Novemberdage i Kairo
Syv dage i Kairo
Kairo associerer med kakofoni. Byen er ligeledes den islamiske kulturs uofficielle hovedstad. Enorme menneskemængder samt, skal vi sige… livlig trafik, gør at her finder man ingen hvilepuls. Alt hvad der kan kravle og gå, kravler og går.
Samtidig er byen også arvtager af det eneste menneskeskabte værk der har kunnet holde stand mod tiden. Det eneste tilbage blivende af antikkens syv vidundere.
En by der er sammensat og sammenstykket. Det kan blive dit hjem fra 4. november 2023 og en uge frem.
Vi har lejet alle værelser på hotel Longchamp, som vi herved har for os selv. Hotellet er beliggende i Zamalek og ejes og ledes af tyske Hebba Motz. Tro os, efter en lang dag og aften i dissonans, er tysk ordnung lige hvad du trænger til.
Har du spørgsmål til nedenstående da ring gerne på 5273 6316. Vi har åben alle hverdage fra kl. 10.00 – 18.00. Lørdage mellem 10.00 – 15.00.
Parnassos.dk ApS er medlem af rejsegarantifonden. Den garanterer dine penge, mens vi er garant for dine oplevelser.
Joseph, Maria og Jesus' ophold i Maadi
Vi flyver med Egypt Air kl. 14.45 lørdag den 4. november fra Kastrup lufthavn direkte til Kairos lufthavn.
Her vil en bus tage os videre til Zamalek hvor vi indtager sen aftensmad. Klokken 9.30 næste morgen – og efter morgenmaden som er inklusiv i prisen – går det løs.
Og a pro pos, det er Parnassos’ filosofi at vores rejseprogrammer er så kompakte som mulige. Vi udnytter hver eneste vågne time vi er i Kairo. Tag med på alle ture! Tag med til alle restauranter og klubber!
Hvis du så undervejs bliver træt, eller at byens trængsel og alarm simpelthen bliver for meget af det gode – og det vil helt sikkert ske et par gange – sætter vi dig eller jer i en taxa der kører jer direkte til hotellet. Taxaer i Kairo er forbløffende billige, og de er overalt til enhver tid.
Søndag morgen tager en bus os til lidt syd for Kairo, hvor vi skal besøge den efter min mening mest interessante koptiske kirke i hovedstaden, “jomfru Mariæ kirken i Maadi”. Her vil kirkens præst, Stafanos, tage imod os. Kirken er interessant fordi den er mere intim – og så har den haft fornem besøg i tidernes morgen. Her finder du kristendommens spæde begyndelse. Bogstaveligt talt. Ifølge Mattæus evangeliet viser en engel sig for Joseph og siger,
stå op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér, indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet for at slå det ihjel.« …Og dér blev han, indtil Herodes var død.
Ifølge overleveringen gemte familien sig en måneds tid i Maadi – et område hvor der befandt sig en stor jødisk befolkning på det tidspunkt – netop hvor kirken siden er blevet bygget. Ikke nok med det, Stefanos har lovet at åbne op til kirkens allerhelligste. Den krypt hvor traditionen siger at familien gemte sig for Herodes spioner. Der er næppe nogen historiker der ”køber” historien, men for en times tid placerer vi vores skepsis i kirkens garderobe. Hvorfor ikke?
Herefter vil Stefanos fortælle os om hvad det vil sige at tilhøre en kristen minoritet i et islamisk samfund.
I øvrigt, er trafikken ikke alt for hidsig, kører vi et par ekstra kilometer syd for Maadi, hvor vi fra bussens vinduer lige kan opleve et distrikt bygget i bombastisk sovjetstil fra præsident Nassers tid.
Afternoon Tea på St. Regis
Kirken ligger ved Nilens bred og det er derfor oplagt at vi herefter tager den nærmest obligatoriske tur med Felukah, store sejlbåde der indgår i symbiose med NIlen, som på én og samme gang er mytisk og faktuel. Vi glider med tid og strøm i svær kontrast til den hektiske by.
Sejlturen er på knap to timer. Vi kommer vidt omkring og forbi Maadi øen. Når vi går i land, går vi umiddelbart igen ombord på en river taxi der sejler os tilbage til Kairo centrum, hvor vi står af ved det exceptionelt luksuriøse St. Regis hotel, som vil servere afternoon tea for os i deres Water Garden restaurant.
Bliver der tid til et lille ophold på vores hotel herefter før aftenens program? Det gør der nok.
