Bach, Schumann og en aften på Porsche-fabrikken i Leipzig
Leipzig, de store ånders by
NB! DENNE REJSE ER NU UDSOLGT.
Leipzig, som også går under det mere hippe navn, HypeZig, er en svært fascinerende by. Her er et nærmest perfekt miks mellem nyt og gammelt. Her boede Johann Sebastian Bach det meste af sin karriere. Her finder du verdens størst Goth-festival.
Det største militære slag nogensinde fandt sted lidt uden for byen i år 1813. I 1800-tallet var byen, sammen med Wien, den klassiske musiks centrum.
I 1989 var byen vært for de større og større demonstrationer mod DDR-regimet, der førte til dets og murens fald, og spiren blev lagt til sammenbruddet af Sovjetunionen.
Her studerede Friedrich Nietzche, Johann Wolfgang von Goethe – og et århundrede senere, Angela Merkel. 37.000 studerende følger i dag i deres fodspor, som giver byen et ungt og livligt skær.
Og vi accelererer videre ind i nutiden. Fra DDR-tidens Trabant til det ypperste inden for bilernes verden: Porsche-fabrikken lidt uden for byen, hvor vi skal køre på deres racerbane og få vores middag i deres futuristiske restaurant.
Vi har sammensat et kompakt kulturelt og kulinarisk program over fem dage. Der er få pladser tilbage, én af dem kan blive din.
(Vi har valgt at placere alle praktiske oplysninger om transport til denne del af Tyskland, sidst i artiklen).
Erich Honeckers 3-retters menu
Når alle vores gæster er godt indlogeret på vores hotel fredag sidst på eftermiddagen d. 20. september, er det tid til at få os en tidlig middag sammen, som indgår i prisen. (Der er et specificeret program nederst, der fortæller nøjagtigt hvad du får for dine penge).
I Leipzig er der rig mulighed for at slå middag og kultur sammen. Vi besøger en restaurant i udkanten af byen som har været tro mod det kommunistiske køkken. Menuen er hentet fra årtierne før 1989 med en god og kraftig smag af klassekamp.
Vi har hele ”stuen” for os selv – og til vores aften er maden ikke rationeret.
Årsagen til at vi får os en tidlig middag, er at vi kan nå frem til rejsens første store kulturelle begivenhed, en koncertaften som ingen andre, i en koncertsal som ingen anden.
Gewandhaus - brutalisme når det er bedst
Et af verdens fineste symfoniorkestre i verden, Gewandhaus orkestret har til huse i Leipzig i bygningen, som afbilledet her.
Gewandhaus blev ombygget, fra at have tjent som klædefabrik, til koncertsal i år 1781. Fra 1835 virkede komponisten Felix Mendelsohn som direktør og dirigent for koncertsalen. Bygningen har en særlig plads inden for den klassiske musik. Ikke så få af de største værker så deres premiere her, såsom Beethovens 5. klaverkoncert og Johannes Brahms Deutches Requiem.
Den gryende middelklasse i Tyskland i løbet af 1800-tallet, betød at der blev stadig flere teatergængere, som igen gjorde at byen byggede en ny og større Gewandhaus, som var klar i 1884. Anden verdenskrig lagde den desværre i ruiner.
Gewandhaus nummer 3 var klar i 1981 og den var utroligt vellykket. Den dag i dag fremstår den som værende koncertsalen med den bedst tænkelige akustik. Her skal vi opholde os fredag aften. Ved at følge dette link får du en detaljeret gennemgang af denne koncertaften samt de andre koncerter og performances.vi skal opleve sammen.
Porcelæn i Meissen
For at få det maksimale ud af vores program, har vi lagt vores tur til Meissen og Dresden lørdag d. 21. september, dagen efter vores ankomst, med busafgang kl. 10.00 fra vores hotel i Leipzig.
En god bekendt fortalte os en gang, at byen Meissen er blandt de mest idylliske byer i Tyskland, muligvis den mest idylliske. Sådanne udtalelser bør man altid tage med et gran salt. Nu har vi været der og må indrømme at Meissen er en af de mest idylliske byer i Tyskland, muligvis den mest idylliske.
Her vil vi befinde os lørdag ved middagstid, hvor du får rigeligt med tid til at vandre rundt og blive fortryllet af den charmerende stemning. De fleste af jer vil sikkert vide, at Meissen er kendt for dens porcelænsfabrik – som vi naturligvis også skal besøge – der som den første, i år 1708, kopierede og producerede Kinas porcelæn. Europæisk kopivare.
