[aelia_currency_selector_widget widget_type="dropdown|dropdown_flags|buttons" currency_display_mode="show_currency_code|show_currency_name"]
Musik, inklusive musikken skabt af de tyske komponister, kan spores tilbage til Apollos lyre. Apollos pendant var Pans fløjte. Førstnævntes musik fremhæver det højbårne og det ædle. Sidstnævnte repræsenterer derimod de nedre regioner, begæret, det kødelige. Men, som vi ved, ingen ånd og intellekt uden kød og blod.
Vi kan være sikre på at musik har eksisteret i Tyskland lige så længe der har været mennesker i Tyskland. Men til denne artikels formål, sætter vi et begyndelses-år, der hedder 1637. Vi kan ikke sætte dato på desværre, for vi kender ikke fødselstidspunktet for personen der skal spille de første toner for den tyske klassiske musik: Danskeren, Dietrich Buxtehude.
Til gengæld ved vi at han kom til verden i den dengang danske by, Helsingborg, og at hans far og mor flyttede til Helsingør få år efter. Her lander Buxtehudes søn sit første job i Sankt Marie kirke i byen i årene 1660-1668. En kirke som den dag i dag har selvsamme orgel som Buxtehude spillede på for 360 år siden.
Han flytter herefter, i 1668, til Lübeck. Han er ikke første barokkomponist men han er den mest toneangivende, som både påvirkede og underviste næste generations musikere, såsom Georg Friedrich Händel og Johann Sebastian Bach.
Fascinerende at den tyske klassiske musik startede i Helsingør – denne skribents fødeby.
Skulle Karl Marx i dag forsvare sin tese beskrevet i det kommunistiske manifest, kunne han med fordel indkalde ’klassisk musik’ som vidne. Klassisk musikhistorie er en rejse gennem alle de sociale lag. Det er også en vertikal oplevelse, idet klassisk musik begynder fra oven, idet at den begynder hos Gud, så at sige.
Barokmusik var centreret omkring kirken. Og de største tyske komponister udi barokken var knyttet til den lutheranske kirke og tro.
Komponisterne var Guds tjenere, sådan opfattede de sig selv. Deres kompositioner var skrevet til ære for Gud og for at styrke kirkegængernes tro som anbefalet af Luther selv. De kunne dog sagtens skrive verdslig, eller ikke religiøs, musik, eksempelvis skrev Johann Sebastian Bach en kaffekantate hvor han gjorde grin med den nye ’dille’ i Europa: caféer, som du kan læse mere om i vores artikel om den måske største komponist nogensinde.
Hvis musikerne ikke arbejdede for kirken, arbejdede de for adlen. Der var stort set ikke nogle musikere fra denne periode der var selvstændigt erhvervsdrivende i moderne forstand. En exceptionel undtagelse er komponisten Georg Philipp Telemann.
Georg Friedrich Händel, født samme år som Bach i 1685, flyttede til London hvor han blev hofkomponist for den tysk/britiske regent Georg I og senere dennes søn, Georg II.
Med musikerne fra denne periode er vi tæt på magtens tinde. Og de var ofte gode venner med magthaverne. Vi får derfor et sjældent godt indblik i datidens politiske regimer og deres intriger.
Med rokokomusikken, en relativ kort periode, der strakte sig over et par årtier på hver sin side af 1750, bevæger noderne sig væk fra kirken til aristokratiets balsale. Det siger sig selv at kirkemusik stadig blev spillet i kirkerne, men kor og orgelmusik forblev tro mod barokmusikken, hvis karaktertræk er polyfonien, der består af flerstemmige sange og musikstykker, hvis opbygning hentede sin inspiration fra menneskets stemme, fordelt på hver af de fire hovedgrupper, sopran, tenor, alt, bas. De to første tilhører kvindens stemmeleje, de to sidste mandens.
Polyfoni var lig med kompleksitet og, som Frederik den Store udtrykte, ’lugtede af kirke’. Frederik, udover at være en stor krigsstrateg, var også musikelsker. Han er en glimrende repræsentant for rokokoen, som gjorde op med barokkens tunge strenge og udskiftede den med elegance. Man kunne sige lidt nedværdigende at rokoko var datidens underholdningsmusik, underholdning uden en dybere mening. Og til det formål hyrede Frederik den Store en af Bachs sønner, Carl Philipp Emanuel Bach, gudsøn til Georg Philipp Telemann i øvrigt. Da Mozart sagde, ’Bach er vores far, vi er hans børn’ hentydede han rent faktisk til Carl Philipp.
Og minsandten om Bachs tre andre komponistsønner ikke også er svært repræsenteret i denne epoke. Johann Christian Bach flyttede til London, nærmest som at overtage stafetten fra Händel.
Wilhelm Friedemann Bach var den mest talentfulde, men knækkede grundet faderens store forventninger. Og endelig Friedrich Bach, der levede et simpelt og lykkeligt liv i Bückeberg.
