Antonín Dvořák - uden indre dæmoner.

Mød den tjekkiske komponist, Antonín Dvořák, (1841 – 1904) hvis efternavn udtales Dvo-sjak. Født i det daværende Bøhmen (nuværende Tjekkiet) som var underlagt det østrig-ungarske kejserdømme. Antonín Dvořák var med sin musik – sammen med hans 17 år ældre landsmand Bedřich Smetana og 13 år yngre Leoš Janáček – med til at skabe den tjekkiske identitet.

Han var både nationalist og internationalist. Desuden en vellidt og velafbalanceret kunstner, som ikke sloges med indre dæmoner – og i øvrigt, en af verdens første trainspotters. Faktisk, han elskede alt der havde med transport at gøre. Han ville utvivlsomt have været svært tilfreds med at vide, at første mand på månen, Neil Armstrong, tog et spolebånd af hans 9. symfoni ’fra den nye verden’ med sig, som gave til jordens drabant i 1969.

Antonin Dvorak
Antonín Dvořák

Hos slagtermester Dvořák

Antonín Dvořák blev født 8. september 1841 i byen Nelahozeves nær Prag i det tidligere Bøhmen. Han var førstefødte barn til Anna og František Dvořák som fik hele 14 børn, hvoraf de 8 overlevede barndommen.

Den lille by på i dag godt 2000 sjæle pryder sig desuden med et ganske imposant slot. Lige over for Dvořák barndomshjem – som i dag er et museum – fandtes en slagterbutik som blev drevet af fader František. Der var tale om en flergenerations affære. 

Han og Anna bestyrede også byens værtshus som befandt sig i samme bygning som deres lejlighed. Og på den anden side af vejen blev jernbanelinjen, som forbandt Dresden med Prag, lagt i 1840erne. Europas jernbanenet revolutionerede al menneske- og godstransport og damplokomotiverne var evigt fascinerende for drengen Antonín. Han fortalte langt senere i sit liv, ’jeg ville have givet alle mine symfonier for at have opfundet lokomotivet!’.

Antoníns fader spillede ligeledes på strengeinstrumentet zithar i et lille orkester som underholdte fester og gæster, fra bryllupper til fødselsdage. Der var alt i alt mange lyde under Dvořáks opvækst.

I beskrivelsen af Antoníns liv som komponist er zitharen relevant af to omgange. Han mødte musik og instrumenter som lille, og fik en rudimentær musikundervisning af sin far. Og han blev også bekendt med alle de mange folkeviser og danse som fandtes og stadig findes i store dele af Østeuropa. (Vi er på den anden side af 100 forskellige folkedanse, hver med deres særegne rytmer og strukturer).

Disse danse, der er århundreder gamle, læner sig også op ad gamle folkeeventyr. De er derfor perfekte til at skabe den nationale identitet som Bøhmens komponister, digtere og kunstnere så ihærdigt søgte i 1800-tallet.. 

Antonin Dvoraks barndomshjem
Antonín Dvořáks barndomshjem
  • Her er et samlet overblik over vores artikler om komponisterne under ‘Huset Habsburg‘.

Antonín Dvořák - kærligheden forskudt

Dvořák supplerede sin indkomst med at give musikundervisning. En af eleverne var Josefina Kounicová som han bliver forelsket i, en kærlighed som skaber hans første værk, ’Cypres’ som han dedikerer til hende, naturligvis i håbet om at vinde hendes gunst. Men hans følelser gengældes desværre ikke. Hun giftede sig i stedet med en greve.

Til gengæld har Josefina en lillesøster, Anna. Han kunne ikke få storesøster, men han havde heldet med sig med lillesøsteren og de blev gift i 1873. Herved er Dvořák i selskab med komponisterne Josef Haydn og Amadeus Mozart som også slog sig til tåls med søsteren til deres store kærlighed. (Haydns’ er en rørende romance, mens Mozart ikke kunne nære sig for at synge en vulgær vise til kvinden der havde afvist hans tilnærmelser. Hende der altså senere skulle blive hans svigerinde. Du kan læse mere herom i vores artikler om Haydn og Mozart henholdsvis).

Det skal dog nævnes at både greven, Vaclav Kounic, og Josefina samt Anna og Antonín kom godt ud af det i hinandens selskab livet igennem. Man fornemmer dog en uopfyldt kærlighed fra Antoníns side. Da Josefina dør mange år senere, skriver han et meget smukt og sorgfuldt værk, hans cellokoncert i b-mol, opus 104, til ære for hende. Mere herom senere i artiklen. 

