Alle dele af kunsten i Sovjettiden, der strakte sig fra 1917-1991, var underlagt regimets ideologi, og det gjaldt som nævnt også sovjetisk musik. 

Statens kunstnere blev bedt om at bidrage til det store socialistiske projekt, og for komponisternes vedkommende, at sætte sovjetisk musik til det kommunistiske paradis, hvor der ikke længere var tale om en kamp mellem det gode og det onde, men en kamp – i hvert fald som defineret under Stalins regime – mellem det gode og det bedre.

Og heri ligger der en konflikt: Hvis vi accepterer præmissen om at differencen mellem dekoration og kunst består i, at sidstnævnte introducerer en ubalance, en ridse i idyllen, hvordan kunne en sovjetisk komponist, for slet ikke at tale om unionens malere, forfattere og så videre, da vedblive med at være kunstnere?

Det medførte netop… en konflikt. 
Blandt de russiske komponister fandt du konformisterne, som fulgte regimets krav til punkt og prikke, og formalisterne, der ofte var inspireret af det dekadente Vesten, som skabte intellektuel musik til liden nytte for arbejderklassen – og til megen fare for komponisten selv.