Hampstead – en bjerglandsby i London

Af Poul Arnedal
juli 11, 2024

Hampstead - et hangout for kunstnere

En bjerglandsby i London? Ja, man tror, det er løgn. Men det er det ikke. Hampstead hedder den og ligger med sine snoede gyder og stejle gader oppe på en bakkekam kun syv km nord for Leicester Square.

I Hampstead har kunstnere, forfattere, politikere, skuespillere og meget andet godtfolk gennem flere hundrede år trukket sig tilbage fra storbyens larm samtidig med, at de har kunnet nyde udsigten ind over det centrale Londons skyline. Der bor stadig mange af dem.

Og ligesom andre steder i verden, hvor kunstnere og deres ligesindede har slået sig ned, har de sat et helt særligt aftryk på området. Det gør i dette tilfælde Hampstead Village til noget helt særligt, som man ikke kan ryste af sig, når man først én gang har stiftet bekendtskab med det.

En landsby 7 kilometer fra Leicester Square

Jeg var så utrolig heldig at kommet til at bo lige netop her, da jeg som tyveårig flyttede til London. Udover at skrive artikler om Londons filmscene til det alternative danske filmtidsskrift, die asta. Her tjente jeg til livets ophold som student employee i et supermarked i en ganske anderledes nordlondonsk bydel, Archway.

Selvom der i luftlinje kun er ca. to kilometer mellem de to bydele, var de så forskellige som dag og nat. Supermarkedet lå i et charmeforladt og nedslidt arbejderkvarter, og mine kolleger var cockney-londonere og indvandrere fra Sydafrika, Irland og Wales.

De anså mig som lidt af en fremmed fugl, for ikke blot kom jeg fra Danmark. Jeg boede også ovre i Hampstead og læste The Guardian. Hvis de læste noget, var det tabloidaviser som The Sun, og de boede næsten alle ude i Londons East End.

Til gengæld lærte de mig en masse om livet i den britiske arbejderklasse. Dertil nogle cockney- og rendestensudtryk, som stadig hænger ved mit engelske, og fortsat kan chokere pæne middelklasseenglændere, når jeg åbner munden.

Parnassos.dk ApS er medlem af rejsegarantifonden. Den garanterer dine penge, mens vi er garant for dine oplevelser.

På café med en nobelprismodtager

Et af de mennesker, som tilsyneladende ikke lod sig skræmme bort af mit engelske, var forfatteren Elias Cannetti, som var fast inventar på min stamcafé, The Coffee Cup. Den ligger, over 50 år senere, stadig ligger på Hampstead High Street. Han var en ældre anonym herre. Ingen anede hvem han var, og hvad han lavede. Han talte aldrig med nogen, men sad blot i sin sædvanlige krog med en kop kaffe, mens han indimellem tog notater på en A4-blok.

Alle opfattede ham som en af disse excentrisk særlinge, London er så rig på og er med til at sætte kulør på bybilledet. En dag, hvor der var stopfyldt på kaffehuset, kom vi til at sidde overfor hinanden. Jeg var sammen med min danske ven Thorbjørn, og pludselig bryder den anonyme herre med A4-blokken ind i vores samtale.

”Are you Danish?,” spurgte han på et lidt gebrokkent engelsk, og det måtte vi jo indrømme var tilfældet. Herefter udspandt der sig en samtale, som afslørede, at han var særdeles velbevandret ikke alene i sprog, men også i den danske litteratur lige fra Holberg til Klaus Rifbjerg.

Samtidig fortalte han, at han som jødisk flygtning fra Wien var kommet til London i 1936 og havde slået sig ned i Hampstead. Vi spurgte, hvad han lavede, og han fortalte at han var forfatter og hed Elias Canetti.

Elias Canetti i Hampstead Heath

Ham havde vi godt nok aldrig hørt om! Min ven Thorbjørn arbejde i Foyles Bookshop, og næste dag gik han på jagt efter en af Canettis bøger i ”verdens største boghandel”.