Josefina Kounicová, Dvoraks første kærlighed

Antonín Dvořák og Wiens tunge skyts

Dvořák begynder i 1870erne at blive anerkendt som komponist. Hvad der især fik betydning for både finanser og karriere skete i 1875 da han sender en række værker til en musikjury i Wien.

I juryen sidder rigets tunge drenge der er noget ved musikken. Lige et par linjers introduktion til disse herrer: Der var Otto Dessoff og Johann Herbeck som begge fungerede som chefdirigenter for Wiens Statsopera, finere bliver det ikke. (i øvrigt, komponisten Gustav Mahler overtog dette hverv i 1898).

Og så sad der i juryen verdenshistoriens mest brutale musikkritiker, Eduard Hanslick. Han skrev eksempelvis om Tjajkovskijs violinkoncert at ’den var en stank for øret’. Af en eller anden grund var Hanslick især ude efter sin landsmand, komponisten Anton Bruckner – denne enestående og sære kæmpe – som bare ikke kunne gøre noget rigtigt ifølge musikkritikeren.

Men den vigtigste person i juryen var the grand old man, komponisten Johannes Brahms, som blev decideret imponeret over den unge komponists værker. Det var begyndelsen til et livslangt venskab mellem de to. Brahms tog Dvořák under sine vinger, præcis sådan som komponistparret Robert og Clara Schumann havde gjort over for Brahms årtier tidligere.

Brahms introducerede Dvořáks til sit musikforlag, Simrock. Dvořáks første værk ’Moravia duetterne’ blev en rimelig salgssucces så forlaget bad om mere. Herefter skriver Dvořák de ’slaviske danse’ som blev en overvældende salgssucces og som katapulterede Dvořák frem på den internationale scene.


Han slog hermed to fluer med et smæk. Dels gav det ro på den økonomiske front, dels var værket med til at opfylde Dvořáks ønske om at skabe en tjekkisk identitet. 

Musikanmelderen Eduard Hanslick sympatisk indstillet over for Antonín Dvořák
Musikanmelderen Eduard Hanslick

Antonín Dvořák - London tur/retur * 9

Dvořák besøgte London for første gang i marts 1884. Det var kærlighed ved første tone. Han fremfører sit religiøse værk, Stabat Mater. (Stabat Mater dolorosa, ’stod en moder fuld af smerte’ – en henvisning til jomfru Maria, der står ved sin søn under dennes korsfæstelse).
Det var samtidig også en ’Pater dolorosa’. Dvořák påbegyndte værket umiddelbart efter datteren, Josefas, død i 1875.
Han var tilbage igen september samme år i forbindelse med Worchester-festivalen hvor der blandt orkestrets ansatte fandtes en vis Edward Elgar. Han skulle siden blive Englands mest berømte komponist fra den senromantiske periode. Musik der især var inspireret af Brahms og Dvořák, (Elgars navn og ansigt prydede i øvrigt £ 20 sedlerne i det første årti af dette århundrede).  

Hvert nyt Englands-besøg bliver til en større succes end det foregående besøg. Han smeltede også dronning Victorias hjerte. Dronningen fandt ud af, via Dvořáks kone, at Dvořáks afslappende hobby var… duehold! Og snart efter modtager Dvořák en royal gave, to par engelske ’pouters’, der med deres yderst lange ben er duernes svar på catwalk modeller. 

Det vides ikke om den noget snerpede dronning var klar over at ’pouters’ også er kendt for at have en meget høj sexdrift.

Engelske pouter duer - Dvoraks store hobby
Engelske 'pouter' duer - Dvoraks store lidenskab.

Kul, sod og damp i den 7. symfoni

London var i 1885 vidne til premieren på Dvořáks 7. symfoni der sammen med hans 9. symfoni er højdepunkterne i hans kompositioner.
Temaet fra den 7. Symfonis første sats er i øvrigt hentet på Prags hovedbanegård i 1884, da et ceremonielt tog eller ‘hoftog’ fra Budapest gjorde sit indtog.
Det ved vi, for det står i margenen af Dvořáks nodepartitur til denne symfoni. 

