Zentralfriedhof i Wien – komponisternes sidste hvilested

Zentralfriedhof kirkegården i Wien.

Om Zentralfriedhof kirkegården i Wien siger østrigerne, ‘Halvt så stort som Zürich, men dobbelt så sjovt’. Måske er der lidt drilleri mellem schweizere og østrigere a la den der er mellem os danskere og svenskerne?

Friedhof muligvis, men at Zentralfriedhof er zentral er en gammel løgn. I hvert fald ikke i forhold til Wiens centrum. Den er alligevel et besøg værd. Og det er under alle omstændigheder billigere at vandre rundt her, end at være i Zürich.

Kirkegården er Europas største, og er samtidigt sidste hvilested for den klassiske musiks ligeledes største komponister. Og da denne skribent kunne fange sporvognen til Zentralfriedhof lige uden for sit hotel i Wien, var det oplagt at bruge nogle timer i den yderste udkant af Østrigs hovedstad. Og det er interessant i sig selv, at se hvordan gravstene har fulgt med tiden. Fra den ganske overbroderede rokoko til det helt stilrene.

Slutteligt – nederst i artiklen og ingen sammenhæng med den klassiske musiks firmament overhovedet – et fantastisk herligt og absurd gravsted.

Wolfgang Amadeus Mozart

På Zentralfriedhof finder vi Wolfgang Amadeus Mozart s cenotaph. Et monument over den afdøde uden den afdøde.

Måske den klassiske musiks største geni. Han tjente gode penge på sine koncerter. Men han var også en ødeland. Da han døde, døde han med gæld. Og det var endnu ikke gået op for Wien, hvilket barn de havde haft i blandt sig. Han blev begravet i den ukendtes grav og da man nogle år senere indså fadæsen kunne man ikke længere finde hans jordiske rester. Han og vi må derfor nøjes med denne cenotaph.

Ludwig van Beethoven

Beethoven udmærker sig også ved at være blevet begravet hele tre gange. Alle gode gange tre.
Først i Währinger Ortsfriedhof kirkegården i Wien, dernæst gravet op og placeret i en kiste. Og slutteligt gravet op igen for at blive begravet her i Zentralfriedhof. Gravmonument fulgte med ham.

Komponisten Anton Bruckner var til stede under genbegravelsen. En sær snegl. Og ikke mindre sær af hvad han foretog sig under begravelseshøjtiden. Du kan læse mere herom her.

Franz Schubert

Franz Schubert måtte nøjes med to begravelser. Schubert døde året efter Beethoven og han havde som sit sidste ønske bedt om at blive begravet ved siden af sit idol. De fulgtes ad til Zentralfriedhof i 1888. Anton Bruckner var også her på pletten med sine besynderlige vaner. Sidstnævnte er i øvrigt begravet under sit orgel i St. Florian klosteret nær byen Linz i Østrig.

Johannes Brahms

Man siger – indtil for nyligt i det mindste – at den amerikanske præsidentkandidat vælgerne helst vil gå ud og drikke en øl sammen med, vinder valget. Hvis det var eneste kriterium for valg af komponister, ville denne pennefører pege på Johannes Brahms.

Elskelig, menneskelig og med en vidunderlig humoristisk sans.

Antonio Salieri

Komponisten der blev mistænkt for at have slået Mozart ihjel.

Det er svært at slippe af med et sådant rygte, især fordi det er stærkt appellerende: Salieri, en hårdtarbejdende kunstner, der ved flid får en fin karriere på parnasset i Wien. Blot for at se sig overgået af en sorgløs, fjantende ungersvend, der gudbenådet kommer nemt til alle sine noder.
Rygtet passer perfekt til film og litteratur. Men ville ikke holde i en moderne retssal.

Og sådan var han slet ikke i virkeligheden. Salieri fortjener en chance til, og at blive hørt igen. Hans musik kunne på en god dag måle sig med de allerbedste.

Johann Strauss Jr.

Johann Strauss Jr. kompositioner og liv passer glimrende til denne pænt overbroderede gravsten. Hans valse var lette og livlige. Men bag den noget sukkersøde musik, gemmer der sig et oprør mod de stærkt konservative kræfter i Wien i midten af 1800-tallet.
Sjovt nok, Strauss var gode venner med Johannes Brahms. En komponist der var i den helt anden ende af den seriøse skala.

Strauss Jr. og Sr. er altid på plakaten nytårsaften i Wiens fornemme Staatsoper. Men du skal have pengepungen frem. Og du skal bestille i god tid.

Arnold Schoenberg

Alene gravstenen fortæller at vi har at gøre med en der hører mere hjemme i vores tid, end i de andres tid. Schoenberg døde i 1951 og stenen passer til manden. Læs om hans næsten totale brud med al tidligere klassisk musik.

Mijatović Tija

Ikke om jeg kunne finde Antonio Salieris gravsted! Helt umuligt. På et tidspunkt havde jeg nær faret vild. Faktisk, jeg for vild. Til gengæld blev jeg mødt af denne åbenbaring af et gravmonument.

For det første tyder alt på at relevante ægtepar lever i bedste velgående. Ud fra deres billeder også et ægtepar der forstår at nyde livet. Og så har de tilsyneladende fundet sig en fælles hobby.

Mit gæt er, at de selv har designet deres sidste bolig. Forhåbentligt har de mange gode år sammen endnu. Og hvis det er tilfældet, er jeg ret sikker på at de ikke ville kunne nære sig for at videreudvikle deres gravmæle. Jeg får helt lyst til, om et par år, at gå igen på kirkegården.