[aelia_currency_selector_widget widget_type="dropdown|dropdown_flags|buttons" currency_display_mode="show_currency_code|show_currency_name"]
De første linjers beskrivelse af nærmest alle komponister fra den klassiske musiks familie, er uden nævneværdig forskel. Carl Maria von Weber, ingen undtagelse: han voksede op i en familie af musikere.
Carl Maria byder dog på en lille charmerende variation. To af hans kusiner, Aloysia og Constanze Weber, er tæt forbundet med Mozarts liv. Førstnævnte afviste hans tilnærmelser. Han dedikerede ellers flere af hans værker til hende, men lige meget hjalp det. Anden gang var lykkens gang. Constanze endte med at blive hans hustru.
Tilbage til Carl Maria von Weber. Han blev født 18. november 1786 i Eutin, nær Lübeck og på det tidspunkt lige på grænsen til Danmark. Faderen var leder af et omrejsende teater så, ja, de rejste meget. En musikers lod.
Carl Maria var et skrøbeligt barn. En genetisk defekt betød at han ikke kunne gå før han var 4 år gammel og at han haltede livet igennem. Men mens han ventede på sine første skridt, havde faderen allerede påbegyndt musikuddannelsen af hans vidunderbarn.
Faderen sørger for, under deres rejser, at sønnen møder den tids store musikpædagoger. En af dem er hver at nævne, Michael Haydn bosiddende i Salzburg, og bror til en af klassicismens store komponister, Joseph Haydn.
Han har endnu en lærer, Alois Senefelder, som er litografiens far. Weber ønsker at mestre teknikken, så han kan trykke og derefter selv sælge sine værker.
Herved fik han sig uheldigvis endnu en skavank. Han kom ved et tilfælde til at drikke litografisk syrevæske, der nær havde kostet ham livet. Da han kommer sig, har han mistet sin smukke sangstemme. Og talens brug havde det heller ikke for godt.
Som ung bliver Weber grebet af den nationalromantiske bølge der i de år skyller ind over Tyskland. Og han er samtidig med til at definere den. Blandt andet i form af en ofte ganske bombastisk musikkritik.
Eksempelvis, efter at have hørt 7. symfoni komponeret af Beethoven, hans samtidige kollega, skrev Weber, ’Beethoven er moden til at blive sendt på galeanstalt!’.
Ikke pænt sagt og, set i lyset af at Weber ikke var mere end 26 år gammel, lige frisk nok. Senere hen så Weber dog op til den store mester og søgte også dennes råd.
Carl Maria bliver i 1816 kapelmester for Dresden operahus sammen med en anden kapelmester, italieneren Francesco Molacchi. De havde lige rang. De var et umage par. For at sige det lige ud, de kunne ikke snuppe hinanden. Dresden var på det tidspunkt en politisk og kunstnerisk konservativ by. Den er katolsk orienteret, tæt knyttet til og stærkt inspireret af Italien, heriblandt italiensk opera.
Året efter begynder et lykkeligt ægteskab med sangerinden Caroline Brandt. Det indleder også en frugtbar periode foran nodepulten.
I år 1821 sker det. Goethe havde skrevet romantikken ned på papir. Carl Maria von Weber formulerede det med toner. Det udmundede i Tysklands første romantiske nationalopera ’Der Freischütz’, eller ’friskytten’. Den fik sin premiere i Berlin den 18. juni 1821. Det er helt nye toner og set-up i forhold til den, set med Carl Marias øjne, opstyltede og kunstige italienske opera. Det blev en overvældende succes.
Man kan med rimelighed udbasunere, at 18. juni 1821 er starten på den klassiske musiks romantiske periode. Udbasunere med et jagthorn – instrumentet der symboliserer naturen.
At leve sig ind i klassisk musik er både en kulturhistorisk og de facto politisk-historisk gennemgang af Europas århundreder. Årsagen hertil er, at klassisk musik er en vertikal rejse gennem de sociale lag. Modsat folkedans og folkeviser – der kommer fra folket, starter klassisk musik ovenfra. Den begynder i kirken, med Johann Sebastian Bach som den toneangivende.
Så følger aristokratiet og bourgeoisiet. Herefter den brede mellemklasse for til sidst at gøre holdt ved døren indtil arbejderklassen. Forholdet mellem klassisk musik og det 20. århundredes nye proletariat er et emne vi tager op under vores ’CCCP-1’-koncert.
Når vi når frem til Carl Maria von Weber, er den fantastisk fascinerende og til stadighed ustoppelige historiske bølge nået frem til romantikken. En ny social klasse, mellemklassen, skal have sin egen musik.
Klassicismen og den rationelle oplysningstid bliver i 1800-tallet udskiftet med det subjektive og det spontane.
Romantikken er også patriotisk. Kunsten henter sin inspiration fra folkesagn og myter hentet fra middelalderen. Modsat klassicismen der blev inspireret af antikken.
