Felix Mendelssohns livselixir
Vores hovedpersons far, Abraham Mendelsohn, skulle have sagt, ’En gang var jeg søn til en berømt far, nu er jeg far til en berømt søn’. Før vi går videre til komponisten Felix Mendelssohn, (1809 – 1847) er det værd at dvæle ved hans familiehistorie og stamtræ, for den er ganske interessant.
Felix Mendelssohns farfar hed Moses Mendelssohn. Moses, Abraham…Felix’ ophav er jødisk. Moses Mendelssohn var tysk-jødisk filosof og levede i årene 1729 – 1786 i og omkring Berlin. Vi befinder os på Frederik den stores tid (som i øvrigt døde samme år som Moses, i 1786).
Holocaust var kulminationen på århundreders jødehad og forfølgelser, og den var der så sandelig også eksplicit på Moses Mendelsohns tid. For eksempel, da han flyttede til byen Berlin i 1743 måtte han benytte sig af Rosenthaler Tor, byporten sat til side for jøder – og kvæg.
I Berlin vandt Moses en litteraturkonkurrence og som konsekvens gav Frederik den Store ham samme rettigheder som hans germanske undersåtter. Moses bidrag til den jødiske kultur i Europa i de år kan næppe overdrives. Han var drivkraften bag Haskalah-bevægelsen, også kaldet den jødiske oplysningstid, hvor han plæderede for at jøderne skulle lade sig assimilere i landet, uden dog at glemme deres rødder. Ganske kontroversielle tanker for dens tid.
Moses kom fra en fattig familie, men hans forbløffende store netværk i Berlin, både i litterære og finansielle kredse gjorde at han kunne løfte sig selv og sin familie rent økonomisk. Og meget hurtigt.
Hans sønner, heriblandt Felix Mendelssohns far, Abraham, startede sågar en bank i Hamburg.
Felix Mendelssohn får en fødselsdagsgave
Men, vi skal på endnu en omvej før vi når frem til artiklens emne: Felix Mendelssohn proper. Denne næste detalje viste sig at få overordentligt stor betydning for den klassiske musik, inklusiv hvad både du og jeg regelmæssigt lytter til.
Felix Mendelssohns mor hed Lea Itzig (Mendelssohn). Hendes mormor hed Mariam Wulff. Mariam fødte hele 13 børn, heriblandt Sarah Itzig Levy (1761 – 1854). Sarah Itzigs relation til Felix Mendelssohn er altså grandtante/grandnevø.
Nu bliver det altså rigtigt spændende. For Sarah Itzig var elev af komponisten Wilhelm Friedemann Bach, Johann Sebastian Bachs ældste søn. Ikke nok med det, hun var sponsor for en anden af Bachs sønner, komponisten Carl Philipp Emanuel Bach, som i øvrigt var chefkomponist for Frederik den Stores orkester.
Det var på Sarahs foranledning at hendes nieces børn – heriblandt Felix – begyndte at få undervisning af Carl Friedrich Zelter, én af den tids største komponister og klaverpædagoger.
På Sarah Itzigs opfordring købte Abraham Mendelssohn på auktion i Hamburg, et større antal værker af Johann Sebastian Bach, der på nær en meget lille gruppe af connaisseurs, ikke længere var i den musikalske verdens bevidsthed.
Bach blev betragtet som den ’matematiske komponist’ i kraft af hans udstrakte brug af kontrapunkt og musikalsk symmetri. Mere umoderne kunne det ikke blive.
Familien Mendelssohn var næsten egenhændigt kustoder for Bachs eftermæle i årtierne fra hans død i 1750.
Og frem til Felix Mendelssohns 14-års fødselsdag i 1823. Her får han af sin mormor partituret af J.S. Bachs værk, Sankt Mattæus passionen i fødselsdagsgave. Det nærmest indiskutabelt mest spirituelle værk der nogen sinde er skrevet inden for den kristne verden.
Barndom i Napoleons skygge
Felix blev født 3. februar 1809 i bystaten Hamburg. Han var nummer to i rækken af en række på fire børn, hvor den ældste var Fanny Mendelssohn. Hun blev ligeledes en anerkendt komponist, fuldt sammenlignelig med komponisten Clara Schumann, som hun delte samme årtier – og by med, byen Leipzig.
