Leoš Janáček – ældgammel folkemusik samt en ung muse

Leoš Janáček – det var den barndom.

Komponisten Leoš Janáček (1854 – 1928) er tredje kløver af det tjekkiske trekløver der, ud over ham, består af komponisterne Bedřich Smetana og Antonín Dvořák.
Leoš Janáček blev født i Hukvaldy, i Moravia, som i dag ligger tæt op ad den polske grænse. Han var nummer ni barn ud af en børneflok på 13.

Da Leoš er 11 år gammel bliver faderen, Jiří Janáček (som var skoleleder), alvorligt syg og for at lette på finanserne bliver børnene, én efter én, sendt ud i den store verden.

Leoš havde fra barns ben vist musikalske evner. Faderen Jiří er en god bekendt af komponisten Pavel Křížkovský, som var korleder i det augustinske kloster i Brno (dengang Brün).
Brno er hovedstaden i Moravia/Mähren, der sammen med Bøhmen – disse mindre riger fra fordums dage – udgør det meste af det nuværende Tjekkiet.
Her bliver deres barn nummer ni sendt hen. Janáčeks ankomst til Brno beskrev han således i selvbiografien, ’et tilbageblik på et liv og arbejde’ (1924),,

Her havde jeg en frygtsom nat i et mørkt [hotel]værelse – det var på Kapucínské náměstí torvet i Brno.
Ved daggry. Hurtigt! Op! Ud! Min mor sagde farvel med et tungt hjerte ved Klášterní náměstí gaden. Jeg havde tårer i øjnene. Det havde hun også.
Alene. Sære mennesker. Uvenlige. En mærkelig skole, en hård seng og endnu hårdere brød. Ingen kærtegn. Jeg var alene om at bygge min verden. Min far døde. Den uovervejede grusomhed.

Faderen døde året efter, i 1866.

Her er et samlet overblik over vores ‘Huset Habsburg’ serie om komponisterne fra Wien.

Parnassos.dk arrangerer to kulturrejser i 2023

Operahuset i Wien, som vi besøger lørdag 28. oktober 2023

Operahuset i Cairo, som vi besøger mandag 6. november 2023

Leoš Janáček i St. Thomas klosteret i Brno

Og så befinder Leoš sig i klosteret i de næste otte år hvor han får sig en almen uddannelse samt kor- og orgelundervisning.

Klosteret var i øvrigt af den fremadskuende slags, for blandt dens beboere ville du i selv samme år som Leoš Janáčeks ophold have mødt Johann Mendel, den moderne genetiks fader. Som et kuriosum, Janáček spillede på orglet i kirken under Mendels begravelse i 1884.

Faderens bekendte, Křížkovský, var ikke kun komponist men også sprogforsker. Han var dedikeret til den slaviske kultur og fremførte mange værker af tidligere og ukendte bøhmiske, moldoviske og schelinske komponister. (Schlinien er endnu et tidligere rige, som i dag primært befinder sig inden for Polens grænser).

Og det er via Křížkovský, Leoš musiklærer, at Leoš bliver sig bevidst om at hans land er domineret af det østrigsk-habsburgske rige, og at landet herved er underlagt den germanske kultur.
Han beslutter sig for at bruge sit liv på at bekæmpe germaniseringen og kæmpe for sit land og dets rødder.

Den gode Křížkovský anser sin elev for at være temmelig besværlig, men er sig drengens evner bevidste. Det er på hans opfordring at Leoš bliver optaget på Prags organistskole i 1874, i en alder af 20 år.
Han består den afsluttende orgeleksamen og kan bryste sig af at være bedste elev i klassen.
Og så er vejen åben for en decideret professionel musikuddannelse.

Tre konservatorier - mindre kan ikke gøre det

Det bliver til optagelse på konservatoriet i Skt. Petersburg i Rusland (1878) hvor han udvikler et tæt forhold til landet og dets slaviske kultur. Dernæst konservatoriet i Leipzig (1879) – hvor han efterfølgende håbede på at få et stipendium til et ophold i Paris med master classes hos komponisten Camille Saint–Saëns.
Det blev ikke til noget, til gengæld bliver det i 1880 til et ophold på det for den tid fineste konservatorium, konservatoriet i Wien.
Hvert konservatorium sin tradition, og med den Europaturné på konservatorier har Leoš fået sig en grundig introduktion til den europæiske klassiske musik.