Her kunne ingen af hans kolleger genkende navnet, før han endte oppe på femte sal i en hengemt afkrog af filosofiafdelingen, hvor en kollega fandt et støvet eksemplar af bogen ”Auto da fé”, som jeg stadig har stående i min bogreol.

Der gik 13 år, før jeg igen stødte på hans navn, for heller ingen i Danmark, kendte ham og hans bøger var ikke oversat til dansk. Men så stod jeg en dag et sted i Pisserenden i København og hørte middagsradioavisen, og her kundgjorde oplæseren: ”… og årets Nobelpris i litteratur går til den østrigske forfatter Elias Canetti, som i dag er bosat i Wien.” Og rent spontant røg det gennem mit hoved: ”F**k, ham kender jeg sgu!”

Nu begyndte hans værker i en lind strøm at udkomme også i Danmark. Efter hans død i 1994 udgav datteren bogen ”Notes from Hampstead” med nobelpristagerens personlige overvejelser og notater – som bl.a. var blevet nedfældet i hjørnet på The Coffee Cup. En af sætningerne lyder: ”The most peaceful place on earth is among strangers.”

Holly Mount i Hampstead

Næsten allerøverst oppe i Hampstead Village ligger den snoede gyde Holly Mount. Man kan skyde genvej derop ad en stejl stentrappe, som selvfølgelig hedder Holly Mount Steps. Og midt i gaden ligger den historiske pub Holly Bush.

Her har den ligget i 225 år, men huset er endnu ældre. Det fungerede i 1700-tallet som atelier for den kendte engelske portrætmaler, George Romney, der boede lige om hjørnet i Holly Bush Hill.

Holly Bush er det engelske betegnelse for en kristtornbusk, og helt tilbage i 1600-tallet var store dele af området bevokset med kristtorn. Samtidig hører det med til historien, at bakkekammen er et vandskel, hvor der udspringer adskillige kilder.

Et par af dem løber sammen og bliver til floden Fleet, der har lagt navn til den tidligere så kendte avisgade, Fleet Street, inde i London og tæt på Themsen. Og det rene vand fra Hampsteads kilder fik en nærmest mytisk status, da lægen Dr. William Gibbons anbefalede det.

Helbredende vand fra Hampsteads kilder

Velhavende folk inde fra London sendte deres vasketøj herop. Og når det skulle tørres, bredte vaskekonerne det ud over kristtornbuskene, så det inde fra London så ud, som om der lå sne på toppen af det, der officielt går under navnet The Northern Hights.

Kildevandet fra Hampstead blev hurtigt betragtet som helbredende, og i det tidlige 1700-tal blev der oprettet en række lokale kurbade. Samtidig blev vandet tappet på flasker og solgt inde i London som Hampstead Water.

Et af tappestederne var The Flask, som ligger i Flask Walk og i dag er en populær pub for de lokale, hvor der nu er øl i hanerne. Længere nede bliver Flask Walk til Well Walk. Og her ligger det fine palæ Burgh House, hvor Dr. William Gibbons, der var blevet overlæge ved det tilstødende kursted, boede.

I dag er kurbadene for længst blevet nedlagt. Men Burgh House eksisterer stadig, og palæets store, panelklædte music room, lejes nu ud til koncerter og private arrangementer – heriblandt til Parnassos.dk den 20. april 2025.

Et af Hampsteads forfatter-hot-spots

Oppe fra Holly Mount fører Holly Mount Steps næsten direkte ned til The Flask og Well Walk. Her boede den berømte landskabsmaler John Constable med sin familie de sidste ti år af sit liv. Inden da var han hver sommer kommet hos sin svigerfamilie oppe bag pubben i Holly Mount.

Mount er en forkortelse for Mountain og betyder nærmest ”et lille bjerg”.

