[aelia_currency_selector_widget widget_type="dropdown|dropdown_flags|buttons" currency_display_mode="show_currency_code|show_currency_name"]
I samme øjeblik man kommenterer Clara Schumann (1819 – 1896) som kvindelig komponist er vi allerede på gyngende grund. I den klassiske musiks verden vil man aldrig tiltale mandlige komponister, som for eksempel Gustav Mahler, som ’den mandlige komponist Gustav Mahler’. Nej, hans køn er et givent, så snart vi bruger ordet ’komponist’.
Årsagen hertil, naturligvis, er at der er ganske få komponister i den klassiske musiks sfære som var kvinder. Så ’kvindelig komponist’ er noget som fremhæves alene af den grund. Som om fornavnet ikke kunne gøre arbejdet.
Så snart kvindekønnet tilføjes komponisten, vil vi som lyttere måske forsøge at finde tegn og træk i musikken som er feminine. Og derfor sætter vi hende i en forskellig kategori fra hendes mandlige kolleger.
Det bliver værre endnu. Læg mærke til hvilket profilbillede vi har valgt til vores artikel. Et maleri af hende som ung og attråværdig. I de mandlige komponisters verden vælger vi derimod billeder hvor komponisten, hvis han levede så længe, nærmer sig sit otium.
Men tro os, Clara Schumann kunne skrive fyrig og bombastisk musik, hvis det var det hun havde i sinde og på hjerte. Hendes musikteoretiske viden var de fleste af hendes mandlige kolleger overlegen. Som udøvende pianist skabte hun professionel respekt, ligefrem beundring, selv blandt de samtidige virtuoser som Frédéric Chopin og Franz Liszt.
Havde verden fra fordums tid givet lige muligheder for kvinder havde vi utvivlsomt haft en kvindelig Beethoven, indiskutabelt en kvindelig Mozart (se vores Mozart artikel om dennes søster, ’Nannerl’).
Men i det mindste har vi en kvindelig Schumann for der er en mandlig pendant, hendes mand Robert Schumann.
Leopold Mozart blev velsignet med hele to vidunderbørn, Wolfgang og Maria Anna (Leopolds kone hed i øvrigt Anna Maria). Vi ved hvad Leopold fik ud af at undervise sin søn Wolfgang, og vi ved hvad Leopold kunne have fået ud af Maria Anna, også kaldet Nannerl.
Da Nannerl blev 18, stoppede faderen undervisning og koncerter for datteren. Tiden for hende var kommet til at stifte familie og få børn.
Men en generation senere ser det lysere ud for kvinder. Clara Schumann er et eksempel herpå.
Friedrich Wieck viste sig at være blandt de ypperste musikpædagoger for sin tid med en progressiv indstilling til musikundervisning. Ud med endeløs mekanisk terperi, ind med én times daglig klaverundervisning, efterfulgt af et par timers musikteori, kontrapunkt, komposition og krav om at eleven ind i mellem gik lange ture.
Friederich havde fire børn, to sønner og to døtre. Sønnerne ejede ikke en tone i livet, men døtrene havde flair og talent. Især Clara, og far begyndte undervisning for sin datter da hun var 5 år gammel. Da Clara var 11 år gammel var hun klar til musikscenen.
Freidrich Wieck havde naturligvis mange andre elever der fik glæde af hans metode. En, der er værd at nævne, er Hans von Bülow, pianovirtuos, dirigent og komponist. Han fik senere undervisning af Franz Liszt, forelskede sig i dennes datter, Cosima, som senere forlod ham til fordel for Richard Wagner. De musikere.
Og så Wieck en elev som hed Robert Schumann.
Wieck var progressiv set i forhold til sin tid, men ganske regressiv set med vores øjne. Det er jo en debat vi har i dag, med hvilken målestok skal man måle eller vurdere forgangne tiders personligheder? Dette afsnit vil forsøge at skabe et ægte dilemma for læseren.
Robert Schumann rejser til Leipzig i 1827, i en alder af 17 år, og flytter ind hos familien Wieck for at studere hos Frederick. På det tidspunkt er Clara blot otte somre.
Årene efter er Robert og hans omstrejfende sjæl på rejse i alle dele af Tyskland, Italien og Østrig-Ungarn, men han er ofte i Leipzig. Vores bedste gæt er at Clara og Robert udvikler følelser for hinanden da Clara er omkring 15 år gammel. Faderen er rasende. Hans stædighed udskød parrets giftemål med seks år. Et af hans argumenter imod deres forhold er aldersforskellen på ni år. Nuvel, hykleri er tids- og historieløs. Fredericks ægteskab nummer 2 var med Clementine Fechner, der var tyve år yngre end ham. Hun var i øvrigt søster til Eduard Clemens Fechner og Gustav Fechner, maler og psykolog henholdsvis.
