Hanns Eisler – klassekampen og den klassiske musik
Hanns Eisler - arbejderklassens komponist.
Det er svært at finde en person med et mere nomadisk liv end den som tilfaldt den østrigske komponist Hanns Eisler (1898 – 1962) der blandt andet skrev Østtysklands nationalmelodi. Kastet hid og did af historien, af sin politiske overbevisning, af sit jødiske ophav.
Han havde en perifer tilknytning til den 2. Wienerskole centreret omkring komponisten Arnold Schoenberg som han studerede hos – og han havde et tæt samarbejde med dramatikeren Bertolt Brecht. At rejse sammen med Eisler er at tage på rundtur i den mest intense del af det 20. århundredes Europa og USA, en tur der også tager os forbi Danmark.
Denne artikel indgår i vores Huset Habsburg – serie. Habsburg-kejserriget, med hovedsæde i byen Wien, var i århundreder blandt de mest magtfulde imperier i Europa. Og hvor der er magt er der rigdom, hvor der er rigdom er der kunst.
De Habsburgske kejsere drev en målrettet kunstpolitik, og som følge heraf, var Wien centret for klassisk musik frem til 1. verdenskrig.
Hanns Eisler repræsenterer derfor et slags punktum for Wiens lange periode af musikalsk overherredømme i Europa, der startede med 1700-tallets komponist Joseph Haydn. Der er en vis ironi i, at sidstnævnte er komponist til Vesttysklands nationalhymne, mens Hanns Eisler skrev Østtysklands nationalmelodi.
Så hvad kan en artikel på et par tusind ord fortælle os om Hanns Eisler, og hvor passer han ind i det klassiske musiks firmament?
NB1: Nederst i artiklen finder du vores Mnemonic-sektion. En huskeregel der som regel gør at læseren af artiklen aldrig glemmer hvornår vores beskrevne komponister levede og virkede.
- Elev af: Arnold Schoenberg.
- Her er et samlet overblik over vores ‘Huset Habsburg’ serie om komponisterne fra Wien.
Operahuset i Wien, som vi besøger lørdag 28. oktober 2023
Operahuset i Cairo, som vi besøger mandag 6. november 2023
Hanns Eisler - i begyndelsen
Vi begynder med de spæde år. Hanns bliver født i Leipzig i Tyskland. Da han er tre år gammel – i 1901 – flytter familien til Wien.
Faderen er professor i filosofi, ateist og jøde. Moderen er af lutheransk herkomst. Hanns vokser op under trygge økonomiske rammer, hvor litteratur og musik er en del af dagligdagen.
Det varer ikke ved. Første verdenskrig rammer Hanns’ teenageår. Han bliver indrulleret i infanteriet, i den ungarske afdeling. Senere, i 1918, befinder han sig på en officersskole i Prag i Tjekkiet, som stadig hørte under det Østrig-ungarske rige.
Krigen giver den unge Hanns ar, også bogstaveligt talt, da han bliver såret af flere omgange. Og i 1918 kommer det forsmædelige nederlag for centralmagterne. Men allerede under krigen bliver han grebet af de socialistiske strømninger der blæser fra Sovjetunionen.
Desuden, hans ældre søskende, Elfriede og Gerhard, bliver fremtrædende kommunister i Tyskland. (Gerhard som en toneangivende socialistisk journalist, Elfriede – hvis nom de guerre var Ruth Fischer – er med til at oprette det tyske kommunistparti i 1918 og bliver dets leder i Berlin).
Hanns er tilbage i Wien efter nederlaget og begynder at studere musikteori under Østrigs førende komponist, Arnold Schoenberg, som strækker sig over perioden 1919 – 1923. Her introduceres han til Wiens avantgarde miljø generelt, og til Schoenbergs nytænkende atonale kompositioner specifikt.
Under studierne møder han en af Schoenbergs elever, Charlotte Demant. De har ikke kun musik tilfælles, for Demant er også kommunist. Det er kærlighed ved første manifest – og de bliver gift i 1920. Hans første kone ud af tre.
Weimar-republikken
Trods Tysklands ydmygelse under den store krig, trods urimelige krigserstatningskrav, trods temmeligt meget andet, opnår landet under Weimar-republikken (1919 – 1933) en relativ økonomisk stabilitet frem til den store depression i 1929, afsluttende med Hitlers magtovertagelse i 1933. Som eksempel, Weimar hentede mindst én nobelpris hjem pr år i fysik, Albert Einstein inklusive.
Overraskende, men fascinerende, Berlin kunne kulturelt måle sig med både Paris og London i 1920erne.
I 1925 kunne man finde 65 bøssebarer og 50 lesbiske barer i Berlin. Seksuelt liberalt og også politisk fremadskuende, kvinder fik stemmeret i 1918.
Du kunne gå i biografen og se de hotteste tyske film, såsom Nosferatu, og du kunne have set den sammen med så prominente forfattere som Franz Kafka, Graham Greene, W.H. Auden og Virginia Wolf. Bagefter kunne I tage på kabaret eller lytte til jazz til sent om natten.