Under studierne holder han kontakt med sin elskede Zdenka, stadigt bosiddende i Brno, som havde været hans elev tilbage i 1876. Da han vender hjem frier han til hende, det bliver til et ja og de bliver gift i 1881.

Det er en hjerteskærende oplevelse at beskæftige sig med 1800-tallets komponister. Så mange børn, så megen barnedød. Dødelige sygdomme som i langt de fleste tilfælde kunne være blevet redet af vores dages penicillin og vacciner.

Leoš skæbne er blandt de hårdeste. Han fik to børn med Zdenka og ingen af dem overlevede deres forældre.
Sønnen dør kort tid efter fødslen og deres ældste barn, Olga, døde som 17-årig i 1903 mens han skrev på operaen Jenufa. Som et sørgebånd omkring denne opera – der senere skulle blive hans internationale gennembrud – dedikerede han den til sin datter.

Disse tragedier sled på ægteskabet, og efter Olgas død levede Leoš og Zdenka under en slags uofficiel skilsmisse, men stadigt under samme tag.

Sådan skyder man sig selv i foden

Samme år som de bliver gift grundlægger og leder Janáček Brno-orgelskolen, som senere blev til byens konservatorium. Han begynder, præcis som hans ungarske homolog, Béla Bartók, en struktureret registrering af sin egns folkedanse og viser.

Janáček har også tid til at være politisk aktiv. I 1905 deltager han i en demonstration i Brno rettet mod monarkiet i Wien. Under demonstrationen bliver en arbejder slået ned af politiet og dør. Det inspirerede Leoš til at skrive sin klaversonate nummer 1, ’1905 Z ulice’ – ’på gaden i 1905’.

Han opretter ligeledes gruppen ’den russiske cirkel’ med et stærkt anti-tysk og anti-østrigsk program og proklamationer. Det ender faktisk med at organisationen forbydes af det østrigske politi i 1915.

Vi har at gøre med en meget aktiv herre. I 1884 udgiver han ligeledes tidsskriftet Hudební Listy (Musikalske sider).

Her skriver han en skarp kritik af den komiske opera, ’brudgommene’, skrevet af den tjekkiske komponist Karel Kovařovic.
Janáček skrev, ’hvilken melodi fra operaen forblev i dit sind? Hvad var motivet? Er dette dramatisk opera? Nej! Jeg vil på plakaten have skrevet ‘komedie tilsat musik’, da sang og musik ikke passer sammen’.

Uden her at kunne vurdere rimeligheden af kritikken, satte det uheldigvis Leoš karriere tilbage med halvanden årti. Kovařovic blev nemlig direktør for Prags nationalteater (fra 1900 – 1920) og nægtede, frem til 1916, at lægge scene til Janáčeks værker. Sådan kan det gå.

Livet begynder ved de 62 år

Og endelig, i 1916, fik Leoš Janáček sit internationale gennembrud – og dermed var hans pensionsalder udskudt på ubestemt tid.
Samme år møder han journalisten og teaterkritikeren Max Brod (som i øvrigt var gode venner med Franz Kafka) og det blev til et venskab hvor Brod promoverede Janáčeks værker.
Jenufa-operaen bliver fremført i Prag i 1916 under ledelse af Kovařovic, som han havde gjort sig ud til bens med 30 år tidligere. Efter nødtvungent at have accepteret en række ændringer af operaen fra Kovařovics’ side.

Yderligere to begivenheder skænker ham sit livseleksir: 1. verdenskrig er slut, det habburgske kejserrige opløses og som konsekvens får Tjekkoslovakiet sin selvstændighed.
I 1917, som 63-årig, møder han den 25 årige Kamila Stösslová, en ung gift kvinde. Det blev til en passioneret affære – fra hans side.
De 38 års forskel i alder gjorde ikke noget stort indtryk på Janáček, men har jo nok vægtet på den unge Kamilas vurdering af sin nye beundrer.