Clara og Robert måtte gå rettens vej for endelig at få lov til at gifte sig. Og der skulle børnebørn til før far/svigerfar og parret igen blev forligt.
Ingen diskussion om at vi har at gøre med ægte og dyb kærlighed mellem Clara og Robert. Men han insisterede på at mens han ville støtte hende som performer, skulle hun acceptere at han var komponisten i huset.
Så hvis Wieck havde kunnet gennemtrumfe sin vilje, ville vi næsten med sikkerhed i dag have haft en Clara Wieck med et betydeligt repertoire i eget navn. Til gengæld, vi ville have gået glip af en kærlighedshistorie. Faktisk to.
Clara Wieck-Schumann blev født i Leipzig 13. september 1819, nøjagtigt 100 år før den 13. september 1919.
Da hun er fem år gammel bliver forældrene skilt. Moderen flytter sammen med sin nye mand til Berlin. Børn dengang blev hos faderen ved skilsmisse, så hendes opvækst fortsætter hos faderen i Leipzig. Og selv samme år, som femårig, begynder faderen at undervise hende i klaverets forunderlige verden.
Clara gik ikke i skole men fik al undervisning af privatlærere. Faderen lagde stor vægt på sprogundervisning. Udover tysk naturligvis, også fransk og engelsk, sprog som kom hende til gode i løbet af hendes karriere, for skulle man slå sit navn fast som musiker i Europa, skulle man finde sin succes i Wien, Paris og London.
Allerede som niårig er hun klar til den store scene. Den 28. oktober 1828 spiller hun sin første koncert i den sagnomspundne koncertsal, Gewandhaus,↗ i Leipzig.
Når nuværende virus har opbrugt alle bogstaverne i det græske alfabet vil en af Parnassos’ ture netop gå til Leipzig, Johann Sebastian Bachs hjem, og en af den klassiske musiks hovedstæder.
Og så begynder en af de mest forunderlige musikalske karrierer der strakte sig over 60 år. Dernæst tager far og datter til Weimar hvor hun spillede for ingen mindre end den aldrende Goethe.
Turen var kommet til Paris, og i kufferten havde de adskillige breve med sig fra aristokrati og kendisser der kunne åbne døre hvor de end rejste hen. i
Netværk er en uvurderlig størrelse i enhver branche. Da den er uvurderlig er den i sagens natur umulig at værdisætte. Den er også svært definerbar. Fader Wieck er sig fuldt bevidst om vigtigheden i at udvikle professionelle relationer indenfor 1800-tallets musikbranche for datterens videre karriere.
Far og datter er i Paris i et par måneder, fra februar til april 1832. Hun er altså just ved at nærme sig teenagealderen.
Her bliver hun venner med sangerinden Wilhelmine Schröder-Devrient. Og her møder hun komponisterne Frédéric Chopin, operakomponisten Giacomo Meyerbeer 1791 – 1864, dirigenten Ferdinand Hiller 1811 – 1885 som i 1850 opfordrede Robert Schumann til at tage sit job op som chefdirigent i Düsseldorf, Friedrich Kalkbrenner 1785 – 1849, der var ud over komponist også klaverfabrikant. Vi tager lige et par navne mere, alle mere eller mindre glemt, fra en tid hvor virtuositet var in vogue: Komponist Johann Peter Pixis 1788- 1874, Henri Herz 1803 – 1888 som er helt glemt, ingen kender til ham overhovedet. Det er jo en skam. Han var komponist, virtuos og professor på Paris konservatorium i over 30 år.
Modsat den særdeles kendte Mendelsohn-Bartholdy, der genopdagede Johann Sebastian Bach (der ligeledes boede i Leipzig) og slutteligt Niccolò Paganini, som gav dem husly i Paris.
Det blev til talrige private soiréer for Clara og en enkelt offentlig koncert, hvor hun overvælder byens musikkritikere.
Som nævnt var Robert Schumann under samme tag som hende da hun var ni.
Da han igen bor i Wiecks hus i 1834, da Clara er 15, er der også en anden gæst af huset. Gæstens navn er Ernestine von Fricken, en pianiststuderende, som på det tidspunkt er 18 år gammel. Vores indsatte billede er malet da hun var 19. Fascinerende håropsætning. Ernestine og Robert forelsker sig i hinanden. De bliver forlovet og Clara bliver jaloux.
