Fanny Mendelssohn – i broderens skygge

Fanny Mendelssohns største fan

Fanny Mendelssohn Bartholdy blev født i Hamburg i år 1805 og levede frem til 1847. Hun døde i Berlin. Hun er dermed fra en generation der i den klassiske musiks tidslinje tilhører den tidlige romantiske periode.

Hun er mest kendt for at være (store)søster til en af de store romantiske komponister, Felix Mendelssohn Bartholdy. De havde et meget tæt forhold livet igennem, men hvis det ikke havde været for Felix og faderens insisteren på, at hun først skulle koncentrere sig om hjemmet før hun kastede sig over kompositioner, kunne hun snildt have befundet sig i samme liga som broderen hvad ry og renommé angår.

Ikke desto mindre har vi materiale og partiturer nok til at vurdere hendes talent. Og man er ikke i tvivl, det var betydeligt. Dette er ikke kun set i lyset af vores tid, hvor kvindelige komponister fra den klassiske musiks repertoire får langt mere opmærksomhed, men også hendes samtid var sig bevidst om hendes ekstraordinære evner.
Men først er det værd at beskæftige sig med hendes ekstraordinære familie.

Vi har skrevet indgående om denne meget velhavende jødisk-kristne familie i vores artikel om Fannys fire år yngre bror, Felix. Det er samtidig en opfordring til at læse den da artiklen om broderen supplerer artiklen om søsteren.

Det er dog værd at tilføje endnu en række facetter fra en rig familie, der ikke var kærrige med at bruge deres betydelige ressourcer på at støtte kulturen og åndslivet i Tyskland.

Fanny Arnstein og Fanny Mendelssohn

I artiklen om Felix beskriver vi hans og Fannys grandtante, Sarah Itzig Levy. I denne artikel har vi valgt at skrive om en anden af deres grandtanter, som Fanny Mendelssohn i øvrigt blev opkaldt efter, nemlig Fanny von Arnstein.

Von Arnstein blev født i Berlin i 1758 og døde i Wien i 1818. Født i rigdom og giftede sig til mere rigdom. Rigeligt til at gøre enhver antisemit jaloux.

Hendes far var Daniel Itzig, i øvrigt den første jøde der fik preussisk statsborgerskab under Frederick den store. Han var samtidig Fredericks nationalbankdirektør.
Fanny og hendes mand, Nathan von Arnstein, flyttede til Wien i 1776. God timing, idet få år efter blev de fleste af de restriktioner jøder måtte døje med, løftet. Dog, en af jødisk herkomst kunne ikke købe ejendom, så parret måtte leje det palads som senere kom til at hedde, Palais Arnstein.

Og det blev samlingspunktet for det habsburgske aristokrati, det østrig-ungarske kejserrige. Hun var venner med kejser Joseph II, hvis karakter vi blandt andet har mødt i hollywoodfilmen om Mozart, ’Amadeus’. Og a pro pos sidstnævnte, jamen Mozart var skam også blandt de musikere som optrådte i Arnstein palæet.

Paladset var også vært under Wienerkongressen i 1815, dette århundredes pendant til Potsdamkonferencen i 1945. Her mødtes Europas regenter for at dele kontinentet op efter at Napoleon var blevet slået på slagmarken.

Fanny von Arnstein var selv en gedigen musiker og var blandt grundlæggerne af Gesellschaft der Musikfreunde i Wien, blandt de vigtigste musikinstitutioner i verden og som nogle årtier senere lagde grundstenen til et af nutidens Europas fineste koncertsale, Wiener Singverein.

Vi forlader nu Fanny von Arnstein for at vende tilbage til historiens hovedperson, Fanny Mendelssohn.

Sing-Akademie zu Berlin

Det er lidt pudsigt, men det ses flere steder i den især tysk-klassiske musiks historie. Døtre, mens de var piger og når familiens økonomi var til det, fik sig en lige så fin og god undervisning som sønnerne.

Men så snart pigerne når den giftemodne alder, stopper familien deres døtres musikkarriere. Man så det mønster hos fader Mozart, der turnerede med sine børn, Wolfgang og Maria Anna. Da Mozarts søster blev 18 år gammel var det slut med at performe og at komponere.
Et halvt århundrede adskiller Mozarts søster fra Fanny Mendelssohn – men vi ser samme mønster, dog knap så grelt.

Hvis vi kigger på Fannys musikundervisning, kunne den simpelthen ikke blive bedre.
Vi taler om lærere der var blandt Europas fineste musikpædagoger, der selv havde mødt de fineste komponister da de var børn og unge, heriblandt – den kvindelige – komponist Marie Bigot, der havde spillet for Beethoven og var venner med Antonio Salieri.

