Robert Schumann – romantikkens hjemsøgte geni

Robert Schumanns håndsyede sko.

Romantikken, den vestlige kulturs intellektuelle og kunstneriske omdrejningspunkt i 1800-tallet, kunne ikke have ønsket sig en bedre eksponent end komponisten Robert Schumann (1810 – 1856).

Han personificerede hele den romantiske bevægelse. I form af sit liv, sin musik og såmænd også sin skrøbelige psyke. Introvert og tilbagetrukken afløst af eksplosioner af energi og kreativitet. Han var som skabt til romantikken.

Og romantikken selv? Man kan koge denne periode ned til et eneste ord: individualisme. Samt dyrkelsen heraf. Romantikken var et opgør og brud med den foregående klassicistiske periode. Opgør, som vi ved, er altid et opgør med hvad der lå umiddelbart før. Børn gør altid oprør mod deres forældre, ikke deres bedsteforældre.

Klassicismen dyder var ro, orden, harmoni og balance. Med andre ord, et liv der helligede det rationelle. Et trygt hjem for videnskaben og oplysningstiden. Romantikken, drevet af kunstnere, kastede sig derimod over det subjektive, det irrationelle, det imaginære, det spontane, det følelsesmæssige. Man kunne ikke have følelser nok. De to perioder var hinandens antonymer.

Litteraturen lagde for, med Goethe og Schiller som banebrydere for den nye tid. Deres beundrerer dyrkede den unge Werthers lidelser, hvor der ikke var en øvre grænse for hjerte og smerte. ‘Der dobbeltgänger’ var endnu et svært fristende motiv for romantikerne, mennesker med spaltede eller flerfacetterede personligheder. Herfra var der ikke langt til mystikken. Og slutteligt, Faustmyten, et uimodståelig tema for næsten alle af romantikkens komponister.

Igen var Robert Schumann som skabt til at spille rollen som brobygger mellem poesi og musik. Årsagen hertil skal findes i hans opvækst.

Robert Schumann i Sachsen

Robert Schumann blev født 8. juni 1810 i Zwickau i Sachsen. En af de større tyske småstater der talte over 300 i den periode. Sachsen havde i langt tid været centrum for tysk kunst med den lidt pudsige variant at hovedstaden, Dresden, tog sig af alt det administrative, men uden nævneværdig kulturet liv. Sachsens næststørste by, Leipzig, var hvor forfattere, filosoffer, digtere og musikere valfartede til. (Johann Sebastian Bach, eksempelvis, boede her det meste af sin professionelle karriere).

Leipzig var også Tysklands litterære hovedstad. Her blev den årlige bogmesse afholdt og hvor Tysklands store forlagshuse havde deres hovedkvarter Heriblandt forlaget Breitkopf & Härtel ↗. Det var også var et musikforlag, som udgiver Ludwig van Beethovens værker, både mens han levede og frem til vores dage.

Dresden og Leipzig. At sammenligne med at København kun var statsapparatets by, mens koncertsale, teatre og operahuse stod Århus for.

Der er to tilbage i Zwickau. Der er to museer der er værd at besøge. Haus Clara und Robert Schumann ↗, naturligvis. Zwickau var også byen hvor Trabanten blev produceret under det tidligere østtyske regime. Er man til halvfjerdsernostalgi, kan Horchs museum varmt anbefales.

At Tyskland var splittet op i et næsten uoverskueligt antal riger frem til 1815 lagde kimen til den tyske nationalisme som er tæt knyttet til den romantiske strømning.
Modsat Østrig-Ungarn, reelt endnu et tysk rige, som havde en multikulturel dimension via dets slaviske, rumænske og norditalienske undersåtter. Deres kunststøtte og komponister behandler vi i denne artikelserie.

Robert var femte og sidste barn af August Schumann og Christiane Schnabel. Og de lægger vægt på deres børns uddannelse. Damoklessværdet hang i en tynd tråd den gang, så det var afgørende vigtigt at børn kunne stå på egne ben så hurtigt som muligt.

