Den klassiske musiks Haydn-punkt.
Komponisten Joseph Haydn (1732 – 1809), underviste både Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven. Ud over at være Wienerklassicismens gudfar anses han også for at være den første ægte ”selvstændigt erhvervsdrivende” musiker, økonomisk uafhængig af aristokratiets støtte. Hans største værker skabte han, da han var i 60’erne.
Denne artikel indgår i vores Huset Habsburg – serie. Habsburg-kejserriget, med hovedsæde i byen Wien, var i århundreder blandt de mest magtfulde riger i Europa.
De Habsburgske kejsere drev en målrettet kunstpolitik og som følge heraf blev Wien centret for klassisk musik frem til 1. verdenskrig. Og dens indiskutable mest kendte bysbørn udi musikken, er netop Mozart og Beethoven.
Så hvad kan en artikel på et par tusind ord fortælle os om Joseph Haydn og hvad var hans betydning for den klassiske musiks udvikling?
NB: Nederst i artiklen finder du vores Mnemonic-sektion. En huskeregel, der som regel gør at læseren af artiklen aldrig glemmer hvornår vores beskrevne komponister levede og virkede.
- Elev af/stærkt inspireret af: Bachs søn, Carl Philipp Emanuel Bach.
- Musiklærer til: Wolfgang Amadeus Mozart, Ludwig van Beethoven.
Trenigheden: Haydn, Mozart og Beethoven
I denne treenighed står Haydn – the grand old man – en smule i skyggen af sine to elever, Mozart og Beethoven, de ypperste stjerner inden for klassisk musik. Men uden Haydn havde de formodentligt ikke nået deres fulde potentiale.
Joseph Haydn er symfoniens far og hans påvirkning og udvikling af strygekvartetter og kammermusik er omfangsrig. Allerede i næste musikalske generation ser vi symfonien nå sit højdepunkt under hans elev, Beethoven, og især dennes 9. symfoni. En symfoni der gav den efterfølgende generations komponister deciderede mindreværdskomplekser, (heriblandt Richard Wagner der var så intimideret af Beethoven, at hans symfonier forblev på tegnebrættet).
Der var god kemi mellem Haydn og Mozart og de udviklede et nært venskab og påvirkede hinanden musikalsk. Og Haydn og Beethoven? ‘It’s complicated’.
Den 22-årige Beethoven tager fra sin fødeby Bonn til Wien i 1792, året efter Mozarts død. Med sig har han et brev fra sin mæcen, grev Waldstein, som han overbringer til sin nye lærer, Haydn. I brevet stod der,
du tager nu til Wien, et ønske du længe har haft. Mozarts geni er stadig i sorg og begræder sin discipel. Den har fundet ly hos den uudtømmelige Haydn, men har ingen arbejde. Den søger at knytte sig til endnu en…Modtag [derfor] Mozarts ånd fra Haydns hænder.
Men Beethoven var stærkt utilfreds med undervisningen. Den franske musikekspert, Marc Vignal, udtrykte det som at der var en quasi-freudiansk relation mellem de to herrer.
Joseph Haydn og aristokratiets musik
Klassicismen i klassisk musik bliver ofte blot beskrevet som Wienerklassicismen, idet alle betydningsfulde komponister fra den klassiske periode fra cirka 1750 til 1820 boede i Wien.
Klassicismen, ligesom rokokomusikken som den erstattede, knyttede sig til tidens idealer, oplysningstiden samt Isaac Newtons med fleres opdagelser af naturens orden og love. Klassicismen var også inspireret af oldtidens græske idealer.
Udviklingen af musikinstrumenter i denne periode, gav flere muligheder for at udtrykke sig musikalsk. Et eksempel var pianoforte instrumentet (i det store hele som vi kender klaveret i dag) som erstattede cembalo instrumentet, med tangenter som klaveret men uden hammerfunktionen. På cembalo ”knipsede” i stedet strengene, så uanset hvor hårdt eller blødt du pressede tangenten fik du samme lydstyrke ud af instrumentet. Pianoforte instrumentet – bogstaveligt “blødt, hårdt” – gav flere muligheder for at udtrykke sig, at sammenligne med vores brug af stemmen som vi kan modulere fra en hvisken til at råbe højlydt. Pludselig kunne man udtrykke alt fra sorg til kådhed. Pludselig blev musikken mere menneskelig.