En anden af både Fannys og Felix’ lærere var Carl Friedrich Zelter, der i øvrigt var gode venner med Felix’ og Fannys anden grandtante, Sarah Levy Itzig. ↗ (som næsten egenhændigt indsamlede og gemte Johann Sebastian Bachs værker for eftertiden).

Zelter var formodentligt den lærer der fik størst betydning for deres musikalske opdragelse.
Zelter var på det tidspunkt dirigent for det nyligt opførte Berliner Sing-Akademie ↗ (1791).
I begyndelsen af 1800-tallet bestod langt de fleste afholdte koncerter af musik af levende komponister. Sing-Akademiet var et brud hermed. Man ville genoplive de gamle mestre. Herved kom akademiet til at spille en væsentlig rolle i eksempelvis J.S. Bachs genopdagelse.

Zelter var, passende for hans job, af den gamle skole. Så den undervisning han videregav til Mendelssohn-børnene var konservativ. Det ville påvirke begge børns egne kompositioner.

Fanny Mendelssohns fødselsdagsgave

Hvad giver en 13-årig datter sin far på dennes fødselsdag? Hvis man var 13 år og hed Fanny Mendelssohn den 10. december 1818 ville man have givet sin far, Abraham Mendelssohn, en koncert på dennes 42. fødselsdag. Den aften spillede Fanny, uden nodehæfte og altså hentet direkte fra hukommelsen, hele Bachs klaverværk, Das Wohltemperierte Klavier, bind 1. et af dette instruments hovedværker til ære for sin far. En smuk gave.

I hvert fald nogle af stykkerne herfra vil være at finde på nutids-konservatorieelevernes pensumliste. De er teknisk yderst krævende og meget givende. I øvrigt, Bach komponerede dem for sin ældste søn, Wilhelm Friedemann.

Du vil vide at Fanny valgte sin gave med omhu når du ved at hendes far, da hun var helt lille, indså at hun besad ’Bachs fuga fingre’. Bachs fugaer kræver ikke så lidt fingerakrobatik.
Klaverlæren Zelter skrev til sin gode ven, digteren Johann Wolfgang Goethe, at Fannys spil var fremragende.’ Hun spiller som en mand!’. Vi befinder os i en anden tid.

Felix skrev andetsteds og senere hen, at hans søster var ham overlegen hvad klaverteknik angår. Hun forblev livet igennem hans ’confidante’ og han gav hende kælenavnet ’Kantor’. Næsten ingen af Felix værker så offentlighedens lys før de var redigeret og kommenteret af storesøsteren.

Vi er nødt til at tale om kvindeundertrykkelse

Det er en debat vi har i dag. Med hvilke øjne skal vi kigge på historiske personer? Slaveejere og krigsheltes statuer er i stadigt lavere kurs, eksempelvis.

Datidens kunstnere går heller ikke ram forbi. Og én der står for skud er netop Fannys bror, Felix. Både hendes far og bror var enige om, at hun ikke skulle følge en karriere som komponist. Heraf ved vi, at værker er gået tabt for eftertiden fordi de ikke blev komponeret. Det er en interessant debat blandt musikforskere.

Før vi giver dem ordet, da lad os huske på at det er umuligt at leve sig ind i 1800-tallets kønsrollemønstre. Så hvilken målestok skal vi bruge, deres ellers vores?
Vores, siger du? Da vil selv Gandhi og hans statuer få sig nogle skrammer, idet han opfordrede unge kvinder, der var blevet voldtaget, til at begå selvmord for at værne om familiens ære.

Lidt ved siden af kønsrolledebatten, men lige så relevant, der er komponister hvis musik er genial og personlighed utålelig. Ingen illustrerer dette mere end Richard Wagner, der var chokerende anti-semitisk og hvis musik blev brugt af nazisterne.

Der er et uformelt forbud mod at spille hans musik i Israel, men den kendte dirigent, Daniel Barenboim, der selv er jøde, spillede en encore i juli 2001 i Jerusalem af netop Wagner. Han spurgte publikum direkte om det ville være acceptabelt. Diskussionen ville have været interessant at følge, selvom den var på hebraisk. Gengivelsen af den aften er værd at læse i denne artikel fra the Guardian fra 2001 ↗.

Og nu er tiden kommet til at give musikforskere ordet om Fanny Mendelssohn, hendes køn og tilknyttede karrierebegrænsning.

Dirigenten, Daniel Barenboim, still going strong i en alder af 79. Her modtager han og Staatskapelle Berlin publikums hyldest i Wien Musikverein, en novemberaften 2021, som denne skribent havde fornøjelsen af at overvære.