Måske er der en og anden der placerer porcelæn i samme kategori som eksempelvis broderier, et lidt gammeldags fænomen. Langtfra! Porcelæn er sammenlignelig med musikhistorie, som reflekterer det omkringliggende samfund. Fra disse porcelæn-kunstværker kan man koble sig til alt andet i Europas historie og kulturhistorie. Porcelæn var fantastisk dyrt i 1700-tallet, så det blev brugt af de adelige som show-off over for andre adelige. Herlige historier er os i vente på museet.
Frokost og vinsmagning i Meißen
Det er nu tid til vinsmagning, Meissen by befinder sig midt i et vindistrikt. Vi drikker ikke alene vine med duft af den granitbaserede jord, men også med en smag af den 900 år gammel vindyrknings-kultur.
Vi har fundet det helt rigtige sted for vores frokost lørdag med udsigt over floden Elben, der skærer igennem Meissen by og fortsætter til Dresden 25 kilometer længere frem. Det er et meget smukt hjørne af Europa.
Og så tager vi videre til Dresden hvor vi skal opleve…
Dresden i ruiner
Det er vistnok kun et tysk fænomen, men i flere tyske byer findes der begrebet Panometer, en ordspils-kombination af ordene panorama og gasometer. Gamle gasbeholdere og deres enorme rum er blevet omdannet til 360 graders museer. En af dem findes i Dresden. Lige nu har de en udstilling om Dresden i barokken med et livagtigt og troværdigt billede af byen som den så ud i årene omkring 1700 – på Bachs tid.
Mens vi er der vil de have en udstilling, hvor vi – igen i 360 grader – kan se kæmpe fotomontager af det nærmest totalt udslettede Dresden i 1945. Destruktionen var sammenlignelig med Nagasaki og Hiroshima. Vi har af gode grunde ikke set udstillingen, men vi tror det bliver en noget rystende oplevelse. Uforståeligt at noget lignende sker, i vores tid og ikke så fjernt herfra.
Efter besøget tager vi direkte til Dresden centrum og ser byen genopstået til dets forrige pragt. Men stadig med ar fra de frygtelige begivenheder der fandt sted i dagene 13. – 15. februar 1945.
Og så er tiden kommet til at besøge den særeste af alle bygninger i Tyskland, Yenidze-bygningen.
Avantgardeshow i Yenidze
Tænk engang, der er vitterligt nogen, som tror at den store bygning, Yenidze i Dresden, som du kan se på fotoet, er en moské.
Det er jo tydeligvis en tobaksfabrik, der blot er udformet som en moské. Sandt nok, det er svært at finde en klar sammenhæng eller association mellem muslimernes religiøse samlingspunkt og cigaretter, men det gik man åbenbart ikke så højt op i, da man byggede fabrikken, der blev indviet i 1909.
Det bliver endnu mere “syret”: Arkitekten var Martin Hammitzsch, et navn både du og jeg vil glemme øjeblikkeligt hvis det ikke var for den lille detalje at han var gift med Angela, storesøsteren til… Adolf Hitler. Sidstnævnte stjal al opmærksomhed fra sine søskende.
Under Coronakrisen, hvor alt var lukket og slukket, gik undertegnede hen til Yenidze, tog i en af sidedørene og fandt den ulåst. Og så i Tyskland! Sjusk. Jeg havde derfor bygningen for mig selv. Jeg nåede op til dets kuppel (som dog var låst af) kiggede ind og blev slået af dets skønhed.
I forventning om at du også vil blive fuldstændigt betaget, har vi sørget for et arrangement her. Lørdag d. 21. september kl. 20.00 tæt på solnedgang, sætter vi os foran en scene. Her skal vi opleve et avantgardeshow – bare vent – i en kuppel af overjordisk skønhed.
Herefter venter vores bus på os, der vil tage os tilbage til Leipzig, omkring en times kørsel herfra.
På sporet af musikken
Vi er nået til søndag d. 22. september. Lørdag vil være en lang dag – alle vores dage er lange – så vi begynder først dagens “strabadser” kl. 10.00.
Fotoet viser Grassi-museet, der har en af verdens største samlinger af periode-instrumenter, såsom lut, viola d’amore og clavichord, som fra det tidlige 1800-tal ikke længere kunne bruges i det moderne symfoniorkester og derfor visnede hen. Du har i løbet af ugen mulighed for at gå på genopdagelse blandt disse glemte instrumenter, hvis lyde har fortonet sig, lyde som vores tip-tip-oldeforældre jævnligt lyttede til.