Von er en adelig titel, men Ernestine var et illegitimt barn og det påvirkede hendes arverettigheder. Tændte det den unge Robert af? Eller vandt hans følelser for Clara? Vi ved det ikke. Vi behøver heller ikke at vide alt.
Hvad vi ved er, at forlovelsen blev ophævet, at Ernestine var ulykkelig, men hverken hende eller hendes far ønskede hævn grundet forsmædelsen. (for eksempel, de nægtede at tage Claras faders parti, da han forsøgte at spænde ben for Clara og Roberts giftemål).
Ernestine fandt sig siden en ægtemand, en greve sågar. Men ulykkeligvis døde hun i den unge alder af 28 år.
Ernestine er foreviget af Robert Schumann. Han dedikerede sin Allegro opus 8 ↗ til hende, samt Chamisso-sangene opus 31 ↗.
Hendes fødeby Asch, nær Salzburg, leverer tonerne, As – c – h, i dele af Roberts Carnaval opus 9 ↗.
Clara er ikke længere vidunderbarn, men en ung dame der står på egne ben, som rejser alene til Wien i 1838 og dernæst Paris i 1839.
Især førstnævnte ophold i Wien, der strakte sig over adskillige måneder, var en ubetinget succes.
Hun spillede for udsolgte koncertsale og hun kunne måle sig med tidens mest berømte koncertpianister som eksempelvis komponisten Sigismund Thalberg 1812 – 1871. Endnu en herre der er gået i glemmebogen.
Fréderic Chopin roste hende i et brev til Franz Liszt som havde mødt hende i Paris da hun var barn. Sidstnævnte tog dernæst til Wien for at opleve hende i selvsyn og det blev til ubetinget ros i datidens mest prestigiøse musikalske magasiner som Parisian Revue og Gazette Musicale.
Hun får desuden titlen ’Königliche und Kaiserliche Österreichische Kammer-virtuosin’, Østrigs fornemmeste musikalske emblem. For første gang skænket til en ung person, til en kvinde og til en protestant.
Wien var så pjattet med hende, at byens konditorer sågar kreerede en tærte i hendes ære, ’torte à la Wieck’.
Opskriften er desværre gået tabt, vi har blot følgende ‘anmeldelse’ fra Wiens teater-nyhedsbrev fra januar 1838 at gå efter, ‘[’torte à la Wieck] er en æterisk, let dessert der flyver ind i munden på dens smager’.
Den 12. september 1840 i Leipzig, dagen før Claras 21 års fødselsdag, bliver de endelig gift. De flyttede ind i en lejlighed på Inselstraße 18 i Leipzig i et nybygget hus i neo-klassisk stil og boede her i fem år. I dag er det et museum for dette helt unikke musikalske ægtepar.
Det var fire lykkelige år. For Roberts vedkommende en eksplosionsagtig musikalsk produktion med blandt andet over 140 lieder viet til hans unge viv.
Deres lejlighed åbnede døren for så kendte musikalske personligheder som Hector Berlioz, Franz Liszt og naturligvis Felix Mendelssohn Bartholdy, som boede i blot 12 minutters gåafstand. Hans lejlighed er ligeledes i dag et museum over dennes og søsteren, Fanny Mendelssohns (1805 – 1847) liv.
Og herfra kun et stenkast fra Gewandhaus koncertsalen, hvor Clara som nævnt som niårig holdt sin første koncert og som 15 årig spillede sin egen 1. klaverkoncert under Mendelssohns ledelse.
Parret fik også besøg af H.C. Andersen – en digter fra Danmark. Hans digt, martsviolerne, blev inspiration for en af Roberts lieder. Robert satte noder til digtet den 17. juli 1840, ved vi.
Da Clara var på koncertturné i København et par år senere, i marts/april 1842, mødte hun Hans Christian til et aftensarrangement (den 31. marts 1842). Vores nationaldigter skrev, ’hun spurgte fra sin Mand om han maatte dedicere mig sine Kompositioner af mine Digte. Det er i Dag en poetisk, lykkelig Dag’.
I juli 1844 er H.C. Andersen så på besøg hos parret Schumann i deres lejlighed i Leipzig, hvor værterne arrangerer en lille koncert for deres gæst. Heriblandt martsviolerne.
I 1844 flytter de til byen Dresden. Her bor de i årene 1844 – 1850 hvor de udover to børn født i Leipzig, får yderligere fire børn. Europa var i årene 1848-49 vidne til flere oprør mod kontinentets absolutte monarkier.
Europas gryende demokratiske forår nåede til Dresden i maj 1849. Det blev til særdeles voldsomme sammenstød mellem hær og oprørere. På barrikaderne ville du have mødt komponisten Richard Wagner, på det tidspunkt byens chefdirigent, som stod for oprørenes hjemmelavede håndgranater.
