Nordsjælland, den skandinaviske riviera, august 2025
Nordsjælland, den skandinaviske riviera
Når man driver et dansk rejsebureau er det oplagt også at tilbyde rejser i Danmark, som denne til Nordsjælland. Vi kender landet – og vi kan sproget.
I løbet af denne rejse, der foregår over fem dage, vil vi opleve det ypperste af Nordsjælland. Rejsen er primært rettet mod englændere, som er svært fascinerede af alt skandinavisk. Men det skal så sandelig ikke forhindre os i også at tilbyde rejsen til danskere. Mange af de oplevelser du kan læse om her, er ikke noget man bare selv kan arrangere og vil derfor være en ny måde at se sit land på.
Af ovenstående giver at rejsens guidede ture primært vil foregå på engelsk. Og hvis du har lyst til at opleve engelsk humor og humør i Danmark og se vores land gennem en englænders øjne, da overvej at melde dig til.
Juvelen i den nordiske krone
København er ikke blot Nordeuropas og Skandinaviens gastronomiske hovedstad. Med sine kanaler, middelalderkvarterer, moderne arkitektur, og en ’baghave’ med kilometer af hvide sandstrande, kongelige slotte, vild natur, badebyer, kulturelle perler og en tusind år lang historie er København og ’Kongernes Nordsjælland’, ’Juvelen i den nordiske krone’.
Der var en grund til, at Shakespeare lod sin klassiker Hamlet udspille på slottet Kronborg i Helsingør. Og at forfatteren Karen Blixen, efter sin hjemkomst fra Afrika, sad i sit barndomshjem på landstedet Rungstedlund og skrev sine verdenskendte romaner og historier.
SAS Royal Hotel – en modernistisk klassiker
Vi starter i København mandag d. 11. august, hvor vi skal bo på det 5* hotel SAS Royal lige midt i byen.
Det var den danske arkitekt, Arne Jacobsen, der blev udvalgt som designer og arkitekt, da Universitetet i Oxford i 1960 skulle have sit helt nye St. Catherine’s College. På det tidspunkt var han kendt som en modernismens mester.
Derfor har vi valgt, at vi de to første nætter til Kongernes Nordsjælland skal bo på hans berømte og fredede 5* Hotel SAS Royal i centrum af København. Dansk design har gjort sit indtog i alskens hjem i alverdens lande og er en integreret del af den skandinaviske sjæl.
Når alle vores gæster har fået tildelt deres værelser tager vi på deres restaurant på den 20. etage. Her venter der os et glas velkomstchampagne, efterfulgt af en middag, som er inkluderet i prisen. Herfra har vi en formidabel udsigt over hele byen, “broen”, og den svenske kyst.
Vi smager på vikingetiden
Danmark er som bekendt vikingernes hjemland.
Tirsdag formiddag d. 12. august tager vi til den gamle kongeby Roskilde, hvor vi besøger det nationale Vikingeskibsmuseum. En af Danmarks førende eksperter udi vikingetiden tager imod og holder et foredrag for os. Han viser os ligeledes det vikingeskib, som sejlede op ad de engelske floder, da den danske kong Knud den Store (Canute the Great) i 1013 erobrede England. Hanblev kåret som engelsk konge på Londons Thorney Island, hvor Westminster og Parlamentet ligger i dag.
Bevares, vikingerne var Europas hooligans, men de var gode til at bygge skibe.
På vikingeskibsmuseet vil vi opleve de originale vikingeskibe, som arkæologer har fundet og restaureret. Vi skalsmage vikingernes ædle drik, Mjød. Dertil en smagsprøve af deres måltider på deres raids, som bestod af landbrød med røget laks, rygeost, nødder og tørrede frugt. Det smager ikke nødvendigvis særligt godt – men det er autentisk.
På vej gennem middelalderbyen, Roskilde, kommer vi forbi den lokale domkirke, hvor danske konger og dronninger er blevet begravet i de sidste 1000 år.