I de år hærgede Napoleon, Europa. Hans hær indtog Hamburg i 1806 og styrede bystaten de næste 7 år. Frankrig var i krig med England og franskmændene indførte en kontinentalembargo mod briterne. Ingen måtte handle eller udføre banktransaktioner med England. Og det gik ud hårdt ud over Hamburg, et af Europas vigtigste handelscentre. Som nævnt havde Felix Mendelssohns far og farbror en bank, (Mendelssohn & Company). De havde brudt embargoen og frygtede for konsekvenserne. Familien flyttede derfor til Berlin i år 1811.
Utvivlsomt dårligt nyt for familiens monetære forhold. Til gengæld tilbød den preussiske hovedstad et helt anderledes intellektuelt og kunstnerisk stimulerende miljø for Felix under hans opvækst.
En vigtig detalje. Fader Abraham gik videre endnu end Moses Mendelssohn hvad jødisk assimilation angår. Eksempelvis undlod familien at lade Felix blive omskåret. Man udskiftede også det jødiske efternavn Mendelssohn med det preussiske Bartholdy – hentet fra Felix mors familie.
Interessant nok, selvom Felix ikke var religiøs valgte han at beholde begge efternavne, Så den helt rigtige navneversion er faktisk Felix Mendelssohn Bartholdy.
Så ingen religionsundervisning. Den blev erstattet med musikundervisning. Forældre ønsker det bedste for deres børn. Hvis man samtidig er rige forældre får børnene det bedste.
Da familien finder ud af at deres to ældste børn, Fanny og Felix, har gudbenådede talent for klaveret hyrer man følgende musikundervisere:
Felix Mendelssohns musikalske udvikling
Moderen er Felix første klaverpædagog. Da han er 7 år gammel sender familien både Fanny og Felix til Paris hvor de studerer under pianisten og komponisten Marie Bigot. Mens hun boede i Wien med sin mand, havde hun spillet for Joseph Haydn som var ganske betaget af hende. Hun var venner med Antonio Salieri, manden som i filmen ’Amadeus’ forgiver Mozart. Og hun var den første der spillede Beethovens klaversonate, Appassionato, for mesteren selv. Han var så begejstret, at han forærede hende de håndskrevne noder.
Felix får herefter Felix Ludwig Berger som lærer, som selv havde været elev af den italiensk-engelske komponist, Muzio Clementi.
Den person der fik størst indflydelse på Felix Mendelssohns musikalske udvikling var utvivlsomt Carl Friedrich Zelter der var gode venner med Felix’ tante Sarah Levy.
På hendes anbefaling begyndte Zelter at undervise Berlins vidunderbarn. Zelter var af den konservative skole. Under ham studerede Felix barokkens og især Bachs djævelsk svære fugaer, hvor – uanset om man er sekulær eller ej – spiritualitet og matematik holder stævne.
Som prikken over i’et rundes Felix musikalske udvikling af med klavervirtuosen og komponisten Ignaz Moscheles, der ligeledes havde studeret under Salieri. Moscheles havde ligeledes været gode venner med Beethoven i Wien, som gav ham forskellige opgaver, som eksempelvis at forberede klaverversionen af Fidelio operaen til Beethovens forlægger.
Moscheles beskrev sit første møde med Familien Mendelssohn, ’det er en familie hvis lige jeg aldrig har mødt. Felix, en dreng på 15 år er et fænomen. Hans ældre søster, Fanny, er også ekstraordinært begavet. Og efterfølgende:
’I eftermiddags gav jeg Felix hans første klaverundervisning, fuldt bevidst om at jeg sad ved siden af en mester, ikke en elev’.
Wolfgang von Goethe og Felix Mendelssohn
Ovenstående viser hvordan pædagoger i århundreder har været den klassiske musiks traditions vogtere. Som al anden kunstnerisk og videnskabelig aktivitet, hver ny generation står på skulderne af den forrige.
Et aldeles interessant musikalsk bindeled finder vi i følgende detalje: Nævnte Zelter var en god bekendt med digteren Johann Wolfgang von Goethe. I 1821, hvor Goethe er 72 år og Felix er 12, introducerer Zelter Mendelssohn til den store digter.
Goethe havde, da han var ung, overværet vidunderbarnet Mozart på den musikalske scene og kunne derved sammenligne Felix kunnen med en anden af den klassiske musiks giganter. Og den sammenligning faldt ud til Felix fordel. Felix dreng var til gengæld voldsomt imponeret over Goethe. Efterfølgende sætter Felix teenager og Felix voksen musik til mange af dennes digte.