Det siger Jakob Skovgaard-Petersen selv
Vi er meget beæret over at islamforskeren og professor på Københavns universitet, Jakob Skovgaard-Petersen, tager med os på rejsen som guide. Så har vi fast grund under fødderne, hvad en af verdens største kulturer angår.
Måske siger navnet dig noget? Denne artikels skribent har indtil for ganske nyligt været udlandsdansker, så jeg fulgte ikke den polemik og kontrovers der var omkring Skovgaard-Petersen i forbindelse med Muhammedkrisen og immigration i det hele taget, hvor især Berlingske Tidende og Weekendavisen aggressivt kritiserede hans holdninger til indvandring. Trist og beskæmmende. Med mindre man ser det fra en marketingssynsvinkel, så kan det næsten ikke blive bedre.
Vi vil have glæde af ham hele ugen hvor vi utvivlsomt kan få ham til at fortælle om dengang han boede i det gamle Kairo i 1980erne – byens mest eksotiske område – hvor han blev ramt af gulsot, en de mest eksotiske sygdomme. Om vores rejse skriver Jakob,
Cairo er ikke bare en af verdens ældste byer, den har også i adskillige århundreder været en af de største, og det er den stadig i dag. De mange historiske perioder er til stede i byen, ikke bare under den, men i forskellige kvarterer. Derfor kan en vandring i Cairo føles som en tur i en tidsmaskine.
Vores rejse til november er en sådan tur gennem byens mange lag og tegn. Fra de faraoniske til de hellenistiske og kristne og jødiske i byen Fustat. Videre gennem den arabiske erobring og fatimidernes nye by al-Qahira til storhedstiden under mamelukkerne (1250-1517).
Videre igen til den osmanniske by, som Carsten Niebuhr besøgte og Napoleon erobrede, til det elegante fin-de-siècle Cairo med boulevarder, parker og pynt på gesimsen. Fra kolonitidens nationalistiske udtryk til uafhængighedens og socialismens modernisme. Og op til den splittede by vi ser i dag med slum, kaos, forfald og nye rige bydele i ørkenen.
Det tager tid at mestre Cairo. Men vi vil gøre et forsøg og gennemrejse dens mange epoker.
Som nævnt, Jakob er med os alle dage. Ikke alene er han ekspert i alt mellemøstligt og har et stort netværk i byen, hans arabiske er på et niveau som endog intimiderer udlandsdanskerne i Kairo.
Inkognito i Garbage City
Al Abageyah i Kairo er kandidat til at være det mest bizarre område på kloden. Det er virkeligt uden sidestykke.
Der bor omkring 15.000 mennesker og de lever af at sortere 10-million byens storskrald. Al affald ender her: plastik, flasker, papirer, møbler, bildæk…
En enorm trafik går ud og ind af byen, hvor der til enhver tid hviler en svag duft af forrådnelse. At vandre rundt her giver én fornemmelsen af at befinde sig midt i en Federico Fellini film. Eneste problem: beboerne bryder sig vitterligt ikke om besøg. Det forstås.
Vi har fundet den perfekte løsning på hvordan du med egne øjne ikke vil tro på hvad du ser, uden at nogen bliver trådt over tæerne. Vi forklarer når vi alle sammen står ved Al-Mokattam gaden tæt op ad bydelen. Du får en halv time alene eller som par i området, før vi igen mødes, denne gang på den anden side af affaldsbunkerne.
Vi bevæger os nu ud af Fellinifilmen og direkte over i en anden scene kreeret af endnu en surrealist.
St. Simons klippekirke
Al Abageyah i Kairo er primært en koptisk bydel. Og nu hvor vi igen berører emnet, du vil blive overrasket over hvor mange kirker der er i denne helt igennem islamiske by. Det er til Egyptens ære, at man har givet udstrakt religiøs frihed til denne kristne minoritet som man mener tæller omkring 10% af befolkningen.
Bag storskraldsbyen åbenbarer der sig en af verdens største kirker med plads til 5.000 mennesker. Den er hugget direkte ind i Mokattam-klipperne der omkredser Kairos østlige del. Bevares, der er turister, men ikke mange. Til gengæld er kirken velbesøgt af koptere, ikke mindst af den koptiske ungdom – også uden for gudstjenesterne.