Museum of Modern Art, Louisiana
Vi forlader Roskilde og fortsætter nordpå ad Strandvejen langs den maleriske Øresundskyst og dens mange historiske huse og bygninger. Vi ender på ’the Museum of Modern Art Louisiana’ i Humlebæk.
Museet ligger direkte ud til Øresund og rummer ikke blot aktuelle udstillinger og en stor samling af den moderne kunsts store mestre. Det er i sig selv en arkitektonisk og modernistisk perle af højeste international standart.
Ofte er der lange køer for at komme ind og opleve udstillingerne, men vi har skaffet os direkte adgang til museet, der udspringer fra en gammel privatejet patriciervilla. Fra slutningen af 1950’erne er villaen blevet udbygget med den diskrete modernistiske arkitektur, der i dag slynger sig ind i og under landskabet, som også rummer en skulpturpark.
Museet i Humlebæk er gået hen og blevet en ’game changer’ i måden at opleve kunst på og et forbillede for museer i både Danmark og resten af verden. Det er i hvert fald den generelle holdning… i Danmark.
Du kan følge med i deres program og kommende særudstillinger via dette link.
Til middag i Karen Blixens forfatterhjem
Vi forlader moderne kunst til fordel for klassisk litteratur.
10 kilometer syd for Louisiana ligger det gamle landsted (country house) Rungstedlund, som var forfatteren Karen Blixens (også kendt som Isak Dinesen) barndomshjem.
Udover H. C. Andersen er Karen Blixen nok Danmarks mest kendte forfatter uden for vores landegrænser. Hendes bog ”Min afrikanske Farm” (”Out of Africa”) blev kendt i brede kredse verden over, da den i 1985 blev filmatiseret med Meryl Streep og Robert Redford i hovedrollerne. En anden filmatisering af hendes romaner er ”Babettes Gæstebud’ (Babette’s Feast”), som i 1988 vandt en Oscar for bedste udenlandske film med Stephane Audran som Babette.
Efter at have boet i Kenya i 17 år og skabt en kaffefarm, vendte Karen Blixen i 1931, som 46-årig, hjem fra Afrika og slog sig ned på familiens landsted. Det var her – med udsigt til Øresund – hun sad og skrev alle sine romaner og historier. I dag er det et af verdens mest kendte kunstnerhjem, hvor alle rum står, som da forfatteren boede og arbejdede der.
De historiske bygninger er omgivet af en stor og stemningsfuld blomsterhave, som Karen Blixen selv anlagde.I tilknytning til haven og huset er der et 15 ha stort og fredet naturområde udlagt som fuglereservat. ”Et rigtigt Paradis for Fugle som søgte hertil tværs over Verdenshave”, sagde Karen Blixen, der efter eget ønske ligger begravet midt i reservatet.
Vi besøger både forfatterens hjem og dets imponerende omgivelser, som i dag hedder Karen Blixen Museet. Og vi slutter af med at have vores middag i forfatterens hjem, inden vi kører hjem til SAS Royal Hotel.
Middagen er inklusiv og, som sædvane, vine er mellem dig og tjeneren.
I Sverige hos Dronning Victorias barnebarn og oldebarn
Onsdag formiddag tjekker vi ud af SAS Royal. Vi skal til Nordsjælland, ad en omvej. Vi starter med at krydse det smalle farvand mellem Danmark og Sverige via Øresundsbroen, der bl.a. er kendt fra tv-serien ’Broen’.
Danmark og det sydlige Sverige har altid været tæt knyttet til hinanden. I hundredvis af år og helt frem til omkring år 1700 var Sydsverige en del af det danske kongerige. Og selv i dag kaldes det sydvestlige Sverige og det østlige Danmark under ét for Øresundsregionen.
Øresundsforbindelsen stod færdig i år 2000, hvor den forbandt København og Malmø.