Og det tiltrækker kunstnere fra nær og fjern, heriblandt Hanns Eisler. Han flytter til Berlin i 1925 og bliver der til 1933 – hvorefter han flygter til Paris. Klogt. Set med nazisternes briller kunne kombinationen jøde og kommunist dårligt blive værre.
I berlinerårene er han politisk aktiv, skriver i den kommunistiske avis, Die Rote Fahne – en rødere fane finder du ikke – stiftet af Rosa Luxenburg, og han underviser på kommunistiske aftenskoler.
Han afviser også sin tidligere lærers, Schoenbergs, musik som værende elitær og skrevet for bourgeoisiet, og dermed ubrugelig for arbejderklassen. I 1929 møder han den person som fik størst betydning for hans musik-karriere: dramatikeren Bertolt Brecht. De to bliver et uadskilleligt makkerpar i de næste par årtier, som udmøntede sig i en endog meget stor og frugtbar produktion af værker af proletarisk karakter.
Hanns Eisler og Bertolt Brecht
Skribenten til denne artikel har i et par årtier og indtil for nyligt boet uden for landets grænser. Så jeg ved ikke hvor kendt Bertolt Brecht er i Danmark, måske er han på pensummet i gymnasiet lige fra den første time i 1. g?
Under alle omstændigheder, Danmark blev en del af Brechts liv og skæbne og du kunne have besøgt ham i det smukke stråtæktsbelagte hus på Skovbostrand 8, 5700 Svendborg i årene 1933 – 1939, på flugt fra nazismen. (I dag hedder det ”Brechts hus” som bestyres af Svendborg bibliotek). Hanns Eisler besøger Brecht regelmæssigt, dels i Svendborg dels i København hvor arbejdsfordelingen er at Brecht skriver dramaer og Eisler lægger musik til.
Fascinerende at fra et dansk refugium skrev de Lenins rekviem og mange, mange flere politiske engagerede stykker. (du finder listen over de mest betydningsfulde lidt længere fremme i artiklen under afsnittet ‘Hanns Eisler største værker’)
Brecht er måske den mest indflydelsesrige dramatiker på den tunge venstrefløj. Og under Eislers noder flagrer den røde fane stolt. I sidste afsnit af denne artikel finder du ligeledes et link til Lenins hyldestkantate.
Hollywood under 2. verdenskrig
Mens Brecht nyder det sydfynske øhav i anden halvdel af 1930erne, er Eisler konstant på farten: Paris, Tjekkoslovakiet (hvor han gifter sig for anden gang, hendes navn er Anna Gosztony) dernæst London, Danmark, USA. I 1938 er han i Madrid for at støtte kampen mod Franco.
Han tager også et smut forbi Moskva.
Men i 1938 slår han sig ned i USA for en pæn lang periode, først i New York, hvor han underviser på New School University, for dernæst at begive sig til Hollywood. Her får han sig en karriere nummer to, og skriver musik til adskillige film heriblandt Hangmen Also Die, instrueret af Fritz Lang. Filmen handler om en af nazispidserne, Reinhard Heydrich, der begik sine grusomheder i Tjekkoslovakiet. Bertolt Brecht skrev teksten, Hanns Eisler musikken og den blev nomineret til en Oscar i 1944.
Endnu en film med Eisler ved noderne: None but the Lonely Heart også fra 1944 med ingen mindre end Cary Grant i hovedrollen, samt The Woman of the Beach af instruktøren Jean Renoir.
Sideløbende hermed, fra 1939, er det ikke længere trygt at være i Svendborg hvis man hedder Bertolt Brecht så han slår sig ned i Stockholm et års tid, dernæst Finland hvor han venter på sit visum til USA som han modtager i maj 1941.
Un-American Activities Committee
Men nomadetilværelsen er ikke slut endnu. 2. Verdenskrig erstattes af den kolde krig. Hanns Eisler bliver foran the House Un-American Activities Committee i USA anklaget for at være ”Musikkens Karl Marx”. En temmelig alvorlig anklage i kommunistforskrækkede Amerika. Og for at føje spot til skade, hans søster, Ruth Fischer, havde vendt kommunismen ryggen og vidnede mod begge sine brødre. Alle tre søskende var på amerikansk jord i denne periode.
Eisler havde dog indflydelsesrige venner såsom Charlie Chaplin, Leonard Bernstein, Aaron Copland og Igor Stravinsky som arrangerede støttekoncerter til Eislers forsvar. Men lige meget hjalp det, han bliver deporteret i 1948, først til Østrig for slutteligt at slå sig ned i Østberlin hvor han igen forenes med sin livslange ven, Bertolt Brecht.
De lange rejser var forbi, men roen meldte sig aldrig hos nogen af dem. Selvom de er tro over for kommunismens idealer, er de også frie fugle og har svært ved at indrette sig under den stadigt strengere østtyske partidisciplin. En vis desillusion melder sig hos dem begge og en decideret depression for Eislers vedkommende da Brecht dør i 1956.
I 1962, i en alder af 64 år, stedes Eisler til hvile nær Brechts grav i Dorothenstadt kirkegården i Berlin. Sikke to liv.