Romantikken er at tage afstand fra de store byer, aristokratiet og dets parykker. Man vil tilbage til naturen. (hvor ret beset de fleste stadig boede). Inklusive skovens dybe stille ro. Men bag busk og træ gemmer sig naturligvis også mystikken, det okkulte, det overnaturlige, vanskabninger, de sindssyge. Det sataniske. Romantikeren og den efterfølgende romantisme kunne ikke få nok af disse saftige emner.
Som antydet, romantikken dyrkede patriotisme og nationalisme. Og det er formodentligt årsagen til at romantikken starter i Tyskland, idet det tyske folk i år 1800 var splittet op i over 300 småstater. En anakronisme hentet fra middelalderen og århundreder bagefter store nationale stater som England og Frankrig der for længst havde opbygget centrale statsapparater.
De 300 tyske småstater havde derfor brug for en fælles historie. Den leverede landets legender, fra landets folkemusik. Carl Maria von Weber er første komponist på den tyske-romantiske stamtavle hvis mest kendte børn ville blive Clara Schumann og hendes mand, Robert Schumann. Deres ven – og husven – Johannes Brahms. Felix Mendelssohn og hans søster Fanny Mendelssohn. Dernæst den særeste af alle komponister, Anton Bruckner. Efterfulgt af Franz Liszt, Gustav Mahler og slutteligt den ganske utiltalende herre, geniet Richard Wagner.
Ikke at forglemme valsekongen fra Wien, Johann Strauss Jr. Han passer svært godt ind i en socialkulturel sammenhæng, hvis man har en sådan trang. Han er blandt verdenshistoriens første selvstændige, og siden hen velhavende, musikere. Han var gode venner med den klassiske musiks sværvægtere, heriblandt Johannes Brahms. Og han introducerede Tjajkovskij for første gang til hans russiske landsmænd, såmænd.
Strauss’ musik er i let og forførende tretakt. Hans valseaftener førte ikke alene forskellige sociale lag sammen. Dansene fordrede også at mænd og kvinder kom i kropskontakt med hinanden. Tænk engang. For det stærkt konservative østrigske samfund, stærkt forargeligt.
Nuvel, fint. Men hvordan kunne komponister skabe musik der fejrede følelser, det skumle, det mørke? Det kræver et minuts musikteori.
Når du ser disse ord: do-re-mi-fa-so-la-si, kan du ikke lade være med at nynne den toneart der er lig med durskalaen som igen er lig med de hvide tangenter på klaveret, startende med C-nøglen. (se tilhørende billede).
Dur, og dens søskende, mol, er den vestlige musiks grammatik som vi har fået ind med modermælken.
Når en komponist fra klassicismen skulle skrive et stykke, valgte vedkommende den toneart musikken skulle være i. Tonearten er det bestemte musikstykkes struktur og skaber god ro og orden. Klassicismens og oplysningstidens varemærke.
Bevæger man sig væk fra tonearten, skabes der uro og ambivalens i kompositionen. Hvis komponisten skriver et stykke i de hvide tangenters C-dur, vil enhver brug af de sorte tangenter bryde tonearten. Det sker hele tiden i alle perioder, ellers ville det godt nok blive kedeligt at lytte til.
Men jo oftere det sker, jo mere ustadigt et musikstykke. I det ekstreme ender tilhørerne med at blive nomader. Det skaber utryghed. Og det er en følelse.
Romantikeren begyndte derfor at lege med vores grammatik. Eksempelvis med hurtigere og hurtigere tempo der skaber entusiasme, modsat klassicismen der altid var tro mod metronomen. Omvendt, de langsomme tempi gav plads til melankoli og sorg.
Nye harmonier blev introduceret såsom 7 og 9-tone harmonier, (som ville have lydt skrækkeligt for en person fra renæssancen). Komponisten skiftede undervejs mellem tonearterne, også dem der var fjerne naboer. Det skabte nye kunstneriske muligheder. Det betød også at mulighederne en dag ville blive brugt op.
Vi har skrevet mere herom i vores artikel om Arnold Schoenberg. Manden der smed en håndgranat ind i den vestlige musikalske struktur.
Der Freisschütz er en historie, der stammer fra folklore, der fortæller om en mand der har solgt sin sjæl til Djævelen for nogle magiske kugler, så han kan vinde en skyttekonkurrence og dermed den kvinde han elsker. Så nemt kan det gøres.
Her var en opera der for første gang præsenterede det der var kendt for enhver tysker: det enkle landsbyliv, den grove humor, den sentimentale hengivenhed.
Og omkring dem, de enorme uigennemtrængelige skove med deres smilende ydre, men et indre hvor der gemte sig overnaturlig kræfter. Persongalleriet, fra de muntre jægere, landsbypigerne og den tapre helt, var karakterer enhver tysker kunne identificere sig med.