Efter at have krydset vandet, kører vi nordpå for at ende ved halvøen og bjergmassivet Kullen. Herfra har vi en mageløs udsigt tilbage mod Danmark, inden vi fortsætter til lystslottet Sofiero. Slottet er kendt for sin smukke park, der er inspireret af en engelsk country garden. Og det er der en god grund til.
Den kommende kong Gustav Adolf blev i 1905 blev gift med den engelske prinsesse Margaret of Connaught, som var barnebarn af dronning Victoria. Kronprinseparret fik Sofiero i bryllupsgave af kongen og omskabte det til et mere rummeligt landsted med den omtalte engelske country garden. Sammen fik de bl.a. datteren Ingrid, som senere blev dronning af Danmark.
Margaret døde som 38-årig, men tre år senere giftede Gustav Adolf sig med den engelske Lady Louise Mountbatten. Han var bror til Lord Mountbatten, oldebarn af Victoria, granniece til Kong Edward VII og prinsesse af Battenberg. I 1950 blev hun dronning af Sverige. Et stykke engelsk historie på svensk grund.
Udover at opleve haveanlægget og besøge slottet spiser vi frokost i Slottets restaurant med udsigt til vandet – og over til Kongernes Nordsjælland.
Helsingborg - Helsingør, Hornbækhus og dansk hygge
På det smalleste sted i Øresund er afstanden mellem Sverige og Danmark blot 5 kilometer. Vi tager færgen fra svenske Helsingborg til danske Helsingør, Nordsjællands østligste punkt, hvor vi lægger til kaj blot et stenkast fra Hamlets Kronborg. Herefter fortsætter vi 15 kilometer ad endnu en strandrute – Nordre Strandvej – til den klassiske nordsjællandske badeby Hornbæk. Her indlogerer vi os på det 120 år gamle badehotel, Hornbækhus, som trods en nænsom indre modernisering har bibeholdt al sin oprindelige turn-of-the-century charme og i sit ydre står, som da det blev bygget.
Det er historiske omgivelser og indbegrebet af dansk ’hygge’. Her kan vi blande os med badehotellets øvrige gæster og de lokale Hornbæk-beboere, der kommer og deltager i hotellets middagsselskab, som er en traditionel, uhøjtidelig og ’hyggelig’ begivenhed med udsøgte danske retter.
Men inden da, skal vi lige opleve en kammerkoncert i et af Danmarks mest særegne og smukkeste beliggende museer.
Kammerkoncert blandt gigantiske skulpturer
Otte kilometer fra Hornbækhus ligger Tegners Museum og Statuepark midt i en stort fredet hede, hvor lyngen netop blomstrer, når vi er der. Den ottekantede betonbygning ligger midt i landskabet, som et rumskib landet fra en fjern galakse. Herinde skal vi opleve en kammerkoncert ud over det sædvanlige.
Det var kunstneren Rudolph Tegner, som selv erhvervede hele området og fik bygget museet til sin kunst i 1936. Ude i landskabet troner hans enorme, vitalistiske bronzeskulpturer, som vi kan opleve i den sene eftermiddagssol mellem enebærbuske og lyng, inden vi byder på en drink ved museets træomkransede café.
Parnassos har skaffet sig eksklusiv adgang til museet efter dets åbningstid, så vi har det helt for os selv.
Loftet i museets hovedsal løfter sig 11 meter over gulvet, og mange af Tegners gipsskulpturer af mytiske, himmelstræbende mennesker rammer nærmest loftet. Og midt i dette åndeløst betagende skue med sin helt særlige akustik har vi indrettet en koncertsal. Her vil et kammerensemble underholde os med klassiske værker, som matcher stedets ånd. Det er aldrig sket før i museets 89-årige historie, så det bliver en ’once-in-a-lifetime’ oplevelse.
