Solformørkelsen i Egypten 2. august 2027
- Start dato: juli 30, 2027
- Slut dato: august 4, 2027
London – et historisk kludetæppe
London – en etnisk smeltedigel
London er en smeltedigel, hvor mennesker fra hele verden har slået sig ned gennem 2.000 år. Den er befolket med excentrikere af enhver art og har en historie fyldt med krinkelkroge og krummelyrer. Og så er der alle kunstnerne – både de skrivende, spillende og malende – for slet ikke at tale om alle livskunstnerne, fortæller journalisten og forfatteren Poul Arnedal.
I 1777 skrev tidens store forfatter, Samuel Johnson: ”When a man is tired of London, he is tired of life; for there is in London all that life can afford.” Og det gælder stadig. Også for kvinder – og sandsynligvis også transkønnede for den sags skyld.
I mange år har den været danskernes mest besøgte storby, netop fordi den har ”alt som livet kan tilbyde.” Alligevel har mange, som har besøgt London adskillige gange, sagt til mig, at byen er svær at overskue og finde rundt i – på trods af verdens mest udbyggede undergrundsbane.
Og det kan der være en ganske god grund til. London er nemlig ikke blot en enkelt by. Den er mange byer – eller måske snarere landsbyer, som har skiftet karakter op gennem tiderne, er vokset og efterhånden groet sammen til én stor byorganisme.
Notting Hill
Lad os taget et eksempel, som de fleste kender: Notting Hill. Dette farverige område vest for Hyde Park og Kensington Gardens er ikke kun kendt for filmen af samme navn med Hugh Grant og Julia Roberts. Men også for Portobello Road med sit populære gademarked hver lørdag.
Det var romerne, der grundlagde London – eller Londinium, som de kaldte deres by – allerede i år 46. Og i det meste af romertiden var der et signalblus øverste på den bakken, som nu hedder Notting Hill. Og som kunne ses inde fra byen og svarer til det, vi herhjemme kalder en ’fyrbakke’.
Navnet på bakken og området omkring den er først kommet til senere. Det skulle stamme fra det angel-saksiske ord Cnut eller Cnotta, som betyder Knud. Og skal man tro den danske journalist og Politikens legendariske London-korrespondent i 15 år, Henrik V. Ringsted, så er området med stor sandsynlighed opkaldt efter Knud den Store. Som fra 1016 til 1035 var dansk konge over England og formentlig har slået lejr her, inden han indtog selve London. Det skriver Ringsted i sin bog ”London Mosaik” fra 1957.
Fra Knud den Store til fornem forstad
Allerede i romertiden blev der anlagt en vej inde fra Londinium og ud til fyrbakken. Som i dag følger nøjagtig samme vejstrækning helt inde fra City og Skt. Pauls Cathedral og herude vestpå, hvor den ender i Bayswater Road.
Fra det tidlige 1600-tal og de næste par århundreder, var området ved Notting Hill præget af et par mindre bosteder samt spredte sommervillaer ejet af velhavere inde fra London. Da den engelske økonomi for alvor boomede i imperiets storhedstid under dronning Victoria, begyndte byudviklingen i yderdistrikterne at tage fart.
Og det gjaldt naturligvis også Notting Hill. Tidligere fjerne landsbyer blev til bugnende forstæder med de sammenbyggede husrækker, som London er så kendt for.
Og ligesom så mange andre områder i London, har også Notting Hill haft sine ups and downs.
Mange af de sammenbyggede, hvide palæagtige boliger var indrettet til den mest velstående del af befolkningen og med plads til deres tjenestefolk i kælderregionerne. Men sædvanen med masser af tjenestefolk dalede i starten af 1900-tallet og arbejderbefolkningen voksede. Krige og økonomiske nedture satte manges økonomi på skrump. Og så blev husene efterhånden opdelt i lejligheder og overtaget af de knap så bemidlede klasser.