Der Freischütz hjalp den tyske opera med at befri sig fra fransk og italiensk indflydelse. Og Weber skabte grundlaget for de vigtigste former for opera i det 19. århundrede.
Hans næste opera, Euryanthe, var et endnu mere ambitiøst værk. Dets succes ledte videre til hans sidste opera, Oberon, som blev bestilt af The Royal Opera House i Covent Garden i London.
Da Weber gik i gang med operaen, var motivet ganske enkelt at tjene så mange penge som muligt. Penge, der skulle gå til at forsørge sin familie efter hans død, som han vidste ikke var langt væk.
Han begyndte straks på et intensivt engelskkursus i Tyskland, så han kunne kommunikere med operaens librettist, James Robinson Planché.
Oberon operaens opbygning, inklusive adskillige scener med tale frem for sang, var måske ikke helt efter Webers smag, men den passede til det engelske temperament. Lige meget, i Oberon skrev han sin mest udsøgte musik. Det var tid til premieren i London.
Han havde fået sig en tredje skavank, tuberkulose. Sygdommen der havde krævet hans mor, den der også ville tage livet af ham.
Weber når frem til London den 5. marts 1826. Få dage efter besøger han operahuset i Covent Garden. Rygtet om hans komme var nået frem til byens teatergængere, som, da de ser ham råber: ’There’s Weber, There’s Weber!’
Alle rejste sig op og begyndte at klappe af den forbløffede komponist. Herefter kræver publikum at orkestret spiller ouverturen til Webers ’Freischütz’. Og ja, det måtte orkestret jo så gøre. På aftenens program var den skotske muntre operette, Rob Roy, som blev pænt forsinket. Weber havde stjålet opmærksomheden.
Nogle dage efter var det Webers tur til at dirigere et program i operahuset som ifølge en beskrivelse var noget af en ’hotch-potch’ forestilling. Eller på godt dansk, ’en gang blandede bolcher’. For publikum var det ligegyldigt. Det blev til endnu en succesrig aften, hvor salen krævede ’encore’ for hvert musikstykke.
Dog, gæsterne havde bemærket at Weber var sygdomssvækket. Han hostede konstant og så bleg ud. Og hvad gør så et hensynsfuldt publikum? Næste dag sendte de desserter, pastiller, og hostemidler til ham. Den nærmest rørende omsorg hjalp desværre ikke. Eller, hvem ved? Måske udskød det det uundgåelige.
Tuberkulosen havde bredt sig. Han vidste at han kæmpede mod uret. Operaen havde premiere den 12. april 1826 og han nåede at dirigere stykket 12 gange. Han udåndede 5. juni 1826 på adressen 103 Great Portland Street.
I 1828, altså blot to år efter, gjorde bakteriologen Alexander Flemings den banebrydende opdagelse, at svampen penicillin hæmmer bakterieudvikling og kan helbrede sygdomme såsom tuberkulose.
Kvaliteten af kød og fjerkræ er ubeskrivelig. Jeg har fået serveret kyllinger, som uden overdrivelse er så store som vores gæs. Og deres østers! Hvis jeg dog blot kunne trylle dig herover. Vi kender slet ikke til den slags østers
Carl Maria von Weber skrev lige godt 300 værker. Enkelte værker, skrevet mens han var ganske ung, heriblandt et par operaer, er gået tabt. Det er altid interessant at følge en komponists udvikling, men vi har hans ord for at værkerne fra teenageårene var umodne. Tabte, men altså ikke uundværlige.
Webers mest kendte musikstykke er utvivlsomt ‘invitation til dans’↗. En evergreen, som spilles regelmæssigt i vore dages koncertsale. Musikstykket indgår i øvrigt i Alexander Dumas’ succesroman ’Kameliadamen’, historien om en escortpige for mænd i de øvre sociale lag. Romanen, som igen inspirerede Giuseppe Verdi til at skrive operaen, ‘La traviata’ ↗.
Weber skrev 4 klaversonater. Sonater der senere hen ville inspirere komponisterne Frédéric Chopin og Franz Liszt. Vi vil pege på klaversonate nr. 3, i d-mol, Op. 49 ↗ (fra 1816). Den har alt hvad man kan ønske sig fra en sonate.
En af Webers ungdomsvenner var klarinetvirtuosen Heinrich Baermann (1784 – 1747). Et venskab og samarbejde der udmøntede sig i nogle af de fineste værker for klarinetten, som den dag i dag udfordrer musikere helliget dette instrument.
Klarinetkoncert Nr. 1 i f-mol ↗. Webers mest berømte klarinetkoncert.
Og endelig ouverturerne til hans tre store operaer.
Der Freischütz ↗ – spillet af Südwestrundfunk orkestret.
Euryanthe ↗ – spillet af Frankfurts radiosymfoniorkester.
Oberon ↗ – optaget i Royal Opera House, Covent Garden, London. Passende.