Og således beriget med kultur fra øverste hylde, kører vi tilbage til middagen på Hornbækhus, hvor aftenen slutter med en åben solnedgangs-bar ved hotellets ’lillesøster’, Villa Strand. Her kan du nyde lyden af havets bølger, duften af havens urter og blomster og med direkte udgang til klitterne og stranden. Mere Nordsjællandsk bliver det ikke.
På besøg i den kongelige sommerresidens
Vi er jo på besøg i ’Kongernes Nordsjælland’, så hvad er mere naturligt end at starte torsdagen, den 14. august, med at besøge det danske kongepars sommerresidens i Fredensborg, som ligger smukt placeret ud til den store Esrum Sø. Slottets chefgartner vil være vores vært, der vil fortælle om slottets historie og vise runde i det imponerende parkanlæg og slottets have.
Fredensborg Slot blev bygget som lystslot for den danske kong Frederik 4. i 1722. I anden halvdel af 1800-tallet var slottet rammen om sammenkomster for de kronede hoveder fra mange af de europæiske kongehuse. Danske kong Christian 9. gik også under navnet ”Europas svigerfar”, fordi han fik “afsat” sine døtre ind i de øvrige kongehuse.
Så blandt sommergæsterne var bl.a. den russiske Zar gift med danske prinsesse Dagmar. Den engelske kronprins og senere konge, Edward 7.,var gift med danske Alexandra (igen ser vi tætte familiebånd mellem det engelske og de nordiske kongehuse). Hertil kom bl.a. den nye græske kong George 1., som var søn af den danske konge, samt alskens adelige og kongelige fra andre europæiske lande.
I dag er Fredensborg sommerresidens for både den nu abdicerede Dronning Margrethe 2. og Danmarks kong Frederik 10. og dronning Mary. Og sandsynligheden for, at de er til stede på slottet, netop når vi besøger Fredensborg, er temmelig stor. Det til trods, kan vi dog ikke love, at vi løber ind i dem.
Mød manden, som udløste Watergate-skandalen
Efter Fredensborg slot skal vi have en frokost, der bliver luksusudgaven af traditionelt dansk smørrebrød. Den skal vi indtage i en af Danmarks ældste og mest populære bade- og sommerbyer. Tisvildeleje hedder den. Vi er nu ved Nordsjællands nordligste punkt.
Gennem halvandet hundrede år er Tisvilde blevet opsøgt af kunstnere, intellektuelle og sol- og naturhungrende mennesker, som har opslået deres sommerresidens her. En af dem var et af vor tids største genier, nobelpristageren Niels Bohr, som opdagede atomet og grundlagde kvantefysikken.
I dag kan man støde på Hollywood-stjerner, mediepersonligheder, kendte kunstnere og politikere, som ugenert blander sig med de lokale beboere på byens uprætentiøse restauranter og caféer. Man kan bl.a. risikerer at rende ind i skuespilleren Bradley Cooper, folketingets formand eller en tidligere statsminister.
Parnassos guide, Poul Arnedal, bor selv i Tisvilde hele året. Han vil tage os på en guidet spadseretur rundt i den stemningsfulde by og fortælle om stedets utrolige historie. Frokosten indtages i Havestuen midt i Hovedgaden, hvor vores vært er amerikaneren Spencer Oliver. For over 50 år siden, og ganske uforvarende, var med til at udløse Watergate-skandalen i USA og dermed præsident Nixons fald.
Under præsidentvalgkampen i 1972 sad han i det demokratiske partis ledelse, som havde til huse i bygningskomplekset Watergate. Og fordi han var demokraternes mest centrale person, var det hans telefon, som uden hans vidende blev aflyttet af Nixons ’Blikkenslagerbande’, så præsidentens mænd kunne aflytte modstandernes valgstrategi.
Siden blev Spencer Oliver generalsekretær i OSCE med hovedsæde i København og blev dansk gift og erhvervede et gammelt fiskerhus ved stranden i Tisvildeleje, som sin sommerresidens. Og trods sine 86 år er han stadig politisk aktiv med tætte forbindelser til inderkredsen i det demokratiske parti. Alle sine somre tilbringer han sammen med sin kone Jeanie i Tisvildeleje.