Det er min opfattelse at det koptiske samfund ikke helt får nok opmærksomhed. Jeg, til gengæld, finder samfundet særdeles interessant. Hvis du tager med på rejsen, vil jeg gerne fortælle om dengang jeg, for et kvart århundrede siden, første gang besøgte stedet og oplevede en lille episode, et kulturchok faktisk, som har fulgt mig lige siden.
Operahuset i Kairo
Og bygningen i baggrunden? Er det en moské måske? Al spænding ved spørgsmålet er desværre fjernet i kraft af afsnittets overskrift.
Det er Kairos opera. Og der er rent faktisk tale om en bygning der primært har europæisk klassisk musik på programmet og opfører europæiske operaer.
Og ja, vi skal til opera en af aftenerne i en bygning hvis tag dækker over to kulturer. Her møder du et publikum som ikke på nogen måde repræsenterer den brede befolkning. Og ingen præmie for at gætte rigtigt hvilket socialt lag vi har at gøre med.
Endnu en gang indfinder denne snigende surrealisme sig. Publikum, sangere og musikere er som taget ud af en kultur og placeret ind i en anden. Hvilket de i øvrigt også er.
I virkeligheden har Egypten “aktier” i den europæiske operatradition i form af operaen Aida, skabt af Giuseppe Verdi og bestilt af den egyptiske hersker Ismail Pasha i år 1870. Det endte med at blive en næsten absurd dyr opera og var med til at landet gik konkurs. Hvad gør man ikke for kunsten?
Vi har skrevet følgende artikler: en om selve operahuset, samt lavet et interview med en af dets operasangere, Raouf Zaidan.
Min bror, Bent, i Kairos "Agouza"
Vinteren 1991. Min brors depressioner er blevet værre. Hans læge foreslår ham derfor at flytte til lysere himmelstrøg for at tage brodden af den danske vinter. Han følger lægens råd og slår sig ned i… Kairo!
Her boede han i knap 30 år, fik sig et nyt liv, ny omgangskreds og fandt Aladdins hule. Næsten. Jeg er i dag af den overbevisning at han spillede de kort han fik på hånden så godt som man med rimelighed kunne forvente.
Vi var sammen i Kairo i februar 2020, kort tid før Coronakrisen og her besluttede vi at arrangere en guidet tour til hans by. Bent tog til Athen, hvor han også havde en lejlighed, og jeg blev i Kairo. Et planlagt fire ugers ophold blev for mig til 5 måneder grundet Covid.
I foråret 2022, efter langt tids sygdom, måtte vi desværre tage afsked med Bent, men de planer vi lagde – løseligt – lever videre med denne rejse, som derfor også er lidt af en mindetur. Jeg har overtaget hans hjem i Agouza og arvet hans vennekreds som har været mere end behjælpelige med dette arrangement, ikke mindst danske Claes Raben som ligeledes har boet her siden begyndelsen af 90erne.
Jeg vil meget gerne vise jer min brors bydel. Når man kom på besøg hos ham, og ikke kunne finde rundt i de små vinde, skæve og kringelkrogede gyder og gader, skulle man blot spørge om hvor ”den fremmede” bor. Han var vellidt, de passede på ham i hans ”mørke” perioder og han blev ligefrem kvarterets maskot. Nu er jeg “den fremmede”! Gæstfrihed og imødekommenhed har jeg også arvet.
Mohammed Koras fortælling
Min brors ejendomsbestyrer i Agouza – og nu min – hedder Zakaraya og er fra Sudan. Det er tvivlsomt om der findes et rarere menneske. Hans engelske sprogkunnen er… lad os kalde det rudimentært. Til gengæld er hans søns ditto, den 27-årige Mohammed, brillant, idet han i et par år arbejdede i kundeserviceafdelingen for det engelske teleselskab Vodafone. (han havde dog problemer med at forstå de skotske kunder. Det er han ikke ene om).
En aften, mens vi sad i en taxa, åbnede han lidt op for sit liv hvor han blandt andet sagde, ”Erik, the traditions in Egypt are toxic!”. Jeg blev nysgerrig og spurgte ham om hvad han mente er forskellen på tradition og kultur. Det spekulerede han lidt over og svarede, ”traditions are acts, culture is achievement”. Altid en fornøjelse når man skal reevaluere ens indtryk af en person.
Han har lovet at holde en tale for os, og lovet at være hudløs ærlig over hvad det vil sige at være ung i Egypten, dets drømme, dets genvordigheder. Og hans pris herfor? Han vil gerne have at jeg tager to bøger med til ham, når jeg er tilbage igen, om den europæiske middelalder.