Hæren gik fra hus til hus i byen for at indkalde alle mand til brug for at slå oprøret ned. Clara var bagmand for sin families flugt fra byen. Hun fortalte betjentene, at hendes mand ikke var hjemme, da de kom for at indkalde Robert til tjeneste. Derefter flygtede de om natten sammen med deres ældste datter til en landsby 15 kilometer væk.
Deres andre tre børn – passet af en stuepige – forblev i huset for ikke at vække mistanke, men det stod klart efter at have hørt eksplosioner komme fra Dresden den følgende nat, at byen ikke var børnevenlige.
Clara – som var gravid i syvende måned med deres femte barn – valgte derfor at vende tilbage næste dag. Hun tog en vogn der bragte hende så tæt på byen som hun kunne komme, for derefter at snige sig gennem marker i ly af mørket.
Hun fandt sine børn sovende i sengen, vækkede dem og fik dem bragt i sikkerhed. “Spændingen var frygtelig,” skrev hun senere, ’og vi vidste ikke, hvordan det hele ville ende, og hvilket blodsudgydelser det ville resultere i’.
Oprøret blev slået ned. Wagner flygtede til Schweiz. Imens holdt Clara som ene kvinde sammen på sin ikke helt lille familie.
Familien flytter herefter til Düsseldorf (1850-1857) hvor Robert har fået tilbudt et job som chefdirigent for byens orkester.
Desværre går det ned ad bakke for Roberts mentale helbred. I 1853 forsøger Robert at begå selvmord. Han bliver, efter eget ønske, indlagt på et sanatorium hvor han forbliver til sin død året efter. Vi har skrevet mere herom i artiklen om Robert Schumann.
Clara havde det meste af tiden været manden i huset – tillader jeg mig at skrive – hvad økonomi og indtægt angår. I 1854 stod hun tilbage med syv børn, heraf en nyfødt. Den dengang unge komponist, Johannes Brahms, var inden Roberts død blevet en nær ven af familien, og efter Roberts bortgang endnu tættere ven med Clara. Deres forhold har vi beskrevet i artiklen om selvsamme.
Ingen tvivl, Clara var ægte ulykkelig over tabet af manden i hendes liv, men trods personligt sorg og kamp skete der en opblomstring hvad hendes kunstneriske aktivitet angår. Hun havde skabt sig et navn på den musikalske scene og talentfulde elever fra alle hjørner af Tyskland var ivrige efter at sidde på hendes klaverbænk for at modtage undervisning.
Efter Düsseldorf flyttede hun til Berlin (1857 – 1863), Baden–Baden (1863 – 1873), Berlin igen (1873 – 1878) for at ende i Frankfurt hvor hun, som eneste kvinde, blev professor på Frankfurts Dr. Hoch konservatorium. Den daværende direktør for konservatoriet, Joachim Raff, sagde, da en anden kvinde søgte en stilling, ’Madame Schumann er en undtagelse. Vi ser hende som en gentleman’. Det kunne have givet ham problemer i dag.
I år 1896, den 20. maj, mens hun lytter til sit barnebarn der spiller klaver, får hun et hjerteanfald og dør. Hun er begravet i Bonn ved siden af sin ægtemand.
Deres førstefødte er Marie Schumann (1841-1829). Mor og datter er meget tætte livet igennem. Marie er sin mors assistent på Frankfurts konservatorium.
Elise Schumann (1843 – 1928) gifter sig med en amerikansk forretningsmand og bor et par år i USA før de flytter tilbage til Frankfurt hvor hun underviser i klaver.
Julie Schumann (1845-1872) havde Johannes Brahms store opmærksomhed. Han var forelsket i hende. Men hun blev gift med en greve. Kan man ikke få moderen, kan man åbenbart heller ikke få datteren. Brahms skrev Alte Rhapsody som bryllupsgave til parret. Så ingen nag.
Emil Schumann (1846-1847), Clara og Roberts første søn. Han døde i en alder af blot et år.
Ludwig Schumann (1848-1899) var svært psykisk syg. I en alder af 20 år blev han tvangsindlagt på et sanatorium. Lidt chokerende, Clara besøgte ham aldrig.
Ferdinand Schumann (1849 – 1991) fik syv børn. Men igen, han led af svære psykiske lidelser. Han blev afhængig af morfin og døde i en alder af 42. Herefter stod Clara for sine børnebørns tarv.
