Dodekafoniens grundlægger.

Den østrigske komponist, Arnold Schoenberg aka Arnold Schöenberg (1874-1951), var ophavsmanden til den dur/mol-destruerende “2. Wienerskole” der også talte hans elever Alban Berg, Anton Webern og Hanns Eisler, for at nævne de mest kendte. 

Huset Habsburg, med hovedsæde i byen Wien, var i århundreder blandt de mest magtfulde riger i Europa. Hvor der er magt er der rigdom. Hvor der er rigdom er der kunst.
De Habsburgske kejsere drev en decideret kunstpolitik og som følge heraf var Wien Europas center for klassisk musik. Og vi er i denne Habsburg-artikelserie nået frem til en af dens børn, komponisten Arnold Schoenberg.

NB1: Nederst i artiklen finder du vores Mnemonic-sektion. En huskeregel der som regel gør at læseren af artiklen aldrig glemmer hvornår vores beskrevne komponister levede og virkede.

NB2: Nederst, nederst – men ikke desto mindre før Gurreliederdigtet – finder du oversigten over Parnassos’ kommende klassiske koncerter og kulturrejser.

Arnold Schoenberg
Arnold Schoenberg

Opvækst og atonalitet

Arnold Schoenberg er født ind i en jødisk familie og opvokset i Wiens jødiske kvarter, Leopoldstadt – i øvrigt ikke langt fra Heiligenstadt i Wien, hvor Beethoven havde sin residens i den sidste del af hans tilværelse.

Schoenberg er en af de få komponister inden for den klassiske musik, som ikke er vokset op i et hjem bestående af musikere. Bevares, familien, som i øvrigt drev en skotøjsforretning, interesserede sig for musik – alle i Wien var musikelskere – Og Schoenberg fik sig også en klaverlærer som barn.
Desuden, hans fætter, Hans Nachod, var en kendt tenor som ledte ham på rette spor. Men det var først da han mødte Oskar Adler at Arnold Schoenbergs karriere tog fart.
Hr. Adler var musiklærer, desuden også fysiker og – hvad der ville ligge en dæmper på en fysikers karriere i dag, vil jeg tro – astrolog. (han var forfatter til den, inden for det område, berømte bog ”Astrologiens testamente”).
Adler opfordrede den unge Arnold til at lære at spille cello og at skrive små kvartetter ki sonateform for strygere.

Arnold var fyr og flamme, men han vidste ikke hvordan man skrev en kvartet og hvad en sonateform i øvrigt var, så han blev nødt til pænt at vente på at hans forældres abonnement på Meyers Grosses Konservations-Lexicon på i alt 46 bind – hvor man fik sendt et bind pr måned – nåede frem til bogstavet S. Her kunne Schoenberg så læse at sonateformen gemmer sig i 1. sats af et musikstykke, oftest en sonate, og består af tre dele: introduktion af det melodiske materiale, efterfulgt af udviklingen heraf, hvor kontrast og konflikt følger, afsluttende med rekapitulation af musikstykkets tema hvor konflikten løses harmonisk og tematisk. Og så kunne han gå i gang. 

Den jødiske synagoge i Leopoldstadt før den blev revet ned i 1938
Den jødiske synagoge i Leopoldstadt før den blev revet ned i 1938

Arnold Schoenberg som autodidakt

På sin vis, og som antydet, var Schoenberg selvlærd. Manglen på en formel uddannelse på et konservatorium blev kompenseret af mange undervisningstimer i privat regi. I året 1895 møder han komponisten Alexander von Zemlinsky. Det udvikler sig til et venskab, hvor Zemlinsky underviser ham i alt det gode der er at sige om harmonilære, kontrapunkt, polyfoni og komposition.
I 1897 så verden den første fuldbyrdede komposition fra en moden ung Arnold Schoenberg: Strengekvartetten i D-dur som blev godt modtaget af det ellers kritiske wiener-publikum.

Allerede i 1899 begynder vi at se de første toner af Arnold Schoenbergs outrerede værker. Verklärte Nacht, et programmusikværk, (et musikstykke der bygger på et ikke-musiks tema eller historie, oftest med udgangspunkt i et digt), skrevet for en sekstet.
Wiens konservative publikum var rimeligt forarget, da det brød med alle uskrevne regler. I dag er det måske det mest populære af hans musikstykker. 

I 1901 flyttede Schoenberg til Berlin, hvor han blev musikdirektør for Überbrettl, en lille avantgarde institution. Det var ikke særligt indbringende, hverken artistisk eller økonomisk.
Men han fanger den store komponist, Richard Strauss´, opmærksomhed. Strauss hjælper ham til at få det prestigiøse Franz Liszt legat, samt et job som lærer på Stein konservatoriet i Berlin, (et konservatorium, i øvrigt, som så sine rædsler under nazismen. Hvad der dog blev begået af uhyrligheder under det regime…).