Ikke nok med det, Mohammed har fingeren på pulsen. Han tager os samme aften med til det til den tid “in-sted” for Kairos unge. Arabisk ungdom er lige præcis lige så ustadig som den europæiske, så hvad der er in i dag er helt sikkert håbløst ude til efteråret.
Skidt pyt med at nogen af os er én eller to generationer ældre end det publikum vi skal møde. De tager gladeligt imod os.
Reception i den danske ambassadørresidens
I gåafstand fra vores hotel, igennem Zamalek-bydelen som er et gammelt ambassadekvarter og det mest ”vestlige” område i Kairo, finder du den danske ambassadørs residens.
Ambassaden lægger lokale til en af vores aftener, hvor der er et buffetbord som vi kan gå rundt om, inden rejsens første tale, der bliver holdt af Jakob Skovgaard-Petersen.
En pyramide i Djoser og tre i Dahshur
Mindst en af dagene – og måske halvanden – drager vi mod vest til de faraoniske pyramider. De er tæt på ubegribelige, det gælder selvfølgelig især de tre store pyramider i Giza. Hvad sidstnævnte angår har egyptologerne en vis ambivalens, da de også er endt med næsten at blive klichéer. Men naturligvis skal de besøges. Naturligvis.
Vi har valgt at lade vores egyptolog beslutte hvad der er på vores program. Og det ender nok med at vi også tager lidt syd på for at se de ligeledes mageløse pyramider omkring Dahshur. De er knap så storslåede som deres søskende i Giza, men her er langt færre turister (og lettere chikanerende plattenslagere og bondefangere – som vores arabiske guide nok skal holde på afstand).
Vores egyptolog er fra det amerikanske universitet i byen. Vi sætter først navn på personen omkring to måneder før rejsen. Men det bliver en af ”de store kanoner”.
Grand Egyptian Museum - premiere
Parnassos’ udsendte var i Cairo det meste af februar i år.
Her lykkedes det at få udstedt en tilladelse til at kigge indenfor i ’The Grand Egyptian Museum’ – ikke langt fra de tre Giza pyramider. Et museum, som har været et årti undervejs, sprængt alle budgetter, og som ifølge alle tegn i sol, måne og stjerner åbner sine døre for offentligheden sensommeren 2023. Vi er virkelig i finpudsningsfasen.
Det var svært at få armene ned.
Jeg måtte ikke fotografere alt hvad jeg så, og jeg måtte ikke besøge alle dele af museet. Men jeg så rigeligt til at kunne forudsige, at det bliver en af årets største verdensomspændende kulturelle begivenheder.
Det siger sig selv, at museet vil være på programmet for vores uge i november. Hvis du har lyst til at se flere billeder fra mit besøg, da venter der dig yderligere 10, hvis du klikker på dette link der fører dig over i vores galleri.
Grand Egyptian Museum facaden på 21 sek.
Deres udsendte tog ligeledes denne lille video i februar. Du kan her få fornemmelsen af hvor ’grand’ the Grand Egyptian Museum er. Vi taler om 81.000 kvadratmeter. Det er museets egne højtalere der lægger musik til optagelsen.
Den armenske urmager
Der er flere minoriteter i Kairo. Nogle af dem er svundet gevaldigt ind efter kolonitidens ophør og især efter præsident Abdel Nasser kom til magten i 1954. Men der er stadig liv i nogle.
En af dem, den armenske, skal vi hilse på netop den aften hvor Månens segl stiger op over Attaba runddelen.
Inde i en gammel fransk Haussmann bygning, og gemt væk fra runddelens utilgivende larm, findes en urmager, som der er blevet lavet flere dokumentarfilm over ↗.
Ejeren, Ashod Papazian, stiller sine lokaler til rådighed for os, lige efter at vi har besøgt den mest intense del af byen, Khan el-Khalili. Forretningen er en udsøgt og charmerende 120 år gammel tidskapsel, et levende museum for ure og standure fra en svunden tid. Ashod arvede forretningen fra sin far som arvede den fra sin far. Og forretningen råder over reservedele til urværker, som ikke findes andre steder end netop her. (Her fik jeg i øvrigt for nyligt repareret lænken til mit gamle Tag-Heuer ur).
Vi nyder et glas vin – og øl utvivlsomt – mens vi lytter til hans historie, der fortæller om dengang hans familie drog til Egypten. En historie der har en vis resonans med far, mor og barn der efter sigende flygtede til Maadi for et par tusind år siden.