Der tales 300 forskellige sprog i London
Da jeg selv første gang flyttede til London i 1968, var Notting Hill et fattigt, misligholdt indvandrerkvarter, hvis renommé ikke var noget, man skrev hjem om. Beboerne var fortrinsvis sorte indvandrerfamilier fra Caribien og en del af det, man i England kalder The Windrush Generation.
Den er opkaldt efter passagerskibet Imperial Windrush, som den 22. juni 1948 lagde til kaj ved Themsens bred i den internationale havn i Tilbury ca. 40 kilometer øst for London. Ombord havde den over 1.000 passagerer fra Caribien og fortrinsvis Jamaica. Takket være en nyligt vedtaget lov, The British Nationality Act, havde borgere i Commonwealth-landene fået ret til at slå sig ned i Storbritannien, der her lige efter krigen manglede arbejdskraft.
Efter Windrush’ ankomst fulgte tusindvis af nye caribiske emigranter, og det var nærmest som om, de nedslidte huse i henholdsvis Brixton syd for Themsen og i Notting Hill bare stod og ventede på dem. I dag er Brixton fortsat rigt befolket af mennesker med etniske rødder fra både Caribien og Vestafrika. Notting Hill har de seneste 30 år fået en ny renæssance som et attraktivt område for de mere velbeslåede londonere.
Caribiske immigranter
Ligesom mange af de indvandrede beboere har slået permanente rødder i London og fundet frem til andre steder at bo. Men det caribiske islæt er stadig intakt. Det giver sig udtryk i en række caribiske restauranter og ikke mindst det store årlige Notting Hill Carneval, som finder sted den sidste weekend i august.
Og caribierne er kun én ud af en lang række såkaldte ”etniske minoriteter”, der fortsat sætter sit præg på den britiske hovedstad. I dag anslås det, at der tales 300 forskellige sprog i London, og man kan støde på dem i mange af de tidligere landsbyer, som i dag udgør det brogede og meget forskelligartede kludetæppe, som London er.
Når Parnassos i påsken 2025 bringer sine gæster til London, skal vi bl.a. på en tur rundt i Londons East End, som har været et indvandrerkvarter i flere hundrede år.
Det var her lige uden for Citys porte adskillige indvandrergrupper i første omgang slog sig ned.
Kirker bliver til synagoger
I 1700-tallet oplevede England en stor indvandring af franske huguenotter, der som protestanter blev forfulgt af både den franske konge og af Paven. Mange af dem slog sig ned uden for byportene i East End og etablerede deres egne kirker.
Et par hundrede år senere kom der et stort rykind af østeuropæiske jøder, som flygtede fra pogromerne i Rusland og dets europæiske nabolande. De overtog mange af de protestantiske kirker efter huguenotterne, der nu var rykket videre op i samfundet, og omskabte dem til synagoger. Én af dem er Sandys Row Synagogue, som Parnassos gæster er blevet inviteret inden for i.
Synagoger bliver til moskéer
Men for mange af de fattige østeuropæiske jøder lykkedes det også at bevæge sig op ad samfundsstigen og flytte til mere mondæne områder, som f.eks. Golders Green i Nordlondon.
Men det betød, at mange af deres synagoger stod parate til at modtage en ny bølge af flygtninge. Denne gang var det muslimske bengalere, som flygtede fra de blodige krigshandlinger, der gik forud for oprettelsen af Bangladesh i 1971.
Så nu blev de tidligere synagoger konverteret til moskeer. Et af de karakteristiske eksempler er Brick Lane Mosque, der oprindelig blev bygget som kirke i 1743 og siden var synagoge og ligger midt i den efterhånden legendariske Brick Lane. Den er ikke alene er kendt for sine mange curry-houses, men også for områdets gadeskilte, hvor gadenavnene står på både engelsk og bengalsk.