Hvor barokmusikken var fokuseret på at hylde gud og havde sit centrum i kirken, bevægede tyngdepunktet for den efterfølgende rokokomusik og senere klassiske musik sig mod aristokratiet. Grever med respekt for sig selv, havde deres eget private underholdningsorkester med vægt på divertissement til slottets mange soirée-arrangementer.
Operaen bliver desuden stadig mere populær blandt den brede befolkning, især Opera Buffa, den komiske opera. (modsat opera seria, den seriøse opera)
Joseph Haydn som kapellmeister
Som så mange andre af de store komponister fra den tid, blev Haydn født ind i en familie af musikere. Der blev sunget meget i Haydns barndomshjem og familien opdager hurtigt at Haydn har enestående musikalske evner. Hvem andre end netop musikere er bedre egnet til at spotte musikalsk talent?
Som 6-årig flytter han hen til et familiemedlem i en større by (Hainburg) hvor han bliver en del af kirkens kor og bliver undervist i cembalo og violin. Hans stemme fanges af flere ører og han får – i en alder af 8 år – et job som kordreng i Stephansdomkatedralen i Wien. Stephansdom fungerede som en slags musikkonservatorium, og var dengang blandt de fineste i Europa.
Men det var også en kamp mod fattigdom. For at få nok kalorier i løbet af dagen, sang den unge Haydn også i aristokraternes hjem, hvor der som regel altid var rester fra de riges bord.
Efter stemmen går i overgang bevæger hans karriere sig mod komposition. Efter mange temmeligt fattige og mørke år begynder hans renommé at tage fat. Han møder sit store held i 1761 (som 29-årig) idet han bliver ansat som vicekapelmester, hos den hovedrige Esterházy familie, som han arbejdede for i knap 30 år. Det gav økonomisk tryghed og han fik samtidig en betydelig artistisk frihed.
Joseph Haydns selvangivelse
Det gør også at Haydn er i den usædvanlige situation, at samtidig med at hans ry som en af Europas store komponister går fra land til land befinder komponisten selv sig i isolation. Esterházy slottet ↗ – også kaldet Østeuropas Versailles – lå omkring 60 kilometer fra Wien, en distance der tog en hel dag at gennemføre.
En ganske betydeligt ændring i Haydns karriere sker i 1790 da prins Nikolaus af Esterházy dør, hvorefter gods og rige overgår til sønnen Anton. Modsat sin far, interesserer Anton sig ikke synderligt for musik. Haydn går herefter på deltid hos prinsen, og med efterfølgende næsten ubegrænset frihed til at rejse hvorhen han vil.
En tur til London arrangeres, hvor Haydns popularitet sjovt nok er størst. I slutningen af 1790 når han frem til den engelske kanal, hvor han i en alder af 58 år for første gang ser havet. (I øvrigt, i vores artikel om Mozart, har vi et afsnit om hans tur til London sammen med sin far og dengang 12-årige søster, ’Nannerl’ som beskrev sit første møde med havet).
London-turnéen bliver en stor succes som gentages et par år efter. Haydn forstår også at sælge sig selv – dyrt! – både over for koncertarrangører og forlag. Så alene de to Londonture gjorde ham til en holden mand.
Dette er ikke uinteressant, for da han vender endeligt hjem til Wien i 1795 (som 63-årig) kan han for første gang gøre noget han aldrig før har haft mulighed for: at arbejde med sit musikalske stof i lange perioder, uden at der hænger hverken et specifikt ønske eller fastlagt deadline over ham, til den og den fest hos fyrsten.
Joseph Haydns livs kærlighed går i kloster
Følgende kærlighedshistorie er den mest unikke og gribende som skribenten til denne tekst nogensinde er stødt på.