Tilbage igen i Wien møder Schoenberg komponisten og chefdirigenten Gustav Mahler som bliver en af hans mest vigtige støtter – selvom Mahler aldrig vænnede sig til Schoenbergs kompositioner.

Fuga kontrapunkt
Fuga kontrapunkt

Arnold Schoenberg og sen-romantikken

Alle komponister der var aktive under det vi kalder den sen-romantiske periode i slutningen af det 19. århundrede, var sig bevidste om at rammerne for den romantiske musik var ved at være udfyldt.

Hver komponist er også en slags opdagelsesrejsende inden for den musikalske form. Hvordan kan man udvikle musikken, dens temaer, dens opbygning? Wienerklassicismen nåede sit højdepunkt i begyndelsen af 1800-tallet med Beethoven, og derved udtømte han klassicismens muligheder.
1800-tallets romantiske periode var ved at være udtømt med Mahler i slutningen af århundredet. Men hvad skulle kommer herefter?
Musik kræver udvikling for at undgå banalisering. Af og til fordrer det endog et komplet brud med dens nære fortid.

I Frankrig udskiftedes romantikken med impressionisme og ekspressionisme. Komponisterne Erik Satie, Claude Debussy og Maurice Ravel var bannerførere herfor. Og den russiske komponist Igor Stravinsky introducerede ny-klassicismen.
Og slutteligt, Arnold Schoenberg introducerede også sit bud på et brud med romantikken. Og hans var så afgjort den mest yderligtgående. 

Vestens musik siden Johan Sebastian Bach og – skal vi sige, helt frem til vore dages popidoler som Taylor Swift – er bygget op omkring dur og moltonaliteten. For durs vedkommende: 2 hele og en halv tone efterfulgt af 3 hele og en halv tone. (se tilhørende billede). Denne modalitet er i sin kerne en kamp mellem dissonans og konsonans.

C-dur skalaen
C-dur skalaen

Teutonisk musikteori

Du kan selv prøve følgende næste gang du sidder foran et klaver. Begynd med den hvide C-tangent lige under klaverets nøglehul. Fortsæt regelmæssigt op ad de hvide tangenter indtil du når B-tangenten lige før den næste C-tangent. Med B-tangenten opnår du komplet dissonans. Hvis du undlader at trykke på C igen, vil du ikke kunne sove. Umuligt. Spændingen er uudholdelig.
(Der er denne lille søde historie fra Mozarts barndom: Fader Mozart kunne af og til finde på, sent om aftenen, at ramme en dissonansharmoni på hjemmets klaver. Kort tid efter ville lille Wolfgang dukke op fra sit soveværelse og udligne dissonansen med en konsonans, hvorefter han kunne gå tilbage til sin seng igen).

Impressionisme og ekspressionisme var til gengæld bygget som heltone musik. Igen, hvis du sidder foran et klaver, da tryk regelmæssigt på alle sorte tangenter. Det er tilnærmelsesvist en heltone-skala. Hvis du blot trykker på de sorte tangenter i flæng, får man indtrykket af at lytte til kinesisk musik.

Og hvad var det så Schoenberg introducerede? Han introducerede 12-tone musikken. 

Du sidder stadigvæk foran klaveret. Tryk på C-tangenten og regelmæssigt herefter på alle efterfølgende tangenter, både sorte som hvide. Når du når frem til B-tangenten, lige før næste C-tangent kan du med ro stoppe her. Du kan sågar stoppe ved en hvilken som helst tangent og stadig få dig en god nats søvn. Der er ingen spænding, ej heller forløsning.

Det er faktisk en så ekstrem musikalsk form at da den så verden, havde verden ikke hørt noget lignende. Ingen kultur har nogensinde før eller siden introduceret en så anderledes form for musik.
12-tonemusikken er en opløsning af menneskets begær, savn, længsel, konflikt og forløsning. Her er hverken øjeblikkelig eller tilbageholdt tilfredsstillelse. En intellektuel øvelse hvor det kødelige er udskiftet med det cerebrale. 

Arnold Schoenbergs gravsten
Arnold Schoenbergs gravmæle i Zentralfriedhof kirkegården i Wien.
  • Vi har her skrevet en lille historie om Zentralfriedhof, Europas største kirkegård. Her ligger nogle af de største komponister begravet. 

Arnold Schoenberg og J. P. Jacobsen

At beskæftige sig med klassisk musik er en til stadighed berigende oplevelse.
Der er musikken selv naturligvis, og så er der en endeløs krydsreference til alle andre kunstarter, hvor komponisterne lader sig inspirere af digte, romaner, malerkunst, af bibelske emner og moralske dilemmaer, græske myter, børnerim, endog af tidens politiske og sociale forhold samt filosofiske strømninger. Klassisk musik sammenbinder hele den europæiske kultur. Det gør klassisk musik til en evigt fascinerende rejse.