Dog, det du skal lægge mest mærke til på billedet er det sølvfarvede design. Det er logoet for verdens eneste musikrute, Die Notenspur, som er indlejret overalt på den 5 kilometer lange sti, hvor man møder omkring 20 forskellige musikhistoriske poster. Vi tager 3-4 af kilometerne søndag formiddag. Ikke alene lærer vi om byens betydning for klassisk musik, vi lærer også byen af i dag at kende.
Johann Sebastian Bach - musikkens gudfar
Kl. 15.30 søndag tager vi til det allerhelligste i Leipzig, Bach museet, lige over for kirken hvor Johann Sebastian Bach arbejdede i et kvart århundrede. (Er du morgenduelig bør du overveje at tage til kirken, hvor der hver søndag afholdes en messe og motetkoncert, præcist som på Bachs dage). Museet ligger hvor familien Bose boede. Bose var naboer og nære venner til Bach samt gudforældre til en af Bachs og hans kone, Anna-Magdalenas, børn.
Vi får en guidet tour på engelsk og bagefter har vi adgang til deres koncertsal, Summer Saal, hvor vi i samarbejde med Schumann Haus museet i Leipzig har arrangeret rejsens første privatkoncert med fokus på Bachs musik.
Middag søndag d. 22. september
Vi er nået frem til søndag aften.
Leipzig Bayerischer Bahnhof er Tysklands første indviede banegård, der åbnede i 1842, og derfor samtidigt med familien Schumann – der omtales senere i artiklen – boede i byen. Denne Bahnhof er siden da blevet nedlagt og omdannet til en restaurant, hvor vi får serveret en ganske særlig egnsret.
Vi har undret os over, at man begyndte med blot at indvie én togstation i Tyskland. Der må nødvendigvis have været to, for hvad er formålet med kun at have én? Eller måske var der kun forbindelse til en togstation i udlandet? Det skal undersøges.
Vi slutter aftenen på en meget elegant bar med udsigt over St. Thomas kirken, hvor J. S. Bach arbejdede i årene 1723 frem til sin død i 1750.
Egen Hop-on-Hop-off bus
Leipzig er lidt mindre end København i indbyggerantal.
Altså en by som har en vis tyngde uden at være uoverskuelig. Der er en ting til: da den nuværende delstat, Sachsen var, en uafhængig stat, før proklamationen af Det Tyske Kejserrige i 1871, var Dresden statens administrative center, Leipzig dets kulturelle ditto. Der er stadig spor heraf. (Dresden har ligeledes en befolkning på knap 1 million).
Der er derfor en meget stor koncentration af kulturelle juveler i Leipzig. Dertil spillede byen som nævnt en afgørende rolle i faldet af DDR. Byen er desuden dejlig grøn, omkredset af store søer. Vi skal se en række af både perler og søer i vores egen Hop-On-Hop-Off bus mandag formiddag.
De af jer der vælger en eller flere dage efter rejsens ‘officielle’ afslutning, kan herefter opsøge de steder der har fanget jeres interesse, eksempelvis tage i Stasi museet eller museet for fine kunstner, nævnte Grassi museum, i den botaniske have, i zoologisk have, sejle i kano eller tage på cykeltur. Og så er byen ”hip”. Som universitetsby har de unge godt fat i Leipzig.
Når bussen har vist os rundt i byen, tager den os til det sted og tidspunkt i rejsen, som til fulde opfylder vores slogan. En eftermiddag og aften som ingen anden.
Carrera-middagen på Porschefabrikken
Tæt på Leipzig findes bilmærket Porsches fabrik. Den skal vi besøge mandag d. 23. september. Dette er en “fixed date”, den eneste dag i efteråret hvor Porsche kunne tilbyde nedenstående til os. En verden for sig, næsten bogstaveligt talt (vi skal medbringe pas for at komme ind på arealet).
Her er der en restaurant, der tager sig af corporate events for firmaer med en vis pondus. Og som tager sig af de kunder, der henter deres splinternye Porsche direkte fra fabrikken, til hvem man byder på frokost på fabrikkens regning. En smuk gestus.
Og som tager sig af os, naturligvis! Vi er beæret over, at Porsche åbner deres port for os. Og før vi sætter os til bords i fornemme omgivelser giver de en rundtur på deres fabrik, hvor vi kan blive draget af deres biler.
