Rigoletto – ikke noget at grine af

Rigoletto - en helt igennem Verdi opera

Rigoletto operaen er fra 1851 og skrevet af Giuseppe Verdi (1813 – 1901).
Operaen anses for at være Verdis første modne værk. Vi befinder os i hans ’mellemperiode’.
Verdi har 26 operaer til sit navn, heriblandt La Traviata, Falstaff, Requiem, Otello og ikke mindst Aida, hvis tilblivelse er mindst lige så spændende som operaen selv og som vi har skrevet om her.

Men tilbage til Rigoletto, som har en særlig betydning for os hos Parnassos.dk.

Den bryder på flere punkter med den daværende italienske operatradition. Og den har vist sit værd ved igen og igen, og den dag i dag, at være på operaplakaterne overalt i Europa.
Den blev opført 1. oktober 2022 på fornemme Wiener Staatsoper som 40 af Parnassos’ gæster overværede

Rigoletto, på fransk rigolo – morsom – er en tragisk opera i tre akter med karakteren Rigoletto, grevens hofnar, som hovedperson.
Librettoen, operaens tekst, er skrevet af Francesco Maria Piave (librettoer glemmes som ofte, men uden libretto, ingen opera).
Operaen bygger på Victor Hugos teaterstykke fra 1832, Le roi s’amuse, ‘kongen har det sjovt’, med slet skjult hentydning til kongens underliv.

På den tid var der ikke specielt strikse intellektuelle rettigheder. Victor Hugo var svært utilfreds med at Verdi brugte hans teaterstykke – indtil han overværede operaen, som han faldt pladask for.

Parnassos.dk arrangerer to kulturrejser i 2023

Operahuset i Wien, som vi besøger lørdag 28. oktober 2023

Operahuset i Cairo, som vi besøger mandag 6. november 2023

Rigoletto – 1. akt

Tæppet går op og vi befinder os til en fest hvor hertugen af Mantua fortæller at han har en ung kvinde, han ikke kender, i sigten.
Han anser det for latterligt at være tro mod én kvinde; for ham fortjener alskens kvinder hans opmærksomhed. Hvis kvinderne samtidig også er gifte er det endnu mere spændende at forsøge at forføre dem.

Ved tilskyndelse fra hans hofnar, den pukkelryggede Rigoletto, har han netop rettet sit blik mod grevinde Ceprano.

Ved samme fest fortæller Marullo, en af gæsterne, de andre hoffolk om sin seneste opdagelse: den grimme hofnar ser ud til at have en elsker. Denne information forbløffer alle, da Rigoletto er ganske utiltalende og helt uden charme.

Han er uden overraskelse hadet ved hoffet, men er urørlig. Derfor planlægger hoffolkene – ledet af grev Ceprano – at hævne sig på ham ved at bortføre hans formodede elsker.
Da Rigoletto håner den aldrende grev Monterone, der ankommer for at anklage hertugen for at have vanæret sin datter, forbander Monterone despoten og hans kyniske nar.

Forbandelsen skræmmer ham, idet han tror på den populære overtro, at en gammel mands forbandelse har betydelig magt.

1. akt fortsat

På sin vej hjem fra festen støder Rigoletto på lejemorderen Sparafucile. Sidstnævnte tilbyder Rigoletto sine tjenester, hvilket interesserer ham. Han indser, at Sparafucile er en afspejling af ham selv.
Rigoletto udbryder, Pari siamo!’, vi er ens: Sparafucile dræber mænd med sit sværd, og Rigoletto bruger sin ondsindet tunge som våben.

Hjemme hos sin datter Gilda, som han forsøger at holde skjult væk fra omverden, søger Rigoletto den lykke, livet ellers nægter ham. Han undgår dog alle hendes spørgsmål om hendes og faderens identitet. Af frygt for at miste hende forbyder Rigoletto sin datter al kontakt med omverdenen, bortset fra at gå i kirke.

En ung mand som har set hende i kirken, bejler ikke desto mindre til hende. Det er hertugen, der udgiver sig som en fattig student. En dag da Rigoletto forlader huset, kaster hertugen sig over Gilda med et bombardement af kærlighedserklæringer, der for hende virker som om at alle hendes pigedrømme er gået i opfyldelse.

Støj fra gaden tvinger hertugen til skyndsomt at forlade huset. Støjen viser sig at være fra hoffolkene som er ankommet til hjemmet for at bortføre Rigolettos “elsker”.

Rigoletto, befinder sig i periferien. Bortførerne har givet ham bind for øjnene. Da han tror at de er ved at bortføre grevinde Ceprano hjælper han dem, trods hans tilfangetagelse, i deres forehavende. For sent indser Rigoletto, hvad de reelt pønsede på.

Rigoletto - 2. akt

I næste scene møder vi hertugen som er dukket op ved sin hofnars hus som ligger forladt hen.
Han begræder sin tabte kærlighed, idet han indser at han for første gang har vist en kvinde oprigtig hengivenhed.

Samtidig leder vores ‘helt’ febrilsk efter sin datter, men hoffolkene hjælper ham ikke, selv når han afslører for dem, at de ikke har bortført hans elsker, men hans datter.

De har dog bragt hende tilbage til slottet hvor de elskende genforenes. Da hertugen sender Gilda væk, forsøger hun at betro sig til sin far, hvad der er sket og hvad hun føler.
Og herefter kan Rigoletto kun tænke på blodig hævn.

Rigoletto - 3. akt

For at “helbrede” Gilda for hendes kærlighed til hertugen, tager Rigoletto hende med til Sparafuciles hus og tvinger hende til at se på, mens hertugen er sammen med den prostituerede Maddalena, som i øvrigt er Sparafuciles søster.

Han sender herefter sin datter væk for at forberede deres flugt, samtidig med at han instruerer Sparafucile i at dræbe hertugen.

Men Gilda er vendt tilbage i al hemmelighed og overhører hvordan Maddalena overtaler sin bror til at myrde den næste person, der kommer til huset før midnat i stedet for hertugen. Gilda er fast besluttet på at ofre sig selv for sin kærlighed. Og hun banker på døren. Vi er nået til operaens klimaks.

Sparafucile overbringer kort tid efter Rigoletto et lig i en sæk.
Sidstnævnte nyder for et øjeblik sin største personlige triumf – han føler sig som den almægtige hævner. Men så hører han hertugens stemme. Forfærdet åbner han sækken og ser sin døende datter.

Uden at forstå, hvad der er sket, mener Rigoletto, at Monterones forbandelse har forårsaget tragedien.

La donna è mobile

Publikums-’pøblen’ elskede operaen mens de fine kritikere hadede den. Musikmagasinet the Gazzetta ufficiale di Venezia skrev umiddelbart efter premieren, at ‘librettoen tydeligvis er inspireret af den sataniske skole. Verdi og Piave søger skønhed i det deforme og afskyelige’.
Man lagde ikke fingre imellem den gang.

Værdsættelsen af stor kunst er gerne en eller to generationer forskudt. Den russisk-franske avantgarde komponist, Igor Stravinsky, skrev et århundrede senere, ’jeg mener at [arien fra Rigoletto] ’La donna è mobile’ for eksempel – som eliten blot synes er elegant og overfladisk – indeholder mere substans og følelse end hele Richard Wagners ’Ring cyklus’.

La donna è mobile, ’kvinden er lunefuld’ er blandt de mest kendte opera-arier. Du skal næsten lige lytte til den, i denne version hvor Luciano Pavarotti lægger stemme til.