Arnold Schoenberg benyttede sig også af den europæiske kultur og litteratur i sin musik. Og minsandten om en af hans største værker, gurrelieder, ikke er inspireret af vores helt egen forfatter J.P.Jacobsen (1847-1885) og dennes digtsamling, gurresangene.
 (Vi har taget digtsamlingen med nederst i artiklen, hvor kong Valdemar går i rette med Herren selv. Et dystert og meget smukt digt fra 1869, som er værd at bruge nogle minutter på at læse, skrevet da Jacobsen var blot 21 år gammel).

Schoenberg fænges af den grumme historie med Gurre slot som centrum.  Her læser vi om vores kong Valdemars kærlighed til sin elskerinde, Tove, eller Tovelille.
Valdemars kone og dronning, Helvig, er jaloux og får Folkvard, som er Helvegs elsker, til at slå Tovelille ihjel. Noget hyklerisk, må man sige.  Valdemar får hævn over Folkvard. Begge mord er temmeligt grusomme.
Og Gud får hævn over dem alle.

En kantate i tre satser, om elskov, sorg og Valdemars kald om natten til de døde vasaller, der hviler ved Gurre ruin.

Gurrelieder blev Schoenbergs største succes. Den blev førsteopført i Berlin i 1913.
(J. P. Jacobsen var i øvrigt også botaniker. Han oversatte Charles Darwins værker til dansk). 

Gurre slotsruin
Gurre slotsruin
  • Følg os på Facebook for fornøjelsens skyld

Arnold Schoenberg som pædagog

Næsten alle de store klassiske komponister blev i deres unge dage undervist af den forrige generations store klassiske komponister.
At tradition stivner komposition bliver modbevist af at netop den grundige introduktion til traditionen giver det kvalitative grundlag for at bryde med den. Og en stor komponist kan altid genkendes på at vedkommende går nye veje.

Arnold Schoenberg blev også en vigtig figur inden for undervisning og musikteori. Hans mest kendte elever er Hanns Eisler, Anton Webern og Alban Berg. (At adskille navnene på de to sidstnævnte er lidt af en udfordring for os danskere. Jeg ender altid med at blande dem sammen så de bliver til Anthon Berg) samt langt senere, i årene 1933-1935, John Cage – og med Cage bevæger vi os helt frem til vores tid. (med mindre du er teenager, så er det før din tid).

Arnold Schoenberg er den dag i dag blandt de mest relevante musikteoretikere. Hvis du en gang får mod på at gå i dybden med musikteori, må vi da pege på hans værker:

Harmonielehre (“Theory of Harmony”) 
Models for Beginners in Composition.
Structural Functions of Harmony.
Preliminary Exercises in Counterpoint.
Fundamentals of Musical Composition.

Arnold Schoenberg HarmonieLehre
Arnold Schoenberg HarmonieLehre

fra nazismen til Guds eget land

I 1926 får Schoenberg stillingen som direktør for master classes undervisningen i komposition i Preußische Akademie der Künste. Mere preussisk bliver det ikke. Her virker han frem til 1933. Mens han er på ferie i Frankrig samme år, bliver han advaret af sine venner om ikke at vende tilbage til sin post, grundet nazisternes magtovertagelse.

Han lytter heldigvis til advarslerne og samme år, som så mange andre jøder, emigrerer han til USA. Her bliver han ansat på diverse konservatorier og universiteter. I 1935 lander han et velbetalt job i Californien. Familien finder deres nye hjem på 116 North Rockingham, Brentwood Park i Los Angeles – hvor deres nabo er ingen ringere end Shirley Temple!

Familien Schoenberg påbegynder en tradition: de holder eftermiddagsreceptioner hver søndag for venner og bekendte, hvor der serveres te og den berømt wienske Sachertorte.
Jeg tror at du ville have taget imod en invitation, for her ville du have mødt Calforniens intelligentsia, inklusive komponisten George Gershwin, (der var Schoenbergs tennis partner) og endog Harpo Marx, en af brødrene fra Marx Brothers.

Disse var også produktive år for Schoenberg hvad komposition angår. Han blev boende i USA livet ud.

Sachertorte
Sachertorte

Triskaidekafobi og død

Arnold Schoenberg var overtroisk om nogen og led frygteligt af triskaidekaphobia, frygten for tallet 13. (og så af en der opfandt 12-tonemusikken).

De år der kunne divideres med 13 var svært tunge at komme igennem for Schonberg. Han frygtede at han ville møde sin død i årstallene divideret med 13, og han led efterfølgende af depressioner. Året 1939 var særligt slemt. 1939 kom og gik heldigvis uden noget større problem. (hvis vi altså ser bort fra verdensbegivenhederne). 

