at krumme tæer. Der er ikke nogen nem måde at skrive følgende på:
Anton Bruckner kunne godt lide at røre ved lig, skeletter og kranier. Jeg tror ikke at nogen vil sige at det er en sund hobby. Da Wienerkomponisterne Franz Schuberts og Ludwig van Beethovens jordiske rester blev gravet op i 1888 for at blive flyttet til Zentralfriedhof kirkegården i Wien, var Bruckner til stede og fik lov til at røre ved – og kysse – de to komponisters kranier.
Kejser Maximilian, lillebror til Østrigs kejser Franz Joseph I, blev henrettet i Mexico (lang historie) og da liget nåede frem til Wien var vores Bruckner igen på pletten før begravelsen.
Han bad også på et tidspunkt om lov til at se sin fætters kranie, (men fik dog afslag).
Vi tager os endnu et makabert afsnit. Anton Bruckner havde kun et enkelt foto af sin mor som han havde placeret på sit flygel. Her kiggede mor på søn under kompositionerne. Der var blot det, at Bruckner fik taget billedet efter moderens død.
Sin mor som Memento Mori. Hvad skal man sige, udover at det ville have været et værdigt studium for Anton Bruckners landsmand, Sigmund Freud, som er citeret for at have sagt følgende, ’egoet er ikke herre i eget hus’.
Han havde andre manier såsom at tælle antal mursten og vinduer i bygninger. Jeg kunne opremse flere aparte vaner. Med ovenstående in memento hvem kunne da tænke sig at have ham som svigersøn, som ægtemand eller kæreste? Svaret er: ingen. Han forblev jomfru livet igennem.
Ikke fordi at han ikke interesserede sig for det modsatte køn. Tværtimod. Han skrev lange lister i sine dagbøger over kvinder som han var tiltrukket af, men de var alle teenagerpiger. Han friede løbende til dem. De takkede alle nej.
Han led ofte depressioner, ikke mindst grundet nederlagene udi kærlighed. Man kan vurdere om han ikke skulle han have valgt en lidt anden strategi.
Usund og usund – der var jo ofte en indre logik med galskaben i Nazityskland. Hitler ”adopterede” Bruckners musik, og ændrede på sidstnævntes biografi så det passede ind i nazisternes ideologi og propaganda.
I 1937 var hele nazi-toppen på besøg i Anton Bruckners kloster i St. Florian, for dels at besøge Bruckners balsamerede lig – der den dag i dag stadig hviler under kirkens orgel – dels for at lytte til den 7. symfoni. Hitler græd og sagde efterfølgende, ”Hvordan kan nogen sige at Østrig ikke er tysk? Findes der noget mere tysk end det gamle rene Østrig?”.
Det kan ikke på nogen måde udelukkes at Hitler var følelsesmæssigt berørt af musikken. Begge var østrigske kunstnere, (well, alle kan blive enige om, at det havde været bedst hvis Hitler havde holdt sig til sine malerier, uafhængigt af deres kunstneriske værdi). Begge voksede op på landet, begge blev misforstået samt latterliggjort af det finkulturelle miljø i Wien som i følge Hitler bestod af en zionistisk elite.
Vores viden om Bruckner understøtter ikke dette narrativ. Så vidt vi ved var Bruckner aldeles apolitisk, han blev anerkendt som komponist – om end sent i sit liv – og slutteligt var han gode venner med flere af jødisk herkomst heriblandt sin elev, Gustav Mahler, som kvitterede med aktivt at støtte sin lærers karriere.
Året efter, i 1938, annekterede Hitler Østrig. Og igennem hele “tusindårsriget” var Anton Bruckner sammen med komponisten Richard Wagner nazismens store helte. Da tysk radiofoni meddelte Hitlers død den 1. maj 1945 blev Bruckners adagio fra netop den 7. symfoni spillet.
A pro pos biografi. Forfattere der har beskrevet Anton Bruckners liv, har udtrykt at der sjældent er så stor en divergens mellem en persons private liv og hans kunst. Ingen tvivl om at det kulturelle parnas i Wien var temmelig nedladende over for Bruckner, (du skulle læse anmeldelser af hans musik, især af en vis herre, den toneangivende kritiker i wienermiljøet, Eduard Hanslick, som var ubønhørlig).
