Johannes Brahms. Klassicismens arving

Johannes Brahmslængde.

Erik Bach Christophersen
oktober 24, 2020
Ajourført:
januar 11, 2024

Komponisten Johannes Brahms (1833-1897) med danske aner, blev født i Hamburg, sin karriere centreret omkring Wien. Brahms er det ”tredje B” i den klassiske musiks treenighed, hvor B1 og B2 henviser til Johann Sebastian Bach og Ludwig van Beethoven. Bach, Beethoven og Brahms.

Han anses desuden for at være Beethovens arvtager og overgangsfiguren mellem Wienerklassicismen og romantikken. Så hvad kan et par tusind ord fortælle os om Johannes Brahms, og hvor passer han ind i det klassiske musiks firmament?

Johannes Brahms og den klassiske musik

Artiklen om Johannes Brahms indgår i vores Huset Habsburg – serie. Det Østrig-ungarske kejserdømme drev en målrettet kunstpolitik, hvorved Wien fik afgørende betydning for den klassiske musiks udvikling i Europa.

NB: Under afsnittet ’Mnemonics’ længere nede i artiklen, benytter vi os af seneste forskning inden for huskeregler, der som regel gør at læseren ikke glemmer hvornår komponisten levede.

Brahms var elev af/inspireret af: Robert Schumann.
Mæcen/sponser til: Antonín Dvořák.

Johannes Brahms' danske gener

Johannes Brahms blev født 7. maj 1833 i Hamburg og forældrene hed Johann Jakob Brahms og Johanna Henrika Christiane Nissen. Altså Johann, Johanna og Johannes.

Nissen klinger af et dansk efternavn og ganske rigtigt, faderen til Johanna hed Peter Radeloff Nissen, født i Tønder i 1750. Så Johannes Brahms morfar var dansk. Jeg har denne teori – som jeg ikke kan underbygge med noget som helst – at Brahms entusiastisme for vores egen komponist Carl Nielsen, og især dennes første symfoni, primært skyldes at Nielsen var dansk.

Johannes Brahms’ far var halvprofessionel musiker i Hamburgs filharmoniske selskab. En lille charmerende detalje: Fader Brahms havde nøglerne til det filharmoniske selskabs skab som blandt andet indeholdte noder (noder var relativt kostbare, så man passede på dem).

Johann var med til Johannes fødsel som faldt samme aften som filharmonikerne skulle spille. Opførslen blev derfor stærkt forsinket. Jeg er sikker på at både musikere og publikum bar over med ham og ønskede ham tillykke med sin førstefødte.

Ungdom og undervisning

Det gælder for næsten alle af vores beskrevne komponister, at de voksede op i et musikermiljø. Musikalske genier præsenterer sig for os, når kromosomer og miljø går hånd i hånd. Da Johannes Brahms far finder ud af at sønnen har ekstraordinære evner og har brug for undervisning der ligger ud over hvad han selv kan tilbyde, er netværket på plads.

Hver af de kommende musiklærere, når de ikke længere kunne bidrage med deres pædagogik, sender ham videre i systemet indtil Brahms, i en alder af 12 år, når frem til den tyske pianist og komponist Eduard Marxsen, der som ung i Wien kunne tælle Beethoven og Franz Schubert i sin omgangskreds.

Marxsen gennemgår med den unge Johannes de store Wiener-klassikere samt Johann Sebastian Bachs kompositioner, hvilket danner grundlaget for Brahms musikteoretiske forståelse, ikke mindst den djævelsk svære polyfoni og tilknyttede kontrapunkt.

Johannes Brahms og familien Schumann

I 1853, i en alder af 20 år, tropper Brahms uanmeldt op hos musiker- og komponistparret, Clara og Robert Schumann, som bliver svært imponeret over den unge mands kompositioner og klavervirtuositet. Brahms bliver ven af huset (og måske også husven) og børnepasser til deres i alt 7 børn!