Robert Schumann, barn af en forlægger

Og hurtigt det gik. Her er en opsummering over Robert Schumanns første 10 år: Som fireårig får han privatundervisning. Som seksårig kommer han i skole. Som 7-årig får han klaverundervisning. Inden hans niende år er han bevendt med latin, græsk og fransk.

Som 9-årig – hvor forældre og venner for længst har opdaget hans musikalske evner – får han undervisning af ingen mindre end Ignaz Moscheles, der selv var elev og ven af Beethoven. Schumann bliver herved Beethovens musikalske barnebarn.
Med andre ord, der er et pænt flow over hans barndom. Og der er ikke mindre fart over teenagerårene.

Hans far, August Schumann, var både forfatter, boghandler og forlægger i Zwickau. En entreprenant herre. Han havde en stor bogsamling som læsere kunne låne eller leje i en given periode for et givent beløb.
I 1808, to år før Robert Schumanns fødsel, flyttede familien til Zwickau hvor Schumann senior og hans bror åbnede boghandlen, ’Gebrüder Schumann’.

Forfatter, forlægger og boghandler. En person der havde fat i samtlige af bogbranchens led. Hans forlags udgivelser er også interessant læsning for at danne sig et overblik over kunstneriske strømninger omkring år 1800. Han udgav i lommeformat alle de store franske, engelske og italienske klassikere. Interessant nok, både på originalsproget og i oversættelse. Tyskere var flersprogede dengang.

Og han havde de store britiske digtere Lord Byron og Walter Scott på programmet. Husets bibliotek var dets tempel. Og her tilbad den unge Robert dagligt. Han læste græske tragedier. Andre bøger han tog fra hylderne, var skrevet af filosoffer som Hegel og Schopenhauer.

Dertil forfattere som Goethe, Schiller, Ludwig Tieck samt forfatteren med det herlige navn, Wilhelm Heinrich Wackenroder. Alle tilhørte ’Sturm und Drang’ bevægelsen. Etiketten for den tyskromantiske litterære strømning.

Robert Schumanns formative år

Slangen, eller slangerne, i Paradisets have melder deres ankomst i 1826. I årene 1825/26, havde faderen korresponderet med komponisten Carl Maria von Weber, den romantiske musiks kæmpe, med formålet at denne skulle blive Roberts musiklærer. Men Carl Maria dør i 1826.

Samme år, og inden for samme måned, begår Roberts søster selvmord og faderen dør.

Schumanns mor sender ham herefter til Leipzig for at studere jura. En ’skæbne’ der i øvrigt overgik ikke så få komponister, eksempelvis Bachs komponistsøn, Carl Philipp Emanuel Bach).

På trods af brevveksling med moderen, hvor han bedyrer at han tager sine studier alvorligt, tror vi ikke rigtigt på ham.

I stedet frekventerer han det intellektuelle miljø. Leipzig husede et af landets fineste orkestre, Der Gewandhaus orkester. Det eksisterer stadigvæk – i tredje reinkarnation. I dag har de til huse i en prægtig brutalistisk bygning fra DDR-tiden ↗.

På Robert Schumanns tid er vi stadig i første bygning. Den, som havde set Wolfgang Amadeus Mozart optræde, og som overværede den blot ni år gamle vidunderbarn, Clara Wiecks, debut. Vi kommer tilbage til Clara, naturligvis. Men artiklen, som Robert Schumann selv, skal lige vente på at hun bliver en ung dame.

I disse kunstneriske cirkler møder Robert en klaverlærer af højeste karat, Friedrich Wieck. Schumann begynder i 1828, som 18-årig, sine studier hos Wieck og møder naturligvis datteren, Clara, som endnu kun er ni somre.