Det hjalp ikke Bruckner at han var temmeligt naiv, fremstod bondsk endog tungnem i Østrig-Ungarns elegante hovedstad.
Han led som tidligere nævnt af mindreværd, og gav ofte efter når venner og bekendte foreslog ændringer til sine symfonier. Vi har flere versioner at vælge iblandt. Heldigvis gemte Bruckner altid originalversionen. Der er bred enighed om at de er langt overlegne de velmenende modifikationer. Og det er naturligvis dem der spilles i koncertsalene i dag.
Ifølge hans doktor, den gode Dr Richard Heller, ville ingen glemme et møde med Bruckner. Han havde et hoved der nærmede sig romerske eller græske idealer, som var sat oven på en nærmest komisk uproportioneret krop. Han ejede 30 par sælskindsstøvler hvis form var nær-rektangulære. Han gik altid med bukser der var stærkt overdimensioneret, hans jakker ligeså. Stramtsiddende tøj ville heller ikke have klædt ham.
Han gav hver af sine jakker et navn, så hans tro og tålmodige husholderske kunne finde den rette frem efter morgenmaden. Hattene fik også navne. Søndagshatten hed blot ”der hut”. Og så slubrede han når han fik suppe. Jeg kunne blive ved lidt endnu, men alt i alt kan man godt forstå at han ikke havde nogen held med sine dates.
Og alligevel har Anton Bruckner en kultlignende status. Ikke blot blandt personer som har hang til kultlignende personer, men helt almindelige mennesker som dig og mig.
Dem der bliver omvendt oplever ”der Donnerschlag” eller tordenskraldsøjeblikket. En af Englands førende musikanmeldere af seriøs og sober kvalitet, Tim Service, fra avisen The Guardian, havde et sådan øjeblik. Det sker ofte under Bruckners 4. symfoni som Mr. Service lyttede til for første gang som teenager.
Intet havde forberedt ham, og for at være ærlig, intet kan forberede én. Rammer det, rammer det en som et lyn fra en klar himmel. Service gik rundt i en døsig tåge gennem Londons gader og stræder bagefter. Bruckner havde fået sig en ny tilbeder. Måske bliver du den næste.
Bruckner brød flere af symfoniens konventioner, både hvad struktur angår og – ikke mindst – længden af de rolige og langsomme satser før de når deres klimaks. Man har fornemmelsen af ”coitus interruptus” som en musikanmelder engang skrev.
Der er to symfonier du bør og må lytte til. Når du har lyttet til dem, ved du om du er blevet ramt af Bruckners lynnedslag og opslugt for evigt i Bruckners særegne verden. Det er symfoni nummer 4 og 7. Vi har fundet to optagelser der er et par af dine timer værdige.
Symfoni nummer 4 med Sergio Celibidache som dirigent ↗.
Symfoni nummer 7 med Herbert von Karajan som dirigent ↗. (og med St. Florian kirkens mageløse loft som dekoration).
De indiskutabelt mest toneangivende klassiske komponister – og de mest kendte – er Johann Sebastian Bach, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven. Bachs musik er fra 1. halvdel af 1700-tallet, Mozarts fra 2. halvdel af 1700-tallet og Beethovens fra 1. halvdel af 1800-tallet.
Disse tre halve århundreder skaber et godt fundament for tidsmæssigt at kunne placere alle andre komponister. Så, hvordan kan man nemmest huske hvor Anton Bruckner placerer sig i forhold til ovenstående?
Anton Bruckner blev født i byen Linz i Østrig den 4. september 1824 og døde 11. oktober 1896 i Wien i en alder af 72 år. Det er en hel del nemmere at lave huskeregler når en komponist fødes og dør inden for samme århundrede som det er tilfældet med Anton Bruckner. Tallet 18, der repræsenterer århundredet han levede i kan nemt huskes hvis man har in mente at Anton Bruckner helt frem til sin død jagtede 18-årige piger – de skulle helst være 18 år – ja, endog friede til dem.
Tilbage er blot at huske 24 og 96. Ikke alene er begge tal lige, men deres relation er oplagt. 4*24=96 eller 96/4=4.
Anton Bruckner levede altså i perioden 1824-1896. Det kan ikke være anderledes.