Robert Schumann skrev kort tid efter i tidsskriftet journal Neue Zeitschrift für Musik om fænomenet Brahms, roser ham i ekstraordinære vendinger og proklamerer til verden at:

Vi har her et menneske der er kaldet frem for at kunne udtrykke idealet for sin tid. En musiker der afslører sit talent, ikke gradvist, men som Minerva der fuldt bevæbnet sprang ud fra Kronos’
hoved. En ung mand hvis vugge gracerne og heltene vågede over. Hans navn er Johannes Brahms!

Artikler og breve fra den romantiske periode kunne godt kamme lidt over.

For Brahms er det lidt af et tveægget sværd pludselig at skulle være en slags ikon for sin tid. Brahms forgudede Robert Schumann og ville ikke under nogen omstændigheder skuffe sin helt og bliver derfor hyperkritisk over for sine egne værker.

Året efter, i 1854, forsøger Schumann at begå selvmord ved at springe ud fra en bro og ned i floden Rhinen, for at slippe for de dæmoniske toner i hans sind. Han hives op af vandet og reddes. Han sendes på et asylum for psykisk syge hvor han over de næste par år visner hen og senere dør i 1856. I denne periode er det kun Brahms der må besøge ham og han bliver derved en slags bindeled mellem Schumann og hans kone Clara. Vi har skrevet mere herom i vores artikler om Clara Schumann og Robert Schumann henholdsvis.

Johannes Brahms som overgangsfigur

Brahms var som nævnt oplært i klassisk komposition med fokus på de klassiske mestre, især Joseph Haydn, Wolfgang Amadeus Mozart og Beethoven i spidsen – hvor det rationelle, tilbageholdenheden hviler over værkerne.

Samtidig voksede han op i en tid hvor følelser slippes løs og får lov til at gå i alle retninger, lige fra hjerte og smerte til fascinationen af det makabre og okkulte. Emner der lå Schumann nær. Kombinationen heraf er, at Johannes Brahms bliver den perfekte overgangsfigur og samlingspunkt for disse to så forskellige perioder.

Han er på en og samme tid en modvægt over for romantikken – og blev efterfølgende beskyldt for konservatisme – samtidig med at han formår at bruge romantikken i sin musik. Han nåede at opfylde Robert Schumanns forudsigelser, at vi her havde at gøre med en komponist der som ingen andre kunne fremhæve tidens musikalske ideal.

I samme tidsskrift, Neue Zeitschrift für Musik, hvor Robert Schumann havde skrevet sine rosende ord om Brahms, blev udtrykket ”Den nye tyske skole” introduceret for første gang i 1859 som et brud med Wiener-klassicismen.
Tanken bag var, at uanset hvor inspirerede Schuberts, Mendelsohns og Schumanns kompositioner end var, ville de altid stå i skyggen af Beethoven. Skulle man noget nyt, skulle man noget andet. Hovedfigurerne i den nye tyske skole var Franz Liszt og Richard Wagner – og til dels Hector Berlioz selvom han ikke var af tysk oprindelse.

Det kom der en krig ud af med Johannes Brahms på den ene side og Liszt og Wagner på den anden.
Dette er mere end en musikhistorisk parentes. For den nye tyske skole var også knyttet til den gryende tyske nationalisme.

Johannes Brahms helt egen romantik

Brahms boede hos Clara under de svære år hvor Robert befandt sig på den lukkede – nærmest hermetisk lukkede – psykiatriske afdeling.

Brahms passede børnene, mens Clara, der selv var komponist og klavervirtuos, spillede til koncerter. Det var ædelmodigt af ham. Brahms så i sine unge år rasende godt ud og han var forelsket i Clara. De boede som nævnt under samme tag – dog på forskellige etager. Alligevel var der rygter. Naturligvis.
Hun var 14 år ældre end ham og havde født 8 gange. Så hun kunne tydeligvis noget.