Undertrykte Felix sin søster? It's complicated

Forfatteren Maureen Quilligan definerer kvindebiografier som ’historien om forskellen på den kvindelige hovedpersons potentiale og dennes succes’.
Forfatteren Ruth Solie formulerer det som ’læren om den smerte kvinden skal igennem for at leve et liv uden for de rammer der er sat for hende’.

Jeg er faldet over Marian Wilson Kimbers ’19th Century Music’ (der er på hele 26 bind!). Jeg har læst om Fanny Mendelssohn og det er en sand fornøjelse at være i selskab med lærde og skarpe forskere som Kimbers.
Hun vurderer at Fanny blev holdt tilbage af kønsrollemønstrene for 200 år siden. Men med alt andet, når man beskæftiger sig indgående med et emne, er der flere nuancer at forholde sig til.

Kimbers nævner blandt andet at det meste vi ved om Fanny Mendelssohn stammer fra en biografi skrevet af Fannys søn, Sebastian Hensel, ’Die Familie Mendelssohn’. Hvis man tager Sebastians ord for gode varer, så er der ingen tvivl om at vi kan placere Fanny i en kvindeundertrykkende position set med det 21. århundredes øjne.

Men det kan vi bare ikke, idet Sebastians formål netop var at vise at hans mor, trods hendes kolossale talent og intellekt, lavede fuldt op til hvad man forventede af en kvinde fra en god tysk øvre middelklassefamilie. At familien var af jødisk ophav ville have forstærket dette ønske.

Slutteligt, Kimbers påpeger at Felix sandsynligvis har haft et andet motiv til at fraråde hans søster i at udgive kompositioner og det var at musikkritikere, nu som da, kunne være brutalt kritiske. Fanny havde et skrøbeligt helbred og det ikke er urimeligt at forestille sig at han faktisk ønskede at beskytte sin søster.

Fra Fanny Mendelssohn til Fanny Henkel

Men Fanny fandt en rolle som hun spillede til perfektion. Som nævnt, familien Mendelssohn var hovedrig. De havde et palads i Leipzigergade i Berlin (som overlevede 2. verdenskrig). Og til paladset var der en stor koncertsal, Das Garten Saal, med plads til et par hundrede gæster. Hver søndag i et kvart århundrede – ikke hver evigt eneste søndag, naturligvis – arrangerede Fanny Mendelssohn koncerter her for venner, bekendte, kunstnere, forretningsforbindelser og ofte sad hun selv ved flyglet og spillede musik skrevet af hendes bror, hende selv, og alle de store komponister fra den klassiske musiks parnas.

I Berlin møder hun den unge karismatiske portrætkunstner, Wilhelm Hensel, som trods hendes families modstand ender med at blive hendes ægtemand. Og det var et helt igennem lykkeligt ægteskab.

Han levede fuldt ud op til vores tids kønsrelaterede krav. Han støttede hende i ikke alene at komponere men også at udgive værkerne i hendes eget navn.

De udviklede desuden et genialt lille forretningsfif sammen. Hun fortsatte med at arrangere søndagskoncerter for Berlins bedre borgerskab. Og efter koncerten kunne gæsterne jo tage et smut forbi Wilhelms galleri, der lå lige ved siden af, hvor de så kunne bestille et portræt af den nu ganske anerkendte maler.

Som nævnt, hendes helbred var skrøbeligt. Hun fik et ildebefindende, et hjerteslag, under en af søndagskoncerterne. Få timer senere afgik hun ved døden. I en alder af blot 41 år. Hun blev begravet i den del af Dreifaltig kirkegården i Berlin reserveret for jøder der var konverteret til kristendommen. (Neuchristen).

Fanny Mendelssohns værker

Helt uproduktiv kan man så sandelig ikke sige at hun var. Det blev til hele 450 værker, centreret omkring følgende to instrumenter: klaveret og menneskets stemme, instrumenter der oftest akkompagnerede hinanden.

Ofte var klaverstykkerne skrevet i sangstil. Fanny kaldte denne type komposition for ’Lied für klavier’, Felix beskrev sine som ’Lieder ohne Worte’.

Hvorfor ikke pege på blot et enkelt værk? I så fald må det være hendes klaver-påskesonate ↗ skrevet i 1828. Den blev først genopdaget i 1970 og man anså den for at være Felix værk, indtil man indså at det var Fannys. (efter detektivarbejde i hendes mange breve).

Den er helt vidunderlig og fører dig tilbage til Europas musikalske guldalder. Og er endnu et bevis på at talent, denne nådegave, gives i lige og rige mål til både mænd som kvinder.