Men i 1950, på Schoenbergs 76. fødselsdag skrev en astrolog til ham, at det ville være et særligt farligt år at være Schoenberg, idet 76 = 7+6 = 13.
Schoenberg havde aldrig tænkt på den talkonstellation. Han blev frygteligt bange, især da man nåede frem til fredag d. 13 juli 1951. Værre kunne det ikke blive.

Hans kone, Gertrud, fortalte at da kl. var 23.40 begyndte hun at ånde lettet op. Det ville snart blive lørdag den 14. Men Arnolds hjerte kunne ikke tåle al den akkumulerede angst. Han udåndede klokken 23.45.

Triskaidekaphobia

Arnold Schoenberg og kærlighed

Arnold Schoenberg blev gift med Mathilde Zemlinsky der var søster til en af hans lærere Alexander von Zemlinsky. De fik to børn sammen, en datter og en søn. Ingen drama, ingen skandale? Jo selvfølgelig!
I 1908 forlader Mathilde sin ægtefælle for at begive sig ud på en flere måneder lang affære med maleren Richard Gerstl. Men hun vendte tilbage til sin ægtefælle – hvorefter Richard begik selvmord.
Det var under Mathilldes sidespring, at Schoenberg skabte det første værk der ikke var knyttet til nogen tonalitet: Du lehnest wider eine Silberweide.

Mathilde dør i 1923 og året efter gifter Schoenberg sig med Gertrud Kolisch, søsteren til en af hans elever, Rudolf Kolisch. Det blev til tre børn. Og Gertrud overlevede sin ægtefælle helt frem til 1976. 

Richard Gerstl
Richard Gerstl selvportræt kort før hans selvmord

En Arnold Schoenberg anekdote

En af Tysklands største forfattere er Thomas Mann, (1875 – 1955). Født samme år som Schoenberg i øvrigt.  Og en af Manns største romaner er Doktor Faustus

Hovedpersonen i romanen er komponisten Adrian Leverkühn. Berømt og feteret, men hans ambition er at række ud efter decideret storhed. Ergo sælger han sin sjæl til Djævelen, som kvitterer med at skænke komponisten 24 års overmenneskelig kreativitet.

Leverkühn får umiddelbart herefter syfilis med en inkubationstid på 24 år, og han ender sine dage som vanvittig. Men Djævelen holder sin del af aftalen. Leverkühn bliver en af de største stjerner indenfor musikkens firmament ved at opfinde…12-tone musikken.

Det siges at Schoenberg var ret pikeret over at hans musikalske invention blev brugt til at fremmane Faust-myten. Desuden, der var et vist sammenfald mellem bogens hovedperson, Leverkühns, og Schoenbergs liv. Det blev til en del brevveksling mellem de to herrer.

Anton Bruckner Anecdote

Arnold Schoenbergs største værker

Schoenbergs senromantik skrevet i den tidlige del af 1900-tallet.

Verklärte Nacht, Op. 4 (1899),
Pelleas und Melisande, Op. 5 (1913)
Gurre-Lieder – påbegyndt i år 1900. Det var Schoenbergs største succes. Ved Wien-premieren i 1913 fortsatte publikums stående ovation i mere end et kvarter.

Og i 1908 sker det så! Verden hørte sin første 12-tone musik:
2. strygekvartet Op. 10 med soprano
3. sats er første musikstykke nogensinde der er skrevet i 12-tone form. En reel skilsmisse fra dur/mol. 

Andre store værker af Arnold Schoenberg:
Das Buch der Hängenden Gärten, Op. 15 (1908–1909), her med Glenn Gould ved klaveret. Ægte 12-tone musik.
Fünf Orchesterstücke, Op. 16 (1909), 
Pierrot Lunaire, Op. 21 (1912)

Erwartung, Op. 17 (1909). Fra youtube-klippet fandt jeg denne kommentar fra personen “Douglas”.
“…you could use most of the music here to directly soundtrack a Hitchcock film and it would fit in perfectly. Such great craft, extremely atmospheric”.

Verklärte Nacht af Arnold Schoenberg
Verklärte Nacht

Arnold Schoenberg Mnemonic

Fundamentet for al klassisk musik er Johan Sebastian Bach, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven. Bachs musik er fra 1. halvdel af 1700-tallet, Mozarts 2. halvdel af 1700-tallet og Beethovens 1. halvdel af 1800-tallet.
Så hvor passer Schoenberg ind i dette billede?
Han blev født 13. september 1874 i Wien – død 13. juli 1951 i Los Angeles.

Af alle komponister fortjener Arnold Schoenberg sin egen huskeregel. Han gik selv meget op i tal og led som før nævnt frygteligt af triskaidekaphobia – angsten for tallet 13. 

Hans liv strakte sig over 3 styks kvart århundreder, nemlig det sidste hele kvartårhundrede i 1800-tallet, de to sidste i 1900-tallet. Fra 1875-1951. Det kan ikke være anderledes. 