På vej ned ad den modsatte side af ”bjerget” kommer man på hjørnet af Mount Vernon og Holly Walk til det hus, hvor forfatteren til ”Skatteøen” og ”Dr. Jenkyll og Mr. Hyde”, Robert Louis Stevenson, boede, mens han holdt til i Hampstead.

Den stejle Holly Walk fører forbi den lokale kirkegård, hvor Constable bl.a. er begravet. Videre ned til den lokale kirke St. John-at-Hampstead samt gaderne Church Row og Frognal. Og nu er vi for alvor i centrum af et af Hampsteads forfatter-hot-spots.

Inde i kirken finder man en buste af poeten John Keats, som i starten af 1800-tallet skrev sit berømte digt, ”Ode to a Nightingale”, under et blommetræ i sin have i Hampstead.

Church's Row

Church Row udgør en af Londons mest klassiske sammenbyggede husrækker fra starten af 1700-tallet. Gaden blev bebygget i forbindelse med oprettelsen af kurstederne. Og i starten af 1900-tallet flyttede forfatteren H.G. Wells ind i nr. 17. Det er ham med ”Klodernes Kamp”.

Blandt hans hyppige gæster var bl.a. Winston Churchill og forfatterne Henry James og Bernard Shaw. I 1960’erne indtog komikeren Peter Cooks huset, og nu var det rockkoryfæer som Keith Richards, Paul McCartney og John Lennon, der kom på besøg i nr. 17.

For enden af Church Row ligger gaden med det underlige navn Frognal. Her boede den franske general de Gaulle under anden verdenskrig , og det var herfra, han indtil 1944 styrede ”de frie franske” styrker.

I starten af 1990’erne havde jeg selv fornøjelsen af at være hjemme og interviewe forfatteren Fay Weldon i Frognal, da en tv-version af hendes roman ”Store Kvinder” havde premiere på dansk tv. Efter at have boet en årrække uden for London var hun nu flyttet til Hampstead.

Hun fortalte mig, at det dels var fordi, det var tæt på hendes mors barndomshjem. Dels fordi landsbyen her på toppen af bakken gav hende en umiddelbar fornemmelse af ”at høre til.” Det er tilsyneladende et helt almindeligt fænomen, når man slår sig ned i Hampstead, og en fornemmelse jeg udmærket selv kan genkende.

Sigmund Freud og et sumpet område med frøer

Navnet ”Frognal” stammer helt tilbage fra den tidlige middelalder, hvor der på grund af en af de mange kilder var opstået et vådområde, som bl.a. blev beboet af en masse frøer, der som bekendt hedder frogs på engelsk. Blandt de andre beboere var en gruppe munke inde fra Westminster Abbey.

De holdt til på det, der siden kom til at hedde The Manor of Hampstead, da Henrik VII i 1500-tallet eksproprierede deres ejendom og overlod den til en af sine trofaste adelsmænd. Efterfølgerne hertil har siden forsøgt at score kassen på, at udstykke området til kursteder, boliger og det Hampstead, vi kender i dag.

En gruppe mennesker, som i tiden op til den anden verdenskrig fik et nyt sted ”at høre til”, var de mange jødiske intellektuelle, der lige som Elias Canetti flygtede fra nazisterne. Blandt dem var psykoanalysens fader, Sigmund Freud, der også kom fra Wien og slog sig ned i Maresfield Garden ikke langt fra Frognal.

Med sig på sin flugt tog han hele sit interiør inklusive den berømte divan, som hans patienter lå på under psykoanalysen. Her åbnede han en praksis sammen med sin datter Anne.

Huset med al dets interiør er i dag et aktivt museum og ligger blot et stenkast fra det danske KFUK, hvor mange unge danskere har boet, når de første gang er kommet til London.

Sunday Lunch med Charles Dickens

Allerede i 1860 blev den første jernbane ført op til Hampstead. Det resulterede ikke blot i et nyt byggeboom. Det betød også, at det store åbne naturområde Hampstead Heath, som strækker sig over 320 hektar, blev et udflugtsmål for de knap så velbemidlede londonere.