Derefter tager hans jurastudier ham til Heidelberg. I 1829 er det destination Italien, i de dage en uundværlig dannelsesrejse. Året 1830 tager ham videre til Frankfurt hvor han oplever violinvirtuosen og komponisten Niccolò Paganini. Violinisten, som ligeledes havde gjort et stort – og karriereændrende – indtryk på komponisten Franz Liszt ved en koncert i Paris.

Robert Schumanns doppelgänger

Efter koncerten i Frankfurt skriver han til sin mor. ‘hele mit liv har været en kamp mellem poesi og prosa, eller kald det musik og jura’. Han proklamerer for hende at hans kald er til musikken. Friedrich Wieck skriver ligeledes til hans mor, at en stor fremtid venter for hendes søn.

Hun giver endelig sin tilladelse til at Robert kan forfølge sine drømme. Samme år er han tilbage i Leipzig og begynder sine seriøse studier med Friedrich Wieck. Og her tror vi ham. Det blev til 7 øvetimer dagligt.
Her møder han også den jævnaldrende komponist, Felix Mendelsohn. Det blev til et livslangt venskab.

Under samme periode bliver Schumann opslugt af E.T.A. Hoffmans romaner, især ’Der Doppelgänger’ udgivet i 1821 der omhandler det splittede selv. Dobbeltgængerfænomenet har altid fascineret, men Hoffmanns og romantikkens dobbeltgænger er af den mørkere slags.

I sin dagbog fra den tid skrev Schumann: ‘Det virker af og til som om mit objektive jeg fuldstændigt vil adskille sig fra mit subjektive selv. Som om jeg selv står midt imellem mit ydre og mit faktiske væsen, mellem form og skygge.’

Denne fornemmelse var grundlaget for en række litterær/musikalske karakterer som ville manifesterer sig i Schumanns artikler i ‘Neue Zeitschift für Musik’. Et tidsskrift han grundlagde i 1834. (Neue Zeitschriftmagasinet ↗ lever skam stadig i bedste velgående!).

Datidens Neue Zeitschrift er især interessant på grund af den stil, som Schumann valgte at skrive i. En jargon der var helt hans egen. I modsætning til en reel analyse af musikken, hvad der dengang var gængs, valgte Schumann at beskrive musikken i en historiefortællende facon.

Robert Schumanns noms de plume

I tidsskriftet benyttede Schumann sig af tre forskellige aliasser. Når Schumann skrev sine anmeldelser valgte han mellem pseudonymerne Florestan, Eusebius eller Master Raro. (Læserne var vidende om hvem den reelle pennefører var).

Disse Robert Schumann kritikere, så at sige, havde hver deres ’personlighed’. Først den impulsive, kritiske og utålmodige Florestan. Over for ham den mere forsigtige og drømmende Eusebius. Og slutteligt den kompromissøgende Raro. Et navn med to stavelser der højst sandsynligt er skabt af Clara og Robert.

Dette er helt i Hoffmanns ånd. Dobbeltgængertraditionen i romantikken blev typisk brugt til at udvikle yderligtgående sub-personligheder. Man kunne eksempelvis bruge sådan en størrelse til at flirte med det overnaturlige – der er ikke langt fra dobbeltgænger til genganger. Ej heller så langt fra vores dages ’New Age’ til deres dages ’Old Age’.

Der er musikologer der hævder at disse karakterer, med kontrasterende personligheder, afspejler aspekter af Robert Schumanns psyke og udstiller hans manisk-depressive, eller bipolare, lidelse. Det kan også argumenteres for at Schumann, ved at skabe og udvikle disse karakterer som sine talsmænd, flirter med og accelererer sin egen sindslidelse som ville bryde ud i fuld lue senere i hans liv.

Florestan og Eusebius vises ikke kun som signaturer i Schumanns artikler, men også som karakter inden for hans musik. De adskiller sig fra hinanden ved rytmen, harmonien og tonearten af et stykke musik. Eusebius er gerne i en lyrisk, sotto voce-stemme. Mens Florestan kan finde på at springe vildt og pludseligt ind i stykket med store armbevægelser.