Hun blev hans muse og inspirerede ham resten af livet. Vi kan takke hende – og hendes mand – for at have holdt en venlig afstand til sin tilbeder, uden dog at kappe båndene over. En svær balanceakt, for de 12 år der resterede af Janáčeks liv blev hans mest produktive, med værker der nåede nye højder. Så hvad der var ufuldbyrdet i kærlighed, blev fuldbyrdet i komposition.

Flere operaer følger, heriblandt hans mest kendte, ’den fiffige lille ræv’ som er hans musikalske testamente. Sidste sats herfra blev, efter Janáčeks ønske, spillet til hans begravelse et årti senere.

Leoš Janáčeks Jenůfa

Som tidligere nævnt, Jenůfa successen i Prag, også kaldet ‘Moravia eller Mähren operaen’, gav Janáček adgang til verdens store teaterscener. Herefter fulgte tre andre slagkraftige operaer, Kát’a Kabanová, den fiffige lille ræv, Makropulos sagen og de dødes hus.

Forfatteren Fred Plotkin, der arbejdede som direktør i både la Scala i Milano og The Metropolitan Opera i New York, sagde følgende,

Da jeg skrev min bog, ‘Opera 101: A Complete Guide to Learning and Loving Opera’ nævnte jeg at de to vigtigste operakomponister i det tidlige 20. århundrede var Richard Strauss og Giacomo Puccini.
Alban Berg skabte ganske vist to mesterværker, Wozzeck og Lulu, men det var ikke helt nok til at sætte ham ved siden af de to.
I dag, når nogle spørger mig om jeg ville have ændret noget i min bog svarer jeg, ’ja’! Jeg ville have tilføjet Leoš Janáček til navnene Strauss og Puccini, fordi jeg dengang endnu ikke havde forstået hans storhed

En brøkdel af et sekunds forsinkelse

Slaviske danse har ikke alene en kompleks rytme, den har også en ingrediens man ikke ser meget af i dag. Rytmen er aldrig ’in your face’ eller anmassende, men møder lytteren med lige akkurat et split sekunds tilbageholdenhed.

Sidstnævnte effekt kan måske bedst illustreres med kirkeklokker. Når klokken er fjernest fra sit hvilestadie går der et brøkdel af et sekund før den bliver anslået af kuglen. Rytmisk giver det en fornemmelse af mådehold, men kræver også megen rytmisk disciplin af udøverne.

Du kan den dag i dag opleve tilsvarende musikstykker blive spillet hver fredag aften i Leoš Janáčeks gamle kro, Pod Hradem i Hukvaldska, hvor man stadig spiller på de originale strengeinstrumenterne, som for eksempel dulcimer.
Når man er i Hukvaldska, med slottet på toppen af højen og de store omkringliggende skove, kan man ikke bede om mere idyl. Her råder lokalbefolkningen. Af og til dukker der turister op, de er velkomne, og du kan endog få lov til at sidde ved Janáčeks stambord.

Her har han lyttet til sit fædrelands sange – mere livlige end vemodige – holdt i live af den orale tradition.

Janáčeks arbejde med at registrere folkesange kan fuldt ud sammenlignes med hans kollega, Bela Bartok, fra Ungarn.

Ikke noget at sige til at Janacek blev forført af sit lands musikalske rødder, hvor intonationen af sang er vigtigere end hvad der synges. Ligesom med sproget, når vi snakker. Bag ordene gemmer der sig det egentlige budskab, udtrykt ved enten glæde og oprømthed eller nervøsitet, sleskhed og vrede.

Dette førte til Leoš Janáček udvikling af ’sangsprog’ eller ’sprogsang’ som man hører i hans operaer, især i ’den fiffige lille ræv’, (På engelsk, the ’cunning little vixen’). Et sprog fjernt fra, efter hans mening, de opstyltede italienske operasange.

Et religiøst værk – med politiske undertoner

Ligeledes i 1926 skrev han en messe der byggede på gammelkirkelige slovenske tekster som udmundede i et stort orkestralt værk, Den glagolitiske messe.

Det anses for at være et af de religiøse hovedværker fra det 20. århundrede, selvom han ikke selv var troende.
(Han havde en gang udtalt, ’organiseret religion er et koncentrat af døden’).

Det religiøse værk skal derfor ses i et politisk lys. Østrig-Ungarns undersåtter af anden etnisk herkomst end tysk, var primært slavere. Og Leoš Janáček havde en forkærlighed for Rusland, det eneste land indtil 1918 hvor slavere ikke var stavnsbunden til en anden kultur.