Efter vores besøg i produktionsbygningerne – og før middagen – skal vi lige en ting til…
Det vildeste ridt
Inkluderet i rejsens pris skal du opleve 25 minutters acceleration og g-kræfter på Porsches racerbane. Deres event-afdeling har fået stillet 10 toptunede sportsbiler til rådighed. Med sig følger 10 toptunede professionelle racerkørere, som vil ræse dig omkring hvert et sving. Du vælger selv om det skal gå stille og roligt med 150 km/timen eller om de skal trykke speederen i bund.
Det koster 450 € for fornøjelsen, men siden vi har købt til alle vores 40 gæster, er prisen en anden. Er turen blot til drengestreger? Vi tror det appellerer og accelererer til begge køn. Og hvis du absolut ikke vil sidde i en af de bedst producerede biler i verden og ved siden af en dødlækker racerkører, så finder vi sikkert ud af noget alligevel.
Videoen nedenfor viser hvordan det så ud under vores seneste besøg derude.
Vores guidet tour, racerbane tour, middag og velkomstchampagne er inkluderet i rejsens pris, mens de absolut rimeligt prissatte vine er mellem dig og restauranten. Endnu et plus: Deres elevator kan løfte 13 tons, så vi kan alle snildt blive taget op til 3. sal på én gang.
Blüthner - en Mittelstand fabrik
Du kender utvivlsomt udtrykket Mittelstand, et tysk fænomen der dækker over mindre til mellemstore tyske firmaer med et sæt af traditionelle og gennemgående tiltalende karakteristika såsom familieejet, uafhængige med et socialt ansvar, langtidsplanlæggende og fleksible. Sådan en ville vi gerne besøge, som en slags modvægt over for den hæsblæsende Porsche.
Hvad vil være mere passende end at gæste klaverfabrikken, Blüthner, lidt uden for Leipzig? Til vores privatkoncert same aften i Schumann Haus, er det netop et Blüthner flygel der slår tonen an.
Der findes tre store anerkendte flygelbrands i verden, tyske Steinway, østrigske Bösendorfer (hvis lokaler vi afholder vores privat koncert fredag d. 25. oktober i Wien) og endelig (øst)tyske Blüthner.
Vi har fået sidstnævnte til at afholde en lille champagnereception for os i deres udstillingslokaler, før de viser os rundt i deres produktionshal. Jeg vil tro at prisen på et Premium koncertflygel vil komme som en overraskelse. Den er lige præcis lig med prisen på en Porsche. (uden danske nummerplader). Et svært valg, hvis du har besluttet dig for kun at tage én souvenir med hjem fra rejsen.
Du har set Blüthner flyglet i aktion før. Den blev brugt i Beatles’ Let it Be, i filmen The Sting og i filmatiseringen af Thomas Harris’, Hannibal. Den var også at finde på Zeppelin luftskibet, Hindenburg.
Et stort antal af de ypperste musikkunstnere sværgede til Blüthner, heriblandt Debussy, Richard Wagner, Tchaikovsky… listen er lang. Flyglet fik også disse bevingede ord med på vejen af komponisten Rachmaninov, ”det var kun min kone og min Blüthner, jeg tog med mig på rejsen til Amerika”. [i år 1918].
Völkerschlacht-denkmal monumentet
Parnassos’ første besøg i Leipzigs omegn, kørte vi ud ad én vej, hjem ad en anden, hvor dette afbilledede monster af et yderligtgående teutonisk monument pludseligt dukkede op i horisonten. Og vi havde ikke den fjerneste idé om hvad det var.
Vores nysgerrighed gjorde, at nu ved vi det. Bygningen er 90 meter højt, dens store sal 62 meter højt, plads nok til knap to Rundetårne.
Det er til minde om det til dato største militære slag nogensinde, som skete her i dagene 16. – 19. oktober 1813. Napoleons tropper stod over for de russiske, svenske, preussiske og østrig-ungarske hære. Napoleon led sit første militære nederlag og måtte trække sig. 4 mod 1… det er også lidt tarveligt.
Al krig er tragisk. En halv million mand stod over for hinanden i disse oktoberdage. 90.000 af dem mistede livet og blev begravet i området.
Et morbidt fact: Da naturen havde gjort sit, gravede Leipzig-beboerne kranierne op og solgte dem som memorabilia i byens turistbutikker. Det er man siden gået bort fra.
Da H.C. Andersen besøgte Leipzig
På denne hjemmeside finder du omkring 40 komponistbiografier, heriblandt for komponistægteparret Clara Wieck Schumann og Robert Schumann som boede i Leipzig, i deres første år som ægtefæller. Deres er en rørende kærlighedshistorie.