Hanns Eisler - hans største værker
Som nævnt komponerede Eisler musik til adskillige af Brechts teaterstykker, Die Massnahme* (1930), Die heilige Johanna der Schlachthöfe (1930), Die Mutter, et teaterstykke efter en roman af Maxime Gorki, Die Rundköpfe und die Spitzköpfe (1933), Furcht und Elend des Dritten Reiches fra 1938 – samt midt under 2. verdenskrig Schweyk im zweiten Weltkrieg (1943).
Hans mest kendte, i hvert fald for alle der har en alder på den anden side af 50 år, og som samtidig fulgte de olympiske lege frem til 1990, er den østtyske nationalhymne, Auferstanden Aus Ruinen.
Igen, er du 50+ år gammel så tag på følgende par minutters nostalgi-tour.
“supply and demand” – Angebot und Nachfrage, eller på godt dansk ‘udbud og efterspørgsel’ fra teaterstykket Die Massnahme*. Stykket bringer dig direkte tilbage til hine sene røgfyldte nattetimer hos SAP, DKP, RSF eller VS hvor man fik sig en grundig snak om samfundssammenhænge.
Frisk på lidt mere venstrefløjsmelankolia? Så nyd den et par minutter lange:
Solidarität – kor/omkvædet lyder:
Vorwärts und nicht vergessen
Worin unsere Stärke besteht!
Beim Hungern und beim Essen
Vorwärts und nie vergessen:
Die Solidarität!
Selvom Eisler havde et ambivalent forhold til sin musikalske arv og opdragelse slap han den aldrig. Især de sidste år af hans liv fokuserede han igen på den elitære musik, en musik der var en konsekvens af andre historiske strømninger fra 1800-tallet: de musikhistoriske, slet og ret. Som evidens, lyt til hans berømmede String Quartet.
Og slutteligt, en smuk kammermusikalsk komposition skrevet i 1941 – Vierzehn Arten den Regen zu beschreiben – anset for et mesterværk i denne genre, og dedikeret til Arnold Schoenberg på dennes 70-års fødselsdag. Jeg ved ikke om det er et tilfælde, men det er samtidig Eislers opus 70.
Lenins Requiem - direkte fra Svendborg
Lenins rekviem er skrevet og komponeret i perioden 1935 – 1937 i… Svendborg! Musikken er af Eisler, teksten af Brecht.
Den blev bestilt af et russisk musikforlag, med det formål at den skulle fejre 20-årsdagen for den russiske oktoberrevolution i 1917, til minde om manden der bar revolutionen frem, Vladimir Ilyich Ulyanov Lenin.
Musikstykket fik dog først premiere i Østberlin i 1958, og bliver sjældent spillet i dag. Måske en opgave for Svendborg kommune?
Denne rekviem er skrevet i 12-tone stilen som Eisler studerede under Arnold Schoenberg.
Og den er interessant af flere årsager, udover at det for os danskere er et decideret kuriosum.
Stykket er som nævnt en rekviem, eller den katolske dødsmesse.
Opgaven for d’herrer Brecht og Eisler var at hylde en stor mand uden overdreven brug af religiøs reference, samt at sorgen skulle være aktiverende og motiverende.
En katolsk requiem begynder således: Requiem aeternam dona eis, Domine: ‘Herre! Giv evig hvile’, mens soldaten i Lenins rekviem siger, ‘nu ved jeg at Lenin er død’.
Og hos katolikkerne slutter den med Aeternam habeas requiem, ‘hav evig hvile’, mens Svendborg-varianten slutter således: Lenin ist eingeschreint in dem großen Herzen der Arbeiterklasse, ‘Lenin lever for evigt i det store bankende arbejderklassehjerte’. Musikalsk transposition af det evige liv.
Hanns Eisler Mnemonic
De mest betydningsfulde – og kendte – klassiske komponister er Johan Sebastian Bach, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven, hvor byen Wien var bopæl for de to sidstnævnte.
Bach blev født i år 1685 og det årstal betegner vi hos Parnassos.dk som den klassiske musiks før- og efter- vores tidsregning.
Bachs musik er fra 1. halvdel af 1700-tallet, Mozarts 2. halvdel af 1700-tallet og Beethovens 1. halvdel af 1800-tallet.
Hanns Eisler: 6.July 1898 – 6 September 1962.
I placeringen af vores komponister i tidens strøm, hjælper det gevaldigt at kende til komponistens liv. Hvis man ved, at Eisler var soldat under 1. verdenskrig, ved man også, at han må have været født før 1. verdenskrig. Det er der overbevisende argumenter for.
Hvis vi tager datoerne med, får vi 6/7/1898 – 6/9/1962 = 64 år + nøjagtigt 2 måneder.
Bemærk at tallene 2, 3, 4 og 5 ikke forekommer i hans fødselsattest, mens tallene 3, 4, 5, 7 og 8 ikke findes for hans hedengangne dag. Har man det in mente, er det indlysende at han må være født i 1898 og levede til 1962. Det kan ikke være anderledes.