Et dansk præg på den anglikanske kirke
Og når vi nu taler om indvandrere, skal vi jo ikke glemme danskerne. I dag menes der at bo mellem 30.000 og 40.000 danskere i London. På et tidspunkt gik bydelen Wembley under betegnelsen Little Scandinavia. Og i forbindelse med Parnassos London-rejse i påsken 2025 skal vi den første aften besøge restauranten 1 Lombard Street, som er ejet af danske Søren Jessen.
Han er uddannet hos A.P. Møller i København og arbejdede i mange år i en direktørstilling hos Goldmann Sachs, men har de sidste over 30 år været en af de toneangivende spillere på Londons restaurantscene.
Englænderne har aldrig glemt vikingernes togter mod England, hvoraf mange slog sig ned i landet. Men allerede inden vikingerne var der en stor indvandring af danske jyder og angeler helt tilbage fra 4-500-tallet, efter romerne havde opgivet landet.
De danske angelsaksere
Tæt på Covent Garden ligger kirken St Clement Danes på det sted, hvor mange danskere slog sig ned uden for Citys porte for 1300 år siden. Hvad de taler knap så meget om er, at danske Knud den Store i 19 år var konge over England. Han var den første engelske konge, som rejste et palads og blev kronet på det, der dengang hed Torneøen og i dag er kendt som Westminster. Og hvad de slet ikke tænker på er, at når de kalder sig angel-saksere, så betyder det faktisk ”dans(k?)-tyskere”.
De saksere, der henvises til, kom sådan cirka fra det område, der i dag udgøres af delstaten Niedersachsen, som ligger lige op til Slesvig-Holsten. Anglerne kom fra den store halvø, Angel, der stikker ud i Østersøen syd for Als og øst for Flensburg. Disse områder var i århundreder dansk helt frem til krigen i 1864.
Så når den engelske statskirke kalder sig Den anglikanske Kirke, henviser navnet til det område, hvor danske indvandrede kom fra, og som for omkring 1700-år siden slog sig ned i England. I øvrigt har en dansker her i den allernyeste tid gennem flere år delt adresse med den anglikanske kirkes overhoved, ærkebiskoppen af Canterbury. Hans officielle hovedsæde, Lamberth Palace, ligger på sydsiden af Themsen lige over for Parlamentet og Westminster Palace i bydelen (og den tidligere landsby) Lambeth.
The Doomsday Book
I mange år var en af bygningerne ved paladset udlejet til den store tibetansk-budhistiske menighed i London, hvis overhoved er en dansker, som kommer fra Falster. Hun hedder i dag Lama Zangmo og er en af de første kvinder inden for denne gren af buddhismen, som har opnået titel af Lama. I dag har hendes kloster og buddhistiske center, Kagyu Samye Dzong, indtaget et nyt og større hovedkvarter længere syd for floden i den bydel og tidligere landsby, som hedder Elephant and Castle.
Når det overhovedet er lykkedes at binde Londons mange byområder og tidligere landsbyer sammen, skyldes det i høj grad undergrundssystemet, the tube. Man begiver sig ned under jorden, sætter sig ind i toget og dukker op til jordoverfladen igen et helt andet sted.
Det betyder, at der er en masse spændende områder, man blot passerer i underjordiske tunneller uden nogen sinde at stifte bekendtskab med dem. Derfor er det en god ide at tage traveskoene på, og begive sig rundt på gå-ben og stå af the tube på steder, man ikke kender.
For når man betragter kortet over London Underground, vil man kunne opdage, at mange af stationsnavne er identiske med en nutidig udgave af de gamle navne på landsbyer og bosteder, som man også finder i The Doomsday Book. En matrikelbog udarbejdet af Wilhelm Erobreren over samtlige ejendomme i England i 1086 efter han havde erobret og var blevet konge over England.
En anarkistisk knopskydning
Men når det kan være så vanskeligt at finde hoved og hale på byen, så har det flere årsager. En afgørende grund er, at de engelske konger aldrig har siddet tungt på den centrale magt i landet, som de enevældige konger på det europæiske fastland.