 

Mnemonic

Mens vi venter på vaccinen

Vi hos Parnassos.dk udskød vores arrangerede koncerter i foråret 2020 til efteråret 2020. Og så udskød vi endnu engang på ubestemt tid.
Så snart det lysner sætter vi dato og sted på nedennævnte arrangementer. Vi glæder os!

forslag til artiklen?

Du er velkommen til at skrive til os på overtoner@parnassos.dk vedrørende denne artikel. Måske har du forslag til forbedringer eller korrigeringer. 

Gurrelieder af J. P. Jacobsen

Schoenberg havde brug for en oversættelse af nedenstående. Det har vi som danskere ikke, så overvej at bruge nogle minutter på originalteksten fra 1868. Bemærk hvor velskrevet digtet er. Og så af en knægt på blot 21 år.

VALDEMAR

Den blaalige Dæmring nu dæmper
Hver Tone fra Sø og Land,
De flyvende Skyer har lagt sig
Til Hvile ved Himlens Rand,
I lydløs Tynge samlet
Er Skovens luftige Bo,
Og Søens klare Bølger
Har vugget sig selv til Ro.
I Vesten kaster Solen
Sin straalende Purpurdragt,
Saa drager den over sig Bølgen
Og drømmer om Dagens Pragt.
Ej mindste Løv sig rører
Og kalder paa min Sands,
Ej mindste Tone klinger
Og vugger mit Sind i Dands,
Nej, hver en Magt er sunken
I egne Drømmes Elv,
Og skyder mig blidt og stille
Tilbage til mig selv.

TOVE
O, naar Maanens Straaler milde spille,
Naar omkring mig Alt er tyst og stille,
Da er Vand mig ikke Søens Vove,
Træer ej de dunkle, tavse Skove,
Sky ej, hvad mig Himlens Hvælving dølger,
Dal og Bakke ikke Jordens Bølger,
Form ej Form og Farven ikke Farve,
Alt: et Udtryk for hvad Gud har drømt.

VALDEMAR
Ganger, staar du nu og drømmer!
Nej, jeg ser det, Vejen strømmer
Hurtig bort dig under Hoven.
Stærkere dog frem du sprænge,
Du er endnu midt i Skoven,
Medens jeg dig ventet længe
Har ved Gurre Borgeled.
Skoven slipper, alt jeg øjner
Tovelilles fagre Bur,
Skovens Træer bag os glide sammen til en dunkel Mur;
Men end vildere du jage!
Ser du Skyens Skygge trække
Over Mark og Mose frem?
Før den Gurres Grund kan række,
Maa vi staa ved Toves Hjem.
Før den Tone, som nu klinger,
Gaar for Evighed til Ro,
Maa dit rappe Hovslag ryste
Gurre-Borgens lille Bro;
Før det Blad, der falder,
Bækkens Bølger naar,
Maa din Vrinsken gjalde
Lydt i Gurregaard.
Skygge kom og Tone dø,
Dyk dig Blad i Vove,
Volmer ser sin Tove!

TOVE
Stjerner juble, Søen lyser,
Trykker sit bankende Hjerte mod Kyst,
Løvet nynner, Duggen dandser,
Vinden sig kaster saa kaad til mit Bryst.
Vejrhanen synger og Taarnene nikke,
Svendene spanke med flammende Blikke,
Ternerne dæmpe med Haanden forgjeves
Barmen, der sælsomt uroligen hæves.
Roserne stirre med Haand over Bryn,
Faklerne hjelpe det daarlige Syn.
Skoven nu aabner sit Ly,
Hundene glamme i By,
Stien, i stedse nærmere Bølger,
Vugger den dristige Rytter mod Havn,
Og i den næste Stigning, som følger,
Slynger den ham i min aabnede Favn.

VALDEMAR
Ej dandse de Engle for Herren saa herligt,
Som Verden nu dandser for mig!
Et juble for ham de mer ydmygt og kjerligt
End Valdemars Hjerte for dig.
Men stoltere satte ej heller sig Krist
Hos Herren, og lo ad sin Kvide,
End Valdemar, glemmende Kummer og Tvist,
Sig sætter ved Tovelils Side.
Ej længes de Sjæle for Himmerigs Mure
Mer efter at svinge sig ind,
End Valdemar, da han fra Øresunds Kure
Saa Gurres guldglimtende Tind.
Og ej vil jeg bytte dets fredsæle Vang
Og Perlen den lønligen varer,
For Himmerigs Glands og bedøvende Klang
Og alle de Helliges Skarer.