Når man lytter til Schumanns musik er det godt at have disse ’personligheder’ in mente.
Vi har fundet et eksempel, musikstykket Arabesque.

'Arabesque' af Robert Schumann

Arabesque er et superbt lille klaverstykke, skrevet i 1839 og året før Clara og Robert blev forenet som mand og kvinde.

Stykket er dedikeret til Friederikke Serre, som fortjener et par ord med på vejen. Hun og hendes mand var mæcener for kvindelige artister i deres by, Maxen, lidt uden for Dresden. Deres hjem fungerede også som kulturhus, med overnattende gæster fra alle kunstneriske hjørner af Europa. I blandt disse, H.C. Andersen og Bertel Thorvaldsen. Parret Serre var gode venner med Clara Wiecks far, men deres sympati lå hos de elskende.

Arabesque ↗ er skrevet i C-dur. Ifølge den tids musiske æstetik, lig med en let og elegant toneart. Kvindens toneart. Stykket er opbygget af følgende afsnit: A,B1,B2,A,C,A, afsluttende med en poetisk epilog, D.
A er lyrisk og flydende som gentages to gange. (Selvom der er aldrig noget der kan gentages i musik. Ligesom man ikke kan bade i den samme flod to gange).

Hvis du har lyst til at høre hvordan ulykkelig forelskelse udtrykkes på noder, da lyt til B1 (53 sekunder inde i stykket). I B2 (2:20 min) ’mister’ vi Robert Schumann som forsvinder ind i en æterisk verden der er helt hans egen. A-stykket igen, der leder op til ’Florian’ i C, (3:45 min). Men C ender i tvivl, indikeret af ritardando, eller aftagende hastighed.

A-stykket melder sig for tredje gang, nu i pianissimo lig med den refleksive Eusebius. Stykket slutter med D (5:25 min) med Caro, der opsummerer historien og måske også trøster komponisten.
Det er meget smukt. Romantikken personificeret.

Robert Schumanns hjerte og smerte

I årene 1834/35 begynder Robert og Clara at udvikle følelser for hinanden. Hun er på det tidspunkt 16 år gammel. Han 25. Selvom det er et bedre forholdstal end første gang de mødtes – 9 og 18 – var fader Wieck stærk modstander af deres amourøse forhold.

Han sender hende derfor til familien Serre. Clara og Robert Schumanns intense kærlighed til hinanden, igennem hele deres liv, er i øvrigt blevet filmatiseret med Nastassja Kinski i hovedrollen i ’Frühlingssymfonie’ ↗’.

Herefter følger hele 5 år hvor de elskende må nøjes med at kommunikerer via brev. En interessant detalje fra denne periode er, at Schumann tager til Wien i 1838 hvor han møder Ferdinand Schubert, komponisten Franz Schuberts bror.

I sine gemmer havde Ferdinand sin afdøde brors 9. symfoni der aldrig var blevet opført. Schumann er fyr og flamme og tager den med sig til Leipzig og viser den for Felix Mendelsohn, som på det tidspunkt er chefdirigent for Gewandhaus symfoniorkestret. Og så bliver Mendelsohn også fyr og flamme. Begejstring var en nødvendig kvalifikation for at kunne gebærde sig i romantikken. Symfonien bliver herefter uropført i Gewandhaus den 21. marts 1939.

Der hører mere til historien. Ingen havde turde prøve kræfter med symfonien efter Beethovens død, idet de var intimiderede af den store mester. Men Schuberts 9. symfoni afstikker en ny vej for datidens komponister. Heriblandt Robert Schumann, som indtil da udelukkende havde komponeret for klaveret. Hans første symfoni, ‘forårssymfonien‘, blev skrevet på den manisk hurtige hastighed af tre uger. Den lå klar i slutningen af 1841.