Gennem århundreder havde ”the heath”, som den kaldes i folkemunde, været et vildsomt område, der var tilholdssted for suspekte typer som landevejsrøveren Dick Turpin. Når han ikke huserede ude på ’heden’, holdt han bl.a. til på landevejskroen ”The Spaniards Inn”.

Pubben stammer tilbage fra det tidlige 1600-tal og var oprindelig sommerresidens for den spanske ambassadør ved kong James I’s hof. Nu har den efterhånden været kro og pub i flere hundrede år. Dens stamkunder har talt personer som Karl Marx, John Keats, John Constable, R.L. Stevenson og Charles Dickens.

Den optræder også i adskillige romaner. Blandt andet foregår en del af Dickens ”Pickwick Klubben” i de lavloftede lokaler på The Spaniards, som stadig er en særdeles populær pub. Man flokkes til den udendørs gårdhave, når de om søndagen skal have den traditionelle engelske Sunday Lunch.

Et absurd mindesmærke i Hampstead

Havde det stået til the Lord of the Manor of Hampstead, så havde det meste af Hampstead Heath i dag været bebygget med velhaverboliger. Da jernbanen var ved at komme til Hampstead, blev han så opsat på score kassen, at han planlage en udstykning af villagrunde ude på heden. Som et første skridt, begyndte han at bygge en vej tværs igennem det store naturområde.

Men nu har beboerne i Hampstead aldrig holdt sig tilbage, når det handler om at passe på deres perle af en landsby og aktionere mod grådige boligspekulanter og hjerteløse byplanlæggere.

Det kan man bl.a. opleve i filmen Mit Hampstead med Diane Keaton og Brendan Gleeson, som har mange optagelser lavet on-location i Hampstead og er inspireret af virkelige begivenheder. Og allerede i midten af 1800-tallet lykkedes det ved en lov i parlamentet og takket være lokal modstand at få eksproprieret heden og bevaret den som naturområde.

Som et malerisk og lidt absurd mindesmærke over datidens beskyttere af naturen kan man stadig langt ude i et vildnis midt på heden pludselig støde på en smuk viadukt i røde mursten. Ganske umotiveret står den og troner hen over et vådområde og er det eneste, der i dag er tilbage af det, der engang skulle have været en vej.

Med Michael Palin på barrikaderne

Også i dag er mange af de toneangivende og særdeles kendte beboere ikke blege for at stille op og kæmpe mod både myndigheder, store kapitalfonde, grådige entreprenører og supermarkedskæder, hvis de forsøger at gøre vold mod Hampsteads historiske egenart.

En af dem er Monty Pyton-skuespilleren Michael Palin, som bor i Gospel Oak i det sydlige Hampstead. Om han havde været en tur over den historiske viadukt den dag, hvor han svedig efter dagens løbetur på heden tog imod mig og fotografen Søren Rud hjemme i sit arbejdsværelse, fik jeg aldrig spurgt ham om.

For da det gik op for ham, at han og jeg på et tidspunkt havde været næsten naboer, og at jeg stadig havde en stor kærlighed til Hampstead, glemte han alt om sit populære rejseprogram på tv, som egentlig var emnet for interviewet.

Lynhurtigt faldt snakken på den vellykkede kamp, han og andre beboere tilbage i 1970’erne havde ført for at forhindre, at hele hans kvarter bestående af smukke rækkehuse fra Victoria-tiden var blevet jævnet med jorden.

Det skete i forbindelse med, at man rev et gammelt utidssvarende hospital ned og i stedet rejste et nye tolvetagers betonbyggeri, The Free Royal Hospital. Og havde det stået til de lokale myndighederne, så var samme skæbne overgået hele kvarteret, der ville være endt som en brutalistisk betonørken. Men takket være Michael Palin og hans naboer, så eksisterer det oprindelige kvarter stadig, og dets beboere kan fortsat – lige som os andre – nyde Hampsteads herligheder.