Da Robert Schumann dør i 1856, er der fri bane for at de kan få hinanden. Efter begravelsen tager de sammen på ferie til Schweiz for at finde ud af deres indbyrdes forhold. Vi ved ikke hvad der skete mellem dem, udover at der ikke skete noget, og at Brahms herfra tager til Hamburg.

I 1800-tallets romantiske periode kunne man godt lide at lide for kærligheden, den sande uberørte kærlighed. Kærlighed blev udtrykt i floromvundne vendinger, men vi befinder os også i en tid hvor Eros trådte med lette skridt. Der var stærke følelser på spil – de kunne simpelthen ikke blive stærke nok under romantikken.
Nutidsmennesket ville jo nok have tænkt at de ligesom skulle tage at komme i gang. Men igen, vi befinder os i en tidsalder hvor det ufuldbyrdede fik en kunstner til at skue mod himmelen.

Kære Johannes

Du får her fornøjelsen af at læse et af brevene fra Claras hånd til Johannes, skrevet i 1858, et par år efter Robert Schumanns død.

Jeg bliver ofte grebet af rigdommen af dit kreative geni. Du er den som himmelen har overstrøet med de fineste gaver og jeg elsker dig og ærer dig for dine mange kvaliteter. Alt dette er sandt, kæreste Johannes, og det har slået dybe rødder i mit hjerte.
Jeg føler mig begunstiget at kunne kalde dig min ven, som jeg forstår, og som erkender din værdi både som musiker og som mand.

Og Johannes forstod så sandelig også at smøre tykt på i sine breve – hvoraf de fleste blev brændt for eftertiden – eller måske selvantændte de af den generelt hede tone i dem.

Skete der ellers noget for Johannes Brahms på den romantiske front? Jo, der var en Agathe von Siebold som han blev forlovet med. Men han brød forholdet i sidste øjeblik. Vi må antage at han aldrig helt kunne forlade Clara – hans livs kærlighed.
Brahms havde mange små forhold gennem sit liv, hans behov som oftest dækket af nattens kvinder. En tvivlsom vane som han formodentligt har fået da han som teenager spillede i alle mulige taverner i Hamburg.

Clara havde også sine forhold, men mere om dem når vi når frem til Clara Schumann og hendes liv.

Følg os på Facebook for fornøjelsens skyld

Et par Johannes Brahms anekdoter

Mangen en kunstner kan opfører sig ganske akavet når vedkommende befinder sig i selskabelige sammenhænge. Men ikke vores Johannes. Og følgende anekdote, som skulle være ganske sand, fik denne herre til at grine højlydt midt i en café (I Zoska café ↗, Ferenczy István u. 28, 1053 Budapest, for at være præcis).

Johannes Brahms er til en sammenkomst hvor en sangerinde henvender sig til ham for at spørge om hvilke af hans sange han vil anbefale til hende. Uden at tabe masken svarede han, at hun skulle prøve en af hans posthume sange. Hun spørger høfligt til deres titler, hvortil han replicerer ”spørg Kalbeck, han ved det hele” (Max Kalbeck var hans ven som senere skrev en biografi om Brahms), hvilket hun så gjorde med det resultat at Kalbeck brød sammen af grin.

Da hun igen henvendte sig til Brahms, i et temperament som var en furie værdig, sagde han forsonende til hende, min kære, du må ikke spørge mig om sådanne ting. Jeg laver spøg og skæmt med alting, og hvis jeg ikke kan komme på en god vittighed, finder jeg blot på en dårlig.

En anekdote mere: Da Brahms en aften trådte ind på sin yndlingscafé Gasthaus Zum Roten Igel i Wien, spurgte en ven ham om hvordan hans dag var gået. ’Jeg arbejdede på min symfoni’, svarede Brahms. ’I morges tilføjede jeg en ottendedel. Og i eftermiddags fjernede jeg den igen’.

Johannes Brahms største værker

Johannes Brahms repræsenterede den ”rene musik”, musik som kun refererer til sig selv, modsat programmusik som kunne referere til alt muligt andet, naturfænomener eksempelvis. Brahms er derved arvtager af Beethovens musik og, som før nævnt, i opposition til 1800-tallets “nye tyske skole”.