Den 7. symfoni er også en slags demokratisk symfoni, idet komponisten giver melodi-linjer til alle orkestrets instrumenter.
Tjajkovskij er til stede blandt publikum, da symfonien opføres i Prag for første gang. Han får overtalt Dvořák til at besøge Moskva og Skt. Petersburg hvilket sker i 1890. Her opførte og dirigerede Dvořák sin Stabat Mater, som igennem hele karrieren fungerede som hans visitkort.

Legosæt til Prags hovedbanegård
Legosæt til Prags hovedbanegård. Ja, hvorfor ikke?

United States of America – Money Talks

I September 1892 tager familien Dvořák til USA – 400 året for Columbus opdagelse af kontinentet – hvor han har fået en stilling som chef for New Yorks nyligt oprettet musikinstitut, ’National Conservatory of Music’. En institution, hvis døre også var åbne for kvinder og sorte.

Dvořák havde afvist stillingen af to omgange, men han får ad tredje runde tilbudt et årligt salær på $ 15,000 – 25 gange større end hans løn i Prag. Og så er det hans kone der bestemmer hvordan klaveret skal spilles.
Det skulle blive til et par lykkelige og givtige år (1892-1895). Ikke kun for familiens økonomi og Dvořáks produktion, men også for Amerikas musikalske opblomstring inden for klassisk musik.

New York tilbød en eksplosion af inspiration. Der var nye toge at kigge på, og dertil Dvořáks evige fascination af de dampskibe der sejlede ud og ind af byens havn. (Bøhmen fandtes nærmest lige midt i Europa og derfor langt fra havet).
Han stifter også bekendtskab med de sorte slavers spirituals og interesserer sig ligeledes for indianermusik. Ud af summen af alle disse lyde, mekaniske som spirituelle, fik verden symfonien ’fra den nye verden’. Symfonien der er Dvořáks indiskutabelt mest kendte og berømmede værk. 

Kombinationen hjemve og musikinstituttets pludselige finansielle problemer gør at Dvořákkerne rejser hjem til Prag igen i 1895.

Josefina og Anna - sidstnævnte var Antonins kone
Søstrene Josefina og Anna - sidstnævnte og siddende var Dvoraks kone. Førstnævnte og stående, Josefina, Dvoraks ungdomskærlighed.

Hjemve og hjemkomst

Da familien Dvořák er tilbage igen i Böhmen, er Dvořák ikke alene verdenskendt men også nationalhelt.

Den østrigske kejser, Franz Joseph, overrakte ham i november 1898 guldmedaljen, Litteris et Artibus. Er du bekendt med det Habburgske regimes historie, vil du vide at det skete blot to måneder efter at kejseren havde mistet sin elskede dronning, Elizabeth med kælenavnet Sisi, under et attentat. En dronning som hele riget elskede og hvis liv er 1800-tallets pendant til lady Diana.
Mere hyldest og anerkendelse til Dvořák: Kejseren giver ham sæde i Østrig-Ungarns overhus i 1901.

Da Dvořák fylder 60 år er det en national festdag i Tjekkoslovakiet. 

I april 1904 holdes den første tjekkiske musikfestival, hvis program næsten udelukkende bestod af Dvořáks værker. Hans oratorie, Saint Ludmilla, blev sunget af det største kor nogensinde, vil jeg tro. Hele 16.000 sangere fra Bøhmen og Moldova var samlet i Prag for at synge værket.

Men samme måned bliver han ramt af influenza, og efter fem ugers sygdom taber han kampen. Influenzaen efterlod mange ufærdige værker i komponistens skuffer.

Elizabeth von Wittelsbach
Elizabeth von Wittelsbach, også kaldet Sisi. Østrigs kejserinde.

En Antonín anekdote

Antonín Dvořáks nåede kort før juleaften – det må have været julen 1878 – at færdiggøre flere værker med fællesbetegnelsen ’bagateller’ som skulle sendes afsted til hans musikforlag, Simrock.

Han spørger sin kone, der havde en hel del at skulle have sagt hvad familieøkonomi angik, hvor meget han skal tage for værket. Han overvejer 2.000 korunas, men hun foreslår 3.000 korunas fordi det svarer til de udgifter de ville have i forbindelse med julen.
Det er hermed besluttet. Afsted sendes noder og honorarforslag. Nogle dage senere får de svar fra forlaget som synes at 30.000 korunas er i overkanten, men de er villige til at give 10.000.