TOVE
Nu siger jeg dig for første Gang:
“Kong Volmer, jeg elsker dig.”
Nu kysser jeg dig for første Gang
Og slynger min Arm om dig.
Og siger du, at jeg det før har sagt
Og at du til Kysset er vant,
Saa siger jeg: “Kongen han er en Nar,
Der mindes forfængelig Tant.”
Og siger du, saa er jeg selv slig Nar,
Saa siger jeg: “Kongen har Ret,”
Men siger du, at jeg det ikke er,
Saa siger jeg: “Kongen er slet.”
For alle mine Roser har jeg kysset ihjel,
Alt mens jeg tænkte paa dig.

VALDEMAR
Det er Midnattens Stund,
Og usalige Slægter
Staa frem af glemte, sunkne Grave,
Og de stirre med Længsel
Paa Borgens Kjerter og Hyttens Lys,
Og Vinden ned over dem
Spottende ryster
Harpeslæt og Bægerklang
Og Elskovssange.
Og svindende de sukke:
“Vor Tid er forbi!” –
Mit Hoved vugges paa levende Bølger,
Min Haand fornemmer et Hjertes Slag,
Ned over mig livssvulmende strømmer
Kyssets glødende Purpurregn.
Og min Læbe jubler:
“Det er min Tid nu!”
Men Tiden flygter,
Og jeg skal færdes
Ved Midnatstide
En Gang som død,
Skal samle Ligdragten om mig tæt
Mod de kolde Vinde,
Og liste mig frem ved sildig Maane,
Og smertebunden
I Muldet riste
Med sorte Gravkors
Dit kjære Navn,
Og synkende sukke:
“Vor Tid er forbi!”

TOVE
Du sender mig et Elskovsblik
Og sænker saa Øjet.
Dog Blikket trykker din Haand i min,
Og Trykket dør;
Men som et elskovsvækkende Kys
Du lægger mit Haandtryk paa min Læbe.
Og du har for Døden et Suk,
Naar et Blik kan opstaa
Som et flammende Kys!
De lysende Stjerner paa Himlen hist
Vel blegne hver Gry,
Men blusse dog hver en Midnatsstund
I evig Pragt.
– Saa kort er Døden
Som rolig Slummer
Fra Kveld til Gry,
Og naar du vaagner,
Hos dig paa Lejet,
I nyfødt Skjønhed
Du straale ser
Din unge Brud.
Saa lad os da tømme
Den gyldne Skaal
For den mægtigt forskjønnende Død;
Thi vi gange til Grav
Som et Smil, der dør
For et saligt Kys.

VALDEMAR
Vidunderlige Tove!
Saa rig ved dig er jeg nu,
At end ej et Ønske jeg ejer.
Mit Bryst er saa let,
Min Tanke saa klar,
En vaagen Fred er over min Sjæl.
Der er saa stille i mig,
Saa sælsomt stille.
Læben vil bygge paa Ordets Bro,
Men synker igjen til Hvile;
Thi det er mig som banked mit Bryst
Ved dit Hjertes Slag,
Og som mit Aandedrag
Hæved, Tove, din Barm.
Og jeg ser vore Tanker
Fødes og glide sammen
Som Skyer, der mødes,
Og samlede vugges de i vekslende Former.
Og min Sjæl er stille,
Jeg ser i dit Øje og tier.
Vidunderlige Tove!

SKOVDUENS SANG
Gurre Duer! Sorg mig tynger,
Samlet paa Flugt over Ø,
Kommer! lytter!
Død er Tove! Nat paa hendes Øje,
Det, der var Kongens Dag.
Stille er hendes Hjerte,
Men Kongens vugger vildt,
Dødt og dog vildt!
Sælsomt lig Baad paa Vove,
Naar den, Plankerne krummede sig for at favne –
Snekkens Styrer – ligger død, hildet i Dybets Tang.
Ingen bærer dem Bud,
Ufør er Vejen.
Som tvende Strømme vare deres Tanker,
Strømme, der fulgtes Side om Side.
Hvor rinde nu Toves Tanker?
Kongens i sælsomme Bugter sig vride,
Søgende Toves,
Finder dem ikke.
Vide for jeg, Sorg mig sanked, Meget jeg saa!
Kisten saa jeg paa Kongens Skuldre,
Henning den støtted;
Mørk var Natten, en enkelt Fakkel
Lyste i Gyden,
Dronningen holdt den, højt paa Svalen,
Skjalv for sin Hevn;
Taarer, som ikke græde hun vilde,
Funkled i Blik.
Vide for jeg, Sorg mig sanked, Meget jeg saa!
Kongen jeg saa i Bondekofte
Kjøre med Kisten,
Gangeren, som ham bar til Sejer,
Maatte den drage.
Vildsomt vankede Kongens Øje,
Søgte et Blik,
Sælsomt lyttede Kongens Hjerte
Efter et Ord.
Henning talte Ord til Kongen,
Blik og Hjerte søgte dog end.
Kongen aabner for Toves Kiste,
Stirrer og lytter med bedende Læbe,
Tove er tavs.
Vide for jeg, Sorg mig sanked, Meget jeg saa!
Munken vilde Rebet drage
Ringe Solen ned;
Men han saa paa Kjøresvenden,
Sorgens Rune til ham talte;
Solen sank til Klang, som lyder
Over Jordens Døde.
Vide for jeg, Sorg mig sanked, Død dertil.
Helvigs Falk
I Kongegaarden
Gurres Due slog.