The American University Campus
The American University Campus, AUC, meget tæt på El Tahrir pladsen (hvor demonstrationerne mod præsident Mubarak fandt sted i 2011, som væltede ham) har stillet deres Oriental Room til rådighed for os. De har netop fået skænket et flygel af byens kendteste ballerina, hvis navn jeg lige skal have bekræftet.
Her vil vi holde en lille klassisk koncert og bagefter kan vi bruge deres have til vores middag, hvor et af byens fineste catering-firmaer vil diske op for os – anbefalet af Dorte Vestentoft, den danske ambassades kulturattaché, som har været særdeles behjælpelig med at skabe rammerne for denne rejse.
Alene decibelforskellen mellem by og AUC er en oplevelse i sig selv.
Djævleuddrivelse i Kairo
I El-Sayeda Zainab distriktet findes der et lille teater som spiller nubisk musik, hvis formål er at uddrive dæmoner. Jeg har overværet flere forestillinger. Og ja, det virker!
Det er ærligt talt svært at beskrive, men sjældent har jeg oplevet mere karismatiske sangere og musikere. Og her er det kvinderne der fører an. Halvdelen af os skal sidde på gulvet. Så er det også nemmere at levitere. Vi tager puder og tæpper med.
Ovenstående repræsenterer cirka 3/4 af ugens program. Som tidligere lovet vil hver time vi er i Kairo blive brugt fuldt ud.
Vi håber at se dig november 2023. Vi lover en oplevelse helt ud over det sædvanlige og som lever fuldt ud op til vores slogan.
Smag og behag i Kairo
Som nævnt for neden inkluderer rejsen tre frokoster og fire middage. Vi har kig på en række restauranter som skal både være autentiske og elegante – og hvor ingen af os bliver ramt af Faraos hævn.
Slutteligt: der er intet charmerende ved at ting ikke går efter planen. Men vi bør alle møde Kairo med en vis overbærenhed. Modsat vores tur til Wien i slutningen af september 2022 – hvor man kunne stille sit schweizerur efter den tysk/østrigske punktlighed – da forvent en feberredning hér, en plan-b dér, under vores ophold i Egyptens hovedstad.
Har du spørgsmål til ovenstående rejse da ring gerne på 5273 6316. Vi har åbent fra kl. 10.00 – 18.00 hverdage.
Lørdag mellem 10-00 – 15-00.
Og vores mission er?
Vi ønsker at skabe eksklusive oplevelser – uden at være ekskluderende.
Prismæssigt er vores arrangementer ikke i den billige ende, men de er alligevel tilgængelige for en større del af et rejseelskende publikum.
‘Tricket’ er at være en stor gruppe. Vi taler om 40+ personer. At være mange skaber i sig selv dynamik. En stor gruppe giver et større budget, som igen gør at vi kan være mere ambitiøse hvad ægte unikke oplevelser angår, oplevelser der vil være uden for rækkevidde for langt de fleste af os, hvis vi handlede på egen hånd.
Vi stiler efter at sprænge rammerne for hvad man normalt forbinder grupperejser med. Hver eneste af rejsernes arrangementer er unikke, exceptionelle og – af og til – ekstravagante. Det sikrer at vi lever op til vores slogan, ‘once in a lifetime – hver gang’.
Formålet er, at rive os alle ud af vores hverdag så du spørger dig selv, når du er hjemme igen, ’oplevede jeg virkelig det som jeg tror jeg oplevede’?
Hvad får du for 13.000 kr?
Syv overnatninger med morgenmad på hotel Longchamp. Du kan vælge at blive opgraderet til det 5* hotel Marriott i nærheden..
Alle transporter, alle guider, alle koncerter og alle museumsentréer er inkluderet.
3 * frokost, heriblandt Afternoon Tea på St. Regis. (vi har en let tilgang til frokosten. For tung, og vi vil alle sammen hjem og have os en lur. Det har vi dårligt tid til).
4 * aftensmad/buffeter, inklusiv den store banket på Mena House. Drinks til taler og foredrag.
Hvad er ikke inkluderet:
Fly tur/retur.. Vi har reserveret direkte fly fra København med Egypt Air, der kan tilkøbes. Pris 3800 kr./person.
Vine og spiritus generelt. Visum pt til $25 omkring 200 kr. som man får udstedt i Kairo lufthavn.