Under hans ophold hos Goethe ville han, ‘hver morgen, for en times tid, spille en række værker af de store komponister i kronologisk rækkefølge og forklare hvordan hver af dem havde bidraget med at udvikle musikken’. Musikhistorie foran klaveret. Et barn der underviser Europas største digter.
Som nævnt før, forældre gør jo alt for deres kære poder. Mendelssohn familien sørgede også for at Felix, som barn, havde sit eget privatorkester til rådighed. Rigtig brugbar når man arbejder med komposition. Da Felix var 13 år havde han for eksempel allerede skrevet 12 violinsymfonier.
Vi møder hans første ’modne’ værker da han er 17 år, kompositioner af uforståeligt, uovertruffen kvalitet, heriblandt ouverturen til Shakespeares, ’en midnatsommers drøm’ ↗. Her spillet af Gewandhausorkestret.
1800-tallets Roskilde festival
Som 20-årig, i 1829, er Mendelssohn allerede en af musikkens sværvægtere. Det er også året hvor han opfører J.S. Bachs Sankt Matthæus Passionen i Berlin. Første gang nogensinde at den blev opført uden for Leipzig, som var Bachs hjem et lille århundrede før.
Mendelssohn skrev, ’tænk engang, det var en søn af en jøde der genopdagede det ypperste musikværk skrevet for den kristne kirke’.
Et eksempel på at Mendelssohn blev en central figur på den musikalske scene ses af at han i flere år var leder af Das Niederrheinische Musikfest, en Europas største musikfestivaller i 1800-tallet.
Det var et samarbejde mellem flere byer, primært Köln, Düsseldorf og Aachen. Festivallen så dagens lys i 1817 og blev afholdt hvert år i pinsen, og fortsatte uafbrudt frem til 1958, kun afbrudt af 1. og 2. verdenskrig samt endnu en af Europas skelsættende år, 1848, hvor folkeoprør brød ud mod de absolutte monarkier.
Festivallen var af højeste kvalitet. Og det var gæsterne også. Det var en fest for de højborgerlige, adlen og fine udenlandske gæster. Der kunne være op mod 500 musikere under festivallen som forløb over 3 dage. Mendelssohn påtog sig den temmelig logistisk krævende opgave i årene 1833, 1838, 1839, 1842 og 1846. (du behøver ikke at lære årstallene udenad. Det er ikke vigtigt).
Der var megen prestige i at være involveret som musiker, hvilket gik begge veje. Der var nemlig også megen prestige for bystaterne i at hyre de fineste musikere. Eksempelvis var følgende kæmper også ledere af festivalen: Franz Liszt, Robert Schumann, Johannes Brahms og Richard Strauss. Ikke at forglemme vores egen Niels Gade, der stod for arrangementet i 1881.
Gewandhaus. Karrierens højdepunkt
I 1835 har Mendelssohn flere jobtilbud at vælge i blandt. Valget falder på stillingen som direktør og dirigent for den sagnomspundne Gewandhaus koncertsal i Leipzig ↗.
Leipzig er større end en provinsby men naturligvis ikke sammenlignelig med Wien, Paris og London. Alligevel, siden Bachs dage har den været en af den klassiske musiks højborge og kunne matche de europæiske metropoler. En arv byen værner om med ærekær nidkærhed den dag i dag.
Mendelssohn var derudover involveret i at løfte kvaliteten for byens operahus og thomaner-drengekoret (der har eksisteret siden 1200-tallet og som Bach var direktør for). Desuden oprettede han byens konservatorium i samarbejde med komponisten Robert Schumann og hans tidligere klaverlærer og gode ven Moscheles. I dag kaldes den, Das Hochschule für Musik und Theater “Felix Mendelssohn Bartholdy” ↗.
Utallige koncerter der styres af Mendelssohns taktstok følger i Gewandhaus. Enkelte er værd at fremhæve, heriblandt premieren på Clara Schumanns første klaverkoncert, endnu et prodigalt barn der færdiggjorde kompositionen som 16-årig.
Desuden. Clara Schumanns mand, Robert Schumann, var på et længere besøg i Wien i 1838/39 hvor han mødte Franz Schuberts lillebror, komponisten Ferdinand Schubert (der blandt så meget andet designede Beethovens gravsten, som man i dag kan beundre på Wiens Central kirkegård).