VALDEMAR
Herre, ved du, hvad du gjorde,
Da du Tove fra mig tog?
Ved du, at det var mit sidste
Fristed, hvorfra du mig jog?
Herre, rødmer du ej af Skam,
Det var den Fattiges eneste Lam!

Herre, jeg er ogsaa Hersker,
Jeg har lært paa Kongestol,
Man fra sine Undersaatter
Ta’r ej sidste Glimt af Sol.
Herre, du er paa vilse Vej,
Saadan vel knuser, men hersker man ej!

Herre, dine Englehære
Fylde Øret dig med Lov,
Ingen Ven du har, der dadler,
Naar du Dadel har Behov.
Ak, og Ingen er altid klar,
Herre, lad mig derfor være din Nar!

DEN VILDE JAGT

VALDEMAR
Vaagner, alle Kong Volmers Mænd!
Spænder rustede Sværd ved Lænd,
Henter i Kirker det støvede Skjold,
Prydet med Mærker af Dyr og af Trold.
Væk Eders Heste, der græsse i Muld,
Sæt dem I Siden de Kringler af Guld,
Sprænger mod Gurreby,
Det er Dødningegry!

BONDENS SANG
Klap, klap med Kistelaag,
Tunge Trin af Nattetog;
Græstørv skyder af Muld,
Toften klinger af Guld,
Klirren og Klappen i Vaabenhus,
Hvisten og Kasten med gammelt Grus,
Stenene ramle i Kirkegaardsdige,
Høgene suse fra Taarnet og skrige,
Kirkeporten slaar op og i, –
Ned under Dynen, der for de forbi.
– Jeg slaar tre hellige Herrens Kors
For Folk og Hus, for Ko og Hors,
Tre Gange nævner jeg Frelserens Navne,
Saa skade de ikke min Sæd for en Avne.
Saa tegner jeg mig paa Ledemod,
Hvor Herrens hellige Vunder stod,
Da bliver for Elverskud jeg fri,
For Mareridt og for Troldespi;
Sidst lægger for Døren jeg Staal og Sten,
Da voldes slet Ingen i Huset Men.

VALDEMARS MÆND
Vær hilset, Konge, ved Gurre Sø!
Nu spænde Jagten vi over Ø,
Vi Pile sende fra strengløs Bue,
Med Øjne sigte, som ej kan skue,
Vi Hjortens Skygge med Vunder slaar,
Og Engvand siver som Blod af Saar.
Hør Valravn svinge
Med sorten Vinge,
Og Løvet skumme om Hestens Bringe.
Saa skal vi jage, har Somme sagt,
Hver Nat til Dommedags vilde Jagt.
Holla, Hest, og Holla, Hund,
Standser Jagten stakket Stund,
Her er Slottet, som fordum var;
Hest skal fodres med Lokes Havre,
Mand kan æde sit Ry til Davre.

VALDEMAR
Skoven hvidsker med Toves Røst,
Søen skuer med Toves Øje,
Stjerner lyse med Toves Smil,
Skyen svulmer som Barmens Høje.
Sandserne jage for hende at fatte,
Tankerne kjerape for hende at samle.
Men Tove er hist og Tove er her,
Tove er fjern og Tove er nær.
Er du da, Tove, med Trolddomsmagt
Bundet i Søens og Skovens Pragt?
Hjertet svulmer, som skulde det sprænges,
Tove, Tove, Valdemar længes!