Haydns store kærlighed var Thérèse Keller (1733-1819). Men forældrene havde lovet og givet hende til det lokale konvent. Under hendes eds afgivelse til livet som nonne, er det Haydn selv der dirigerer orkestret. Og hvad blev der spillet? Haydns til lejligheden komponerede orgelkoncert Salve Regina ↗, Hob XXIIIb.1.
Det er svært at sætte sig ind i hvad Haydn må have tænkt. I stedet ender det i et giftemål med Thérèses storesøster, Anna Keller. Det er svært at sætte sig ind i hvad Anna må have tænkt. Ægteskabet ender ulykkeligt og barnløst. De lever snart hvert deres liv og tager sig hver især efterfølgende elskere og elskerinder.
Haydns mest kødelige forhold har utvivlsomt været med sopranen Luigia Polzelli, der med sin mand og 2-årige barn dukker op på Esterhazy slottet i 1779.
Haydns og hendes forhold varede i 10 år og producerede et illegitimt barn, Alois Anton Nikolaus Polzelli.
Haydn havde sidenhen en række elskerinder både i Wien og i London. En populær mand, hvad det modsatte køn angår. Imens sad kvindens i hans liv, Thérèse Keller, i nonnekloster.
Joseph Haydns største værker
Haydn var særdeles produktiv. Hans metier hos Esterhazy fordrede det. Det blev til i alt 340 timers musik. Hvis du nu vil vie en time eller to til Haydns kompositioner? I så fald:
‘Skabelsen’ ↗. Et religiøst oratorie der beskriver skabelsen af verden lige fra tomhed og kaos til en fortryllet paradisisk have.
‘Sæsonerne’ ↗. Er en sekulær pendant til ‘Skabelsen’ og var populær blandt menigmand i London. Værket beskrev vinterstorme, bondelivet og et par fordrukne selskabelige sammenkomster.
Som nævnt andetsteds, var Haydn symfoniens fader og de mest kendte af disse er de seks London symfonier, med formodentligt No. 104 i D major ↗ i spidsen.
Og så er der de seks Paris symfonier, der havde premiere i Paris i 1787 under overværelse af dronning Marie Antoinette, og altså fire år før hun endte sit liv på skafottet på Place de la Concorde. Samt 25 år efter hun som barn mødte Mozart. (igen, beskrevet i vores artiekl om sidstnævnte).
Du kan eventuelt begynde fra begyndelsen med den første Paris-symfoni l’Ours ↗ – bjørnen, der ender med et brøl af en finale.
Hvis du ønsker at rejse længere ind i Haydns univers er vores forslag at du starte med de sene værker – som stadig appellerer til det moderne øre – og lytter dig gradvis tilbage til Haydns ungdom.
Joseph Haydn Mnemonic
De indiskutabelt mest toneangivende klassiske komponister – og de mest kendte – er Johann Sebastian Bach, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven.
Bach blev født i 1685. Det vigtigste årstal inden for den klassiske musiks. Reelt dens år 0. Herfra kan man beregne før – og efter – den klassiske musiks tidsregning.
Bachs musik er fra 1. halvdel af 1700-tallet, Mozarts fra 2. halvdel af 1700-tallet og Beethovens 1. halvdel af 1800-tallet. Disse tal danner et godt fundament for tidsmæssigt at kunne placere alle andre komponister.
Hvordan kan man nemmest huske hvor Joseph Haydn placerer sig i forhold til ovenstående?
(Franz) Joseph Haydn (han brugte aldrig sit første fornavn) blev født 31. marts 1732 i Rohrau, blot en nutids cykeltur fra grænsen til Slovakiet og Ungarn.
Modsat frygteligt mange andre komponister fra den tid, fik Haydn et hæderligt langt liv som sluttede 31. maj 1809 i Wien, i en alder af nøjagtigt 77 år og 2 måneder.
Bach døde i 1750, så Haydns første 18 leveår var mens Bach stadig var i live.
Og Haydn overlevede Mozart – som døde som 35-årig i 1791 – med ligeledes 18 år.