Janáček var gennem det meste af sit voksne liv knyttet til den Pan-slaviske bevægelse der havde som formål at samle det slaviske folk i Østeuropa (primært Serbien, Bulgarien og Tjekkoslovakiet) som havde stærke mellemfolkelige bånd til moder Rusland.
Glagolitic er det før-kyrilliske slaviske sprog der blev talt i Moldova og Bøhmen helt tilbage i 800-tallet.
Da den gode Sankt Cyril besøgte og omvendte områdets beboere til kristendommen, nedskrev han de bibelske skrifter i det lokale sprog.
Så der var mange politiske undertoner i Janáčeks religiøse toner. Da værket er instrumentaliseret kan det desværre ikke spilles i den ortodokse kirke, da instrumenter er forbudt under messer. Men det kan ofte høres i koncertsale, især og uden den store overraskels,e i Tjekkiet.

Nu hvor vi er i russisk selskab. Ruslands forfattere var en stadig inspiration for Janáček. Hans symfoni Taras Bulba var forfatteren Gogol inspirator til.
Operaen ’de dødes hus’ er hentet fra en roman skrevet af Dostojevskij.
Den finurligste af de ’russiske’ værker er Leoš Janáček strygekvartet ’Kreutzer-sonaten’ som er hentet fra Tolstojs provokerende roman af samme navn, som igen hentede sin titel fra Beethovens Kreutzer sonate.
Musik inspireret af litteratur inspireret af musik.

Milan Kunderas valg

En lille finurlighed, den tjekkiske forfatter Milan Kundera (forfatter til ’tilværelsens ulidelige lethed’ med flere) er født og opvokset I Brno og er, mens disse ord skrives, stadig i live i en alder af 91 år.
Hans far, Ludvík Kundera (1891–1971) var tjekkisk musikekspert, pianist og leder af Leoš Janáček Musikakademiet i Brno fra 1948 til 1961. Han er mest kendt for sit analysearbejde af netop Janáčeks musik.

I følge sønnen, Milan Kundera, er højdepunktet af Janáčeks kompositioner hans to kvartetter, kvartet nr. 1 ´Kreutzersonaten´ og kvartet nr. 2 ´intime breve´. I øvrigt, sidstnævnte kvartet blev spillet til Ludvík Kunderas begravelse i 1971.

Og vores eget valg?
On an Overgrown Path’ / ’på en tilvokset sti’, et meget elegant klaverstykke som skribenten til denne artikel vil forsøge at finde nodehæftet til, næste gang han er på besøg i Moskvas særdeles velassorterede – og billige – musiknodebutik, Nota24, på Tverskoy Boulevard 9 nær Moskvas konservatorium.

Tilbage til Leoš Janáček: naturligvis faldt der også et værk af til det nyligt oprettede tjekkoslovakiske militærorkester, rapsodien Taras Bulba, skrevet i 1918.

Leoš Janáčeks sidste skovtur

Det er sensommer i 1928. Kamila, hans envejselskede, hendes mand og søn er på besøg hos Janáček i Hukvaldy. De går en lang tur i skoven, da sønnen bliver væk fra dem. Det bliver derfor til en endnu længere tur indtil søn og forældre er lykkeligt genforenet.
Men turen endte med at Janáček hentede sig en lungebetændelse og måneden efter dør han i en alder af 74 år.

Tjekkiets næststørste by, Brno, en slags Tjekkiets svar på byen Århus, fik et gigantisk kulturelt løft af deres bysbarn og de har taget sig godt af hans eftermæle.

I hele hans karriere gengældte de hans kærlighed, så de fortjener at leve højt på deres internationalt kendte søn.
Leoš Janáčeks orgelskole blev omdannet til et konservatorium.
Leoš Janáček musikakademiet (hvor Kunderas far arbejdede) blev etableret i 1947 og eksisterer stadig.
I 1965 åbnede man Janáček teatret.
Siden 2004 har byen været vært for en international opera og musikfestival.
Og inden længe begynder man på Leoš Janáček-centret som tegner til at blive en endog overordentligt smuk koncertsal.
Her kan du følge med i hvordan det går med byggetilladelsen.