Franz Schuberts Schubertiader.
Komponisten Franz Schubert (1797 – 1828), en samtidig med Ludwig van Beethoven, efterlod sig et overordentligt omfangsrigt oeuvre, selvom han døde tragisk ung. Hvert år fejres han ved de mange schubertiade-musikfestivaller. Den mest kendte finder sted i den østrigske by, Hohenems.
Han blev kun 31 år gammel. Alligevel er han blandt de mest produktive komponister nogensinde med sine over 1000 værker. Han døde halvandet år efter Beethoven, som døde i marts 1827. Schubert besøgte Beethoven, hans store helt, da sidstnævnte lå på sit dødsleje.
Denne artikel indgår i vores ‘Huset Habsburg’ serie.
Habsburg-kejserriget, med hovedsæde i byen Wien, var i århundreder blandt de mest magtfulde riger i Europa. De Habsburgske kejsere drev en målrettet kunstpolitik, og som følge heraf var Wien centret for klassisk musik i omkring 150 år frem til 1. verdenskrig.
Så hvad kan en artikel på et par tusind ord fortælle os om Franz Schubert og hvor passer han ind i det klassiske musiks firmament?
NB: Nederst i artiklen finder du vores Mnemonic-sektion. En huskeregel der som regel gør at læseren af artiklen ikke glemmer hvornår vores beskrevne komponister levede og virkede.
- Elev af: Antonio Salieri.
- Her er et samlet overblik over vores ‘Huset Habsburg‘ serie om komponisterne fra Wien.
Franz Schuberts Schultasche
Schuberts far, Franz Theodor, var skoleinspektør på en skole i Wiens udkant. Familien levede under beskedne kår. Dog havde de ressourcer nok til at give deres barn en violin. Allerede som femårig viser den unge Schubert sig at have helt unikke evner hvad musik og sang angår.
Da Franz er 6 år gammel giver hans storebror, Ignaz, ham klaverundervisning. Men efter blot få lektioner er Franz sin bror overlegen foran tangenterne. Derefter sendes Franz til undervisning hos den lokale kirkes organist, som efterfølgende, med tårer i øjnene, bedyrer over for faderen at han aldrig før har haft en sådan elev. (det var positivt ment!).
Franz kommer dernæst som 11-årig på Stadtkonvikt skolen, Østrigs fineste skole for ikke-aristokratiske børn. En skole med vægt på disciplin. Blandt hans klassekammerater får han sig en omgangskreds af venner som holder livet ud.
Rygter om hans evner spreder sig, og han får snart foretræde for selveste Antonio Salieri der bliver hans lærer inden for musikteori og komposition. (ja, den Salieri! Personen, der blev mistænkt for at have forgiftet Mozart).
Bohemen Schubert og omgangskreds
Hans omgangskreds fra skoleårene er ganske interessant. (og som vitterligt er opfølgende læsning værdigt).
Gruppen udvikler sig til en slags uformel forening, en diskussionsklub hvor man lægger vægt på kunst, litteratur og politik. Gruppens holdninger har en slags før-venstreintellektuelt præg over sig.
Personkredsen er imod systemet, imod konformiteten i samfundet, imod ægteskabet som institution og generelt imod det undertrykkende statsapparat der hersker i Østrig i disse år. Årsagen hertil skal findes i at landet havde lidt to forsmædelige nederlag forårsaget af Napoleons tropper, i Austerlitz i 1805 og Wagram i 1809 henholdsvis, hvilket havde svækket kejserens autoritet.
Det er også en vennegruppe som støtter Schubert økonomisk som – bortset fra de sidste par år af sit liv – altid var ludfattig. Og de forstod at hædre deres, efter deres egen mening, mest begavede medlem, (deres komsammen aftener gik under navnet Schubertiade, en litterær-musikalsk salon med digtoplæsning. *).
Schubert er mest kendt for sine lieder, ironisk nok, idet netop denne genre egner sig bedst til familiesammenkomster, en institution som han forkastede som før nævnt.
Men han skriver også seriøse værker såsom operaer og kirkelige kompositioner (på trods af at han var ikke-troende). Dertil symfonien, heriblandt den ufuldendte 8. symfoni. Schubert var kendt for at være temmelig uorganiseret, så man har i dag formået at samle symfonien ud fra alle mulige henkastede nodepapirer. Et puslespil som gør at vi i dag har en næsten fuldendt symfoni.
Til gengæld, hans 9. symfoni er fuldendt og fuldbragt. Den blev opdaget af komponisten Robert Schumann og førsteopført af Felix Mendelsohn i 1839 i Leipzig.
*Der afholdes den dag i dag adskillige Schubertiade musikfestivaller. Den mest kendte finder du i den østrigske by Hohenems, ved grænsen til Schweiz.
Schuberts gravmæle
- Schubert er begravet i Zentralfriedhof i Wien. Gæt hvem han har som nabo?
Vi har skrevet en lille historie om Europas største kirkegård.
Franz Schubert og den tyske lieder
Lieder er det tyske udtryk for instrumentalt akkompagnerede sange med afsæt i digte. Man sætter simpelthen musik til digte. Lieder når sit højdepunkt med Franz Schubert. Årtierne omkring 1800 er en meget frugtbar periode for digtningen i Tyskland med Johann Wolfgang von Goethe og Johann Christoph Friedrich von Schiller som spydspidser inden for hvad man benævner Weimarklassicismen.