Eugenie Schumann (1851 – 1938). Hun var ligeledes sin mors assistent i Frankfurt. Hendes partner var sangerinden Marie Fillunger. Dette var for sin tid en usædvanligt relation. Men moder Clara accepterede overraskende – eller måske ikke spor overraskende – deres forhold. Eugenies selvbiografi er essentiel læsning hvis man ønsker at komme tæt på Claras liv efter Roberts død.
Sidste barn, Felix Schumann, (1854 – 1879) opkaldt efter Felix Mendelsohn der døde i 1847. Han selv blev født efter faderen var blevet indlagt. Han viste stort musikalsk og poetisk talent og var Brahms gudsøn. Hans alt for tidlige død, i en alder af 25, berørte Clara dybt. Hendes øjesten.
Vi er i en tid fra før antibiotika der kunne have reddet både Felix og Julie, som døde af tuberkulose.
Vi har en exceptionelt rigt brevkorrespondance til rådighed mellem Clara og Robert.
Brevudvekslingen er interessant, ikke mindst fordi de repræsenterer tiden. Den romantiske periode bliver ikke kaldt romantisk for ingenting. Følelser havde kronede dage i 1800-tallet.
Hvad der formodentligt er mere relevant er deres meningsudvekslinger hvad deres tids musik og musikere angår.
Og her spiller førnævnte Franz Liszt en hovedrolle. 1800-tallets musik blev spillet for et nyt publikum, den jævne middelklasse, og til dem valgte man bravur. Hvor den tekniske præstation fik foretræde for den kunstneriske kvalitet. Og ingen kunne bravur mere end Liszt.
I et brev fra Clara til Robert den 22. marts 1840 beskriver hun sin oplevelse af Liszt, ‘Da jeg hørte Liszt for første gang i Wien, vidste jeg næsten ikke, hvordan jeg skulle holde det ud, jeg hulkede højt (det var hos [klaverproducenten Conrad] Graf). Virker det ikke på dig, som om han smelter sammen med musikken, mens han spiller, og så, når han spiller ømt, at det er guddommeligt?’
Ved siden af Liszt forekommer alle virtuoser mig så små, selv Thalberg, og hvad mig angår – jeg kan ikke længere se mig selv. Nå, jeg er nu alligevel glad, for jeg kan forstå musik – og jeg værdsætter det mere end alt mit spil, og jeg er velsignet i dig og i din musik. Ingen er så øm som dig’.
I et andet brev til Robert skriver hun at en person fra publikum kaldte hende ‘Liszt nummer 2’.
Sidenhen kølnedes hendes forhold til hans musik. Der er mere showman over de fleste af Liszts noder end hvad godt var for det sensitive par.
Clara Schumann skrev 66 værker.
Hendes mest berømmede er nok Klaverkoncerten i a-mol ↗. Den er i tre satser og omkring 20 minutter i længde. Den er fremragende, især dens anden sats skrevet i bel canto fører én ind i romantikkens skønhed.
Clara begyndte på kompositionen da hun var 13 år gammel og dens uropførelse blev afholdt den 9. november 1835, da hun var 16. Hun var selv solist. Dirigenten var ingen mindre end Felix Mendelsohn, koncertsalen ingen anden end den mytiske Gewandhaus i Leipzig. Optagelsen her er fra selv samme koncertsal.
Lidt for umodent værk? Lidt for pigeagtigt – og hermed insinuerende andenrangs? Ingenlunde. Hvad man skal huske på er, at da Clara er 16 år gammel har hun allerede 11 års erfaring bag sig udi instrumentalisering, komposition og kontrapunkt. Og hendes far, som den formodentligt dygtigste musiklærer i hele Europa, ved hendes side.
Hendes næststørste værk må være: Piano Trio i g-mol Op. 17 ↗ skrevet i 1846.
Klaveret var Claras instrument, og det blev også til en sonate, ligeledes i g-mol ↗. Den skrev hun i 1841/42. Men den blev aldrig spillet mens hun var i live. Faktisk, utroligt nok, den blev først udgivet i… 1991. Lyt til hvad halvandet århundrede gik glip af.
Slutteligt, det må vi ikke glemme. I hendes 61 år lange karriere som koncertpianist havde
hun en række favoritter. Chopin var meget ofte på programmet. Ligeså Liszt, Brahms, hendes mands naturligvis, men også værker fra fordums dage skrevet af Ludwig van Beethoven, Mozart, Schubert og sågar en af Leipzigs by-borgere fra en anden æra, Johann Sebastian Bach.
At have børn og en husbond som altid lever i en imaginær verden passer ikke sammen med at komponere. [Clara] kan ikke arbejde på det regelmæssigt og jeg er ofte ilde til mode, når jeg tænker over hvor mange ideer der er gået tabt, fordi hun ikke har haft mulighed for at bearbejde dem.