Ferdinand viste Robert, Franz Schuberts ufuldendte symfoni, den 9. symfoni. Robert tog den med til Felix, de var begge begejstret ud over alle grænser. Et af den klassiske musiks største symfonier blev uropført i 1839 – i Gewandhaus.
Mendelssohns ti-turs klippekort til London
England havde siden Freidrich Händels dage haft et specielt kærlighedsforhold til tyske komponister og musikere. Mendelssohn besøgte byen 10 gange og de var alle succesrige. Et nærmest sammenligneligt karriereforløb som den komponisten Carl Maria von Weber havde oplevet et par årtier før.
Og som Händel og Weber før ham mødte han også de kongelige. Han udviklede et nærmest venskabeligt forhold til dronning Victoria og især hendes mand, Albert, som – dette vidste artiklens forfatter ikke for et par uger siden – også selv var komponist.
Næste gang du er i London, og i Soho, da vandre lidt rundt i et af de dejligste områder af byen, Belgravia. Kig forbi No. 4 Hobart Place. For 190 år siden kunne du her have stødt på Mendelssohn da det var hans bolig under sine besøg i den britiske imperiums hovedstad.
Han besøgte også Skotland hvis natur inspirerede ham til at skrive nogle af hans fineste værker (se afsnittet om de største af komponistens værker længere nede i artiklen).
Privatlivets fred
Mendelssohn var en ivrig og ikke ueffen maler. På hans rejser til især Schweiz fik han landets bjerge og natur på lærred. Du kan nyde en række af disse malerier i hans og hans families hjem i Leipzig som i dag er omdannet til et museum.
Her vil du også se malerier af hans kone, den meget smukke Cécile Charlotte Sophie Jeanrenaud, datter af en fransk præst samt billeder af deres fem børn.
De var naboer til komponistfamilien Schumann. Ifølge Google maps er der 900 meter mellem og Mendelssohns hus på Goldschmidtstraße 12 ↗ og Schumanns hus på Inselstraße 18 ↗, som også er omdannet til et museum.
Hvis vi absolut skal snage i hans kærlighedsliv, skal vi også nævne den svenske sopran, Jenny Lind. Mendelssohn blev stærkt betaget af hende og sendte breve til hende om at de skulle starte en affære med trussel om at begå selvmord hvis hun ikke føjede ham i hans ønske. Han begik ikke selvmord, men det er selvfølgelig ikke det samme som at de havde en fuldbyrdet affære.
Hun skrev kort tid efter hans død, ’han var den eneste der fyldte mit sind med glæde, og næsten umiddelbart efter at jeg fandt ham, mistede jeg ham igen’. I 1849 oprettede hun i London et Mendelssohn legat for unge lovende engelske komponister.
Mendelssohn døde ung. Blot 38 år. Vi kan kun gisne om hvilke nye musikalske højder han kunne have nået hvis skæbnen havde været mildere stemt.
Hans helbred var skrøbelig. Han led af apopleksi, svære migræner og formodentligt også epilepsi. Det har utvivlsomt været arveligt for både hans forældre og søster Fanny døde af lignende symptomer. Efter en række anfald døde han 4. november 1847 i Leipzig. Blandt kistebærerne var hans venner Schumann, Moscheles og Niels Gade.
Mendelssohns Variations sérieuses, Op. 54
Pudsigt nok, selvom Mendelssohn beherskede klaveret mere end de fleste, var det ikke et instrument der indgik særligt meget i hans kompositioner. Jeg har ikke fundet en god forklaring herfor.
Men nogle blev det da til, hvoraf Variations Serieuses i d-mol ↗ er den mest interessante. Stykket indledes med et tema, der bliver bearbejdet under de efterfølgende 17 variationer. Flere af variationerne er fugaer. Det tager 12 minutter at lytte til stykket. De er godt givet ud for variationerne er et mikrokosmos af Mendelssohns musikalske produktion.
Hvad der er ligeså interessant er årsagen til at han komponerede stykket. Det var ikke kutyme den gang at rejse statuer af kulturpersonligheder i Tyskland. Det bestod mestendels af herskere på hest. Men i 1839 får vi den første statue af en kunstner, Friedrich Schiller.
Inspireret heraf foreslår en gruppe af kulturpersonligheder at rejse en bronzestatue af Beethoven i hans fødeby, Bonn, på 75-året for hans fødsel. Man forespørger en række komponister om de vil skrive værker hvis indtægter skal gå til statuen. Flere tog opfordringen op, Især Liszt, hvis økonomiske støtte var afgørende for projektet. Og altså også Mendelssohn, hvis bidrag var disse variationer.
