Anton Webern. Dekadent og degenererende musik

2. Wienerskolens mest stringente komponist.

Anton Webern (1883 – 1945) er den mest kompromisløse af komponisterne fra den 2. Wienerskole. På engelsk vil man sige at det fordrer en acquired taste at nyde hans – og gruppens – værker. Nogle vil påstå at her finder man mere intellekt end sjæl, mere musikteori end musik. Men musikhistorisk og biografisk venter der indiskutabelt læseren og musikelskeren en rasende spændende historie.

Denne artikel indgår i vores Huset Habsburg – serie. Habsburg-kejserriget, med hovedsæde i byen Wien, var i århundreder blandt de mest magtfulde riger i Europa. Og hvor der er magt er der rigdom. Hvor der er rigdom er der kunst. De Habsburgske kejsere drev en målrettet kunstpolitik, og som følge heraf var Wien centret for klassisk musik frem til 1. verdenskrig. Webern er derfor også overgangsfigur fra et mægtigt imperium til et Østrig i mellemkrigsårene, som blot var skyggen af sig selv målt i forhold til fordums storhed.

Så hvad kan en artikel på et par tusind ord fortælle os om Anton Webern, og hvor passer han ind i det klassiske musiks firmament?

NB1: Nederst i artiklen finder du vores Mnemonic-sektion. En huskeregel der som regel gør at læseren af artiklen aldrig glemmer hvornår vores beskrevne komponister levede og virkede.

NB2: Nederst, nederst finder du oversigten over Parnassos’ kommende klassiske koncerter og kulturrejser.

Elev af: Arnold Schoenberg.

Her er et samlet overblik over vores ‘Huset Habsburg’ serie om komponisterne fra Wien.

Tysk musikalsk overherredømme

Anton Webern tilhører som nævnt den 2. Wienerskole som blev grundlagt af den østrigske komponist Arnold Schoenberg. Sidstnævnte udtalte i juli 1921 til en af sine elever, ’jeg har i dag opfundet noget inden for musikken som vil sikre tysk overherredømme de næste 100 år’.

Dette ’noget’ var 12-tone musikken, også kaldet dodekafoni eller seriel musik – kært barn har mange navne – hvor oktavens 12 halve toner refererer til hinanden, frem for at være knyttet til dur eller mol-nøglen. Vi er i musikteoretisk domæne.
Schoenberg havde netop påbegyndt sin klaversuite, Op. 25 ↗, som skulle vise sig at være verdens første 12-tone musikstykke.

At lægge ører til denne klaversuite er at lytte til en helt og aldeles fremmed verden. Den klassiske musik havde hermed transcenderet grænsen til et nyt og hidtil ukendt landskab.

Anton Webern var elev af Schoenberg. Og det blev til et tæt venskab. Og lad os også en passant nævne den sidste komponist i trekløveret, Alban Berg, som ligeledes var elev af Schoenberg.

Arnold, Anton og Alban – de tre repræsenterede den tysk/østrigske avantgarde i mellemkrigsårene.

Anton Webern - i begyndelsen

Hos Anton Webern møder vi et studie- og uddannelsesforløb som er genkendeligt med vores egen tids. (i forhold til tidligere komponistgenerationer hvor man fik sin uddannelse hos andre komponister).

Født i 1883 i Wien ind i en familie der tilhører middelklassen. Og opvokset i de østrigske byer Graz og Klagenfurt. Familien havde et sommerhus i rurale Oberdorf, mellem Graz og Wien, hvor barndommens lykkelige somre udspillede sig. For Webern et billede på paradisets have.

Tilbage i den hektiske storby, Wien, hvor Anton Webern i 1902 bliver indskrevet på Wiens universitet hvor han studerer musikvidenskab. Hans speciale er viet til Heinrich Isaac, en hollandsk renæssancekomponist fra 1400-tallet. Interessen for denne tidlige europæiske musikform skulle påvirke hans egne kompositioner, heriblandt den palindrome form. (hvor noderne er spejlbilleder af hinanden. En palindrom på skrift kunne være ”en af dem der red med fane” som, hvis man skriver det baglæns, ender med at være nøjagtig samme sætning). I musik giver det en meditativ og overjordisk, ikke-kødelig, effekt.

Hans musiklærer på universitetet, Guido Adler, opfordrer ham i 1904 til at tage kontakt til komponisten Arnold Schoenberg. Som foreslået, så gjort. Og Schoenberg tager ham som elev – samme år som Alban Berg, i øvrigt.
Et venskab opstår mellem de tre, og de tre bliver bannerførere for den 2. Wienerskole, som starter med atonalitet og ender i 1925 i den komplette opløsning af dur og mol-musikken.

Weberns musikalske helte i ungdommen var – naturligvis – alle Wienerklassicisterne med Beethoven i spidsen.

Hans musikalske idoler udskiftes med årene, og ændres med at han forføres af den nationalsocialistiske ideologi, der også forkyndte det tyske overherredømme inden for alle kunstformer. Så ja, komponister som Richard Wagner er derfor også at finde på hans liste.