Weimarklassicismen og Franz Schuberts wienerklassicisme er en frugtbar kombination. Schuberts Lieder består som oftest af en sanger og et klaver og er som før nævnt velegnet til mindre sammenkomster i private hjem. Herved har Schuberts musik også en social dimension. Klassisk musik bevæger sig i denne periode fra aristokratiet til bourgeoisiet. Det eneste man behøvede var blot et hjem med klaver.
Lieder appellerer til menneskets følelser og med Schuberts lieder, og hans instrumentale musik i øvrigt, er vi på tærsklen til den romantikken. Førnævnte Robert Schumann, romantikkens konge, er også en ivrig liederkomponist og skrev hele 138 sange i 1840 – året hvor han blev gift med sin kone, Clara Schumann.
Ironisk nok, Schuberts lærer Antonio Salieri, harcelerede over den nye tyske Lieder eller sangspiel. Han var selv af den gode italienske skole. Heldigvis ignorerede Schubert vredesudbruddene fra sin lærer.
En Franz Schubert anekdote
Vi har fundet frem til en herlig lille anekdote. Som nævnt var Schubert særdeles produktiv. Det blev til knap 650 sange eller lieder. På et tidspunkt gav han en stak nyproducerede lieder til sin gode ven Michael Vogl, som efterfølgende kiggede nodearkene igennem og fandt en han særligt godt kunne lide. Men tonelejet var for højt for hans stemme, så han transponerede melodien til et stemmeleje der passede bedre til ham og fik det herefter nedskrevet på nyt nodepapir.
Et par uger efter mødtes Vogl og Schubert. Vogl tog de transponerede noder frem og sang herfra mens Schubert akkompagnerede på klaver. Bagefter udbrød Schubert,
det er en rigtig god sang og melodi, hvem er komponisten?
Og kvinderne i Franz Schuberts liv?
Schubert døde højst sandsynligt af syfilis. Eller snarere af behandlingen heraf. Man brugte kviksølv, arsenik og svovl. Vi ved i dag at bivirkninger kan forekomme ved en sådan cocktail. En effektiv behandling mod syfilis blev først udviklet i 1910.
Kvinderne i hans liv: Der kan have været tale om rigtigt mange. Man regner med at der i 1800-tallets Wien var omkring 10.000 prostituerede. Eller måske slet ingen kvinder i hans liv? Nogle argumenterer for at Schubert muligvis var homoseksuel. Flere i hans udelukkende mandlige omgangskreds var kendte for at være tiltrukket af eget køn.
Han boede i lange perioder hos sin bedste ven Franz von Schober, en ret fascinerende person, gruppens kultleder og som i hvert fald var homoseksuel og som af og til godt kunne lide at klæde sig ud som kvinde i sin store persiskinspirerede indrettede lejlighed. Schubert sendte ham flere breve hvis indhold, selv efter tidens standard, var overordentligt sentimentale.
I dag kan man sige, ’og hvad så hvis han var’? Så sandt. Homoseksualitet var strafbart i Østrig helt frem til 1971. Og 150 år før var det fornuftigt at gå stille med dørene, hvis man var af den observans.
Franz Schuberts største værker
Som nævnt var Franz Schubert yderst produktiv med mere end 1000 værker til sit navn. Langt de fleste blev først udgivet posthumt. Og de fleste heraf var Lieder.
Lieder – vi vil pege på tre:
Gretchen am Spinnrade, D118 – skrevet i 1814.
Der Erlkönig, D328 – skrevet i 1815. Hans mest kendte.
Gute Nacht, D911 – Med titlen in mente: skrevet i hans sidste leveår, 1828.
Symfonier
Franz Schubert er citeret for at sige følgende vedrørende symfonier, ‘Hvem kan komponere efter Beethoven?‘.
Men han skrev dog flere symfonier som han efterlod i mere eller mindre færdig tilstand.
Alle komponister var i årtierne efter Beethovens død intimideret af dennes symfonier. Måske årsagen til at Schubert havde svært ved at få færdiggjort sine? Afgjort årsagen til at Richard Wagner, trods flere forsøg, ikke fik udgivet nogen.
Den 8. symfoni – ufuldendt, men samtidig Schuberts mest spillede symfoni i vores dages koncertsale.
Den 9. symfoni – fuldendt og som den 8. symfoni, én der tit opføres.
Klaver
Han skrev flere værker for piano, solo, duo, for to klaverer, for fire klaverer, endog 8 klaverer! Nedenstående er de mest kendte. Her spillet af en af vores største nulevende pianister, Alfred Brendel.
Impromptus D. 899,
Sonata 21 in B-flat Major, D.960.
Fantasie in C-major ”Wanderer”, D.760.
Franz Schubert Mnemonic
De indiskutabelt mest toneangivende klassiske komponister – og de mest kendte – er Johann Sebastian Bach, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven.
Bachs musik er fra 1. halvdel af 1700-tallet, Mozarts fra 2. halvdel af 1700-tallet og Beethovens 1. halvdel af 1800-tallet. Disse tal danner et godt fundament for tidsmæssigt at kunne placere alle andre komponister.
Så, hvordan kan man nemmest huske hvor Franz Schubert placerer sig i forhold til ovenstående?
Franz Schubert er født i en forstad til Wien den 31. januar 1797 og døde i Wien den 19. november 1828. Huskereglen her er at alle tallene i 797 er ulige mens tallene 828 er lige. 7 og 7 bliver til 8 og 8. Desuden er året 1828 i sig selv nemt at huske.