Indvielsen af statuen blev fulgt op med en stor Beethovenfest der varede fire dage, afsluttende med en banket for 550 gæster på hotel Der Stern. Blandt gæsterne var dronning Victoria og Albert samt Frederick William IV af Preussen. Og naturligvis også en lang række kulturpersonligheder, heriblandt førnævnte Jenny Lind.
Dertil Ignaz Moscheles og komponisten Sir George Smart – som begge havde kendt Beethoven personligt – som sagde god for at statuens ansigt var en fin efterligning af mesteren selv.
Nazisternes cancel-culture
Antisemitismen, også kaldet “det ældste had”, var bestemt ikke en nazistisk opfindelse. De var bare mere… yderligtgående.
Mendelssohn, trods hans ikke-religiøse livsførelse, trods hans families ønske om at holde familiens jødiske rødder adskilt fra deres karriere og interaktion med omverdenen, var udsat for antisemitisme. Jødehad.
Komponisten Richard Wagner var førende i disse angreb. Chokerende hvad han kunne få sig selv til at skrive om jøder generelt og Mendelssohn og andre jødiske komponister specifikt i en artikel med titlen ’Das Judenthum in der Musik’ udgivet i 1850 af den tids mest indflydelsesrige musikmagasin, Neue Zeitschrift für Musik. Her påstod Wagner frejdigt at Mendelssohn, som jøde, kun kunne efterligne Bach og Beethoven og at hans musik i sidste ende var overfladisk.
Med nazismens indtog fik angrebene en mørkere tone, selv over for jøder der for længst var afgået ved døden. Mendelssohns musik blev bandlyst, da hans og alle andre jøders toner blev anset for at være degenerative for den tyske race.
Et af de mest populære værker i Tyskland, Mendelssohns ouverture til en Midsommernats drøm, blev endog omskrevet. Komponisten Richard Strauss takkede nej og sagde at ouverturen ikke kunne forbedres. Komponisten og nazi-sympatisøren Carl Orff tog sig til gengæld af opgaven. Jeg har ikke kunnet finde en opførelse af Orff-erstatningen. Han gennemgik i øvrigt et de-nazificeringsprogram efter 2. verdenskrig. Man er i tvivl om hvor stort et udbytte han fik af kurset. Han levede til år 1982.
Der var to statuer af Mendelssohn da nazisterne tog magten, én foran Gewandhaus, én foran operahuset i Düsseldorf. De blev væltet. Vi skal helt frem til år 2008 og 2012 henholdsvis, før at nye kopier blev genrejst de pågældende steder.
Felix Mendelssohns største værker
Mendelssohns musiksmag var konservativ. Hans kompositioner hørte ikke hjemme i hvad man kaldte den Neudeutsche Schule som Liszt, Wagner og Hector Berlioz var foregangsmænd for. Sidstnævnte sagde om Mendelssohn ’at han måske havde studeret de dødes musik lidt for meget’.
Og det er hvem vi har at gøre med. Et geni, som skrev musik der ikke helt tilhørte den tid det blev skrevet i.
Som nævnt har Mendelssohns eftermæle og værker haft en turbulent tilværelse. Men hans musik oplever en renæssance i dag.
Den amerikanske koncertpianist og musikkritiker Charles Rosen (1927 – 2012); hvis klaverlærer var Moriz Rosenthal, som selv var en af Franz Liszts ypperste elever. Alting hænger sammen – skrev om komponisten, ’det største vidunderbarn Vestens musikhistorie nogensinde har mødt… men et geni som i de senere år af sit liv fraskrev sig sit vovemod’.
Ud af hans circa 750 værker vil vi pege på disse, de to ’skotske’ værker:
Hebriderne ouverture ↗ (den skotske øgruppe som han besøgte i 1829. Han led i øvrigt frygteligt af søsyge på sejlturen. Værket er dedikeret til Frederick William IV af Preussen).
Den skotske symfoni ↗. Inspirationen hertil fandt han på en gåtur i de skotske bjerge. Vi er i år 1829.
Violinkoncerten i e-mol ↗. Rosen anså den for at være den mest succesrige syntese mellem den klassiske koncerttradition og den romantiske virtuose form.
Og vi kunne slutte med preludier og fugaer i e-mol, opus 35 ↗ som Rosen beskrev som et mesterværk. Ganske enkelt.