Anschluss og nazisympatier

Mellemkrigsårene i Østrig har ikke været sjove. Ej heller for Anton Webern.
Arnold Schoenberg havde i 1918 oprettet Verein für musikalische Privataufführungen, selskabet for private musikalske koncerter hvis fokus var på alle moderne og nulevende komponister begyndende med Gustav Mahler og frem.

Det blev til en koncert pr uge, med opførsler af Bartok, Debussy, Ravel, Satie, Stravinsky og mange, mange flere. Webern var stærkt involveret heri, men selskabet måtte lukke i 1921 grundet hyperinflation i Østrig og dårlig økonomi generelt. Et eksempel på, at en isoleret set ikke-rentabel økonomi for en kunstforening, kan medføre betydelige kulturelle tab for samfundet generelt.

Webern bliver dernæst i årene 1922 – 1924 dirigent for Socialdemokratiets symfoniorkester i Østrigs hovedstad, en periode som gik under navnet ”Røde Wien”. Webern var dårligt betalt, hvis talenter heller ikke blev værdsat.

Røde Wien bliver afløst af Austro-fascismen. Weberns og hans samtids musik bliver herefter etiketteret som kultur-bolchevisme. Og naturligvis, det bliver ikke bedre da Hitler kommer til magten i 1933. I 1938 er det tæppefald for den musikalske dekadence da Hitler annekterer Østrig.

Webern har dog venner og kan blandt andet læne sig op ad den schweiziske forretningsmand og filantrop Weiner Reinhart (beskrevet som ”manden med de gyldne hænder, samt et hjerte af guld”. Han var også Igor Stravinskys mæcen).

Der er megen ironi i, at nazisterne anså Weberns musik for dekadent, ikke-tysk og jødisk-inspireret og som derfor blev forbudt. Webern nærede sympati for nationalsocialisterne som han mente kunne genrejse Tyskland efter 1. verdenskrigs ydmygelse. Samt virke som et bolværk mod den østrigske fascisme. Her tog han imidlertid fejl.

Til hans forsvar, få i 1938 have forudset hvor uhyrligt et regime man havde med at gøre.

'Entartete' kunstudstilling

Nazisterne gjorde ikke noget halvt. Og den røde – eller brune – tråd i deres tusindårsrige var racerenhed. Og intet kunne mudre den tyske race mere end den jødiske minoritet, inklusive deres bidrag inden for kunst og musik, som havde gennemsyret og svækket fædrelandet gennem århundreder,

Grusomhederne nåede naturligvis deres klimaks med koncentrationslejrene, men allerede i 1933, umiddelbart efter Hitlers valgsejr, forbød man jøder at være ansat i kulturinstitutioner.
Samt forbød kulturinstitutionerne at udstille kunst eller spille musik af jøder.

Det gik ud over tysk-jødiske komponister som Giacomo Meyerbeer, Felix Mendelssohn, Arnold Schoenberg, Ernst Krenek og Bruno Walter. Interessant nok, i begyndelsen af den nazistiske periode fik deres musik lov til at blive spillet i det ‘Jüdischer Kulturbund ↗’”.

Dette skal ses i lyset af at Weimarrepublikken – navnet for den tyske regering fra 1918 og frem til nazisternes magtovertagelse – havde været centret for eksperimental eller avantgarde musik, skuespil, maleri og litteratur, en periode som Hitler så på med afsky. Hitlers ideal var den højbårne middelalder samt de græske idealer, hvis statuer repræsenterede helten eller overmennesket.

Weimar-republikkens ekspressionisme, fauvisme, kubisme, dadaisme, surrealisme, post-impressionisme og andre gode ismer var lidet forstået og værdsat af befolkningen.

Propagandaministeren, Joseph Goebbels, arrangerede i 1937 en større kunstudstilling, en vandreudstilling startende i München, hvis formål var at nedgøre de værker der blev udstillet. Fra avantgarde til aparte.

Det var et stor tilløbsstykke, hvor publikum kunne chokeres over 650 malerier af degenererende kunst. Fokus var på den jødiske indflydelse af disse kunstformer, selvom kun 6 ud af de i alt 650 udstillede malerier var af jødiske kunstnere. Sådanne detaljer generede dog ikke Goebbels.

Et af disse malerier, ‘Drei badende ↗‘ af Ernst Ludwig Kirschner, er endt på New South Wales’ art Gallery i Australien.

Anton Webern og 'entartete musik'

Man gentager successen i 1939 i Düsseldorf’s Kunstpalast i maj 1939, denne gang med fokus på entartete musik – arrangeret af kuratoren, Severus Ziegler, der kunne fortælle de besøgende hvad der var ”sygdomsbefængt, usundt og yderst farlig for vores musiktradition”, heriblandt atonal musik der nedgjorde den tyske sjæl.
På listen fandt man også ikke-jødiske kunstnere såsom Paul Hindemith, Alban Berg, Ernst Toch, Hanns Eisler, Igor Stravinsky, Franz Schreker, Ernst Krenek og Kurt Weill.