Og der er følgende danske vinkel. Clara havde mødt H.C. Andersen i København, hvor hun spillede som koncertpianist i 1842. I et af hendes breve til sin mand beskrev hun vores store digter. Robert blev begejstret, læste H.C. Andersens værker og komponerede herefter musik til et af hans digte, Martsviolerne.
22. juli 1844 var H.C. Andersen på besøg i deres hjem i Leipzig og kunne for første gang lytte til Roberts komposition over hans digt. Så snart man ved dette, ville det være en synd af bibelske dimensioner ikke at reagere herpå. Vi er taknemmelige over for direktøren for Schuman Haus, Gregor Nowak og hans kollega Lara Galow for deres imødekommenhed og for at vi tirsdag d. 24. september kan sætte os i selv samme lokale som H.C Andersen befandt sig i for nøjagtigt 180 år siden, og lytte til de samme noder som Robert komponerede og Clara spillede for deres publikum. Her er musikprogrammet for vores aften.
I øvrigt, efter koncerten drak de to herrer sig i hegnet, mens de fik den geniale idé at skrive en opera sammen. Desværre blev det kun ved tømmermændene.
Claras brev til Robert, som hun skrev under sit besøg i København i april 1842,
Andersen har et poetisk, barnligt sind, er stadig ret ung, men meget grim, og samtidig frygtelig forfængelig og egoistisk. Ikke desto mindre kunne jeg godt lide ham, og jeg fandt hans bekendtskab interessant og umagen værd. Under alle omstændigheder opvejer hans dyder langt hans svagheder.
Vi holder på en hemmelighed
Vi får vores middag tirsdag aften d. 24. september på en restaurant i gåafstand fra Schumann Haus, med en pragtfuld udsigt over byens tage og torv. Og så slutter vi selvfølgelig rejsen af med bravur. Det forbliver en hemmelighed frem til tirsdag aften d. 24. september kl. cirka 22.00.
Leipzig på egen hånd
Vi er nået frem til onsdag formiddag. For de af jer der tager hjem med bus onsdag tidlig eftermiddag er der tid nok til at slappe af og nyde byens centrum. Måske har du lyst til besøge Runde Ecke, Stasihovedkvarteret i byen, som demonstranterne undgik at vandre forbi i 1989, fordi man regnede med at sandsynligheden for at der blev skudt mod menneskemængderne var størst her. Eller Mendelsohn Haus, på samme gade som vores hotel. Eller gå på opdagelse i byens arkitektur, stærkt præget af dets østtyske fortid, som eksempelvis statsarkivet afbilledet ovenfor.
Eller kigge indenfor i Gewandhaus koncertsalen der rejser sig i majestætisk østtysk brutalitet på hovedpladsen i byen. Den er kendt for sin fremragende akustik.
Gewandhaus bygningen er fugl Fønix i tredje led. Den første bygning blev brugt som koncertsal i 1811, hvor premieren på Beethovens 5. symfoni fandt sted. Felix Mendelsohn var drivkraften bag denne koncert, og var komponisten som genopdagede Johann Sebastian Bach, der var gået i glemmebogen i knap et århundrede.
Dorint, vores hotel i Leipzig
Vores rejser koster sædvanligvis i omegnen af 13.000 kr. per person. Med rejsen til Leipzig ønskede vi at gøre den mere overkommelig rent prismæssigt. Det er lykkedes delvist. Vi har skåret til 11.200 kr. En endnu lavere pris ville gå ud over prikken over i’et.
Vi har dog valgt at gå fra 5* til 4* oplevelse hvad hotel angår. Vores fokus er først og fremmest på de kulturelle oplevelser. Hotel Dorint er et godt, hyggeligt og bekvemmeligt hotel tæt på centrum. Og der venter os alle en flaske vin på vores værelser.
Vi håber du er blevet fristet over evne af ovenstående program. Vi lover en ekstraordinær rejse, som du sent vil glemme. Og nu til alt det praktiske.
Leipzig: En time med fly, to timer med bus
Vores rejser inkluderer ikke fly. Det er for at give dig størst mulig fleksibilitet, såsom hvornår du vil tage af sted på dagen og hvorfra, samt mulighed for at forlænge opholdet. Måske ønsker du at flyve til Berlin og hjem via Prag. Mulighederne er mange. Valgene er dine.