Men i Brahms musik følger taktstokken hvert et hjerteslag. Man finder ikke mange komponister som er mere personlige i deres musikalske udtryk.

Hvis du har tid til at lytte til nogle af de nedenstående værker, vil du utvivlsomt være enig i at Brahms med B fortjente at være i selskab med Bach og Beethoven.

Sang og dans - kvintet og klaverkoncert

Violinkoncert i D-dur, Opus 77 ↗

Der var så svære passager for violinen i førsteudgaven til denne violinkoncert at Brahms måtte redigere noderne for at violinisterne havde en levende chance for at kunne følge med. Solopartierne er dog stadig særdeles krævende. Som en af hans venner sagde, ”det er ikke en koncert for violin, men en koncert mod violin”. Vi har fundet en optagelse med Itzhak Pearlman fra 1978.

21 ungarske danse ↗

De ungarske danse var hans mest populære musikstykker – og økonomisk ganske indbringende.
Og skal du vælge blot én af dem, kan du jo prøve at vælge nummer 5.

Symfoni nummer 3, f-dur, Op.90 ↗

Follow the cellos! Celloerne i denne symfoni repræsenterer melodistemmernes længsel efter hinanden. Førsteopførslen i Wien i 1883 var i øvrigt en rodet affære. Richard Wagner-tilhængerne fra den nye tyske skole, havde købt sig ind på de billige rækker i koncertsalen og lavede en masse uro og støj under koncerten.
De er blevet smidt ud til denne optagelse.

Klaverkoncert nr 1, d-mol. Op. 15 ↗

Koncerten er fra 1858. Adagioen er dedikeret til hans elskede Clara Schumann – to år efter Robert Schumanns død. Han skrev til hende, I adagioen tegner jeg et ømt portræt af dig.
Se om du er enig i at man ikke kan beskrive hjertesorg bedre.

Vier ernste Gesänge (Fire seriøse sange), Op.121 ↗

Det sidste værk fra Brahms hånd er fra maj 1896. Han har fået konstateret leverkræft og ved at han ikke har langt igen. Og hans elskede Clara er død måneden før. Et langt liv levet. Sangene er ganske rørende.

Brahms gravmæle

Brahms er begravet i Zentralfriedhof i Wien.
Vi har skrevet en lille historie om Europas største kirkegård.

Johannes Brahms Mnemonic

De indiskutabelt mest toneangivende klassiske komponister – og de mest kendte – er Johann Sebastian Bach, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven.
Bachs musik er fra 1. halvdel af 1700-tallet, Mozarts fra 2. halvdel af 1700-tallet og Beethovens 1. halvdel af 1800-tallet. Disse tre halve århundreder er et godt fundament for tidsmæssigt at kunne placere alle andre komponister.

En huskeregel er mest effektiv hvis den kan få os til at le. Vi giver det et forsøg. Nedenstående er enten komisk eller så er det ufrivilligt komisk. Hvilken en af slagsen der er tale om må være din vurdering, men det er – sjovt nok – ligegyldigt for hukommelsen.

Johannes Brahms levede sit liv i perioden 1833-1897. Helt præcist 7. maj 1833 til 3. april 1897.
Hans liv krydser derfor ikke et århundredeskifte. Det gør det nemmere for erindringen.

Hvis vi tager hans fødselsår, 1833, så er tværsummen af 18 lig med 9. Det er brugbart af to omgange. Den første er at 9=3*3 hvilket kan bruges til at huske 1833.

Den anden brugbare omgang er, at 9-tallet også er første tal for hans bortgang (18)97, altså 9. Og så er vi virkelig heldige idet tværsummen for 97 er…7, det andet tal i 97.

Indrømmet, det er ufrivilligt komisk. Men uanset, Johannes Brahms: 1833-1897. Det kan ikke være anderledes. Og du vil altid huske det. Altid. Og du vil aldrig glemme det. Aldrig.