CLAUS NAR
“Aalen hun er en sælsom Fugl,
Lever som helst i Vandet,
Vrider sig dog i Maaneskin
Ofte en Stund paa Landet.”
Det har jeg sunget om Andre en Gang,
Bedst passer nu paa mig selv min Sang.
Jeg er ikkun Husmand
Nu og mit Hus er lille,
Og skjøndt ej jeg bad en Gjest,
Leved ganske stille,
Blev jeg halvvejs dog ædt
Ud af mit Hus det lille,
Saa jeg kan ej byde Stort,
Skjøndt jeg gjerne vilde.
Dog – den skal faa min Nattero,
Som kan mig det forklare,
Hvorfor jeg skal hver Midienat
Omkring et Vandhul fare.
At Palle Glob og Erik Paa
Det skulle, kan jeg godt forstaa:
De var saa lidet fromme,
De doble nu, endskjøndt til Hest,
Om svalest Sted og Døren næst,
Naar de til Helved komme.
Og Kongen, han som løber
Gal ved mørke Nattetide
Og raaber paa en Pige,
Som for Aar og Dage siden
Med Engle og med Vildgjæs fløj, han maa
med Rette ride;
Thi han var altfor raa oprigtig,
Og man maa være højst forsigtig
Og tage mægtigt sig i Agt,
Naar man er Nar hos slig en Magt
Som ham, der bor hinsides Maanen.
Men at jeg, Claus Nar til Farum,
Jeg, som trode, at de Døde
Vare fri for Legemsmøde,
At Ens Støv blev Aandens Anker,
Saa i Fred man sine Tanker
Kunde samle til den store
Hoffest, som Bro’r Knud har sagt
Blæses ind med Guldbasuner,
Hvor vi Gode vel ved Magt
Æde Onde som Kapuner,
Ak, at jeg paa en Fole galen
Med min Næse vendt imod Halen
Skal humpe om, mens Folk er i Senge,
Var ej det for sent, jeg vilde mig hænge. –
O, men hvor sødt det skal smage forvist,
Naar jeg nu dog bliver salig tilsidst.
Vel har jeg syndet lidt mer end de Fleste,
Kan dog vel snakke mig fra det Meste:
Hvem gav den nøgne Sandhed Klæder
Og tog dens Prygl paa Vej og Stræder?
Jo – ifald der er Billighed til,
Saa maa jeg bænkes i Himmerigs Sale,
Naa, hvor jeg der skal Verten bagtale!

VALDEMAR
Nu ler du deroppe,
Du strenge Dommer!
Men dette drage du dig til Minde,
Naar Dommedag kommer:
En Sjæl er elskende Mand og Kvinde,
Du rive ikke vor Sjæl i tvende,
Til Helved mig og til Himlen hende.
Thi da faar jeg Magt,
Da splitter jeg din Englevagt
Og sprænger med min vilde Jagt
I Himmerige Ind.

VALDEMARS MÆND
Hanen løfter sit Hoved til Gal,
Har alt Dag i Kroppen,
Og Morgenduggen driver rød
Af Rust, fra vore Sværd.
Omme er Tiden!
Graven kalder med aaben Mund,
Og Jorden suger al lyssky Rædsel.
Synker, synker!
Livet kommer i Magt og Glands
Med Daad og bankende Hjerter,
Og vi er Dødens,
Sorgens og Dødens,
Smertens og Dødens.
Tilgravs! tilgravs! til drømmesvanger Ro
O, fik i Fred vi hvile!

SOMMERVINDENS VILDE JAGT

Stolt Henrik og Fru Gaaseurt, tag blot Jer i Agt!
Nu begynder Sommervindens vildene Jagt:
Søen gnistrer som Sølv i dens Spor,
Myggene Sivskoven bange forlade;
Det er meget værre, end I tror,
Hu, hvor det ler nu i Bøgenes Blade!
Træk det Grønne om Hagen!
Der er St. Hansorm med Ildtunge rød
Og Engtaagen, det er en Sky, der er død;
Hvilken Bølgen og Gyngen,
Hvilken Ringen og Syngen:
Kornvangens Guldaks slaar den lede Vind
Mod hinanden, saa det klinger;
Edderkoppen spiller paa sit Strengespind
Med de lange Ben, saa det springer.
Duggen triller med Klang fra Tue,
Stjerneskud flyve fra Himmelbue,
Sommerfuglen flygter med Larm gjennem Hækken,
Frøen springer langt ud i Bækken.
– Tys! hvad tyder nu dens Færd?
Hvert et vissent Løv den vender,
Ak, den søger Eders Frænder:
Vaarens blaahvide Strøm af Blommer,
Jordens flygtige Drøm om Sommer.
Længst er de Jord!
Men nu svinger den op
Over Træernes Top,
Thi opstanden den tror
Er det drømfine Flor,
Og i sælsomme Toner
Den dem hilser igjen
I de løvrige Kroner.
– Se saa! nu er det snart forbi,
Den hvirvler henad luftig Sti
Mod Søens blanke Flade,
Og der i tusind Vovers Dands
I blege Stjerners Gjenfærdsglands
Den vugges blidt til Hvile.
Hvor her blev tyst!
Ak, var det lyst!
O sving, Mariehøne, sving dig fra din Blomstertue
Og bed om fagert Solskinsliv alt hos din fagre Frue!
Alt dandse Bølgerne om Næs,
Alt trækker stribet Snegl paa Græs;
Nu vaagner Skovens Fugleflok,
Og Blomsten ryster Dug af Lok
Og spejder efter Sol.
Vaagner, vaagner, alle Blommer,
Solen kommer!
Alt i Øst i Farvestrømme
Hilse os dens Morgendrømme,
Snart den af de dunkle Vande
Smilende opstaar,
Stryger fra sin lyse Pande
Rige Straalehaar! 

Scroll til toppen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Modtag de seneste nyheder om koncerter

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.