Fra idel lykke til en kælder sort som kul

Den 12. september 1840 er lykkens dag. Her siger Clara og Robert Schumann ja til hinanden i Gedächtniskirche, hvis postadresse er Ossietzkystraße 39, 04347 Leipzig.
De slår sig ned i samme by. Det første år skriver Robert 138 lieder der alle enten er direkte eller indirekte kærlighedserklæringer til hans smukke kone. Der er al mulig grund til at tro at de livet igennem forblev meget glade for hinanden. Og de fik 8 børn sammen. Og helt usædvanligt for den tid var, at alle på nær én overlevede barndommen.

1842, 1843… hans skaberkraft vil ingen ende tage. Men det får ende i 1844. I det år rejser han sammen med Clara til hendes koncertrække i Rusland der varer i 4 måneder. Her forværres hans tilstand og han ender i dyb depression. Desuden bliver han ramt af tinnitus – enten reelt eller muligvis indbildt. Han hører hele tiden den høje A5 tone.

Rejsen ud af depressionen er langsom. I 1847 dør Mendelsohn hvilket er et frygteligt chok for familien Schumann. Robert må samtidig lide den tort at se den netop nye ledige dirigentstilling for Gewandhaus, som han eftertragtede, gå til vores egen danske komponist, Niels Gade.

Familien flytter herefter til Dresden. De arrangerer koncerter i byen og er centrum for en række kulturelle aktiviteter. Komponisten Richard Wagner kiggede også forbi. Robert Schumanns renommé er samtidigt stærkt på vej op. Også internationalt.

Robert Schumann ser Mendelsohns genfærd

Årene 1848 og 1849 ser endnu en eksplosiv kreativ periode. 1850 og fem år frem er han chefdirigent i Düsseldorf. Det viser sig at være et job der ikke passer til hans personlighed.

Den 17. februar 1854, stadig i Düsseldorf, har han en række hallucinationer, hvor den afdøde Mendelsohn dikterer ham en melodi. Det blev til værket Geistervariationen ↗. Blot 10 dage efter går han hjemmefra i hjemmesko. Det styrtregner. Og så kaster han sig ud fra en bro over Rhinen.

Han bliver hevet op igen af nogle havnearbejdere og derefter indlagt på et hospital for sindslidende nær Bonn. Og her henslæber resten af sine dage. Der er lyse øjeblikke hvor han kan komponere. (de fleste destrueret af Clara efter hans død. Formodentligt fordi de var substandard. Det er nu alligevel en skam).

Under de over to år lange indlæggelse ser han ikke Clara. Johannes Brahms, derimod, er blandt de få som får lov at besøge ham. 23 juli 1856, er Robert dødende. Clara beslutter sig for at besøge sin sindslidende mand. Hun skrev senere herom,

Han smilede til mig og efter en kraftanstrengelse omfavnede han mig. Jeg vil ikke give dette øjeblik væk for alverdens rigdomme.

Seks dage senere, den 29. juli 1856, udåndede romantikkens kæmpe.

Følg os på Facebook for fornøjelsens skyld

Robert Schumanns største værker

Robert Schumann komponerede fire symfonier, flere orkestrale værker, kammermusik samt én opera, Genoveva, som måtte nøjes med en mådeholden succes.

Men hans foretrukne instrument forblev klaveret. Parnassos har en koncert klar så snart forholdende tillader det. En koncert helliget kvindelige komponister som du er velkommen til at læse mere om.

Ene mand til koncerten er faktisk Robert Schumann som denne aften får lov til at optræde sammen med Clara.

Han optræder igen til denne Valentine Valentinekoncert.

Nedenstående må siges at være repræsentative for Schumanns kreative produktion, helliget klaveret.

Karneval, eller ‘Faschingsschwank aus Wien, Op 26 ↗‘,

Kreisleriana Op. 16 ↗, spillet af Daniil Trifonov.

Fantasie in C for cello og klaver ↗. Fra Moskvas konservatorium.

Du kan lytte til dem via disse link til Youtube. Men intet kan måle sig med at lytte til værkerne under en koncert. Naturligvis.