Dietrich Buxtehudes orgel
Resten af torsdagen skal vi mærke historiens vingesus i Helsingør.
Sidst på eftermiddagen har Parnassos entreret med en af Danmarks fremmeste organister, Søren Gleerup Hansen, som vil fremfør en orgelkoncert specielt for os med værker af bl.a. en af barokmusikkens største komponister, Dietrich Buxtehude.
Musikken vil fylde kirkerummet i Skt. Mariæ Kirke fra Buxtehudes eget orgel. For det var netop her, han komponerede en række af sine toneangivende barokkompositioner. Disse inspirerede de noget yngre komponister – og hans elever – her iblandt Johann Sebastian Bach og Georg Friederich Händel.
Man kan derfor argumentere for at den nordeuropæiske klassiske musik udsprang fra Helsingør.
Vi er midt i den gamle middelalderby, hvor Skt. Mariæ Kirken og Vor Frues Kloster – efter at være nærmest nedbrændt – stod færdige i deres nuværende skikkelser i slutningen af 1400-tallet. Her fik Buxtehude i 1660 jobbet som organist i en alder af 23 år og var der frem til 1668. Han var født i Helsingborg (mens byen stadig var dansk) og voksede op i Helsingør, hvor hans far var organist i Domkirken Skt. Olai.
Han blev siden organist i Lübeck i fyrstedømmet Holstein, som frem til 1864 var en del af det danske kongerige, og hvor hans ry som komponist tiltrak og inspirerede yngre komponisttalenter. Du kan læse vores artikel om denne knap så kendte, men centrale figur i den klassiske musiks firmament.
Festmiddag på Kronborg Slot
Du kan ikke sige Helsingør uden også at sige Hamlet i samme åndedrag. Og efter at være beriget med Buxtehudes orgelmusik, spadserer vi den korte vej over til Hamlets slot Kronborg, som Shakespeare i sit teaterstykke kalder Elsinore, efter byen hvor det ligger. Her skal vi indtage turens absolutte festmiddag i Det blå Galleri med direkte udsigt til den gamle fæstningsværks slotsgård.
Shakespeare skrev i øvrigt sit skuespil i årene 1599 til 1601.
Ifølge overleveringen var han blevet inspireret af en rejse til Helsingør og Kronborg, hvor en engelsk delegation ville studere Øresundstolden. En told, som blev opkrævet af de skibe, som skulle passere det smalle stræde mellem Helsingborg og Helsingør. Kanonerne fra begge byers fæstninger var garant for at tolden blev betalt.
Det første fæstningsværk i Elsinore blev bygget i 1420’erne netop for at kontrollere indsejlingen til Østersøen og opkræve told. Hundrede og halvtreds år senere blev middelalderborgen ombygget til det storslåede renæssanceslot, vi ser i dag.
Udover at være udødeliggjort gennem den engelske skjalds skuespil, udgør det tidligere kongeslot en væsentlig del af den danske selvforståelse. Ved store kongelige begivenheder som fødselsdage, fødsler, dødsfald og når kongeparret stiger om bord på Kongeskibet Dannebrog, saluteres der ved middagstid fra Kronborgs kanoner med 27 skud.
Vi slipper dog for kanontordenen og kan i stedet koncentrere os om at nyde en renæssanceinspireret festmiddag i et af slottets smukkeste rum. Hvorefter vi utvivlsomt glade, mætte og tilfredse vender tilbage til vores senge på Hornbækhus.
Retur til Kongens København
Fredag formiddag d. 15. august forlader vi Nordsjælland for denne gang og tager tilbage til det, danskerne kalder ”Kongens København”. En betegnelse som har fået ny aktualitet, efter Frederik 10. i januar 2024 sammen med sin australskfødte dronning Mary overtog den danske trone, idet hans mor, Margrethe 2., af helbredsmæssige grunde valgte at abdicere.