Med klassicismen, vi er nu i årtierne omkring år 1800, med svag overvægt til de sidste årtier i 1700-tallet, umiddelbart efter rokokoen, når vi frem til tysk overherredømme inden for den klassiske musik. Alligevel har vi valgt ikke at tage disse giganter med i denne artikel. Årsagen er som følger:
Tyskland, helt frem til det blev ét selvstændigt rige i 1870 kunne deles i to, et multikulturelt Tyskland og et monokulturelt Tyskland, hvor sidstnævnte igen kunne deles op i over 300 småstater som tilsammen – stort set – befandt sig inden for grænserne af det moderne Tyskland.
Det monokulturelle finder vi i riget Habsburg, det Østrig-ungarske rige med hovedsæde i Wien. Et af Europas mest magtfulde riger nogensinde, som varede i 650 år indtil dets opløsning i 1918. Deres politiske indflydelse strakte sig til Spanien, Holland, Norditalien og store dele af Østeuropa, inklusive Polen, Tjekkiet, Ungarn, Rumænien. Magten var placeret i Wien, byen som tiltrak de største talenter inden for teknologi, kunst, heriblandt musik.
Hvad tyske komponister i ’monokulturelle Tyskland’ angår, er en overraskende tynd kop te hvad den klassicistiske periode er der tale om overraskende tynd kop te.
Det er i Wien du finder Haydn, Mozart, Beethoven, Schubert og mange flere. Vi har skrevet om de 20 mest betydningsfulde komponister, som havde deres hjem og postadresse i Mellemeuropas ubestridte storby.
Du kan læse om dem alle ved at gå videre herfra til Huset Habsburgs komponister.
Du kan her gå videre til huset Habsburg, eller Østrig-Ungarn, og læse om klassicismens giganter såsom Mozart og Beethoven.
I 1815, i forlængelse af Napoleonskrigene, bliver det enorme kludetæppe af 300 tyske småstater – som vitterligt var helt uafhængige nationale enheder – samlet til det lidt mere overskuelige antal stater på 41 styks.
Huset Habsburgs magt var blevet svækket under krigene med Frankrig i begyndelsen af 1800-tallet og de tyske riger, med Preussien i spidsen, tilsvarende styrket. Flere tyske byer, de vigtigste Leipzig og Weimar, bliver magnet for en ny generation af komponister.
Wien havde stadig godt tag på den tyske talentmasse, eksempelvis Johannes Brahms, der blev født i Hamburg. Han virkede det meste af sin karriere i Østrigs hovedstad, så Brahms musik og liv finder du ligeledes beskrevet i Habsburg-artikelserien.
Du kan ’spole’ videre ned ad denne artikel for at se Tysklands ypperste komponister fra primo 1800-tallet og frem. Læg mærke til at knapperne under hver komponist enten er grå eller gul. De gule har ingen links da vi endnu ikke har skrevet om relevante komponist. Men det kommer. Så kig gerne forbi en gang imellem.
Vi er her nået til romantikken, den musikalske periode der erstattede klassicismen. Meget kort fortalt, klassicismens ro og orden bliver udskiftet med hjerte og smerte. Af det bizarre. Af det overnaturlige…
Og her får det “monokulturelle” Tyskland så sandelig sin renæssance, med et af centrene placeret i byen Leipzig, der var en slags Silicon Valley for klassisk musik.
Modsat lande som England og Frankrig, som for længst havde samlet sig i én stat med én centralmagt, var Tyskland stadig en diffus størrelse.
Men der var stærke kræfter i gang for at samle riget. Og hvad, ud over et fælles sprog, kan knytte et folk til et land? Fælles historier. Det blev kunstnernes opgave. Litteraturen naturligvis, men så sandelig også musikerne.
Opera, datidens kostumedrama, var af italiensk oprindelse og opfindelse. Italienere og franskmænd byggede deres opera op omkring antikkens guder og helte. Den tyske opera, til gengæld, fandt sin inspiration fra landets myter og folkesagn.
Disse myter finder du ikke kun i operaen, men også i værker skrevet for orkester. Vi vil i dette afsnit pege på de største komponister, med den geniale – og ganske utiltalende – komponist Richard Wagner i spidsen.
Vi følger de tyske komponister på deres rejse i mellemkrigsårene til Europas rædsels år under nazismen. Vi vil skrive om disse fire komponister, med yngste komponist i vores række, Paul Hindemith, som levede helt frem til 1963.
Personer med jødisk oprindelse fylder ikke kun blandt nobelpristagere.
Der er flere store tyske komponister i blandt denne minoritet. Jødiske Gustav Mahler – beskrevet i Habsburg serien – oplevede ikke Europas mørkeste time, men disse fire snart beskrevne gjorde. To så deres liv ende i Auschwitz, to andre overlevede men måtte lide under at deres karrierer der blev slået ud af kurs.
Deres biografier er så sandelig også en del af historien om de tyske komponister.