Der er ikke desværre ingen direkte togforbindelse til Leipzig fra Berlins nye lufthavn. Men for dem, der har lyst til at rejse i samlet flok står vi klar med en bus – udgifterne hertil er venligst blevet finansieret af Leipzigs turistforening – fredag eftermiddag d. 20. september kl. 16.00 i Berlin Brandenburg lufthavn.
Easyjet flyver kl. 13.55 samme dag fra Kastrup lufthavn og lander kl. 15.00 i Berlin Brandenburg.
Med bus fra/til Berlin Brandenburg
Som sagt stiller vi en bus til rådighed mellem Berlin-Leipzig fredag d. 20. september kl. 16.00, for at lette turen til Leipzig. (Er Easyjet flyet forsinket, venter bussen naturligvis på jer).
Easyjet
Den flyafgang, som vi tror er nemmest – og billigst – at tage for vores gæster under det “officielle” ophold i Leipzig mellem d. 20. – 25. september, er som nævnt Easyjet med afgang kl. 13.55 fra Københavns lufthavn. Easyjet har retur-afgang fra Berlin til København onsdag aften d. 25/9 kl. 18.00.
Vi har en bus der kører fra Leipzig til Berlin kl. knap 13.30 onsdag d. 25/9. Bussen indgår i rejsens pris.
Med andre flyselskaber, i bil, andre tider eller på egen hånd
Måske tager du med tog eller bus til Berlin og videre til Leipzig. Hvis du er i Berlin ved vores afgangstidspunkt fra Berlin lufthavn (kl. 16.00 fredag d. 20. september) er du mere end velkommen til at tage med i bussen. Denne tur indgår i rejsens pris. Dette gælder også når bussen afgår fra Leipzig onsdag d. 25. september kl. 14.00 mod Berlin lufthavn.
Hvis du tager egen bil, tog eller bus til eller fra Leipzig, giver vi et samlet tilskud på 250 kr. Flyver du til Leipzig lufthavn giver vi taxaen fra lufthavnen til Hotel Dorint. Dette gælder også hvis du planlægger at forlænge opholdet. Hvis du benytter dig af et af disse tilbud, da husk endelig kvittering på udlagte beløb.
Ovenstående virker måske en smule forvirrende, men over halvdelen af vores gæster benytter sig af den større fleksibilitet, det giver at du selv vælger rejseformen. Har du spørgsmål til det beskrevne, da skriv til os på overtoner@parnassos.dk eller ring på 5273 6316.
Musik-programmet
Og vores formål er?
Vi ønsker at skabe eksklusive oplevelser – uden at være ekskluderende.
Vores rejser er ikke i den billige ende, men de er alligevel tilgængelige for en større del af et kultur- og rejseelskende publikum.
‘Tricket’ er at være en lidt større gruppe. Vi taler om 40+ gæster. At være mange skaber i sig selv dynamik. En stor gruppe giver et større budget, som igen gør at vi kan finansiere ægte unikke oplevelser, hvilket vil være uden for rækkevidde for langt de fleste af os, hvis vi handlede på egen hånd. Og når vi har brug for at vandre rundt i mindre grupper, splittes vi op i to.
Hvad får du helt præcist for dine 11.200 kr. ?
Her finder du et detaljeret program over vores dage i Leipzig.
Og nedenstående, et hurtigt overblik.
- Fem nætter på det 4* hotel Dorint inkl. morgenmad. Enkeltværelse tilkøbes.
- Billetter og entreer til alle koncerter og museer.
- 4 middage, inklusiv gallamiddagen på Porschefabrikken.
- Én frokost, én vinsmagning.
- Bustransporter til og fra Berlin lufthavn. Se detaljerne herfor.
- Vine og små anretninger ved egne arrangementer.
Bemærk
Beløbet dækker kun ophold og oplevelser i Leipzig og Dresden og inkluderer ikke flyrejsen.
Det er, som påpeget, for at give dig størst mulig fleksibilitet, såsom hvornår du flyver på dagen og hvorfra. Måske ønsker du også at forlænge opholdet.
Hvis rejsen bliver aflyst – uanset årsagen hertil – kompenserer vi din flybillet, uden et kny.
*Gælder dog ikke business class flybilletter.
Dato
- 20 - 25 sep 2024
Pris
- 11200 dkr.
Mere info
Lokation
- Hotel Dorint
- Stephanstraße 6, 04103 Leipzig, Tyskland
Arrangør
-
Parnassos.dk, Overgaden oven Vandet 58A, 2. 1415 Copenhagen Denmark