De gæster, som har valgt en flyafgang sent fredag kan nå en kanalrundfart, som vil bringe os rundt i byens kanaler og langs havnen. Her kan vi opleve alt fra Den Lille Havfrue, Operaen, Kongeslottet Amalienborg og parlamentsslottet Christiansborg. Dertil historiske 1600-talskvarterer og de mest moderne state-of-the-art bygninger set fra vandsiden.
Og hermed slutter den officielle del af vores program for rejsen til Juvelen i den nordiske krone.
(Siden du nu læser disse ord er du jo utvivlsomt dansker. Hvis rejsen har din interesse, men du ikke har brug for hotelopholdet, da sig til. Så kan vi trække denne udgift fra).
Nogle tager nu toget eller flyveren hjem.
Andre har måske besluttet sig for at blive en dag eller to ekstra i København. Og for dem har vi om fredagen arrangeret et særligt program, som kan tilkøbes.
Restaurant Geranium, the best of the best
Aftenen står på en udsøgt gourmet-middag på det trestjernede Michelin-restaurant, Geranium, som i 2022 blev kåret som ”Verdens bedste restaurant”. Køkkenchefen, Rasmus Kofoed, har vundet Bocuse d’Ore og i dag tilhører den lille kreds af “Best of the Best” restauranter i verden.
Middagen foregår fredag d. 15. august samt tilhørende overnatning på Royal Radisson. Denne aften skal tilkøbes (hvilket du kan gøre under købsprocessen).
Det er en fantastisk dyr fornøjelse, men så får du også en af dine største kulinariske oplevelser nogensinde.
Vi er overbeviste om at ovenstående præsenterer København og Nordsjælland på fornemmeste vis. Du skal være velkommen til at afprøve dette udsagn.
Og vores mission er?
Vi ønsker at skabe eksklusive oplevelser – uden at være ekskluderende.
Vores rejser er ikke i den billige ende, men de er alligevel tilgængelige for en større del af et rejseelskende publikum.
‘Tricket’ er at være en stor gruppe. Vi taler om cirka 40 personer. At være mange skaber i sig selv dynamik. En stor gruppe giver et større budget, som igen gør at vi kan finansiere ægte unikke oplevelser, hvilket vil være uden for rækkevidde for langt de fleste af os, hvis vi handlede på egen hånd.
Formålet er, at rive os alle ud af vores hverdag, så du spørger dig selv når du er hjemme igen, ’oplevede jeg virkelig det som jeg tror jeg oplevede’?
Hvad får du helt præcist for 13.000 kr. ?
- To nætter på det 5* Hotel Radisson Royal.
- Samt to nætter på Hornbækhus.
- Foredrag og frokost i Vikingeskibsmuseet.
- Entré til alle museer og kirker.
- Entré til vores privatkoncerter.
- Middag i Karen Blixens hjem.
- Festmiddag på Kronborg slot inklusive wine-pairing.
- Middag på Hornbækhus.
- Frokost i Sofiero.
- Frokost i Tisvilde.
- Kanalrundfart i København.
Bemærk:
Beløbet dækker kun ophold og oplevelser i Nordsjælland og inkluderer ikke transport/fly til København.
Det er, som nævnt, for at give dig størst mulig fleksibilitet, såsom hvornår du rejser om dagen og hvorfra. Måske ønsker du også at forlænge opholdet.
Hvis rejsen bliver aflyst – uanset årsagen hertil – kompenserer vi din flybillet op til 1.500 kr. per person.
Dato
- 11 - 15 aug 2025
Pris
- 13000 dkr.
Mere info
Lokation
- Radisson Collection Royal
- Hammerichsgade 1, København
Arrangør
-
Parnassos.dk, Overgaden oven Vandet 58A, 2. 1415 København
-
Tlf
+45 52736316 -
Email
overtoner@parnassos.dk