Indtil da havde komponister som Igor Stravinsky og Hindemith været i tvivl om hvordan de blev betragtet i Nazi-Tyskland. At blive inkluderet i udstillingen var ligesom et signal.

Og for racerenhedens skyld, var jazz også af det onde. Men sjovt nok, nazisterne slog ikke hårdt ned på jazzmusik, dels fordi det var populært i befolkningen, dels fordi det blev anset for at være inferiør musik og derfor ikke var en trussel mod den tyske højbårne kultur.

Der var faktisk en pendant hertil i Sovjet under især Stalin hvor klassisk musik blev delt op i farlig formalistisk og acceptabel konformistisk musik. Vi har en koncert på programmet der omhandler netop dette emne.

Anton Webern og den skæbnesvangre nat

Krigens tragedier gik ikke ram forbi familien Webern. Anton Weberns eneste søn, Peter, der var nazi-sympatisør, blev dræbt februar 1945, under et maskingeværangreb på et tog.

Det er september 1945. Krigen er slut. Familien er samlet til middag hos Weberns datter i Mittersill nær Salzburg. Weberns svigersøn, Mattel, der tjente sit udkomme på det sorte marked, havde fået fat i nogle cigarer.

En af dem bliver Anton Weberns sidste. Han træder ud på verandaen for at nyde den liflige røg.
Hvad der herefter præcis sker er lidt tåget. Østrig er under besættelse af de allierede. Amerikanske soldater får nys om Mattels aktiviteter. De tager til huset for at arrestere ham under påskud af at ville handle med ham. Der er udgangsforbud, og en af de amerikanske soldater, muligvis fordi han føler sig truet – skyder Webern på klods hold.

Anton Webern - hans største værker

Anton Webern er for klassisk musik hvad skandinavisk design er for…design.

Webern presser minimalismen til det yderste. Selv hans samlede produktion er minimalistisk og kan høres på fire timer, lig med to koncertaftener. Men det ville være synd, idet hans musik samtidig er et destillat af selv samme musik.

Det skal nydes i endog meget små bidder. Dette kan nemt lade sig gøre, idet mange af hans musikstykker er meget korte. Eksempelvis den 4. af i alt 5 små stykker for orkester, opus 10, er på blot 20 sekunder. Alle fem kan klares på 6 minutter. Det er til at overskue.

Webern har også ’patent’ på følgende elegante opfindelse inden for musik. Timbre eller klangfarve gør at vi kan kende forskel på instrumenter, også når de spiller nøjagtigt den samme tone. Eksempelvis, vi kan høre om der spilles på obo eller cello.

Komponisterne før Webern valgte altid et instrument fra orkestreret til at gennemføre en melodi, derefter kunne melodien gentages af et andet instrument på et senere tidspunkt. Men ved at lytte til seks stykker for stort orkester opus 6 kan vi høre at Webern tager sin melodi og giver den videre tone for tone til orkestrets mange instrumenter. Resultatet er en melodi med exceptionel farverigdom. Igen, ens ører skal lige vende sig til det, men effekten er ganske fascinerende.

Passacaglia, op.1 ↗ (1908)

Seks stykker for stort orkester, op. 6 ↗ (1909)

Fem stykker for orkester, op.10 ↗ (1913)

Symfoni, op.21 ↗ (1928)

Concerto for ni instrumenter ↗, op.24 (1934)

Følg os på Facebook for fornøjelsens skyld

Anton Webern Mnemonic

De mest betydningsfulde – og kendte – klassiske komponister er Johann Sebastian Bach, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven, hvor byen Wien var bopæl for de to sidstnævnte.
Bach blev født i år 1685 og det årstal betegner vi som den klassiske musiks før- og efter- tidsregning.
Bachs musik er fra 1. halvdel af 1700-tallet, Mozarts 2. halvdel af 1700-tallet og Beethovens 1. halvdel af 1800-tallet.

Anton Weberns ven, Alban Berg, blev født i år 1885 – nøjagtigt 200 år efter Johann Sebastian Bachs fødselsdag. Nemmere kan det vidst ikke blive for ens hukommelse.

Uheldigvis bliver Webern født to år før, i 1883.
Derfor, for bedst at kunne huske Weberns fødselsdag kan vi med fornøjelse bruge en fun fact. Wien er kendt for at have introduceret kaffe og caféer i Europa. Dette skyldes den osmanske belejring af Wien i 1683. Bemærk årstallet.

En polak af adelig herkomst, Franz Georg Kolschitzky, havde i årene før boet i Tyrkiet og kunne tale osmannernes sprog. For at gøre en lang historie kort var han spion for Østrig og kunne fortælle den polske og habsburgske hær hvad osmannerne var ude på. Wien vandt slaget og som belønning fik Kolschitzky de i alt 500 sække kaffebønner osmannerne efterlod i hast ved højene omkring Wien. Ingen krig uden kaffe.

Kolschitzky havde jo boet i Istanbul og vidste hvad man skulle stille op med kaffebønnerne. Han åbnede en café i Wien – i 1883, nøjagtigt 200 år før Anton Weberns fødselsdag. Anton Webern: 1883 – 1945. Det kan ikke være anderledes.