Derfor har de ikke kunnet skalte og valte med indretningen af byen og lave en central plads som byens centrum og brede boulevarder, som vi f.eks. ser det i Paris.
I århundreder har kongerne måtte dele magten med parlamentet, hvor adelen og det opblomstrende og pengestærke handelsborgerskab har haft stor indflydelse. Det har resulteret i en ”ureguleret aristokratisk-borgerligt byplanlægning”, som forfatterne til bogen ”Porten til verden – London”, der udkom i 2021, skriver. Ja, man kan nærmest kalde Londons udvikling for en form for anarkistisk knopskydning. De enkelte landbesiddere har lavet deres egen ’byplanlægning’ og deres egne centrale pladser – eller squares – som London er så rig på.
En anden årsag er londonernes århundrede lange tradition for at bygge énfamilieshuse og beskytte den enkeltes privacy. Af samme årsag er der ikke tradition for at have navneskilt på døren i England.
Ingen navneskilt på hoveddøren
Og for at undgå forslumring af byen, udstedte Elizabeth I allerede i 1580 en proklamation om, at der kun måtte bygges huse til én familie, og at det var forbudt at tage logerende. Den blev senere vedtaget i parlamentet. Det betød ikke, at folk rettede sig efter det. Det er Charles Dickens beskrivelser af Londons slumkvarterer bl.a. et eksempel på. Men det har alligevel været med til at præge byudviklingen helt op til den anden verdenskrig.
Og når de enkelte rige grundejere kun havde et begrænset område til deres rådighed, handlede det om ikke at rutte med pladsen. Derfor byggede man de sammenbyggede rækkehuse, som også kunne rumme særdeles velhavende familier, som man ser det i de dyreste områder af London. Og man udnyttede pladsen til at lave op til flere underjordiske etager, hvor til tjenestefolkene var henvist.
Husk at gå rundt om hjørnet
Og så kunne man måske forestille sig, at alle kvarterer ligner hinanden. Men det er langt fra tilfældet. På trods af deres ensartethed, så kan disse sammenbyggede rækkehuse have højest forskellige udformninger og størrelser, alt efter til hvilken samfundsklasse de oprindeligt er tiltænkt, og i hvilken tidsalder de er blevet bygget. Det er således stor forskel på et hus og på udviklingen af den enkelte ”landsby”, hvis du sammenligner områder som Hampstead, Lambeth, Mayfair, Chelsea, Clapham, Chiswick, Stoke Newington eller Bow.
Men det finder du først ud af, hvis du begiver dig på opdagelse uden for de myldrende turistområder. Og jeg kan garantere dig for, at du ikke vil fortryde det og vil, for nu at sige det på nydansk, få en alvorlig en på opleveren. Du skal bare huske lige at gå ned ad sidegaderne og hen om hjørnet og så også omkring det næste hjørne. Så står de uventede oplevelser i kø. Eller du kan tage med os i april 2025.
Vores kommende rejser, alle med hovedvægt på klassisk musik – selv når vi bevæger os udenfor Europas grænser
Nytårskoncert 2025 i Musikverein, Wien
- Start dato: december 30, 2024
- Slut dato: januar 2, 2025
Pris:
10.000 DKK
London – The Big Smoke april 2025
- Start dato: april 18, 2025
- Slut dato: april 22, 2025
Pris:
13.000 DKK
Rom – den evige stad februar/marts 2025
- Start dato: februar 28, 2025
- Slut dato: marts 4, 2025
Pris:
13.000 DKK
Mono- og polyteisme i Kairo
- Start dato: november 9, 2024
- Slut dato: november 16, 2024
Pris:
13.000 DKK
Pomp og pragt i Wien
- Start dato: oktober 25, 2024
- Slut dato: oktober 29, 2024