Det er ikke ofte at en slåfejl er så givtig. En uventet julegave som Dvořák tit tænkte tilbage på – med et smil må man formode.

Antonin Dvoraks forlag Simrock

Mnemonics

Hvordan kan man snildt huske at Antonín Dvořák havde sin gang på jord i årene 1841 – 1904?
Jo! Den danske komponist Carl Lumbye, (søn af den mere kendte komponist H. C. Lumbye) blev også født i 1841. Samme år som Dvořák! Der er naturligvis tale om et tilfælde.

Tidligere nævnte musikkritiker, Eduard Hanslick, dør i 1904 i en for den tid anseelige alder af 79 år. Samme år som Dvořák. Det er almindeligt kendt at musikkritikere lever længere end de musikere de kritiserer. Alene tilfredsstillelsen ved at nedsable andre lægger ofte et årti mere til deres liv. Dette er en helt igennem objektiv betragtning idet skribenten til denne artikel hverken er musiker eller kritiker.

Carl Lumbye
Beviset på Carl Lumbyes fødselsår

Antonín Dvořáks cirka 200 værker

Dvořák skrev omkring 200 værker der alle var tro mod den tjekkiske/bøhmiske kulturarv. Hans karakteristiske og ofte næsten hjemsøgte melodier skiftede konstant mellem dur og mol, i følge komponisten et karaktertræk ved den slaviske musik.

Slaviske danse – (et firhændigt værk for klaver). Her stifter du bekendtskab med ni forskellige traditionelle østeuropæiske danse – Furiant, Dumka, Polka, Sousedská, Skočná, Odzemek, Starodávný, Špacírka og Kolo omstruktureret så den tilpasser sig den mere formelle klassiske musiks tradition. Der lægges ud med den fyrige furiant.

(Østeuropas dansetradition består ofte af livlige og livsbekræftende rytmer. Den ungarske komponist Béla Bartók i øvrigt, tog på rejse i 1905 til alle dele af Østeuropa. Han registrerede de fleste af dem, så de ikke gik tabt for eftertiden, som beskrevet i vores artikel om komponisten).

Den syvende symfoni – med et damplokomotiv som motiv. Her med Rafael Kubelik som dirigent, direkte fra den klassiske musiks hovedstad, Wien. 

Den niende symfoni – ‘fra den nye verden’ symfonien. Her dirigeret af Herbert von Karajan i 1966.
Den er exceptionelt overvældende vidunderlig. Ingen lades upåvirket tilbage af dette værk.

 

Furiant dans inspirerede Antonín Dvořák
Furiant dans
  • Følg os på Facebook for fornøjelsens skyld

Romantiske toner - politiske undertoner

Du kan lytte til hans hjemve i cellokoncerten i b-mol, opus 104. En af de mest spillede af alle cellokoncerter i koncertsalene.

Dens 2. sats er ganske rørende. Den er hentet fra en af Dvořáks sange ’Lasst mich allein’ som hans første kærlighed, Josefina, var særligt knyttet til. Josefina døde kort tid efter Dvořáks hjemkomst fra USA og han ændrede efterfølgende i værket så det fremstod som en hyldest til hans kones storesøster, og formodentligt hans livs kærlighed. Og ikke kun hyldest, men også som begrædelse af en nu svunden ungdom der havde været uløseligt forbundet med hende.

Og for at give cellokoncerten politisk resonans blev den også spillet under Proms koncertrækken den 20. august 1968 i Londons Royal Albert Hall, med russiske Mstislav Rostopovich som solist, en fra perioden ypperste cellister. Tårerne løb ned ad hans kinder under koncerten, for det var samme dags morgen at Sovjetunionen havde invaderet Tjekkoslovakiet. Antonín Dvořáks land.

Mstislav Rostopovich
Mstislav Rostopovich

Mens vi venter på vores vaccination

Parnassos.dk udskød sine koncerter i foråret 2020 til efteråret 2020. Og så udskød vi endnu engang på ubestemt tid. Så snart det lysner, sætter vi dato og sted på nedennævnte arrangementer. Vi glæder os!

forslag til artiklen?

Du er velkommen til at skrive til os på overtoner@parnassos.dk vedrørende denne artikel. 

Scroll til toppen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Modtag de seneste nyheder om koncerter

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.